Når vinteren herhjemme føles allermest lang med grå himmel og korte dage, lokker Thailand med masser af solskinstimer, lækker mad og ægte feriestemning langt fra hverdagen. I Thailand er det dejligt varmt om vinteren – ikke bare på grund af de mange solskinstimer, men også på grund af de smil, du møder overalt, og den afslappede dagsrytme, som du kan nyde på nogle af de bedste strande i verden.
Her får du 5 af vores bud en varm og solrig vinterferie i Thailand. Det er rejser, som er perfekte til dig, der længes efter at mærke solens varme på huden og drømmer om at bytte den tunge vinterjakke ud med korte ærmer og bare tæer i fint sand. Uanset om du ønsker at bruge vinterferien på bare at dase under en palme på en ægte bounty-strand ved det turkisblå hav, eller du også har appetit på kulturelle oplevelser og mere aktive eventyr, har vi hos Thailand Tours helt sikkert en vinterrejse, der passer til dig.
Indhold

Khao Lak - vinterferien på kilometerlange strande
Khao Lak er som skabt til en vinterferie, hvor du bare vil nyde varmen og det fredelige strandliv uden at gå på kompromis med komforten. På de kilometerlange strande i Khao Lak finder du nemt et sted at slå dig ned for at nyde solen uden musik fra strandbarer eller tætpakkede liggestole.
Du befinder dig på Thailands vestkyst et par timers kørsel nord for Phuket. Sammenlignet med den populære ferieø er stemningen i Khao Lak generelt lidt mere tilbagelænet. Her er ikke samme udvalg af forlystelser, men alligevel alt, du behøver til en afslappet vinterferie i Thailand med god mad, smukke omgivelser og masser af tid til at nyde solen.
En vinterferie i Khao Lak er ikke kun perfekt til at få ladet batterierne op med sol, hav og langsomt tempo – du får også et rigtig godt udgangspunkt for oplevelsesrige udflugter. Det er for eksempel herfra, du kan tage på en dagstur til de idylliske Similan-øer, som af mange regnes for et af de bedste steder at snorkle i Thailand. I det krystalklare vand gemmer der sig under overfladen farvestrålende koralrev og fisk i næsten alle former og farver.
Eller du kan tage på en udflugt til Khao Sok Nationalparken, der ligger blot et par timer fra Khao Lak og byder på en helt anden – men mindst lige så betagende – natur. Her rejser kalkstensklipper sig dramatisk over den smaragdgrønne Cheow Lan-sø, hvor du kan sejle mellem de stejle klippeformationer eller gå på opdagelse i regnskoven blandt aber, fugle og eksotiske planter. En tur til Khao Sok giver din vinterferie et strejf af eventyr. Tag eventuelt en overnatning i Khao Sok, hvis du vil opleve at vågne op omgivet af junglen.
Phuket - har det hele
En vinterrejse til Thailands største ferieø giver dig ikke kun mange strande at vælge imellem – fra stille bugter til livlige kyststrækninger. Mulighederne for aktiviteter og oplevelser er også næsten uendelige. På Phuket finder du således alt fra golfbaner og spa-steder til familievenlige vandlande og farverige markeder.
Du kan derfor i løbet af ferien i høj grad lade dagens program være styret af dit humør. Her kan dagene bruges på strandliv, shopping, vandsport og aftener med farverigt natteliv eller måske bare et hyggeligt måltid med familien på en restaurant med havudsigt. Uanset om du rejser som par, med børn eller i en gruppe, er det nemt at finde lige præcis det tempo og de oplevelser, der passer til ideelle vinterferie.
På Phuket har du også et glimrende udgangspunkt for udflugter til nogle af de mindre øer i nærheden, hvor du kan snorkle, bade og nyde uforstyrrede strande. Det kunne være en dagstur til de berømte Phi-Phi-øer, der byder på dramatiske klippeformationer, turkisblåt vand og billedskønne laguner – perfekt til en dag i et ægte bounty-paradis. Netop i vinterferien er vejret på Phuket normalt helt ideelt til både afslapning og eventyr. Og hvis du ikke vil nøjes med dagsture til de mindre øer, kan du overveje at tage på øhop.
En vinterferie med øhop i Thailand
Vil du gerne udnytte, at vinteren i Thailand er perfekt til en badeferie, og samtidig opleve flere forskellige rejsemål? Så overvej et øhop i Thailand. Du kan se frem til en solrig og varm vinterferie, hvor du kan nyde det rolige øliv omgivet af det krystalklare hav og en følelse af frihed, når du bevæger dig fra ø til ø med udsigt til det azurblå vand og mærker den lune brise.
Ude på øerne er stemningen behagelig afslappet og indbyder til at tage det stille og roligt. Hvis du vil, kan du fordrive det meste af tiden med bare at slappe af i skyggen af en palme med en god bog og udsigten til havet. Men selv på øer som Koh Lanta, Koh Kradan og Koh Lipe kan du tage på små eventyr i løbet af dagen – snorkle blandt farverige fisk, tage en longtailbåd til en nærliggende bugt eller vandre gennem junglen til en skjult strand, før du vender tilbage til hængekøjen.
På Koh Lanta kan du leje en scooter og udforske øens forskellige strande, spise frisk seafood på en lille strandrestaurant og nyde solnedgangen i fred og ro. Koh Kradan er en rigtig paradisø med lavt, klart vand og kun ganske få steder at overnatte – perfekt til dig, der gerne vil helt ned i gear. Og på Koh Lipe får du et lille miks af det hele: flotte sandstrande, hyggelige gader med små butikker og restauranter, men stadig med en afslappet østemning.
Hos Thailand Tours giver vi dig mange muligheder for at kombinere Thailands smukkeste øer i én vinterrejse. Vi hjælper dig med at finde den rute og det tempo, der passer bedst til dine ønsker – så du får både variation og rendyrket feriestemning fra start til slut.
Krabi – strandparadis i særklasse
Også hvis du vælger at rejse til Krabi i vinterferien, kan du opleve de paradisiske strande og småøer, som det sydlige Thailand er så kendt for. Her rejser dramatiske kalkstensklipper sig stejle fra det turkisblå hav, og strande som Railay og Ao Nang lokker med fint sand, hvor du omgivet af frodig natur kan nyde solen.
I Krabi er der fantastiske strande inde på fastlandets kyst, men du kan også tage på bådudflugter rundt til små bounty-øer, hvor du undervejs hopper i det klare vand med snorkel og maske, spiser frokost på stranden og nyder følelsen af at være langt væk fra alting. Du kan også padle i kajak langs kysten for at udforske små badevige, eller snøre vandreskoene og gå op til udsigtspunkter for at nyde et flot panorama over kysten.
Samtidig er Krabi også en god destination, hvis du i vinterferien vil have mulighed for at få lidt afveksling fra strandlivet med alt fra stemningsfulde markeder i provinshovedstaden Krabi til gyldne templer og spændende vandreture ind i den tætte jungle, hvor stierne fører dig forbi vandfald, varme kilder og skjulte udsigtspunkter.
Se alle vores dejlige rejser til Krabi her →

Oplev Thailand på rundrejse i vinterferien
Tager du dig et par uges vinterferie (eller mere), har du god tid til et øhop i det sydlige Thailand – men du kan også vælge at se flere dele af landet. Vi kan sammensætte en rundrejse til dig, hvor du for eksempel både oplever storbylivet i Bangkok, med templer, gadekøkkener og livlige markeder, og fortsætter nordpå til Chiang Mai, hvor natur og kultur går hånd i hånd. Sådan en rundrejse kan også sagtens rundes af med afslappende strandferie i syd.
Om vinteren er det ikke kun det sydlige Thailand, der lokker med sol og varme – det er således også en ideel årstid til at udforske landets mere centrale og nordlige egne. I både Bangkok og Chiang Mai er det tørt og solrigt. Temperaturerne er behagelige uden den tunge varme, der kan ramme lidt senere på foråret. Det gør det langt mere komfortabelt at være på sightseeing eller tage på vandreture og udflugter i naturen. Du kan opleve mere uden at føle dig overophedet.
Hos Thailand Tours har vi ekspertisen til at sammensætte din rundrejse med den rette afvægtning af kultur- og naturoplevelser samt afslapning ved havet – alt efter hvad du ønsker dig af din vinterferie i Thailand.
Læs vores sammenligning af Thailand og Bali som rejsemål.
Derfor er vinterferien det perfekte rejsetidspunkt
Det kan altså egentlig siges meget kort: Februar er en af årets bedste måneder til en ferie i Thailand – både på grund af vejret og stemningen. Dette er en del af den tørre og relativt "kølige" sæson. På en vinterferie i Thailand kan du nyde masser af solskinstimer, og samtidig en behagelig tør varme. Når regntiden lidt senere på året sætter ind, kan varmen på grund af høj luftfugtighed nogle gange føles trykkende.
Så hvorfor ikke udnytte vinterferien til at tage en pause fra kulden og opleve Thailand, når landet viser sig fra sin allerbedste side? Kontakt os hos Thailand Tours – så hjælper vi dig med at sammensætte den vinterrejse, der passer bedst til dine ønsker, uanset om du drømmer om strandliv, kultur eller lidt af det hele.
