Tryghed - hele vejen. Fra første kontakt til du lander i Danmark igen. Læs mere her:

Koh Naka Yai

Rejser til Thailand » Rejser til Phuket » Rejser til Koh Naka Yai
Rejsemenu

Rejser til Koh Naka Yai

Lige ud for Phukets nordøstkyst ligger to små øer, Naka-øerne. Den største af dem, Koh Naka Yai, er på trods af den korte afstand til et af Thailands mest populære rejsemål stadig meget uberørt. Det mærker du fra det øjeblik, du sætter fod på øen.

De fleste besøger Koh Naka Yai som et kort stop på en udflugt til Phang Nga-bugten. Men øen fortjener mere end et par timer, og du har faktisk mulighed for at overnatte her. Der er ganske vist kun et enkelt eksklusivt resort, men Koh Naka Yai kan være et interessant alternativ til at bo på Phuket, hvis du drømmer om en ferie med mere ro, urørt natur og en mere uforstyrret oplevelse af ø-livet i Thailand.

Find din rejse hos Thailand Tours

Vil du have en ferie på Koh Naka Yai, der er tilpasset dine ønsker? Hos Thailand Tours tager vi altid udgangspunkt i dig og dine behov, når vi sammensætter din rejse. Vi kender øens hoteller og ved, hvor du finder den rette balance mellem ro og oplevelser. Bestil din rejse hos os, hvis du vil have en skræddersyet ferie, hvor du kan tage dagene i dit eget tempo.

100% dansk ejerskab

Vi taler både jysk og københavnsk med et smil.

Specialistviden

Skræddersyede rejser tilpasset dine ønsker.

Personlig service

Tilgængelig support uanset hvor du er.

Sikker rejsepartner

Tryghed som medlem af Rejsegarantifonden.

Øen der fortjener mere end en eftermiddag

Koh Naka Yai er ikke større end at du kan gå den på tværs. På den længste led er der kun knap 3 kilometer. Det er en af dens kvaliteter. Her er ikke noget at nå, ingen liste med seværdigheder at krydse af og ingen trafikerede gader. Det meste af det, der er at lave på Koh Naka Yai, foregår på stranden. Dine dage vil typisk gå med at bade, slikke sol ved poolen, spa-behandling og måske en cykel- eller vandretur ind i junglen.

På østkysten åbner udsigten sig ud over Phang Nga-bugten, og det er svært at beskrive uden at lyde klichéfyldt. Den er ganske enkelt betagende. Man kan bruge lang tid på blot at sidde på det bløde sand og betragte havet med bådene, der sejler ud mod de grønne øer i det fjerne.

De fleste strande på Koh Naka Yai er brede og med fint sand. Da der samtidig kun er et resort på øen fremstår de naturlige og uspolerede. Bor du på øen frem for at besøge den på en dagstur, kan du opleve stemningen ved vandet, når den er allerbedst. Det vil typisk sige om morgenen, når strandene ofte er helt øde, og sidst på dagen når de sidste udflugtsbåde er sejlet tilbage mod Phuket. Du kan gå en aftentur langs stranden, eller stå op om morgenen til en ø, hvor fornemmelsen af at bo i et isoleret ø-paradis er stærk. Alt sammen med Phuket inden for rækkevidde, hvis du på et tidspunkt får lyst til lidt mere liv.

Pakkerejse til Koh Naka Yai med fuld rejsegaranti

Når du vælger en pakkerejse til Koh Naka Yai med Thailand Tours, er alt det praktiske klaret, inden du overhovedet har pakket kufferten. Fly og hotel er inkluderet, og du er naturligvis dækket af rejsegarantien, så du kan rejse afsted mod Thailand med ro i maven.

Du vælger selv, hvilken afrejselufthavn der passer bedst for dig, Billund, Aarhus, København, Aalborg eller Hamborg. Vi sørger for, at rejsen hænger sammen fra start til slut. Det betyder, at vi også tilbyder at arrangere privat transfer fra Phukets Lufthavn og videre ud til øen. Så ankommer du til dit resort uden unødige omveje.

Hos Thailand Tours har vi mange års erfaring med at udvælge hoteller og flyforbindelser med omhu. Vi kender Thailands rejsemål indgående og ved, hvad der passer bedst til dig.

Sti til strand på Phuket
Sti til strand på Phuket

Koh Naka Yai er i sagens natur et sted, hvor de fleste dage går med bare at nyde strandlivet og resortets tilbud, men det er også oplagt at for eksempel tage en udflugt til Phang Nga-bugten eller til Phuket. Det hjælper vi dig også gerne med at planlægge.

Fakta og information om Koh Naka Yai

Her har vi samlet flere nyttige informationer og fakta om Koh Naka Yai. Det inkluderer hurtige, korte svar på de mest almindelige spørgsmål om Koh Naka Yai og uddybende information, der dækker alt, du behøver at vide før rejsen. Uanset om du søger praktiske tips, hjælp til rejseplanlægning eller inspiration til oplevelser på Koh Naka Yai, finder du det her.

Området

Hen over vandet er der kun omkring tre kilometer til østkysten af Phuket, Thailands største ø og et af landets mest besøgte rejsemål. Alligevel føles Koh Naka Yai som en helt anden verden. Øen er en lilleput til sammenligning, både hvad angår størrelse og antal besøgende. I løbet af dagen kommer der ganske vist ofte udflugtsbåde forbi, men de færreste overnatter her. Det er præcis det, der gør en ferie på Koh Naka Yai til noget særligt.

På øens nordvestlige hjørne finder du øens resort. Det består dog ikke af rækker af høje etagebyggerier, men spredte villaer, der falder smagfuldt ind i omgivelserne. Her er roligt, grønt og en tydelig fornemmelse af at bo tæt på naturen. Det er fornemmelsen af at være et sted, som på en eller anden måde har formået at gå lidt under radaren.

Man kan ikke sige, at Koh Naka Yai er uden turisme, men øen har trods nærheden til en af Thailands travleste turistdestinationer alligevel formået at bevare sin egen, rolige atmosfære. Den slags ferieperler er sjældne. Selvom der ikke er så meget at foretage sig på den lille ø end at nyde stranden, er det et sted, du har lyst til at blive hængende.

Hvad spiser og drikker man på Koh Naka Yai?

En del af det, der gør Koh Naka Yai til det unikke rejsemål, den er, er netop det, der ikke findes her. Du finder derfor ikke en travle gader fyldt med restauranter, streetfood-boder og barer, der konkurrerer om din opmærksomhed. Det er med til at bevare den ro og uforstyrrede stemning, som øen er kendt for.

Hvis du rejser til Koh Naka Yai betyder det, at dit resort normalt vil være omdrejningspunktet for de fleste af dine måltider. Da øens resort er af den mere eksklusive type, er der typisk flere spisesteder at vælge mellem, så du kan prøve lidt forskelligt i løbet af ferien. Udforsker du øen, kan du dog hist og her også støde på enkle små spisesteder drevet af øens lokale indbyggere, hvor du kan få en kølig drik eller en bid mad undervejs.

Hvordan er strandene på Koh Naka Yai?

Rundt om på Koh Naka Yai er der en lille håndfuld strand. De fleste er brede sandstrande med træer, der kan give lidt skygge i løbet af dagen. Særligt på østkysten kan du stå på stranden og nyde en fantastisk udsigt mod øer i det fjerne med stejle, grønne klippesider.

Den længste strand på østkysten er den, de fleste dagturister besøger. Her er nogle steder opstillet liggestole, en strandbar og et par boder med drikkevarer, og i løbet af dagen kan der være en del liv, når udflugtsbåde lægger til. Er du til en rolig stranddag, er der dog også andre alternativer.

Østkystens anden, kortere strand er markant mere fredfyldt, da dagturister typisk samles på nabostranden. På nordvesthjørnet ved det eneste resort finder du desuden det øens måske smukkeste strand. Det skyldes ikke mindst, at her ofte er mere fredeligt med mere fornemmelse af noget eksklusivt. Længere nede ad vestkysten, hvor lokalbefolkningen bor, er der også en lang, smal strand syd for den lille mole. Den bliver ikke rigtigt brugt, som badestrand, men kan eventuelt være en mulighed for at gå en tur langs vandet og opleve en mere lokal del af øen.

Er Koh Naka Yai et børnevenligt rejsemål?

Koh Naka Yai kan være et rigtig godt valg for familier, men det afhænger lidt af, hvad I søger. Øen indbyder til den type ferie, hvor dagene går med at bygge sandslotte, spille spil, snorkle, padle kajak og spise god mad sammen, uden at der er et stramt program at følge. Er det den slags kvalitetstid, I ønsker i ferien, er Koh Naka Yai svær at slå.

Rejser du med store teenagere, som måske har brug for flere muligheder for underholdning og aktiviteter for at trives, skal du nok ovefveje, hvor mange dage af ferien I skal bruge på øen. Børn i alle aldre vil nyde afslapning med familien her, men der er ikke vandlande eller gågader fyldt med is- og souvenirbutikker. Det er en rolig ø, og det er meningen.

Har I lyst til at bryde den rolige dagsrytme lidt, er der dog gode muligheder for at tage på udflugt til de omkringliggende øer for så at vende hjem til resortet igen sidste på eftermiddage og måske en cocktail til forældrene inden middagen.

Se tips og gode råd til dig, der rejser til Thailand med børn

Hvilke aktiviteter og seværdigheder er der?

Stranden og måske poolen vil nok tiltrække det meste af opmærksomheden, og det er der ikke noget galt med. Men har du lyst til andre eventyr, er der også muligheder for det.

En kajaktur ind i øens mangroveskog er en oplevelse for sig. Her padler du ind i et stille, grønt landskab, der fungerer som levested for et væld af arter. Paddleboarding er et andet populært valg, når vandet er helt roligt.

På resortet er der måske mulighed for at deltage i et kortere madlavningskursus, hvis du har lyst til at tage lidt af det thailandske køkken med hjem i form af nye teknikker og opskrifter. Det er en sjov og lærerig oplevelse for hele familien. Eller måske vil du omfavne øens langsomme tempo med lidt yoga med udsigt til havet.

Vil du gerne have lidt let motion, kan du lejer du en cykel for at udforske øen på egen hånd. En tur ned til den lokale fiskerlandsby på vestkysten giver et autentisk indblik i hverdagslivet på Koh Naka Yai, og øens gummitræplantage er også værd at cykle en tur igennem, hvis du er nysgerrig på, hvad der gemmer sig inde bag de flotte strande.

Vejret på Koh Naka Yai

Vejret på Koh Naka Yai følger mønsteret for Phuket. Den bedste rejseperiode er derfor normalt fra november til april, hvor du får mest sol, lavest luftfugtighed og de bedste forhold til en badeferie. December og januar er de mest travle måneder, men også blandt de mest stabile vejrmæssigt.

Fra maj til oktober er det sydvestmonsunen, der præger vejret i området. Det betyder ikke nødvendigvis regn hele dagen, men du må forvente flere byger og perioder med mere overskyet vejr. Havet kan i perioder være uroligt, hvilket sætter begrænsninger på bade strandliv og mulighederne for at tage på bådudflugter. Nogle vælger at rejse hertil i den periode for at undgå højsæsonens travlhed, og det kan sagtens lade sig gøre. Vil du have de bedste chancer for godt badevejr på Koh Naka Yai hver dag i ferien, er perioden november til april dog det mest sikre valg.

Læs mere om vejret på Phuket

Hvilke markeder og butikker er der?

Drømmer du om lange shoppingdage, hvor du vender hjem til hotellet med proppede bæreposer og ømme fødder, må du nok justere forventningerne lidt. Koh Naka Yai er ikke et sted, man vælger for handelslivet, for det er der ikke meget af. Ud over hvad dit resort tilbyder og enkelte små lokale butikker, er udvalget meget begrænset.

Det er selvfølgelig en del af charmen. Men vil du have lidt shopping med i din rejse til Thailand, må du gemme det til udflugter til større øer. Eller du kan for eksempel kombinere Koh Naka Yai med nogle dage i Bangkok, hvor mulighederne for shopping er så mange, at selv den mest dedikerede shopaholic til sidst må give op.

Hvordan kommer man rundt på Koh Naka Yai?

Koh Naka Yai har nogle små, smalle veje, men trafik i traditionel forstand finder du ikke meget af her. De fleste kommer rundt til fods eller på cykel, og det er også den mest oplagte måde at opleve øen på i det rolige tempo, den indbyder til.

Her og der støder du måske på små golfvogns-lignende køretøjer og lokale tuk-tuker, som klarer transporten for dem, der ikke har lyst til at træde i pedalerne. Spørg på dit resort, hvis du har brug for hjælp til at komme rundt. De ved, hvad der er af muligheder.

Hvilke udflugter kan man tage på fra Koh Naka Yai?

Ligesom Koh Naka Yai selv tiltrækker besøgende på dagsudflugter, kan du naturligvis også gøre det omvendte og bruge en dag på at udforske det omkringliggende område. Øen ligger midt i et af Sydøstasiens smukkeste havlandskaber, og der er rig mulighed for at komme ud og opleve det.

En tur ud i Phang Nga-bugten er et oplagt valg, hvor du sejler ud gennem et dramatisk landskab af kalkstensøer, der stikker op af det turkisblå vand, og du kan besøge blandt andet den verdensberømte James Bond-ø. Det er en klassisk oplevelse, og med god grund.

Læs mere om at besøge James Bond Island i Phang Nga-bugten

Får du en dag blot lyst til lidt mere liv og et større udbud af restauranter og butikker, er Phuket kun en kort båd- eller færgetur væk. Her kan du bruge en dag på at udforske en af øens strande, besøge den charmerende gamle bydel i Phuket Town for så at vende tilbage til roen på Koh Naka Yai om aftenen.

Perler på naboøen

Et oplagt udflugtsmål er naturligvis også naboøen Koh Naka Noi. Den er også kendt som Pearl Island, da der her dyrkes perler, og besøger du perlefarmen, kan du følge hele processen fra østers til færdig perle. Der er naturligvis også mulighed for at købe perlesmykker med hjem, hvis du får øje på noget, du ikke kan modstå.

Hvordan kommer man til Koh Naka Yai?

Koh Naka Yai ligger belejligt i forhold til Phukets internationale lufthavn. Fra lufthavnen er det således en kort køretur (30-45 min) ned til kysten og derfra en kort sejltur ud til øen. Lader du os arrangere privat transfer som en del af din pakkerejse, behøver du ikke tænke på andet end at finde din bagage ved bagagebåndet. Din chauffør venter på dig ved ankomst og sørger for, at du kommer hele vejen frem til dit resort uden unødige stop undervejs.

Phukets lufthavn er godt forbundet med Bangkok og en række andre asiatiske storbyer, og ankommer du fra Europa, er et enkelt skifte i Bangkok typisk alt, der skal til. Derfra flyver du det sidste stykke til Phuket, og herfra er Koh Naka Yai pludselig ikke ret langt væk.

Læs mere om fly til Thailand

Kort over Koh Naka Yai

Herunder kan du se et kort over Koh Naka Yai. Brug kortet til at danne dig et indtryk af geografien.

Rul til toppen