Koh Phangan ligger inde i Thailandbugten. Netop denne placering giver øen nogle særlige fordele, når man ser på det med rejsebriller. Vejret på Koh Phangan følger nemlig ikke helt de samme mønstre som i resten af Thailand. I stedet ligger Koh Phangan i det, man godt kan kalde et vejrmæssigt smørhul, hvor du ikke kun har én, men faktisk to perioder på året med gode betingelser for solrige feriedage og afslapning ved stranden.
Det betyder, at du har lidt større fleksibilitet, når du planlægger din rejse til Koh Phangan. Du har flere muligheder for at finde det tidspunkt, der passer bedst til dine ønsker. Det gælder, hvad enten du drømmer om det perfekte vejr til strandliv, snorkling eller fuldmånefest eller en god balance mellem det hele.
På Koh Phangan, som ligger i samme område som Koh Samui og Koh Tao, kan du nyde et tropisk klima med varme temperaturer året rundt. Det er især mængden af regn, der skaber variation i løbet af året, og den bestemmes i høj grad af monsunvindene. I det følgende kan du blive klogere på, hvornår det er bedst at rejse til Koh Phangan i 2026 og 2027.
Læs også vores guide: ‘Koh Phangan med børn’ her →
Indhold

Koh Phangan om vinteren
Vintermånederne er en af de mest populære perioder at rejse til Koh Phangan. Regntiden slipper sit tag, og luften føles klarere, mens naturen stadig står grøn efter måneder med regn. Det er en tid med mange solrige dage og temperaturer op omkring 30 grader om dagen og 23-24 om natten. Det er den tid, der er ideel til en ferie med strandliv, snorkling, udflugter og oplevelser på øen.
December
December markerer overgangen fra regntid til en mere tør og solrig periode. Først på måneden kan der stadig forekomme regnbyger, men som julen nærmer sig, bliver vejret mere stabilt. Temperaturerne ligger typisk omkring 24–29 grader, og der er gode chancer for en ferie med mange solskinstimer.
Jul og nytår på Koh Phangan
Jul og nytår falder i en periode, hvor vejret på Koh Phangan som regel er på sit bedste. Rejser du hertil for at fejre højtiden og starten på det nye år, er der gode chancer for, at det bliver med masser af sol, blå himmel og roligt hav. Temperaturen er en stærk kontrast til det, du kommer fra derhjemme, men perfekt til en badeferie. Det er oplagt at kombinere afslapning på stranden med festlige aftener, både julefejringen, men også de lidt mere livlige af slagsen. Det er trods alt en ø, som er berømt for sine fuldmånefester. Så her ved man også, hvordan nytåret skal fejres med manér.
Januar
Januar er en af de mest stabile måneder på Koh Phangan vejrmæssigt. Her er det typisk tørt med masser af sol og kun en lav risiko for regn, selv om enkelte, forfriskende byger ikke kan afvises. De er med til at holde øen frodiggrøn. Temperaturen i januar ligger typisk mellem 23–29, og luftfugtigheden føles mere behagelig end i de varmeste måneder.
Februar
Februar fortsætter i samme solrige spor med mange gode stranddage og minimal nedbør. Det er en af de bedste måneder at rejse til Koh Phangan, hvis du vil være sikker på godt vejr til at nyde ferien i vandkanten. Temperaturerne begynder så småt at stige og kryber om dagen ofte på over 30 grader.
Vinterferien
Rejser du i vinterferien i uge 7 eller 8, rammer du altså som regel en periode med rigtig gode vejrforhold. Det er en oplagt chance for at udskifte det grå og kolde vintervejr derhjemme med dejlig sommervarme, masser af sol og ideelle forhold til både afslapning og oplevelser på Koh Phangan. Det er samtidig en populær rejsetid, så der er god stemning på øen, men uden at det føles overfyldt.
Sommeren på Koh Phangan
Selvom Koh Phangan i løbet af maj bevæger sig ind i regntiden, betyder øens placering i den vestlige del af Thailandbugten, at den ligger lidt i læ for monsunen, som kommer ind fra Andamanhavet. Det giver en mere mild regntid end mange andre steder i Thailand.
Det samme gælder naboøerne Koh Samui og Koh Tao, som har omtrent samme klimatiske forhold. Sammenlignet med rejsemål på vestkysten som Phuket og Khao Lak, hvor regnen ofte er mere vedvarende i sommermånederne, har Koh Phangan og naboøerne typisk flere tørre perioder og en større chance for sol, også midt i den danske sommerferie.
Er du på udkig efter et rejsemål i Thailand i 2026 og 2027 til en ferie i sommermånederne, er Koh Phangan derfor et oplagt valg, og ikke kun på grund af vejret. Her får du også en god kombination af afslappet ø-stemning, smuk natur og oplevelser, der gør det nemt at fylde dagene med både ren afslapning og mere aktive eventyr.

Juni
Juni byder typisk på en god blanding af sol og enkelte, kortvarige regnbyger. Ofte falder regnen som kraftige, men hurtigt overståede byger sidst på dagen eller om natten, mens dagtimerne stadig kan være præget af sol og varme. Temperaturerne ligger som regel omkring 25–32 grader, og der er stadig mange gode stranddage.
Juli
I juli fortsætter det forholdsvis stabile sommervejr med overvejende tørre perioder og indimellem forbigående byger. Sammenlignet med vestkysten er der normalt flere solskinstimer på Koh Phangan, og vejret føles generelt mere stabilt. Det er ægte sommervarmt, og havet er som regel roligt nok til både at bade og tage på bådudflugter.
August
August minder meget om juli med en fin balance mellem sol og korte regnbyger. Du kan stadig forvente mange gode dage med strandvejr, selvom der kan komme lidt mere skydække i perioder. Temperaturerne holder sig omkring 27–31°C, og regnen er sjældent noget, der fylder hele dagen.
Sommerferie på Koh Phangan
Selvom juni, juli og august officielt hører til regnsæsonen, vil du på Koh Phangan typisk opleve markant færre og kortere regnbyger end på mange af de populære rejsemål på vestkysten. Det gør øen sammen med Koh Samui og Koh Tao til et af de mest attraktive til en sommerferie i Thailand.
Vejret giver stadig gode muligheder for strandliv og oplevelser, og selvom sigtbarheden til snorkling og dykning ikke altid er helt så god som tidligere på året, er der ofte stadig fine muligheder for at opleve livet under overfladen. Det passer perfekt til en afslappet familieferie i skolernes sommerferie.
Koh Phangan i efteråret
Hvor sommeren på Koh Phangan som regel byder på en relativt mild regntid, ser det anderledes ud, når kalenderen siger efterår. Her tager regnen til, hvor oktober og november plejer at leve op til deres status som årets vådeste måneder med hyppige og til tider længerevarende byger.
Det betyder også, at der er færre rejsende på øen i denne periode. Trodser du udsigten til regn, kan du derfor opleve øen, når den ikke blot er mest frodig, men også mest fredfyldt. Efteråret kan altså godt være interessant, hvis du gerne vil opleve øen uden for højsæsonen. Vejrmæssigt er det dog ikke den periode, de fleste vælger, hvis ønsket for ferien er solrige stranddage.
September
September markerer overgangen fra den mildere sommerperiode til en mere regnfuld tid på året. Du vil stadig ofte opleve dage med sol eller let skydække, men regnbygerne begynder at fylde mere. Temperaturerne ligger typisk omkring 24–31 grader, og vejret kan altså være lidt omskifteligt. Der er dog normalt stadig gode muligheder for strandture og udflugter på de bedste dage.
Oktober
I oktober tager regntiden for alvor fat. Her er der flere dage med regn, og bygerne kan være både kraftigere og mere vedvarende. Det betyder ikke, at solen helt forsvinder. Der kan stadig komme opklaringer i løbet af dagen, men du skal være indstillet på, at vejret ofte vil sætte sit præg på planerne. Temperaturerne ligger fortsat omkring 24-31, men den høje luftfugtighed kan mærkes.
Efterårsferien
Rejser du i efterårsferien, rammer du en periode, hvor vejret på Koh Phangan kan være meget omskifteligt. Der kan stadig være fine dage med mulighed for strandliv og udendørs oplevelser, men også dage hvor regnen fylder mere. Samtidig kan nordøstmonsunen begynde at påvirke forholdene på havet, hvilket i perioder kan give større bølger og begrænse aktiviteter som bådudflugter og dykning. Det er derfor en ferie, hvor en hel del fleksibilitet i planerne er en fordel.
November
November er normalt årets vådeste måned på Koh Phangan. Her er der ofte perioder med mere vedvarende regn, og du kan ikke forvente mange solskinstimer hver dag. Der vil selv da dog nok stadig være tidspunkter med ophold og opklaringer, men generelt er det en måned, hvor regnen præger vejrbilledet mest. Havet kan samtidig være mere uroligt på visse kyster, hvilket kan strandliv og vandaktiviteter.
Klimatabel for Koh Phangan
| Jan 🌤️ | Feb ☀️ | Mar ☀️ | Apr 🌤️ | Maj 🌦️ | Jun 🌦️ | Jul 🌦️ | Aug 🌦️ | Sep 🌦️ | Okt 🌧️ | Nov 🌧️ | Dec 🌦️ | |
| Maks. temperatur 🌡️ | 29 | 31 | 32 | 33 | 32 | 32 | 32 | 32 | 31 | 31 | 30 | 29 |
| Min. temperatur 🌡️ | 23 | 24 | 24 | 25 | 25 | 25 | 25 | 25 | 24 | 24 | 23 | 24 |
| Solskinstimer pr dag ☀️ | 7 | 9 | 8 | 8 | 7 | 7 | 8 | 7 | 6 | 6 | 7 | 6 |
| Regnfri dage (< 1 mm) 🌤️ | 20 | 24 | 27 | 22 | 15 | 14 | 15 | 15 | 13 | 11 | 10 | 16 |
| Regn (mm) pr måned 🌧️ | 110 | 45 | 90 | 90 | 140 | 115 | 115 | 100 | 135 | 290 | 405 | 200 |
| Havtemperatur ≋ | 26 | 27 | 27 | 28 | 28 | 28 | 28 | 28 | 28 | 27 | 27 | 27 |
Vi hjælper dig med at finde det bedste rejsetidspunkt
Skal det siges helt kort, er den vejrmæssigt bedste periode at rejse til Koh Phangan altså typisk fra slutningen af januar og frem til april. Her får du flest solskinstimer, behagelige temperaturer og den laveste risiko for regn. Det er ideelt til en afslappende badeferie med oplevelser både til lands og vands. Februar byder ofte på lidt mildere varme end marts og april, men i hele perioden er chancerne for godt vejr generelt rigtig gode.
Sommermånederne frem mod september er dog også en god tid at rejse til Koh Phangan. Ikke mindst fordi det passer godt med skoleferien, og selvom der falder mere regn end i de tørre vintermåneder, er regntiden her typisk mildere på Koh Phangang end mange andre steder i Thailand. Du vil derfor normalt stadig kunne få mange gode dage med sol og mulighed for både strandliv og udflugter.
Den mest regnfulde periode er fra oktober til december, hvor monsunen for alvor sætter sit præg på Koh Phangans vejr. Her vil der ofte være længerevarende regnperioder og mere vind, som i perioder kan gøre havet uroligt og begrænse aktiviteter ved og på vandet.
Er du i tvivl om, hvornår det er bedst at rejse til Koh Phangan, eller hvordan du sammensætter den helt rigtige ferie? Så er du altid velkommen til at kontakte os. Vi hjælper dig med at finde den løsning, der passer bedst til dine ønsker og giver dig de bedste rammer for din ferie i Thailand.
