Rejser til Pai
Pai ligger i en frodig dal omgivet af grønklædte bjerge i Mae Hong Son-provinsen i det nordlige Thailand. De senere år er denne landsby blevet et populært rejsemål, men den har bevaret sin afslappede atmosfære og har stadig lidt af den boheme-stemning, som især kendetegnede stedet, da de første rygsæksrejsende begyndte at finde vej hertil.
Nu er det dog ikke kun unge og hippier med smag for det enkle Thailand, der slår sig ned her. I dag finder du alt, hvad du har brug for i Pai med alt fra hyggelige caféer og lokale markeder til gode hoteller, der gør det nemt at nyde opholdet i de smukke omgivelser uden at gå på kompromis med komforten.
I Pai har du samtidig et godt udgangspunkt for at udforske mere af det nordlige Thailand med frodig natur, små landsbyer og unikke kulturoplevelser lige uden for døren. Du vil nok opleve, at selvom landsbyen Pai i sig selv ikke byder på store, berømte seværdigheder, er dette et af de steder, hvor du får lyst til at blive lidt længere og bare nyde stemningen.
Find din rejse til Pai hos Thailand Tours
Hos Thailand Tours finder du de bedste, håndplukkede hoteller i Thailand, som du i en af vores pakkerejser kan kombinere med fly fra Danmark og få en skræddersyet rejseplan. Pai kan nemt indgå som en del af en rundrejse, hvor du også oplever andre af vores spændende rejsemål i Thailand.
Vi fandt desværre ingen resultater på din søgning
Prøv venligst at udvide dine søgetermer.
Pai - en lille by med mange facetter
Pai ligger nord for Chiang Mai i en bred dal omgivet af grønne bjerge, og det er netop den placering, der har været med til at forme byen som rejsemål. Det, der engang var en søvnig markedsby, har i dag udviklet sig til et eftertragtet rejsemål. Når du bevæger dig rundt i Pai, vil du derfor møde både de lokale thailændere og tilrejsende fra hele verden. Det giver byen en særlig stemning, hvor det traditionelle og det internationale smelter sammen på en måde, der føles både afslappet og dynamisk på samme tid.
Udviklingen i Pai er de seneste årtider gået stærkt. Det er stadig en lille by, men i dag finder du et bredt udvalg af hoteller i og omkring byen, samt talrige restauranter, små butikker og barer i centrum. Trods sin meget beskedne størrelse sammenlignet med for eksempel Chiang Mai og Chiang Rai, vil du altså ikke mangle noget her. Samtidig har Pai formået at bevare meget af den oprindelige landsbyatmosfære, hvor du lidt på afstand af den travle hovedgade kan nyde, at det stadig er de naturskønne omgivelser, som definerer byens sjæl.
Hvis du rejser til Pai, får du en komfortabel base at udforske de omkringliggende områder fra. Herfra kan du tage ud til smukke vandfald og gyldne templer, eller slappe af i varme kilder og begive dig på vandreture i de skovklædte bjerge, hvor du undervejs passerer små landsbysamfund. Pai er altså et rejsemål, hvor du både kan tage på eventyr og nyde dagene i et tempo, der passer dig.
Fakta og information om Pai
Her har vi samlet flere nyttige informationer og fakta om Pai. Det inkluderer hurtige, korte svar på de mest almindelige spørgsmål om Pai og noget mere uddybende information, der dækker alt, du behøver at vide før din rejse. Uanset om du søger praktiske tips, hjælp til rejseplanlægning eller inspiration til oplevelser i Pai, kan du finde det her.
Området
Pai ligger i Mae Hong Son-provinsen i det nordlige Thailand. Det er en region, der er kendt for sine bjerge, grønne dale og en mere rolig og autentisk stemning end mange andre dele af landet. Her kan du opleve Thailand væk fra de større turistområder og udforske et landskab præget af små landsbyer, skovklædte bjergsider og snoede veje.
Området hænger naturligt sammen med det øvrige Nordthailand, hvor Chiang Mai ofte fungerer som indgangsport, mens Chiang Rai ligger længere mod nordøst med sine egne kulturelle seværdigheder. Sammen udgør de en del af Thailand, hvor natur, kultur og lokale traditioner vil fylde mere end strandliv. Pai er et godt rejsemål for dig, der ønsker at rejsen foregår i et tempo, der giver plads til at tage det hele ind undervejs.
Hvad spiser og drikker man i Pai?
Selvom Pai er en lille by, er udvalget af spisesteder ganske stort. Her kan du stille sulten med alt fra lokale thailandske retter til mere internationale favoritter, og mange spisesteder er tydeligt inspireret af de rejsende, der har fundet vej hertil fra hele verden.
Om aftenen forvandler byens hovedgade sig til en livlig "walking street" uden biltrafik, hvor du kan gå på opdagelse blandt madboder med alt fra klassiske thaispecialiteter som pad thai og papayasalat til små snacks og mere kreative retter med et internationalt twist. Stemningen er dejlig uformel, og det er oplagt at smage sig frem fra bod til bod.
I løbet af dagen indbyder de mange caféer til lange pauser. Der er mange steder med wifi, og du vil se nogle sidde med computeren fremme og kombinere arbejdet med livet på farten. Det hele er med til at understrege den afslappede livsstil, som kendetegner Pai.
Nattelivet i Pai
Når mørket falder på, fortsætter stemningen i byens udvalg af barer og små spillesteder. Nattelivet er afdæmpet sammenlignet med det i storbyerne eller de større feriebyer længere mod syd, men du har alligevel mulighed for at nyde en drink og måske falde over noget spændende livemusik. Her er alt fra afslappede aftener med akustiske toner til steder med lidt mere liv, hvis du har lyst til at blive hængende lidt længere.
Er Pai et børnevenligt rejsemål?
Pai er et rigtig fint valg, når du rejser til Thailand med børn. Den afslappede atmosfære og byens overskuelige størrelse gør det nemt at finde sig til rette, og tempoet er mere roligt end i de større byer.
Her kan I bevæge jer rundt uden stress, og den hyggelige landsbystemning gør det oplagt at tage dagene, som de kommer. Samtidig har I også her alt, hvad I har brug for lige ved hånden med både gode, familievenlige spisesteder til små butikker og markeder. Det er nemt at få feriedagene til at fungere i Pai, også når I rejser med børn.
Hvor skal man bo i Pai?
For en forholdsvis lille by som Pai er der et overraskende bredt udvalg af hoteller og guesthouses. En del af overnatningsstederne henvender sig stadig primært til unge rygsæksrejsende, hvor det enkle og budgetvenlige er i fokus.
Men som du vil se i vores udvalg, findes der også flere gode muligheder for dig, der ønsker at komforten er mere i højsædet. Vi har håndplukket hoteller og resorts, hvor du kan bo centralt i Pai med kort gåafstand til walking street, restauranter samt caféer og samtidig have en rolig base, hvor du kan trække dig tilbage efter dagens oplevelser.
Hvilke aktiviteter og seværdigheder er der?
I og omkring Pai finder du et væld af oplevelser, der gør det nemt at fylde dagene med både eventyr og afslapning. Du kan blandt andet tage på vandreture gennem den frodige natur, hvor stierne fører dig til smukke udsigtspunkter, vandfald og små bjerglandsbyer. En af de mest kendte attraktioner i området er kløften Kong Lan, også kendt som Pai Canyon. Dette spektakulære landskab omkring 8 kilometer fra byen tager sig især smukt ud ved solop- eller nedgang.
Er du til oplevelser på vandet, kan du flyde roligt ned ad Pai-floden på en oppustelig ring eller prøve kræfter med mere aktive rafting-ture som i de flotte omgivelser. Det er en anderledes måde at opleve landskabet på, hvor du kommer helt tæt på naturen.
Du har også mulighed for at deltage i madlavningskurser i Pai, hvor du lærer at lave klassiske thailandske retter og får nye smage med hjem i bagagen. Og trænger du til at koble helt af, er byen ved at blive kendt for sine yoga- og wellnesssteder, hvor du kan fordybe dig i ro, bevægelse og velvære i naturskønne rammer.
Hvordan er vejret i Pai?
Vejret i Pai er præget af et tropisk monsunklima med tre overordnede sæsoner: regntid, tørkeperiode og en køligere periode i vintermånederne.
Regntiden strækker sig typisk fra maj til oktober, hvor du kan forvente kraftige byger, som dog ofte falder sidst på dagen eller om aftenen. Det er den periode med færrest besøgende, men til gengæld står naturen ekstra frodig og grøn.
Fra november til april er vejret generelt tørt og solrigt med behagelige temperaturer, og det er også her, de fleste vælger at rejse til Pai. Inden for denne periode ligger de køligste måneder fra december til februar, hvor morgener og aftener her i omkring 500 meters højde omgivet af bjerge kan være overraskende friske sammenlignet med resten af Thailand.
Du kan i princippet besøge Pai året rundt, men vil du have de mest behagelige temperaturer til udendørs, aktive oplevelser, er månederne fra december til februar særligt oplagte. Foretrækker du færre mennesker og lavere priser, kan du med fordel kigge mod de øvrige dele af tørkeperioden, men afskriv heller ikke helt regntiden, der byder på grønne landskaber, dramatiske vandfald og en mere rolig stemning.
→ Læs mere i vores udførlige guide til vejret i Thailand året rundt
Er der markeder og shopping i Pai?
Det er ikke i Pai, at du finder store shoppingcentre og et vrimmel af butiksstrøg. Til gengæld finder du masser af små kiosker og minimarkeder, hvor du nemt kan få fat i alt det, du har brug for i hverdagen under ferien.
Når aftenen falder på lukkes en af hovedgaderne (i højsæsonen) for trafik og forvandles derved til en hyggelig gågade. Her kan du gå på opdagelse blandt boder med souvenirs, tøj og andre spændende små fund, og med lidt tålmodighed kan du også finde håndlavede produkter fra lokale bjergstammer, som kan være et unikt og lidt et mere autentisk minde at få med hjem fra din rejse til Pai.
Hvordan kommer man rundt i Pai?
Når du først er kommet frem til Pai ad de snoede bjergveje, er det ikke svært at komme rundt i området. Selve bymidten er forholdsvis kompakt, så her kan du uden problemer gå rundt mellem caféer, restauranter og små butikker.
Vil du ud og opleve naturen og de seværdigheder, der ligger uden for byen, har du flere muligheder. Mange vælger at leje en scooter, som giver stor frihed til at udforske området i dit eget tempo. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at vejene kan være stejle og svingede, så det kræver erfaring og forsigtighed.
→Skal jeg leje en motorcykel eller scooter i Thailand?
Alternativt kan du leje en cykel eller benytte lokale taxaer, de såkaldte songthaews, som kører rundt i området. Uanset hvad du vælger, vil du have gode muligheder for at komme ud og opleve alt det, der ligger gemt i dalen og bjergene omkring Pai.
Hvilke udflugter kan man komme på?
Noget af det, der især gør Pai til noget særligt, er muligheden for at komme ud og opleve naturen og de små, uspolerede bjerglandsbyer i området. Her er det ikke kun selve byen, men i høj grad også omgivelserne, der er med til at gøre opholdet mindeværdigt.
En tur til Pai Canyon er næsten fast på programmet for mange, og herfra kan du nyde udsigten over det kuperede landskab. Et andet populært udflugtsmål er templet Wat Phra That Mae Yen, hvor den store hvide Buddha sidder med udsigt over dalen omgivet af grøn bjergskov – et sted, der er særligt stemningsfuldt i de tidlige morgentimer eller ved solnedgang.
Derudover byder området på flere vandfald som Mo Paeng og Pam Bok, hvor du ikke kun får flotte naturoplevelser, men også mulighed for at tage en forfriskende dukkert i varmen. Der findes også mindre kendte vandfald, men her skal du være opmærksom på, at nogle af dem kræver en længere vandretur gennem junglen at nå frem til og derfor bedst opleves sammen med en lokal guide.
Flyrejsen og transfer
Når du rejser til Pai med os, vil din rejse typisk starte med fly til Bangkok, hvorefter du fortsætter nordpå. Den sidste del af turen foregår så med privat transfer gennem de smukke bjerglandskaber, hvor vejen snor sig hele vejen frem til dalen, hvor Pai ligger.
Det kan dog også være, at Pai indgår som en del af en rundrejse, hvor du kommer hertil fra Chiang Mai. Herfra er den omkring 135 kilometer lange køreturen en oplevelse i sig selv med udsigt over bjerge og frodig natur undervejs. Uanset hvordan din rejse sammensættes, sørger vi for, at transporten hænger sammen, så du nemt og trygt når frem.
Pakkerejser til Pai med fuld rejsegaranti
Når du booker en pakkerejse til Pai med Thailand Tours, får du en nem og tryg måde at komme afsted på. Rejsen inkluderer både fly og hotel, så du er dækket af pakkerejseloven og rejsegarantien, hvilket giver ekstra ro i maven. Du kan desuden vælge afrejse fra flere lufthavne som Billund, Aarhus, København, Aalborg og Hamborg, så det er let at finde en løsning, der passer ind i dine planer.
Samtidig slipper du for selv at skulle få det hele til at gå op. Vi sammensætter din rejse, så fly, overnatninger og ofte også transfer hænger sammen fra start til slut. Det sparer dig både tid og besvær, så du i stedet kan fokusere på at glæde dig til oplevelserne. Med vores erfaring og kendskab til Thailand sørger vi for, at du får en rejse til Pai, hvor det hele fungerer – og hvor du bare kan nyde ferien.
Populære hoteller i Pai
Hvilket hotel skal du vælge at bo på i din ferie i Pai? De hoteller du ser her hos Thailand Tours, har vi selv håndplukket. Det er steder, hvor vi ved, at du får de bedste rammer om din ferie i denne charmerende bjerglandsby.
Inspiration til din rejse til Pai
På vores rejseblog kan du læse meget mere om de mange smukke og indbydende destinationer, der findes i Thailand.
