Nyd din ferie i Mai Khao Beach

Rejser til Thailand » Phuket » Mai Khao Beach
Fremragende 5 stjerner

Rejser til Mai Khao Beach 2024 og 2025

Den kilometerlange strand ved Mai Khao er ofte den første af de mange fantastiske strande på Phuket, du ser. Den sætter scenen for din drømmeferie på Thailands førende ferieø. I Mai Khao Beach får du gyldent sand, der strækker sig næsten så langt øjet rækker langs det klare, blå hav.

Fordi Mai Khao Beach ligger ganske tæt ved Phukets internationale lufthavn, er den et perfekt sted at starte eller slutte rejsen. Her kan du efter den lange flyrejse for eksempel bruge en dag eller to på lige at finde dig til rette i Thailand, nyde strandlivet og lade roen indfinde sig. Eller brug Mai Khao til at afslutte din oplevelsesrige rundrejse med afslappende dage ved havet, hvor du kan reflektere over dine eventyr, inden turen går hjemover.

Find din rejse hos Thailand Tours

100% dansk ejerskab

Vi taler både jysk og københavnsk med et smil.

Specialistviden

Skræddersyede rejser tilpasset dine ønsker.

Personlig service

Tilgængelig support uanset hvor du er.

Sikker rejsepartner

Tryghed som medlem af Rejsegarantifonden.

En rejse til Mai Khao Beach med Thailand Tours

Mai Khao er Phukets længste strand, som er en del af Sirinat National Park. Det er en strand, som indbyder til lange gåture i vandkanten. Både som en frisk start på dagen og for at nyde solnedgangen, som er betagende her på vestsiden af Phuket. Fordi stranden er så lang, kan du selv i højsæsonen finde steder, hvor du har den for dig selv. Ét bestemt sted, er der dog ofte trængsel for at få det helt rigtige billede.

Mai Khao Beach er nemlig også kendt som Airport Beach eller Sanambin Beach. Sanambin er det thailandske ord for lufthavn. Det er blevet lidt af et Instagram-fænomen at få et billede på Mai Khao Beach med et fly i baggrunden. Når de lægger an til landing i Phuket Lufthavn, kommer de på en kort sektion af stranden så tæt på, at det næsten føles som om, du kan række ud og røre dem.

Området

Mai Khao ligger på den nordvestlige del af Phuket og strækker sig over 10 kilometer langs Andamanhavets kyst fra strandskoven i Sirinath National Park i syd til Sai Keow Beach tæt på Sarasin-broen, der i nord forbinder Phuket med fastlandet.

Lufthavnen i den sydlige ende, som er en af de vigtigste indgangsporte til det sydlige Thailand, er naturligvis en påmindelse om, at Phuket er en populær destination. Men selvom der efterhånden er et godt udvalg af velrenommerede hoteller og resorts langs kysten her, ligger de lidt tilbagetrukket fra stranden. Du kan derfor nemt finde fredfyldte, uberørte steder på Mai Khao-stranden, hvor du ikke ser andet end frodig grøn bevoksning bagtil, og lyden af bølgerne er det eneste, der bryder stilheden. Hvis altså ikke du vil ned ved lufthavnen for at få det eftertragtede strandbillede med et lavgående fly. Her kan det ikke anbefales at lægge sig på sandet, som bliver blæst op.

Mange, som rejser til Mai Khao, bor her en uges tid eller lidt kortere. Der er simpelthen for meget andet at opleve på Phuket med spændende kulturelle seværdigheder og ikke mindst andre skønne strande, ligesom der et gode muligheder for at fortsætte rejsen på fastlandet mod nord eller tage på ø-hop. Mai Khao Beach er derfor især oplagt at tænke ind som en del af en rejse, hvor du kan nyde nogle afslappende dage ved den lange strand før eller efter at have udforsket de mange andre fantastiske destinationer i regionen.

Mad og drikke

Mai Khao Beach byder på et varieret udvalg af spisesteder. Mange hoteller og resorts i området har egne restauranter, hvor du kan nyde alle dagens måltider. På menuen er typisk alt fra traditionelle thailandske retter til internationale favoritter.

Der er også populære restauranter uden for hotellerne både nede nær stranden, hvor du kan nyde lækre måltider med udsigt over havet, og simple caféer oppe langs hovedvejen, hvor du kan få en kølig forfriskning.

Nattelivet i Mai Khao er generelt meget afdæmpet og begrænset til de aktiviteter og arrangementer, der eventuelt tilbydes på hoteller og resorts. Der er således ikke et egentligt bycentrum, hvor man samles om aftenen. Så det livlige natteliv må du vente med til du eventuelt rejser til andre dele af Phuket, for eksempel Patong Beach. Mai Khao er perfekt for dig, der ønsker en mere afslappet og fredelig aftenstemning efter en dag med sol og strand.

Stranden Mai Khao Beach

Den lange strand er uden tvivl hovedårsagen til, at de fleste rejser til Mai Khao. Stranden strækker sig over ti kilometer med gyldent sand langs et klart, blåt hav, som i højsæsonen indbyder til at bade. Selvom sandet er lidt grovere end på de sydlige strande, er det stadig fint nok til solbadning på blot et håndklæde og til lange gåture i bare tæer.

Stranden er en del af Sirinat National Park. Den er derfor på lange strækninger stort set uberørt, særligt mod nord. Du vil ikke finde sværme af jetski, parasoller, liggestole, strandbarer eller sælgere her. Dette gør Mai Khao Beach til en ideel destination for dig, der søger fred og naturlig skønhed, væk fra de mere turistede områder.

Særligt lige nord for lufthavnen, der hvor mange kommer for at tage billeder af de landende fly, er der dog som regel en del simple boder og food-trucks, der tilbyder kølige forfriskninger. Har du ellers brug for noget at spise eller drikke i løbet af dagen, er der sjældent langt op til dit hotel.

Mai Khao Beach er en af de bedste strande på Phuket, hvor du holder af lange gåture på stranden eller bare at slappe af ved vandet. Bemærk, at havet her som oftest ikke er sikkert at svømme i i lavsæsonen mellem maj og november. Det bliver forholdsvist hurtigt dybere, så det er ikke den bedste strand på Phuket til familier med mindre børn. Det bedste tidspunkt at rejse til Mai Khao, hvis du vil bade, er omkring januar-februar. Det er derfor også de travleste måneder, og det er en god idé at booke dit hotel i god tid.

Mai Khao Beach var tidligere kendt som et vigtigt udklækningsområde for den truede havlæderskildpadde, men bestanden er også her svundet ind. Der er dog tradition for, at der i forbindelse med det thailandske nytår, Songkran, udsættes tusindvis af opdrættede havskildpaddeunger fra stranden. Hvis du ikke rejser til Mai Khao i april, er der mulighed for at besøge den lokale Marine Turtle Foundation og møde de små skildpadder der.

Mai Khao Beach for børn

Den afslappede atmosfære i Mai Khao tiltaler både par og familier, som vil nyde en afslappende ferie med børnene. Stranden tilbyder masser af plads til leg og afslapning uden den trængsel, man finder på mere turistede strande. Dog skal man være opmærksom på, at der nogle dage kan være forholdsvis store bølger, og at det hurtigt bliver dybt. Det er derfor især vigtigt at være forsigtig med småbørn. Med den rette forsigtighed kan hele familien godt nyde de skønne omgivelser ved Mai Khao Beach.

Er havet for oprørt til at bade, eller I bare lyst til lidt afveksling, er der et lille vandland i Mai Khao, Splash Jungle Water Park. Der er ikke et væld af forlystelser i vandlandet, men I kan godt bruge et par timer på vandsjov. Rejser du med større børn, kan I eventuelt leje en cykel for at køre en tur ud langs stranden. Der løber en sti bag stranden det meste af vejen. Ovre på modsatte kyst lige øst for lufthavnen ligger Sports Wake Park, en kabelpark til wakeboards. Her kan både øvede og nybegyndere også brænde noget energi af på vandet.

Er I til de lidt mere fredelige oplevelser? Thailand er kendt for sine smukke buddhistiske templer, og Mai Khao har naturligvis også et. Wat Mai Khao er bestemt et besøg værd, også for børn. Her kan I få et lille glimt af den lokale kultur og gamle ceremonier.

Aktiviteter og seværdigheder

Det mest oplagte på en rejse til Mai Khao er selvfølgelig at nyde den lange strand. Derudover er der et begrænset, men dog alsidigt udvalg af aktivitetsmuligheder. Rejser du med familien kan et besøg i det lille vandland, Splash Jungle Water Park, nok friste. Der er også en kabelbane til wakeboarding, som både voksne og (lidt større) børn kan få meget sjov ud af.

Hvis du ønsker at udforske området yderligere, kan du eventuelt leje en cykel og tage en tur langs kysten for at opleve den smukke kyst på en mere aktiv måde. En anden mulighed for at få lidt motion er Blue Canyon Golf Course, som ligger få kilometer fra Mai Khao. Her kan du vælge mellem to forskellige 18 hullers baner i smukke, frodige landskaber.

En anden mulighed er at hyre en tuk-tuk eller taxi, som kan køre dig lidt rundt i området. En tur til Nai Yang Beach kan anbefales, hvor du udover endnu en dejlig strand også finder et godt udvalg af restauranter. Eller måske skal du benytte chancen for at få rejsens første eller sidste spa-behandling og thaimassage på et af feriestederne.

Vejret i Mai Khao Beach

I Mai Khao kan du ligesom på resten af Phuket nyde et tropisk klima med varme temperaturer året rundt. Den bedste rejsetid er normalt fra november til april, hvor vejret er mest tørt og solrigt med behagelige temperaturer mellem 25-32 grader. Det er en periode, der indbyder til afslappende dage på stranden, udforskning af området og udendørs aktiviteter uden at du skal bekymre dig synderligt om risikoen for regnvejr.

Fra maj til oktober er det regnsæson med kraftige, men korte regnbyger. I denne regntid er det særligt på en vestvendt kyst som Mai Khao Beach ofte ikke muligt at bade på grund af store bølger og understrøm.

Læs mere om vejret på Phuket og det bedste rejsetidspunkt

Markeder og shopping

Shoppingmulighederne i Mai Khao kan ikke måle sig med dem, du for eksempel finder i Phuket by eller Patong Beach. Men der er dog nok indkøbsmuligheder i området til at dække de fleste behov, der måtte opstå i løbet af dit ophold.

I den nordlige del af området finder du Turtle Mart og Turtle Village, et lille forretningskvarter og indkøbscenter med et udvalg af moderne mærkevarebutikker, hvor du kan finde alt fra tøj og accessories til souvenirs og dagligvarer.

Langs vejen gennem Mai Khao længere sydpå er der talrige lokale kiosker og butikker, der sælger alt fra frisk frugt og lokale delikatesser til souvenirs og strandudstyr. Her finder du også nogle enkelte supermarkeder med et godt udvalg af dagligvarer.

Transport i Mai Khao Beach

Det er populært at gå ture på den lange strand. Vil du nå lidt længere om ud langs kysten i dit eget tempo, kan en udlejningscykel være en god mulighed. Derudover er der også mulighed for at praje en tuk-tuk, som er billigere end almindelige taxier, men dog heller ikke så komfortable.

Der er busser, men på denne del af Phuket kører de ikke så ofte. Du skal desuden op til hovedvejen, Hwy 402, for at komme på bussen. Busturen til Phuket by tager omkring halvanden time. Oppe fra hovedvejen kører også busser til Krabi og andre byer i regionen. Skal du længere omkring, er taxier også en mulighed. Ofte er dit hotel gerne behjælpelig med at skaffe en.

Sport og træning

Mai Khao byder på gode muligheder for at holde formen ved lige under ferien. Den lange, uberørte strand er perfekt til lange gåture eller måske ligefrem løbeture langs vandkanten. Flere hoteller i området tilbyder også udstyr til vandsport, så du kan prøve kræfter med alt fra paddleboarding til kajaksejlads.

Vil du holde din golfform ved lige i ferien? Den anerkendte Blue Canyon Golf Course i nærheden, hvor du kan spille på to 18-hullers mesterskabsbaner omgivet af smuk natur. Uanset om du foretrækker at træne på land eller i vand, har Mai Khao altså noget at tilbyde.

Flyrejsen og transfer

Mai Khao ligger næsten så tæt på Phukets internationale lufthavn, som det kan lade sig gøre, hvilket betyder, at du ikke behøver indregne ret meget transfer-tid fra lufthavnen til dit hotel. Mange rejsende vælger da også at bo i Mai Khao et par dage i starten eller slutningen af ferien, netop fordi det er praktisk at være tæt på lufthavnen og hurtigt kan finde sig til rette.

Der er gode muligheder for at flyve til Phuket fra Danmark med en enkelt mellemlanding undervejs, hvilket gør rejsen relativt nem og tilgængelig. Det sidste korte stykke fra Phuket Lufthavn til dit hotel i Mai Khao kan du tage en taxi. Der er en taxi-holdeplads lige til højre for terminalbygningen. Turen tager omkring 20 minutter.

Hvis dit hotel tilbyder at arrangere transfer fra lufthavnen, kan det anbefales at benytte det. Så er du sikker på at komme frem til dit hotel uden at din taxichauffør laver en lille afstikker til butikker eller udflugtsbureauer undervejs, som han har en aftale med.

Scroll to Top