Rejser til River Kwai og Kanchanaburi 2025
River Kwai og byen Kanchanaburi er et malerisk hjørne af Thailand blot et par timers kørsel fra hovedstadens livlige gader. Når du booker rejsen til River Kwai med Thailand Tours kan du altid kombinere med andre populære destinationer i Thailand.
Sammenlignet med hektiske Bangkok er tempoet og stemningen helt anderledes ed River Kwai. Her, hvor floden Kwai snor sig gennem frodige landskaber, venter der dig en verden af storslåede kultur- og naturoplevelser.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor thailænderne selv betragter dette som et af de smukkeste områder i landet med sine lettilgængelige vandfald og nationalparker. På en rejse til River Kwai og Kanchanaburi kan du da også nemt bruge det meste ferien på blot at udforske de smukke landskaber og naturen. Men glæd dig også til at opleve den autentisk kultur, der stadig bevares i byens hjerte. Fra de flydende markeder til de gamle templer finder du her en enestående sammensmeltning af historie og levende kultur. Den berømte bro over floden Kwai er langt fra den eneste interessante seværdighed, du kan opleve her.
Find din ferie til River Kwai hos Thailand Tours
Vi fandt desværre ingen resultater på din søgning
Prøv venligst at udvide dine søgetermer.
En rejse til River Kwai med Thailand Tours
Med talrige frodige nationalparker, der stadig er hjemsted for vilde tigre og elefanter, maleriske bondebyer og nogle af de mest interessante (og tragiske) historiske monumenter fra Anden Verdenskrig i Thailand, er der ingen mangel på attraktioner i Kanchanaburi, der kan holde dig beskæftiget.
Efter en dag fuld af spændende sightseeing og udflugter til smuk natur og mange oplevelser, kan du nyde aftenen i selve byen Kanchanaburi. Forestil dig for eksempel at sidde ved bredden af floden med cocktail i hånden, mens solen langsomt sænker sig og maler himlen i varme farver. Det er sådanne øjeblikke, hvor tiden synes at stå stille. Da kan du virkelig absorbere den særlige atmosfære, som denne del af Thailand er kendt for. Senere, når mørket rigtigt falder på, vågner byens nattemarked til live. Her kan du vandre rundt mellem boder og gadekøkkener for at blive fristet af lokale kunsthåndværk og delikatesser.
Book en rejse til River Kwai og Kanchanaburi med Thailand Tours og kombinér med badeferie i Hua Hin, storbyferie i Bangkok eller hvad med en ferie på Phuket? Tag på en spændende rejse til et fascinerende hjørne af Thailand, hvor 2 verdenskrig fylder meget, men hvor en fantastisk natur og imponerende kultur fylder endnu mere.
Jeg er ekspert på Thailand
Sidse sidder klar og ved alt omkring rejser til Thailand
“Hvis Sidse havde en fanklub, så ville hendes kollegaer være medlemmer. Sidse kan nemlig sit kram, og hun er ærligheden selv og vil altid gæsten det bedste. Og så er der lige det, at hun kender Thailand igennem mere end 20 år…”
Området
Kanchanaburi ligger der, hvor floderne Khwae Noi og Khwae Yai løber sammen og danner Mae Klong-floden, ikke langt fra Thailands hovedstad Bangkok. Byen er meget malerisk og har næsten en landsbystemning. Med omkring 25.000 indbyggere er det da også en forholdsvis lille by. Men her er alt, du behøver i ferien. De fleste, som rejser til Kanchanaburi, bruger da også byen som en komfortabel base for udforskning af de mange attraktioner i resten af området, som er præget af storslået natur og spændende historie.
Størstedelen af befolkningen i området er buddhister. Det kommer blandt andet til udtryk i den lokale arkitektur og de mange buddhistiske templer, eller u0022watsu0022, i Kanchanaburi og resten af provinsen, hvoraf nogle har rødder helt tilbage til buddhismens begyndelse i Thailand. Derudover er der også små samfund af muslimer, kristne og andre religioner.
Kanchanaburi er en by med en rig og til tider grusom historie. Byen stammer tilbage til Kong Rama I’s regeringstid. Den blev oprindeligt etableret som et forsvarsværk mod Burmeserne, som man frygtede ville benytte den gamle invasionsrute gennem Tre Pagoders Pas ved grænsen mellem Siam (det nuværende Thailand) og Myanmar.
Det som Kanchanaburi i dag er mest kendt for ude i verden, er uden tvivl byggeriet af Dødens Jernbane og Broen over floden Kwai under Anden Verdenskrig. Et byggeri, hvor japanerne i 1942 satte allierede krigsfanger og asiatiske tvangsarbejdere til at bygge en jernbane mellem Thailand og Burma, som japanerne også havde besat.
Der er forskellige estimater, men ud af de mere end 60.000 krigsfanger, der blev gjort til slaver på Dødens Jernbane, menes næsten 12.000 at være døde, og dertil kommer så op mod 100.000 civile sydøstasiatiske tvangsarbejdere, der ligeledes mistede livet på grund af det hårde arbejde, mishandling og drab.
Mad og drikke
Det lokale køkken i Kanchanaburi og omegnen er en sand fryd for smagsløgene. Med en række gadekøkkener og restauranter, der serverer alt fra traditionelle thailandske retter til mere internationale favoritter, er der rig mulighed for at de kulinariske oplevelser bliver en af de mest uforglemmelig dele af rejsen.
Mangfoldigheden af spisesteder er naturligvis ikke så stor, som den du kan opleve i Bangkok. Men særligt hvis du vil udforske det autentiske thailandske køkken har Kanchanaburi masser at byde på. Langs den livlige River Kwai Road, finder du et væld af spisesteder. Fra hyggelige caféer til lokale spisesteder, spredes duften af eksotiske krydderier og frisklavede retter i luften, og indbyder til, at man sætter sig. Det er også i den østlige ende af River Kwai Road, du finder byens mest livlige natteliv. Her er der barer for næsten enhver smag.
Men det er ikke kun i denne turistede gade, at madelskere kan få stillet deres sult. Særligt hvis du vil fordybe dig i det lokale køkken, kan det anbefales også at søge ud i resten af byen. Gå for eksempel ikke glip af nattemarkedet i Kanchanaburi. Det er et absolut must for enhver madentusiast. På dette marked, der er mere autentisk end dem man finder i mere turistede områder, kan du nyde den ægte smag af Thailand.
Er du eventyrlysten, når det gælder mad, kan du prøve forskellige insekt-snacks, der måske kan virke udfordrende, men som er en lokal favorit. For dig, der foretrækker mere lidt velkendte smage, er der et væld af klassiske thailandske retter at vælge imellem. Fra den berømte Pad Thai til krydrede curryretter og lækre friske frugter, er her noget for enhver smag.
Udover det livlige nattemarked og River Kwai Road, er der også hyggelige spisesteder helt ned til floden. Nogle steder kan ved første øjekast virke simple og måske endda primitive, men lad ikke det ydre narre dig. Bag disse beskedne facader gemmer sig ofte et køkken af højeste kvalitet.
Ønsker du at fordybe dig i det lokale køkken, kan det anbefales at deltage i et madlavningskursus. Her bliver du under kyndig vejledning af en lokal kok ført gennem alle trin i tilberedningen af nogle af de klassiske thairetter. Kurset starter ofte med en tur til det lokale marked, hvor du lærer om og selv vælger friske råvarer – en vigtig del af enhver thailandsk madlavningsproces. Denne oplevelse giver ikke kun indsigt i ingredienserne, men også i den lokale kultur og madvaner.
River Kwai for børn
At holde ferie i Kanchanaburi som børnefamilie er en chance for at få en ferie med en god blanding af eventyr, kultur og naturoplevelser, der vil begejstre både børn og voksne. Dette er en del af Thailand, der udover sin historiske rigdom og smukke landskaber er kendt for sine venlige lokalsamfund. Sammen med den fredelige atmosfære gør det River Kwai og Kanchanaburi til et godt rejsemål for familier.
Er I en familie, som holder af store, eksotiske naturoplevelser? Så skal I tage jer god tid til at besøge nogle af områdets nationalparker, såsom Erawan National Park med de berømte vandfald. Her kan børnene udforske naturen, svømme i naturlige bassiner og måske endda være heldige at få et glimt af regionens vilde dyreliv. En tur med bambusflåde ned ad floden Kwai er en anden mindeværdig naturoplevelse, hvor familien kan nyde de rolige vande og den smukke natur.
Selv uden helt at forstå buddhismens betydning, er et besøg i et af de mange gyldne templer noget, som gør indtryk på de små. Historieinteresserede familier med lidt større børn kan også få meget ud af at besøge seværdighederne, der er knyttet til den berygtede Dødens Jernbane og Broen over floden Kwai. Selvom de skildrer en tragisk og mørk periode, er det også en lærerig oplevelse for både børn og voksne.
Som det gælder for Thailand generelt, kan I også glæde jer til rejsens madoplevelser. I Kanchanaburi koster det ikke en formue at spise alle feriens hovedmåltider på restaurant som familie, langt fra! Med et væld af børnevenlige spisesteder og spændende markeder, får hele familien god mulighed for at nyde det lokale køkken. I vil nok foretrække at holde jer væk fra det livlige natteliv på River Kwai Road. Det er dog ikke svært at finde andre mere rolige steder at slutte dagen af sammen som familie.
Aktiviteter og seværdigheder
Det er nok uden for diskussion, at flest rejser til Kanchanaburi for at se er udstillingerne knyttet til Dødens Jernbane og Broen over floden Kwai. Er du bare en smule historisk interesseret, er historiske steder og museer som krigskirkegårdene, Hellfire Pass og Death Railway Museum, da et must at besøge. Her får du et godt indblik i områdets spændende historie under Anden Verdenskrig. Og selvom der i dag faktisk ikke er ret meget tilbage af den oprindelige bro over floden, skal du naturligvis også se den. Du kan sågar køre med tog hen over den og videre til Nam Tok.
Ud over den historiske betydning er Kanchanaburi-regionen for eksempel kendt for sine betagende nationalparker, som byder på masser af vild natur. Erawan Nationalpark er for eksempel berømt for sit flotte vandfald i syv niveauer. For foden af det indbyder bassiner til en forfriskende dukkert, og de omkringliggende stier giver mulighed for smukke vandreture i parkens frodige omgivelser. Kom gerne tidligt på dagen for at få området mest muligt for dig selv, ikke mindst vandfaldet.
Andre bemærkelsesværdige nationalparker er Sai Yok Nationalpark og Tham Than Lod Nationalpark, hvor du også kan bruge dage på en række naturskønne stier, floder og vandfald. Her venter dig en naturoplevelse, som er meget anderledes end noget, du kan opleve herhjemme.
I tillæg til den vilde natur, er der inden for rækkevidde af Kanchanaburi også flere elefantreservater. Her er der mulighed for at komme tæt på de majestætiske dyr. Nu til dags opfordrer lokale dyreværnsorganisationer til at vælge reservater, der har elefanternes velfærd som førsteprioritet ved for eksempel ikke at tillade ridning.
Vejret i Kanchanaburi
Kanchanaburi, som mange andre dele af Thailand, er kendetegnet ved at have to primære sæsoner: vinter (tør) og sommer (våd). Normalt er den bedste tid at rejse til River Kwai og Kanchanaburi tørtiden fra november til marts. I denne periode er klimaet mildt og behageligt, hvilket gør det perfekt til at udforske områdets naturlige skønhed og historiske steder. Temperaturen er behagelig, og den lidt køligere luft indbyder mere til sightseeing end den ellers høje varme og fugtighed, som Thailand er kendt for.
Hvis du vælger at rejse hertil i sommerperioden fra maj til september, bør du være forberedt på trykkende varme og fugtighed. Temperaturen kryber jævnligt op sidst i 30’erne, hvilket kan gøre sightseeing og udendørs aktiviteter mere krævende. Det er også i denne periode, at området oplever mest nedbør. Det er dog typisk som korte, men kraftige byger om eftermiddagen. Også i efteråret regner det normalt en del, men det er trods alt muligt at rejse hertil året rundt.
I skuldersæsonerne (marts/april og oktober) er vejret for eksempel ofte også behageligt selvom det er lidt mere ustadigt. Desuden kan du i disse måneder ofte finde billigere priser på indkvartering, hvilket gør det til et attraktivt tidspunkt for dig, der søger gode priser og mindre trængsel.
Markeder og shopping
I Kanchanaburi, som i resten af Thailand, er du aldrig langt fra et nattemarked. Her er faktisk to af slagsen. Det største nattemarked finder du ved togstationen. Her er der som regel et vrimmel af boder sig med et stort udvalg af varer, lige fra tøj og souvenirs til lokale håndværk og billig elektronik – med andre ord noget for enhver smag.
Det andet, mindre marked, der ligger ved hovedbusstationen, er mindre turistet og benyttes mere af de lokale. Nok derfor er priserne typisk lidt lavere her. Dette er det ideelle sted at handle, hvis du vil opleve byens hverdagsliv eller måske købe frisk frugt. Markedet tilbyder et fremragende udvalg af friske råvarer, fra frugt og grøntsager til kød og fisk, alt sammen friskt og lokalt.
På begge markeder er det vigtigt at huske, at man ikke når langt med et kreditkort. Kontanter er nødvendige for handel. Heldigvis er der adskillige hæveautomater spredt rundt omkring i byen, så det er normalt let at få fat i kontanter, når det er nødvendigt. Udover markederne er der i Kanchanaburi også rigeligt med supermarkeder og butikker, hvor du kan finde stort set alt, hvad du måtte have brug for under din ferie. Uanset om du søger dagligvarer, personlige fornødenheder eller et souvenir, vil du kunne finde det.
Transport omkring River Kwai
I Kanchanaburi by er mange af de mest interessante seværdigheder inden for gåafstand. Men selvom man godt kan udforske byens centrum til fods, er der også der gode muligheder for at benytte de lokale transportmidler som songthaews, tuk-tuks, eller motorcykeltaxier. Det er billigt og en praktisk måde at komme rundt på.
For ture ud af byen vælger mange at deltage i guidede udflugter, hvor transporten er inkluderet. Alternativt kan du leje en bil med chauffør, hvilket giver dig friheden til at planlægge din egen rute og bruge så meget tid, som du ønsker, ved hver seværdighed. Med lidt held har den lokale chauffør nok engelskkundskaber til at krydre turen med værdifuld indsigt undervejs. Det kan være det rigtige valg for dig, der ønsker en mere personlig og skræddersyet oplevelse af Kanchanaburis mange attraktioner.
Sport og træning
Der er gode muligheder for at være aktiv på en rejse til River Kwai og Kanchanaburi. Især hvis du ikke blot ønsker at stå og svede i et fitnesscenter, men ønsker en ferie med aktive oplevelser. Det er for eksempel populært at tage på vandreture i nationalparker som Erawan og Sai Yok, der tilbyder stier for alle niveauer – fra lette vandreture til mere udfordrende jungletreks.
Cykling er også en fremragende måde at udforske Kanchanaburi på. Der er flere steder at leje cykler og efterhånden også el-cykler, så man som besøgende nemt tilpasse sin tur til ens fysiske niveau og interesse. El-cykler er især en god løsning for dig, der måske synes det er lidt anstrengende at cykle i varmen, eller som blot ønsker at kunne nå lidt længere omkring. Cykelture langs floden, gennem landsbyer og til historiske steder giver en unik indsigt i både natur og kultur i området. Oplevelsen bliver på en eller anden mere intens, når man bevæger sig i cykeltempo og mærker omgivelserne mere direkte. Du føler brisen mod dit ansigt, lægger mærke til naturens dufte og hører lydene af det lokale liv, der udspiller sig omkring dig.
Sidst, men ikke mindst, er der naturligvis muligheder for vandsport. Floden Kwai er perfekt til aktiviteter som kajakroning og rafting, hvor du kan opleve det smukke flodlandskab fra en anden vinkel.
Flyrejsen og transfer
Kanchanaburi ligger cirka 3 timers kørsel fra Bangkoks internationale lufthavn, Suvarnabhumi (BKK). Der er året rundt gode flyforbindelser hertil fra Europa. Eventuelt med en mellemlanding undervejs.
Der er flere transportmuligheder fra Bangkok til River Kwai og Kanchanaburi. Der er for eksempel toget. Vil du have en autentisk oplevelse og nyde hvert øjeblik af rejsen vestpå fra hovedstaden er det en interessant mulighed. Toget afgår fra Thonburi (Bangkok Noi). Foretrækker du mere fleksibilitet og komfort, kan du tage en bus fra Bangkok’s Southern Bus Terminal, hvilket også tager omkring 3 timer. Busserne kører regelmæssigt hele dagen og er en pålidelig og budgetvenlig transportmulighed.
Betaler du gerne lidt ekstra for at få en rejse med mere bekvemmelighed og privatliv? I Thailand er det ikke usædvanligt at hyre en taxi til lange ture. Sidst, men ikke mindst, kan du bestille privat transfer i forvejen. Så kan du med ro i sindet flyve mod Bangkok i sikker forvisning om, at der allerede er styr på transporten fra lufthavnen til dit hotel.