Tryghed - hele vejen. Fra første kontakt til du lander i Danmark igen. Læs mere her:

Vejret på Koh Samet

Rejser til Thailand » Rejser til Koh Samet » Vejret på Koh Samet
Fremragende 5 stjerner

Vil du kombinere storbyliv med badeferie er Koh Samet et af Thailands mest interessante rejsemål. Den lille ø ligger nemlig få timer fra hovedstaden Bangkok. Med sit varme, tropiske klima og en af de laveste nedbørsmængder i landet er Koh Samet desuden kendt for at have mange solskinsdage i løbet af året. Her på siden får du et overblik over vejret på Koh Samet måned for måned.

Uanset om du rejser til Koh Samet i vintermånederne eller planlægger en tur i sommerperioden, er der gode chancer for at nyde de lyse sandstrande og det rolige hav. Øens kompakte størrelse gør det nemt at finde din egen favoritbugt, hvor du kan slappe af eller tage en dukkert i det lune vand. Nedenfor kan du blive klogere på, hvornår det er bedst at rejse til Koh Samet, alt efter hvordan du helst vil opleve øen.

Tjek også vores guide: ‘Hvor skal man bo på Koh Samet’ her →

Koh Samet – øen med mere sol

Koh Samet er kendt for at have et mere tørt klima end mange andre steder i Thailand. Øens placering i den nordlige del af Thailandbugten betyder nemlig, at den ligger lidt beskyttet bag fastlandet, hvilket giver nogle lidt anderledes vejrforhold end på mange af de andre populære ferieøer. På den måde minder dens klima lidt om det på Koh Samui, der også er kendt som et af Thailands mest solsikre rejsemål i sommerferien.

I store dele af Thailand bringer monsunen mellem maj og oktober hyppige regnbyger med sig, især ude langs vestkysten. Men fordi Koh Samet ligger delvist i læ af Rayong-halvøen forskånes øen for en del af regnen. Så det er har faktisk hold i virkeligheden, at Koh Samet er et af de tørreste steder i Thailand. Den årlig nedbørsmængde er for eksempel markant mindre end på nærliggende øer som Koh Chang.

Koh Samet om vinteren

Nationalpark med sandstrand og folk der svømmer
Besøg fantastiske Ao Wai Beach på Koh Samet

Ligesom i resten af Thailand er vinteren dog den mest populære rejsetid på Koh Samet, og det hænger i høj grad sammen med vejret. I månederne fra december til februar byder øen nemlig typisk på masser af sol, hvor de få regnbyger blot er en kort forfriskning. Drømmer du om de ideelle rammer for en klassisk badeferie i Thailand, er dette altså årstiden at sigte efter.

Dagene er varme uden at blive for trykkende, og havet er som regel roligt, så du uden problemer kan nyde strandene og det lune vand. Vejret på Koh Samet er dog ikke fuldstændig ens fra måned til måned i løbet af vinteren, og der kan være forskelle, som kan have betydning for, hvordan din ferie former sig.

December

December markerer starten på periode, hvor det er bedst at rejse til Koh Samet, hvor vejret bliver mere stabilt efter efterårets mere omskiftelige og våde måneder. Du kan forvente mange solrige dage, lavere luftfugtighed og kun begrænset regn, især i den sidste del af måneden.

Temperaturerne ligger typisk omkring 26-30 grader om dagen, og havet er som regel roligt og indbydende. Det gør december til en oplagt måned, hvis du gerne vil kombinere afslapning på stranden med svømmeture og andre aktiviteter ved vandet.

I takt med at jul og nytår nærmer sig, stiger antallet af besøgende, og der kommer mere liv på øen. Rejser du tidligt i december, kan du ofte nyde de gode vejrforhold i lidt roligere omgivelser, mens slutningen af måneden byder på en mere livlig stemning.

Jul og nytår på Koh Samet

Jul og nytår på Koh Samet falder i den del af december, hvor du især kan du forvente mange solrige dage og gode forhold ved øens strande. Du kan altså godt ende med at tilbringe en stor del af juletiden og nytåret ude under den blå, solrige himmel eller eventuel i skyggen af en palme, mens du nyder varmen.

Selve julen fejres afslappet og ganske uformelt på Koh Samet. Mange hoteller og restauranter pynter ganske vist op efter bedste evne og tilbyder særlige middage, men tropeklimaet betyder selvfølgelig, at stemningen alligevel er langt fra traditionel. Med temperaturer der i løbet af dagen godt kan krybe over 30 grader, glemmer du alt om det sædvanelige julestress og bruger bare tiden på at nyde strandene og hyggelige aftener ved havet.

Når nytåret nærmer sig, stiger tempoet på øen lidt. Strandene danner rammen om festlige aftener med middag, musik og fyrværkeri. Det er en mere livlig periode, men stadig en afslappet måde at fejre årsskiftet på, hvor vejret næsten altid indbyder til at være ude hele aftenen under stjernehimlen.

Person, der spinder ild i bymidten om natten
Fejr nytåret på Koh Samet med en strandfest

Januar

I januar fortsætter det stabile og solrige vintervejr på Koh Samet. Selvom der også i årets første måneder kan være enkelte dage med regnbyger, er det årets tørre periode. Da havet samtidig er dejlig lunt (26-27 grader) og roligt, er januar normalt ideel til afslappende stranddage med masser af badeture.

Februar

Februar er en af de mest tørre og solrige måneder på Koh Samet. Du behøver ikke planlægge efter vejret, og skulle der komme en enkelt byge, er den normalt hurtigt overstået. Temperaturen om dagen ligger stabilt omkring de 30 grader. Det er altså varmt, men ikke på samme trykkende måde, som det kan føles lidt senere på året, når luftfugtighed og temperatur stiger.

Vinterferien

Vil du bytte vinterkulden ud med varme og sol, er Koh Samet et oplagt valg i vinterferien i 2026 og 2027. Når du ankommer fra den hjemlige vinterkulde, er 31-32 grader en markant kontrast og det lette sommertøj bliver hurtigt fundet frem. Du vil opleve ægte tropenætter hele vinterferien, men faldet til 23-25 grader er dog normalt nok til at sikre en god nattesøvn. Det giver perfekte rammer for en afslappende pause fra vinteren derhjemme.

Foråret på Koh Samet

Foråret på Koh Samet kendetegnes på stigende temperaturer og masser af solrige dage. Det er en periode, hvor vejret stadig er overvejende stabilt, men hvor varmen for alvor begynder at kunne mærkes, især i april. Samtidig er det en tid, hvor øen er lidt mere rolig end i vinterens højsæson, uden at du går på kompromis med strandvejret.

Marts

Marts er en varm og tør måned, hvor temperaturen begynder at stige en smule. Regn forekommer stadig sjældent, og du kan forvente mange solrige dage. Havet er roligt, og forholdene er gode til både badning og afslapning på stranden.

April

April er en af årets varmeste måneder på Koh Samet, hvor temperaturerne ofte sniger sig op på 34-35 grader. Det regnes stadig som en af årets tørre måneder med masser af sol, men der er dog færre regnfrie dage end i de foregående måneder. Det thailandske nytår, Songkran, falder i midten af april og bringer også på denne lille ø festlige dage med sig med vandkampe og god stemning.

Maj

Maj markerer overgangen til en mere omskiftelig periode. Sommerens regntid står for døren, og i maj bliver regnbyger mere almindelige, selvom de er korte (og kraftige). En fordel ved maj, der må regnes som skuldersæson, er, at der er færre turister, hvilket giver en roligere oplevelse af øen.

Sommeren på Koh Samet

Selvom den regntiden normalt er mindre regnfuld på Koh Samet end mange andre steder i Thailand, er den ikke regnfri. Allerede fra maj begynder antallet af regnvejrsdage at stige, og den tendens fortsætter hen over sommeren og ind i efteråret. Du vil stadig kunne opleve mange tørre og solrige perioder, men regnbyger bliver en mere normal del af vejret. Selvom regnen oftest er kortvarig, vil vejret spille en større rolle for dine muligheder udendørs. Nogle gange må du være mere fleksibel, end hvis du rejser hertil om vinteren.

Juni

I juli er der ingen tvivl om, at regntiden er i gang på Koh Samet. Vejret er mere omskifteligt med hyppigere byger, som indimellem kan være kraftige. Til gengæld er det sjældent, at regnen varer hele dagen, og du vil som regel stadig få flere timer med sol undervejs. Det betyder, at du ofte sagtens kan nå både strand og afslapning, hvis du er lidt fleksibel. Samtidig kan vinden tage til i perioder, hvilket giver flere dage med bølger, som kan påvirke badeforholdene ved nogle af øens strande.

Juli

I juli fortsætter det mere omskiftelige sommervejr med en god blanding af sol og regn. Bygerne kan komme flere gange om dagen og til tider være intense, men egentlig heldagsregn er det som regel ikke. Temperaturerne holder sig stabile, og der er normalt stadig chance for at nyde stranden, men du skal være mere fleksibel med dine planer.

August

August minder meget om juli med tydeligt præg af regntid, men stadig med gode muligheder for sol i løbet af dagen. Regnbygerne kommer typisk i korte, intense perioder, og det er sjældent med flere dage i træk med heldagsregn. Du skal også i denne måned være forberedt på, at havet på grund af vind kan være uroligt, og at bølger kan sætte begrænsninger for strandliv og badning nogle dage.

Koh Samet i efteråret

Efteråret på Koh Samet er præget af regntiden, som typisk tager til i styrke i september og oktober. Vejret er altså mere omskifteligt med hyppigere byger og lange perioder med mere skydække, men det er samtidig en tid, hvor øen er grøn og roligere. I løbet af november begynder regntiden dog at slippe sit tag igen, og især mod slutningen af måneden vender det mere stabile solskinsvejr gradvist tilbage.

September

I september tager regntiden til, og du vil opleve mærkbart flere regnvejrsdage end i de foregående sommermåneder. Bygerne kan være kraftige, men ofte falder de stadig kun i korte perioder i løbet af dagen, så der er som regel også timer med opholdsvejr og sol. Det er en mere stille måned på øen, hvor du kan nyde en mere afslappet atmosfære.

Oktober

Oktober er i gennemsnit sammen med september en af de mest regnfulde måneder på Koh Samet. Her er der større sandsynlighed for både hyppige og længerevarende regnperioder, og himlen kan være mere overskyet flere dage ad gangen. Både luften og havet er stadig varm, men vejret kan nogle dage begrænse strandliv og aktiviteter, ikke mindst hvis vinden giver bølger. Til gengæld er der færre besøgende og en roligere stemning på øen.

Efterårsferien på Koh Samet

Rejser du i efterårsferien, lander du midt i den vejrmæssigt mindst attraktive periode på Koh Samet. Du kan dog selv da godt være heldig at få flere dage i streg med sol og klart vejr, men der er også risiko for mange regnfulde dage. Det kræver med andre ord en vis fleksibilitet at rejse til øen i efterårsferien, men for nogle opvejer roen og det lavere tempo for det mere ustadige vejr.

November

I november begynder regntiden at ebbe ud. Især i anden halvdel af måneden bliver vejret normalt mere stabilt med mange solskinstimer og færre byger. Det gør især slutningen af november til et rigtig godt alternativ, hvis du gerne vil rejse uden for højsæsonen omkring jul og nytår, men stadig have gode chancer for dejligt vejr.

Klimatabel for Koh Samet

Jan ☀️Feb ☀️Mar 🌤️Apr 🌦️Maj 🌦️Jun 🌦️Jul 🌦️Aug 🌦️Sep 🌧️Okt 🌧️Nov 🌦️Dec 🌤️
Maks. temperatur 🌡️303233343332323231303131
Min. temperatur (nat) 🌡️232325262525242424242322
Solskinstimer pr dag ☀️999888875568
Regnfri dage (< 1 mm) 🌤️272525201514131211121428
Regn (mm) pr måned 🌧️4045901201801601802203002809050
Havtemperatur ≋272829303029292929292827
*Bemærk, at de angivne oplysninger er baseret på beregnede gennemsnitlige værdier, og at det faktiske vejr på Koh Samet kan variere fra år til år.

Din rejse til Koh Samet - tilpasset dine ønsker

Uanset hvornår du overvejer at rejse til Koh Samet, sørger vi hos Thailand Tours for, at din ferie bliver tilpasset præcis dine ønsker, også når det gælder afrejsedatoer. Vi hjælper dig med at finde det tidspunkt, der passer bedst til dine planer og dine forventninger til vejret, og rådgiver dig gerne om det bedste tidspunkt at rejse til Koh Samet.

Se eventuelt også vores guide til det bedste rejsetidspunkt: Hvornår er det bedst at rejse til Thailand?

Har du lyst til at høre mere om mulighederne, er du altid velkommen til at kontakte os. Der er for eksempel oplagte muligheder for at kombinere storbylivet i Bangkok med en strandferie på Koh Samet. Vi tager gerne en uforpligtende snak om dine ønsker og sammensætter et skræddersyet tilbud, der passer til netop dig.

Rul til toppen