SAii Koh Samui Villas
Privat pool og voksenro i Hanuman Bay
Gemt ved den lille Hanuman Bay på Koh Samuis nordøstlige kyst ligger SAii Koh Samui Villas som en grøn samling af private villaer mellem palmer og tropisk have. Her er ingen traditionelle hotelværelser - alle 52 boliger er villaer, og alle kommer med egen pool. Det sætter ligesom niveauet for feriedagene allerede fra start.
Stedet er væsentligt mindre end dens SAii-søstre på Phuket og Phi Phi og har en mere intim, voksen atmosfære. Hotellet markedsføres som adults only, men helt præcist er aldersgrænsen 12 år, så teenagebørn kan godt komme med.
Standarden er høj, omgivelserne velholdte og villaerne generøse. Men vi ville stadig sælge SAii på privatliv, ro og komfort frem for storladen femstjernet luksus. Det er mere privat pool med bare fødder end hvidhandsket højtidelighed - hvilket efter vores mening klæder Koh Samui ganske glimrende.
Atmosfære og målgruppe
SAii er især oplagt til par, honeymooners og andre, der gerne vil bo fredeligt uden at være langt fra øens mere livlige områder. Villaerne ligger spredt i en tæt tropisk have, og fordi alle har egen terrasse og pool, kan man i princippet holde en ganske hæderlig ferie uden at socialisere mere end nødvendigt.
Omkring fællespoolen og SunRay Social & Swim Club er stemningen lidt mere levende med musik, cocktails og havudsigt, men hotellet er først og fremmest præget af ro. Morgenyoga, spa og private pools fylder mere end underholdningsprogram og poolbingo.
Det er derfor et godt valg, hvis du søger en romantisk eller afslappet ferie med god komfort. Vil du derimod have restauranter, barer og butikker lige uden for hoveddøren, findes der mere centrale adresser på Samui.
Beliggenhed ved Hanuman Bay
En lille, men vigtig detalje først for at undgå misforståelser: SAii ligger ikke direkte på Choeng Mon Beach, selv om hotellet ofte dukker op under Choeng Mon i flere bookingportaler. Det ligger i sin egen lille bugt, Hanuman Bay, mellem Choeng Mon og Chaweng. Samui Lufthavn ligger omkring 10 minutters kørsel væk, Chaweng cirka 5 minutter og selve Choeng Mon Beach omkring 10 minutter i bil.
Hanuman Bay giver SAii en dejlig afsondret stemning, men stranden foran hotellet er forholdsvis lille og mere stenet end den klassiske bløde Samui-strand. Nyere gæster nævner især sten i vandet og anbefaler badesko, mens Choeng Mon har væsentligt blødere sand.
Det er værd at vide på forhånd. For vælger du SAii primært for den private villa, poolen og roen, er beliggenheden et klart plus. Drømmer du derimod om flere kilometer perfekt badestrand lige foran solsengen, er det ikke stranden her, der skal sælge opholdet.
Poolvillaer med masser af privatliv
Udvalget er dejligt overskueligt med blot tre kategorier. Pool Villa er ca. 80 m² og ligger i haven, mens Deluxe Pool Villa er hele 100 m². Beachfront Pool Villa er ca. 80 m² og ligger forrest med kig mod havet.
Og her kommer en detalje, der er værd at få helt styr på: Pool Villa og Beachfront Pool Villa har en privat pool på cirka 3 x 2 meter - altså mere plunge pool end træningsbassin. Deluxe Pool Villa har til gengæld en rigtig god pool på omkring 4 x 8 meter.
Så hvis ordene “privat pool” i dit hoved automatisk udløser planer om morgensvømning med ti baner før morgenmaden, skal du vælge Deluxe. I de øvrige kategorier er idéen mere en privat dukkert med en kold drik inden for rækkevidde.
Faciliteter i villaerne: Aircondition, privat terrasse og pool, Smart-TV eller kabel-tv, Nespresso-maskine, minibar, værdiboks, badekåber og slippers, hårtørrer, regnbruser og toiletartikler
Faciliteter og oplevelser
Den fælles infinitypool ligger helt ud mod havet og er en af de få grunde til frivilligt at forlade sin egen pool. Her holder SunRay Social & Swim Club til med solsenge, musik, drinks og en afslappet beach-club-stemning fra sen formiddag til aften.
Derudover findes SAii Spa, motionsrum og et mindre udvalg af aktiviteter. Kajak, paddleboard og snorkeludstyr kan benyttes uden beregning, og omkring 200 meter fra kysten findes et rev, som hotellet fremhæver til snorkling. Morgenyoga er også en del af programmet.
Hotellets faciliteter: Fælles swimmingpool, privat pool ved alle villaer, SAii Spa, fitness, yoga, kajak, paddleboard, snorkling, restaurant og bar, roomservice og gratis WiFi.
Her er altså rigeligt til nogle fredelige dage, men ikke et aktivitetscirkus. Og det ville ærlig talt også være lidt besynderligt at booke sin egen poolvilla for derefter at bruge hele ferien på organiseret dart.
Mad og drikke
Nede ved havet ligger SunRay Social & Swim Club, der i dag er husets naturlige samlingspunkt. Her glider pool, restaurant og bar lidt sammen, og menuen bevæger sig mellem thailandske smage, internationale favoritter og retter, der egner sig godt til en lang frokost med havudsigt.
Stemningen bliver gradvist mere social hen over dagen, men uden at stedet forvandles til højlydt beach club. Det er stadig SAii Koh Samui - bare med lidt mere musik i højttalerne og noget koldt i glasset.
Og selv om man fint kan spise på hotellet flere aftener, ligger både Choeng Mon, Chaweng og Fisherman’s Village inden for kort køreafstand. Det ville derfor være synd ikke også at tage ud og bruge lidt af Koh Samui.
SAii Koh Samui Villas er et af de steder, hvor værelsestypen næsten er hele pointen: god plads, tropisk have og din egen pool bag hækken. Den lille strand i Hanuman Bay er hyggelig, men ikke hotellets stærkeste kort. Det er privatlivet, roen og villaerne til gengæld - og dem behøver man ikke pynte ret meget på.
Attraktioner og afstande til hotellet
- Hanuman Bay: Privat strand direkte ved hotellet – ca. 0 m
- Choeng Mon Beach: Rolig sandstrand – ca. 2 km
- Chaweng Beach: Populær strand med shopping – ca. 3 km
- Big Buddha Temple: Berømt Buddha-statue – ca. 3,5 km
- Wat Plai Laem: Tempel med farverige statuer – ca. 4 km
- Central Samui: Shoppingcenter m. butikker m.m. – ca. 5 km
- Fisherman’s Village: Restauranter og aftenmarked – ca. 6 km
- Bangrak Pier: Færgehavn til naboøerne – ca. 4 km
- Chaweng Night Market: Street food, lokale boder – ca. 5 km
- Lamai Beach: Lang sandstrand – ca. 14 km
- Koh Samui Lufthavn: Øens internationale lufthavn – ca. 3 km
