Tryghed - hele vejen. Fra første kontakt til du lander i Danmark igen. Læs mere her:

Hilton Hua Hin Resort & Spa

Rejser til Thailand » Rejser til Hua Hin » Hilton Hua Hin Resort & Spa
Rejsemenu

Hilton Hua Hin Resort & Spa

Officiel rating: stjernestjernestjernestjernestjerne
Vores vurdering: stjernestjernestjernestjernehalv stjerne
Mulighed for A/C
Mulighed for balkon/terrasse
Restaurant
Børnepool el. afsnit
Udendørs pool
Tæt på strand
Trænings- og motionscenter
SPA/wellness (evt. mod gebyr)

En Hua Hin-klassiker i nye klæder
Der er nogle hoteller, som næsten bliver en del af byens skyline. Hilton Hua Hin Resort & Spa er et af dem. Med sin høje bygning, centrale placering og direkte beliggenhed ved stranden har hotellet i mange år været en fast del af Hua Hins ferie-DNA. En god, gammel kending - og én, der har fået frisket ‘garderoben’ op på det seneste.

Hotellet ligger lige dér, hvor Hua Hin er mest praktisk: direkte ved stranden, tæt på restauranter, markeder, caféer og byliv. Her får du strand, pool og by i én og samme pakke. Ikke gemt væk. Ikke langt fra noget. Bare midt i det hele - med havet lige foran næsen.

Atmosfære og målgruppe
Hilton Hua Hin passer godt til par, familier og voksne rejsende, der gerne vil bo centralt uden at gå på kompromis med resortfaciliteter. Her er stemningen international, livlig og afslappet - mere klassisk strandresort end lille boutiquehotel.

Det er især et godt valg, hvis du gerne vil have nem adgang til både strand, pool, natmarked og restauranter. Familier vil sætte pris på poolområdet, vandrutsjebanen og de rummelige værelser. Par og voksne gæster får til gengæld en central base, hvor man kan skifte mellem strandliv, spa og Hua Hins små aftenfristelser uden at skulle planlægge ret meget.

Og dét er jo en slags feriekomfort i sig selv.

Få strand og by i samme pakke
Beliggenheden er uden tvivl et af Hilton Hua Hins stærkeste kort. Nemlig direkte ved Hua Hin Beach og samtidig i gåafstand til byens restauranter, butikker og markeder. Desuden ligger Hua Hin Railway Station cirka 900 meter fra hotellet, mens Hua Hin Night Market ligger omkring 1 kilometer væk.

Fra hotellet er det oplagt at besøge:

  • Hua Hin Beach: lige udenfor hotellet
  • Hua Hin Night Market: seafood, souvenirs og aftenstemning
  • Hua Hin Railway Station: byens historiske vartegn
  • Cicada Market: kunst, streetfood og hyggelig weekendstemning
  • Tamarind Market: afslappet madmarked tæt ved Cicada
  • Khao Takiab: tempel, udsigt og aber med egen attitude
  • BlúPort og Market Village: shopping og caféer

Det er en adresse, hvor du kan gå til meget. Og i Hua Hin er det altså rart ikke altid at skulle ud i transport, hver gang maven nævner ordet “aftensmad”.

Værelser og indretning
Hilton Hua Hin Resort & Spa har 295 værelser og suiter. Værelserne er rummelige efter Hua Hin-standard, og flere kategorier starter omkring 42 m². Mange har privat balkon og udsigt over stranden, havet eller byen.

Mange værelser er blevet opdateret i en moderne thai-inspireret stil med lyse farver, trædetaljer og store vinduer, der lukker godt med lys ind. Det er ikke et lille designhotel med skjulte kringelkroge, men et klassisk resort med plads, komfort og den slags balkon, man hurtigt kommer til at bruge mere end forventet.

Værelserne er indrettet med aircondition, WiFi, fladskærms-TV, minibar eller køleskab, kaffe- og tefaciliteter og safetyboks.

De højere værelseskategorier og suiter giver ekstra plads, bedre udsigt og i nogle tilfælde adgang til executive-fordele. Det kan være værd at overveje, hvis du gerne vil have lidt mere ro og et ekstra lag komfort under opholdet.

Pool, spa og faciliteter
Poolområdet er et af hotellets naturlige samlingspunkter. Her finder du en stor laguneformet swimmingpool med swim-up bar, solsenge og vandrutsjebane - altså både til dem, der vil flyde fredeligt rundt, og dem der lige skal have “én tur mere” i rutsjebanen. Vi kender typen. Og nogle gangen er det ikke engang børnene, der spørger først.

Hotellet tilbyder desuden:
Swim-up bar, spa og massagebehandlinger, fitnesscenter, sauna, tennisbane, squashbane og ej at forglemme den populære kids’ club.

Det er et resort med mange klassiske faciliteter samlet ét sted. Ikke nødvendigvis det mest intime hotel i Hua Hin, men velfungerende, centralt og med den fordel, at både børn og voksne kan finde noget at give sig til.

Uden mad og drikke…
Hilton Hua Hin har flere restauranter og barer, hvor du kan veksle mellem internationale retter, thailandske klassikere og mere afslappede måltider ved poolen. Særligt hotellets skybar og højere etager giver flotte udsigter over Hua Hin, stranden og kystlinjen mod Cha-Am og Khao Takiab.

Morgenmaden er typisk stor og international, som man forventer det af et Hilton-hotel, og i løbet af dagen kan du vælge mellem poolsnacks, restaurantbesøg eller et smut ud i byen. Og netop dét er en af fordelene ved placeringen: Du er aldrig langt fra Hua Hins seafood-restauranter, kaffebarer eller natmarkedets små fristelser.

Kort sagt
Hilton Hua Hin Resort & Spa er et godt valg til dig, der ønsker strand, pool, rummelige værelser og en af Hua Hins mest centrale beliggenheder.

Det er ikke et lille, stille hideaway. Det er en stor og klassisk Hua Hin-kending med mange faciliteter, en stærk placering og en opdateret stil, der klæder hotellet.

Her får du by og strand i samme ferietaske.
Og det er jo egentlig ganske praktisk.

Hotellets adresse:
Hilton Hua Hin Resort & Spa
33 Naresdamri Road
77110 Hua Hin, Thailand
Læs mere

Attraktioner og afstande til hotellet

  • Hua Hin Beach: Lang og familievenlig sandstrand – ca. 0 m
  • Hua Hin Night Market: Streetfood, shopping og stemning – ca. 500 m
  • Cicada Market: Kreativt marked med kunst og caféer – ca. 4 km
  • Tamarind Market: Streetfood og live musik – ca. 4 km
  • Blúport Hua Hin: Shoppingcenter med spisesteder – ca. 2 km
  • Hua Hin Railway Station: Historisk togstation i centrum – ca. 700 m
  • Khao Takiab (Monkey Mountain): Tempel og udsigtspunkt – ca. 6 km
  • Baan Itsara Restaurant: Seafood ved havnen – ca. 2 km
  • Coast Beach Club & Bistro: Strandrestaurant og cocktails – ca. 350 m
  • Monsoon Valley Vineyard: Vinmarker og vinsmagning – ca. 35 km
  • Sam Roi Yot National Park: Natur, grotter og udsigter – ca. 55 km
  • Hua Hin Lufthavn (HHQ): Lokal lufthavn nord for byen – ca. 9 km
  • Bangkok Suvarnabhumi Lufthavn (BKK) – ca. 225 km

Rejser til Hua Hin

Rul til toppen