Tryghed - hele vejen. Fra første kontakt til du lander i Danmark igen. Læs mere her:

Khao Yai National Park

Rejser til Thailand » Rejser til Khao Yai National Park
Fremragende 5 stjerner
Rejsemenu

Rejser til Khao Yai National Park

Khao Yai Nationalpark er Thailands ældste og nok også mest kendte nationalpark. Den er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, hvilket er et godt tegn på, at du her har en helt særlig naturoplevelse i vente. I Khao Yai Nationalpark kan du udforske et netværk af vandrestier, der fører dig gennem tæt jungle, forbi brusende vandfald og op til udsigtspunkter med flotte udsigt over det frodige landskab.

Med Thailand Tours kan du bo helt tæt på den uspolerede natur i Khao Yai Nationalpark, omgivet af frodig skov og bløde bakker, hvor tempoet automatisk falder, og hvor du, hvis du er lidt heldig, kan spotte både elefanter, gibbonaber og et væld af farverige fugle.

Find din rejse hos Thailand Tours

Hos Thailand Tours kan du booke din rejse til Khao Yai Nationalpark som en pakkerejse, hvor alt er omhyggeligt organiseret af os baseret på vores kendskab til de lokale forhold. Du bestemmer selv, om Khao Yai Nationalpark skal være hele omdrejningspunkt for ferien, eller om parken skal være del af en rundrejse. Du kan for eksempel kombinere Khao Yai Nationalpark med både storbyliv og badeferie. I vores pakkerejser er hotel, fly og evt. transfer inkluderet.

100% dansk ejerskab

Vi taler både jysk og københavnsk med et smil.

Specialistviden

Skræddersyede rejser tilpasset dine ønsker.

Personlig service

Tilgængelig support uanset hvor du er.

Sikker rejsepartner

Tryghed som medlem af Rejsegarantifonden.

Hvor ligger Khao Yai – og hvad gør området så særligt?

Khao Yai Nationalpark ligger omkring cirka tre timers kørsel fra Bangkok, men føles alligevel som en helt anden verden, hvor hovedstadens tempo bliver erstattet af en helt anden ro og grønne omgivelser. Det gør nationalparken til et oplagt valg, hvis du gerne vil kombinere din storbylivet med storslået natur uden at skulle rejse langt.

I dag er Khao Yai Thailands tredjestørste nationalpark, der breder sig over hele 2.206 kvadratkilometer. Parken, som altså er over fire gange større end Phuket, rummer alt fra tætte jungleområder og åbne græssletter til floder og bjerge med imponerende panoramaudsigter. Det er netop variationen, der gør området så spændende at udforske på en rejse til Thailand, uanset om du er til korte gåture eller længere jungletreks.

Khao Yai Nationalparken er faktisk en del af det større skovområde Dong Phayayen-Khao Yai Forest Complex, som i 2005 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Det er et af de vigtigste beskyttede naturområder i Thailand, der er et hotspot for biodiversitet med en høj koncentration af sjældne og beskyttede arter. Det kan du med lidt held selv opleve på dine ture rundt i nationalparken.

Dyre- og plantelivet

Naturen får virkelig lov til at udfolde sig i Khao Yai Nationalpark. Fordi området rummer næsten alle typer tropiske habitater, har du gode chancer for at opleve et bredt udsnit af Thailands dyreliv.

Et møde med en flok elefanter er uden tvivl blandt de mest imponerende oplevelser på en rejse til Khao Yai Nationalpark. De færdes frit rundt i parken, hvor de græsser på åbne sletter eller søger mod naturligt saltholdige områder. Det er ikke helt ualmindeligt, at de pludselig står midt på vejen foran dig. Derudover kan du være heldig at få øje på små aber, hjorte og andre dyr, der bevæger sig mellem skovens tætte vegetation og de åbne områder.

Blandt de mere særlige oplevelser er også gibbonerne, som lever højt oppe i trætoppene. Khao Yai er faktisk det eneste sted i verden, hvor to forskellige gibbonarter, hvidhåndet og hættet gibbon, lever i samme område, omend i adskilte territorier. De spiller en vigtig rolle i skoven, hvor de blandt andet er med til at sprede frø og sikre skovens fortsatte liv.

Du kan også møde den imponerende sambarhjort, som er den største hjorteart i både Thailand og resten af Sydøstasien. Den holder sig ofte skjult i den tætte underskov i dagtimerne, men bevæger sig ud i de åbne områder i skumringen og om natten, hvor du har gode chancer for at spotte den.

Gibbonabe springer fra træ til træ i junglen
Gibbonabe springer fra træ til træ i junglen

Fuglelivet er desuden i sig selv en unik oplevelse for naturelskere. Her er registreret hele 282 forskellige fuglearter, heriblandt fire arter af de karakteristiske næsehornsfugle med deres store næb, som ofte høres, før de ses. Dertil kommer en fascinerende verden af insekter med alt fra store, næsten skulpturelle biller til farvestrålende sommerfugle, der flakser gennem skoven.

Har du øjnene med dig, vil du opdage et planteliv, der er mindst lige så imponerende som dyrelivet. Her bevæger du dig gennem en frodig og varieret vegetation med træer, planter og blomster, der både virker eksotiske og næsten eventyrlige i deres former og farver. Det er den slags natur, der gør, at du hele tiden får lyst til lige at gå lidt længere ned ad stien.

Fakta og information om Khao Yai Nationalpark

Her har vi samlet nyttig info og fakta om Khao Yai Nationalpark – både korte svar på de mest almindelige spørgsmål og lidt ekstra viden, der hjælper dig godt på vej. Her finder du både praktiske tips, inspiration og overblik, inden du rejser.

Området

Khao Yai Nationalpark ligger omkring 200 km nordøst for Bangkok og er dermed en af de mest tilgængelige nationalparker i Thailand. På få timer bevæger du dig fra storbyens liv til et landskab præget af en anden, naturlig form for jungle, bjerge og åbne sletter.

Selvom du altså har bevæget dig væk fra kysten, er det oplagt at kombinere oplevelserne i nationalparken med en afslappende badeferie. Hos Thailand Tours kan vi for eksempel sammensætte en pakkerejse, hvor du efter at have brugt nogle dage på at udforske Khao Yais natur og dyreliv, kan fortsætte sydpå til Koh Samet, hvor tempoet skifter til strandliv og afslappende dage ved det turkisblå hav.

Hvad spiser og drikker man i Khao Yai?

Udover det, du får serveret der, hvor du bor, finder du også en håndfuld spisesteder i og omkring Khao Yai Nationalpark samt små boder, hvor du kan købe lette snacks og kolde drikkevarer undervejs på dine ture. Udvalget er ikke stort, og det er en del af charmen ved at være midt i naturen, men der er nok til, at du sagtens kan blive mæt efter en dag fyldt med oplevelser.

Når du bevæger dig rundt i parken, er det dog en god idé selv at have rigeligt med drikkevand med i tasken. Især hvis du skal på vandreture, hvor der kan være langt mellem mulighederne for at købe noget.

Hvor kan man shoppe og gå på marked?

Indkøbsmulighederne i selve Khao Yai Nationalpark er, nok ikke så overraskende, ret begrænsede. Ved besøgscentret finder du souvenirs og enkelte fornødenheder, men det er ikke her, du bruger lang tid på at shoppe.

Har du brug for lidt mere at vælge imellem, ligger byen Pak Chong lige nord for parken. Her finder du både supermarkeder og indkøbscentre, hvor du kan handle alt fra snacks og drikkevarer til mere almindelige dagligvarer, inden du tager ind i eller videre fra nationalparken.

Er Khao Yai Nationalpark et godt rejsemål til børn?

Selvom Khao Yai Nationalpark er stor, er den meget tilgængelig, også for børnefamilier. Veje og stier gør det muligt at komme rundt til mange af parkens højdepunkter uden lange og krævende vandreture, og der findes flere steder, hvor I på korte gåture kan få en rigtig god fornemmelse af naturen.

For børn er det ofte dyrelivet, der gør oplevelsen ekstra spændende. Chancen for at spotte aber, hjorte og måske endda elefanter gør, at selv en køretur gennem parken kan føles som et lille eventyr. Og de fleste børn kan også lokkes med på en gåtur, når målet er et flot vandfald, hvor I kan tage en pause og nyde omgivelserne.

Samtidig er området tilpas organiseret til, at I ikke behøver gå på kompromis med komforten. Inde i parken er der et campingområde, som især er et populært udflugtsmål i weekenderne, og hvor det er muligt at overnatte lidt mere primitivt midt i naturen. Der er dog også indkvarteringsmuligheder lige uden for parken med et højere komfortniveau. Det giver jer friheden til at vælge den type oplevelse, der passer bedst til jer som familie.

Hvilke aktiviteter og seværdigheder er der?

Når du hører lokale tale om Khao Yai, handler det ofte ikke kun om selve nationalparken, men også området omkring. Her finder du alt fra outdoor-aktiviteter til gårdbesøg, og området er et populært udflugtsmål for folk fra Bangkok. Det giver dig mulighed for at kombinere naturoplevelserne med lidt variation undervejs, for eksempel et besøg på en lokal vingård.

Men det er først, når du kører ind i selve Khao Yai Nationalpark, at tempoet for alvor ændrer sig. Her er det naturen, der er i fokus, og det er især vandreture, vandfald og dyrelivet, der trækker. Dyrelivet kan du både være heldig selv at spotte undervejs eller opleve på en guidet tur, hvor du får hjælp til at se dyrene og samtidig lærer mere om området og dets mange arter.

Parken byder på kilometervis af vandrestier i forskellige sværhedsgrader. Du finder både korte, overskuelige ruter på under en time og længere ture, der strækker sig over hele dage. Særligt de kortere naturstier er godt markerede og derfor velegnede, hvis du gerne vil opleve junglen i dit eget tempo uden nødvendigvis at have en guide med.

Vandfaldene er en af de populære oplevelser i Khao Yai. De er måske ikke de højeste, du kan se i Thailand, men omgivelserne gør dem alligevel særlige. Især i regntiden fra juni til august er der virkelig gang i vandmasserne, og naturen omkring står ekstra frodig og grøn. I de tørre måneder kan nogle af vandfaldene være mere beskedne, men de er stadig værd at opleve.

Hvordan er vejret i Khao Yai?

Vejret i Khao Yai Nationalpark er generelt mildere end mange andre steder i Thailand, da skoven og den højere beliggenhed dæmper varmen. Temperaturen ligger typisk på 20-23 grader om dagen, og selv i de varmeste måneder bliver det således sjældent meget varmt.

Fra juni til september præger regntiden landskabet, hvor skoven bliver tæt og intens grøn, og vandfaldene virkelig tager fart. Fra oktober til februar skifter vejret til en køligere og mere tør periode, hvor klare dage, disede morgener og frisk luft gør det til en særlig stemningsfuld tid at besøge området, især i dele af parken med bjerge og om aftenen, hvor det kan blive overraskende køligt.

Hvordan kommer man rundt i Khao Yai Nationalpark?

Mange, især thailænderne, vælger at udforske Khao Yai Nationalpark i egen bil, da der går en asfalteret vej gennem parken, som forbinder flere af de vigtigste seværdigheder. Vejen snor sig gennem landskabet med skarpe sving og skiftende udsigter, og undervejs har du gode muligheder for at stoppe op og tage korte gåture eller bare nyde naturen.

Du kan dog også vælge at opleve parken på en guidet udflugt. Her slipper du for selv at holde øje med ruten og kan i stedet fokusere på oplevelserne, samtidig med at en lokal guide hjælper med at spotte dyreliv og giver dig mere indsigt i området, end du måske selv ville opdage.

Hvordan foregår flyrejsen til Khao Yai?

En rejse til Khao Yai Nationalpark vil typisk være en del af en rundrejse i Thailand. Du flyver til Bangkok, som har de bedste og mest fleksible flyforbindelser fra Europa. Her giver det god mening at starte rejsen med et par dage i storbyen, hvor du kan udforske templer, markeder og det pulserende byliv.

Herefter fortsætter du med transfer til Khao Yai Nationalpark, som ligger knap tre timers kørsel fra Bangkok. Turen dertil er en oplevelse i sig selv, hvor landskabet gradvist skifter fra storby til åbne områder og grøn natur, inden du ankommer til din indkvartering ved nationalparken.

Billige pakkerejser til Khao Yai Nationalpark - få et tilbud

Hos Thailand Tours er vi eksperter i rejser til Khao Yai Nationalpark, og vi hjælper dig gerne med at udvælge den perfekte destination til jeres ferie. En pakkerejse til Khao Yai Nationalpark kan også indeholde ophold på andre destinationer, enten som en rundrejse, eller hvor du både får nogle dages storbyferie i Bangkok og oplever stemningen på en ægte bounty-ø. Sammen finder vi ud af, hvordan din rejse skal sammensættes med vores håndplukkede hoteller, flybilletter og evt. transfer.

Ud over én, samlet kontakt og rejserådgiver, får du også fordel af rejsegaranti, når du køber en pakkerejse til Krabi hos Thailand Tours. Vi er nemlig registreret hos Rejsegarantifonden med nr. 3541 og er desuden medlem af REJS, der er en del af Dansk Erhverv. Med en pakkerejse bliver du derfor omfattet af såvel rejsegarantien som pakkerejseloven. Det giver dig den bedste tryghed på rejsen.

Bliv inspireret af rejseforslagene her på siden, eller kontakt os i dag for et konkret tilbud på en pakkerejse til Khao Yai Nationalpark.

Rul til toppen