Et af de første billeder på nethinden når man tænker på Thailand er den verdensberømte Tuk Tuk. Det er meget få besøgende i millionbyen Bangkok der vil være Tuk Tuk oplevelsen foruden. Hvorfor så ikke kombinere det med at se nogle af Bangkoks mest eksotiske områder og samtidig få en oplevelse ud af transporten !
Hop med på Tuk Turen og få Bangkoks herligheder serveret på en perlerække. Kort fortalt vil du opleve Bangkok både fra floden, fra det hektiske gadeniveau med dets farverige markeder og lidt foroven med nogle fantastiske udsigter. Sidst men ikke mindst får du det næsten kaotiske Bangkok tæt ind på kroppen på en sjov måde – vel at mærke under ordnede forhold hvor man ikke skal tænke på om man bliver snydt af Tuk Tuk chaufføren eller om man bliver kørt det rigtige sted hen.
I bliver hentet på jeres hotel kl 08.00AM af den engelsktalende guide. Herefter hopper vi på en offentlig flodbåd der skal fragte os op af den mægtige Chao Phraya flod til morgengryets tempel eller Wat Arun på Thai. Et meget smukt og specielt tempel som er dekoreret med kinesisk glas og porcelæn. Udsigten til floden og Grand Palace er besøget værd i sig selv.
Herefter er der afgang i privat Tuk Tuk. Vi kører over en af Bangkoks smukke broer ”The Memorial Bridge” og gør kort ophold ved det Indiske marked Phahurat før vi fortsætter til det mest berømte blomster og grøntsags marked i Bangkok nemlig Pak Klong Talad. Her er myriader af blomster i alle afskygninger og skal du have orkideer med tilbage til Danmark koster de her ingenting iforhold til andre steder. Fortsæt gennem de små gangstier mellem de travle handlende, der dog altid har plads til et smil, og der dukker grøntsager op man ikke anede eksisterede. Chili og koriander kender de fleste og her er nok til hele Bangkoks befolkning selv hvis de skulle blive genfødt et par gange.
Efter markedet venter chaufføren og vi kører til Golden Mount som er et tempel beliggende i den gamle bydel og et af de mest imponerende bygningsværker i Bangkok. Guiden står klar med en flaske vand før vi begiver os de 318 trin op. Det kan være en lun oplevelse, men belønnes af en fantastisk udsigt over byen.
Fra Golden Mount skal vi efter en kort køretur opleve Chinatown. Her må vi lade Tuk Tuk være Tuk Tuk da gyderne i bydelen er så snævre at det er svært at få køretøjer igennem. Chinatown har så heftig en puls med dens markeder, dens handlende og dens trafik at det er svært at holde styr på det bombardement af Sanseindtryk som det vitterligt er.
Her handles med stort set alt. Krydderier, kjoler, knive, kasketter, amuletter, strømper, brændte kastanjer, nøgleringe, fisk, guld, sko og mad naturligvis. Chinatown har et hav af eksotiske restauranter både indendørs og udendørs.
Når trætheden og sulten melder sig melder sig søger vi ned i udkanten af bydelen og efter en kort sidste tur i vores nu hjemmevante transportmiddel Tuk Tukken runder vi oplevelsen af med en lille frokost på en meget hyggelig og rolig udendørs restaurant i toppen af et guesthouse beliggende ved floden. Et sted hvor ikke mange mennesker finder ned og samtidig et sted der har en fænomenal udsigt over Bangkok og livet på floden.
Turen slutter efter frokost. Bliv siddende, fortsæt på egen hånd eller lad guiden hjælpe med at arrangere taxi tilbage til hotellet.
Periode | Pris per person (min 2 personer) | |
Kører hver tirsdag & lørdag | 01 sep 2021 – 31 dec 2022 | THB 2650 |
Privat tur (alle dage) | 01 sep 2021 – 31 dec 2022 | THB 2800 |
+45 42 64 49 47
HVERDAGE: 10:00 – 16:00
LØRDAGE: Efter aftale
info@thailandtours.dk
Send os en besked
+66 (0)85 094 3444
HVERDAGE: 09:00 – 17:00 (thailandsk tid)
GOTHAILAND, CVR. 39585650.
EGEPARKEN 112 – 2980 KOKKEDAL
Hverdage: 10:00 – 16:00
Lørdage: Efter aftale