Du kan sagtens bruge hele din ferie i Thailand på bare at nyde det turkisblå hav eller slænge dig ved poolen. Det kan være lige så skønt, som det lyder. Men måske ser din drømmeferie alligevel mere aktiv ud med vandreskoene snøret? En kort vandretur til et skjult vandfald er nok til at sætte lidt ekstra krydderi på strandlivet, men en trekking i Thailand er også en chance for at udforske tæt jungle eller smalle bjergstier til små landsbyer.
Her får du mine tips til de mest spektakulære trekkingture i Thailand og nogle gode råd, der kan gøre oplevelsen endnu bedre, når du har byttet klip-klapperne ud med vandresko. Du får inspiration til småture, der blot giver lidt afveksling fra det afslappende strandliv, og de lidt længere vandreeventyr, hvor sved på panden belønnes med storslået udsigter og muligheden for at opleve helt andre sider af Thailand, end du møder helt ude ved kysten.
Indhold

Hvorfor vælge en ferie med vandring eller trekking i Thailand?
At udforske Thailand til fods er noget helt andet end bare at se verden glide forbi fra et køretøj. Når du bevæger dig i dit eget, langsommere tempo, får du øje på detaljer, du ellers ville have misset. Du mærker fugtigheden i junglen, hører cikaderne i trætoppene og dufter krydderierne fra et lille gadekøkken, længe før du når frem. Trekking er en chance for at opleve en unik nærhed til både naturen og kulturen i Thailand.
Det er måske nok billeder af landets fantastiske strande, man oftest ser, men samtidig er Thailand også som skabt til den slags oplevelser med de dramatiske bjerge i nord og en stor del af landet dækket af frodig jungle, hvor små stier i nationalparker fører dig frem til brusende vandfald og landsbyer, hvor livet stadig går sin stille gang. Trekking handler ikke kun om naturen. Det er også din chance for at komme tæt på hverdagen i små lokalsamfund, langt væk fra de steder, hvor turisterne normalt færdes.
Hvor er det bedst at tage på vandreferie i Thailand?
De bjergrige egne i nord er uden tvivl det område, der oftest forbindes med en vandreferie i Thailand. Det er ikke uden grund, for denne del af landet gemmer ikke bare på smukke og frodige bjerglandskaber, men også charmerende landsbyer, hvor du på dine vandreture kan møde nogle af landets etniske minoriteter og få et glimt af deres traditionelle livsstil. En vandretur med besøg i lokale hjem er en unik oplevelse, der går langt ud over selve de naturskønne landskaber.
Men trekking i Thailand er dog ikke kun forbeholdt den nordlige del af landet. Inden for rækkevidde af næsten alle vores rejsemål finder du beskyttede naturområder og nationalparker, som indbyder til flotte vandreture. Også dig, der rejser med børn, har gode muligheder for at tage del i det eventyr, som en vandretur i Thailand kan være.
Trekking i Doi Inthanon Nationalpark – Kew Mae Pan Nature Trail
En af de mest kendte og populære vandreture i Nordthailand finder du i Doi Inthanon Nationalparken, der ligger blot et par timer fra Chiang Mai. Her kan du følge Kew Mae Pan Nature Trail, hvor du går oppe i omkring 2.200 meters højde for foden af Thailands højeste bjerg, Doi Inthanon (2.565 m). Denne knap tre kilometer lange rute er en overskuelig udfordring for de fleste - beregn 2-3 timer til den - men byder samtidig på naturoplevelser i særklasse.
Stien er anlagt som en rundtur og fører dig igennem tre ret forskellige landskaber. Du starter i en tæt, fugtig skov fyldt med mosklædte træer, bregner, små vandfald og i årets første månederne røde rododendroner i fuldt flor. Derefter åbner terrænet sig til en græsslette med svimlende panoramaudsigter ud over bjergene. Tag dig især god tid til at nyde Kew Mae Pan Viewpoint, der er berømt for sine fantastiske solopgange. Til sidst fører ruten dig tilbage ned gennem skoven, hvor stilheden kun brydes af fuglekvidder og vandets rislen.
Bemærk, at selvom Doi Inthanon Nationalparken er åben året rundt, er Kew Mae Pan Nature Trail normalt lukket i regntiden, altså fra omkring juni til oktober. Det er desuden obligatorisk at have en guide fra Hmong-folket med. Det koster dog ikke ret meget for en gruppe, og denne lokale guide sørger både for at vise vej og byder ind med spændende fortællinger undervejs.

Trekking til toppen af Doi Suthep
En anden anbefalelsesværdig vandrerute nær Chiang Mai går op ad Doi Suthep-bjerget, hvor du undervejs kan besøg to smukke templer. Altså et godt eksempel på, at trekking ofte kombinere kulturoplevelser med flotte udsigter. Stien starter tæt ved Chiang Mai Zoo og fører dig først til Wat Pha Lat, et fredfyldt tempel gemt i skoven ved et lille vandfald. Her kan du tage en pause og nyde roen, inden ruten bliver mere stejl og snor sig videre opad mellem træerne. Der er rutemarkeringer, som hjælper dig med at finde vej, indtil du når Doi Suthep Road og derfra fortsætter til den sidste opstigning.
Efter 2–3 timers vandring, omkring seks kilometer i alt, står du ved trappen til Wat Phra That Doi Suthep. Her venter gyldne pagoder, smukke buddhastatuer og en stemningsfuld klostergård sammen med en storslået udsigt over Chiang Mai og de grønne omgivelser. Turen derop vil uden tvivl presse din puls i vejret, men det er en af de mest mindeværdige aktive oplevelser, du kan tage med hjem fra Nordthailand.
Doi Luang Chiang Dao – oplev et lidt vildere Thailand
Et sidste eksempel på, at Chiang Mai er et glimrende udgangspunkt for trekking i Thailand, er Doi Luang Chiang Dao, som ligger stik mod nord for byen i et naturreservat med dramatiske kalkstensbjerge og tæt tropisk vegetation omgivet af traditionelle landsbyer. Her finder du en af landets smukkeste vandreruter, der fører dig til toppen af Thailands tredjehøjeste bjerg, Doi Chiang Dao (2.225 m).
Ruten er på omkring 10 km og typisk bruger folk 7–8 timer på at gå den. Det er altså en lidt længere tur, men med en god grundform kan de fleste være med. Undervejs går du gennem tæt skov, på åbne bjergskråninger med vilde blomster og udsigtspunkter, der får dig til at stoppe op igen og igen. Når du endelig står på toppen, kan du også bruge lang tid på at beundre et panorama over de takkede bjergkamme, som uden overdrivelse hører til et af det mest storslåede landskaber i Thailand.
Også på denne rute skal man have en lokal guide med, og ruten er ligeledes kun åben fra november til februar, hvor vejret er mest tørt og klart. Start tidligt på dagen, så du har god tid til at nå hele vejen op og ned i dagslys. Måske havde du ikke lige forestillet dig at bruge vækkeuret i ferien, men her er det bestemt det værd.

Trekking i Khao Sok Nationalpark
Trekking er i det hele taget din chance for at opleve noget af Thailands bedst bevarede natur. Det kan du for eksempel også på et jungletrek i Khao Sok Nationalpark. Denne regnskov er så frodig og levende, at det næsten føles som at træde ind i en anden verden. Her rejser kalkstensbjerge sig dramatisk over den tætte regnskov, og stierne fører dig gennem grønne korridorer, forbi brusende vandfald og helt ned til bredden af den smukke Cheow Lan-sø.
Med lidt held har du også gode chancer for at spotte dyrelivet undervejs. Gibbons, makakaber og muntjak-hjorte (de såkaldte “barking deer”) er blandt de mest almindelige dyr, man ser, men der er også set sjældnere dyr som solbjørne, leoparder og endda tigre i parken, omend disse sjældent ses. Uanset hvad er et trek i Khao Sok en uforglemmelig oplevelse for naturelskere.
Flere vandreruter i nationalparken udgår direkte fra Khao Sok village på parkens sydside. Du kan godt tage hertil på en dagsudflugt fra for eksmepel Phuket eller Khao Lak. Efter en dag i junglen kan du dog også runde af med en overnatning i de flydende hytter på Cheow Lan-søen, omgivet af de takkede klipper, der rejser sig lodret fra vandet. Det er en betagende, fredfyldt kontrast til junglens summen og et perfekt punktum på en dag fyldt med oplevelser.

Phraya Nakhon-grotten - udflugtsmål fra Hua Hin
Ikke alle vandreture i Thailand ender på toppen af et bjerg eller fører dig ind i den tætte jungle, tværtimod leder nogle dig ned under jorden. Et godt eksempel er turen til Phraya Nakhon-grotten, som ligger i Khao Sam Roi Yot Nationalpark, omkring en times kørsel syd for Hua Hin. Selve vandreturen er ikke meget lang, men den kræver dog alligevel en vis indsats på grund af trapper og stejle stier, før du når frem til belønningen: en kæmpemæssig grotte med et hul i loftet, hvor sollyset falder dramatisk ned på et lille, kongeligt pavillontempel.
Kombinationen af den rå natur og det elegante tempel giver stedet en helt særlig stemning, som gør det værd at forlade den lange strand ved Hua Hin og i stedet snøre vandreskoene. Klip-klappere dur ikke. Du kan eventuelt tage badetøjet med og nyde en dukkert fra Laem Sala Beach, som passeres på vejen til grotten. Du kan eventuelt også afkorte vandreturen med omkring en halv time ved at tage en båd direkte til stranden fra startpunktet i den lille landsby Bang Pu, så har du kun det sidste korte, omend stejle stykke op til grotten tilbage. Lav gerne et par stop undervejs op gennem skoven for at prøve at spotte fugle og andet dyreliv. Om ikke andet er det en god undskyldning for lige at få pusten.
Se mere om rejser til Hua Hin her →
Tab Kak Hang Nak - fantastiske udsigter fra Drageryggen i Krabi
Trekking i Thailand behøver ikke fylde hele ferien. Det kan også sagtens være bare en enkelt dag, hvor du bytter solsengen ud med vandresko. Et andet godt eksempel på dette er Tab Kak Hang Nak Nature Trail i Krabi, som ligger umiddelbart nord for Tub Kaek Beach omkring en halv times taxatur fra Ao Nang. Denne velafmærkede rute op ad bjerget Khao Ngon Nak (Dragon Crest) er til tider ganske anstrengende, da den går op ad stier med sten og store trærødder, men undervejs passerer du både små vandfald og frodig skov. Vandrer du i tørtiden, som er den bedste tid, da stierne kan blive meget glatte i regn, er vandfaldene dog ret små store. Der er dog alligevel garanti for en storslået naturoplevelse.
Efter 3-5 timers vandring op og ned, alt afhængigt af form og hvor længe du nyder udsigterne, åbner landskabet sig på toppen i omkring 500 meters højde nemlig i et panorama af stejle bjerge, skov og det glitrende hav i horisonten. Det er uden tvivl en af de flotteste udsigter du kan opleve på en vandretur så tæt på et populært ferieområde i Thailand og hver eneste sveddråbe værd.
Praktiske tips til trekking i Thailand
Inden du tager af sted, er der et par ting, der kan gøre din trekkingtur både mere behagelig og mere sikker:
- Guide eller ej? Nogle ruter kræver en lokal guide. Er du i tvivl, så forhør dig altid lokalt, før du tager af sted. Selv hvis du går på egen hånd, er det en god ide at tjekke oplysninger om ruten lokalt.
- Fodtøj med godt greb: Stierne kan blive mudrede og glatte efter regn, så brug solide sko med godt fodfæste fremfor sandaler.
- Let og beskyttende tøj: Løst, luftigt tøj er bedst i varmen. Lange ærmer og bukser giver ekstra beskyttelse mod sol, insekter og krat. En let regnjakke er nyttig i regntiden.
- Rigeligt med vand: Thailands varme og solrige klima kræver, at du drikker ofte. Især når du er fysisk aktiv på en vandretur. Hav altid rigeligt med vand med.
- Snacks til turen: Energibarer er gode at have ved hånden, især hvis du er langt fra boder og butikker. Der er dog ofte også muligheder for at købe forfriskninger i nærheden.
- Solbeskyttelse: Husk solcreme, hat og solbriller. Tropesolen er også stærk på overskyede dage.
- Myggespray: Fås overalt, for eksempel i 7-Eleven, og kan være guld værd i junglen.
- Mobiltelefon: Ikke kun til at forevige smukke udsigter og farverige sommerfugle, men også praktisk til navigation og vigtig i nødstilfælde.
- Adgangsgebyr: Nogle steder, specielt i nationalparker, skal du betale et (beskedent) gebyr for adgang til vandreruterne. Til gengæld kan du som regel også få nyttig information om rutens beskaffenhed og aktuelle forhold, inden du begiver dig af sted.
Hvornår er vejret bedst til vandring i Thailand?
Du kan holde en aktiv ferie i Thailand året rundt, men der er perioder, hvor vejret til trekking normalt er bedst. I regntiden kan vandrestierne blive glatte og besværlige at gå på, og nogle områder er derfor helt lukkede for besøgende i den kraftigste regntid. Til gengæld er naturen på sit grønneste i denne sæson, og vandfaldene mest imponerende. Så selvom mulighederne kan være mere begrænsede for at trekke i regntiden, kan det være en tid med enestående oplevelser i natiuren.
For de fleste er den mere tørre og køligere sæson fra omkring november til april dog det mest optimale tidspunkt til trekking i Thailand. Her er stierne mere fremkommelige og luften klarere. Vær blot opmærksom på, at fra marts til maj bliver varmen mere fugtig og intens, og trekking kræver ekstra pauser og rigeligt med vand undervejs.
Har du fået lyst til at snøre vandreskoene, men stadig i tvivl om, hvor rejsen skal gå hen? Kontakt os, vi kender de steder i Thailand, hvor trekkingoplevelserne er allerbedst. Uanset om du søger et et sted med lette rute, hvor hele familien kan være med, eller om du vil udfordre dig selv på stier, der tilfredsstiller selv de mest ambitiøse, hjælper vi dig med at finde det helt rigtige rejsemål i Thailand.
Vi fandt desværre ingen resultater på din søgning
Prøv venligst at udvide dine søgetermer.
