GUIDE: De bedste bounty-øer i Thailand - og de smukkeste og hemmeligste

Fremragende 5 stjerner

Koh Chang, Koh Lanta, Koh Samui, Koh Tao, Koh Samet – Hvem af os har ikke drømt om at rejse til en idyllisk tropeø med smukke strande, når vintermørke og kulde trænger sig på herhjemme? Thailand er et sandt ferieparadis, hvis du længes efter ægte bounty-øer med hvide palmestrande og farverige koralrev.

På en hel perlerække af thailandske øer kan du bruge ferien på at snorkle blandt farverige fisk i det krystalklare vand eller på at udforske gyldne templer, livlige markeder og fristende gadekøkkener. Det gælder lige fra kendte feriefavoritter som Phuket og Koh Samui, som udover lækre strande byder på en bred vifte af familievenlige aktiviteter, til mere skjulte småøer, hvor du kan nyde roen omgivet af uberørt skønhed.

Læs videre i guiden herunder og få masser af inspiration til dit thailandske ø-eventyr! 🏝️

Find et familievenligt strandresort omgivet af palmetræer og klart vand på Koh Chang Paradise Resort.
Hvid sandstrand på Koh Chang Island

Øer tæt på Bangkok

Hvis du ønsker at kombinere kulturelle oplevelser, shopping og afslappet strandliv i én og samme ferie, er det oplagt at starte rejsen med et par dages ferie i Bangkok. I landets pulserende hovedstad kan du fordybe dig i et fascinerende miks af historiske seværdigheder, moderne shoppingcentre og livlige markeder. Efter at have udforsket storbyens sprudlende mangfoldighed kan du rejse videre til en af de skønne øer mod syd for at slappe af med sol, sand og hav. Det giver en ferie med en god balance mellem en masse nye kulturelle indtryk og roligt strandliv. Du kan naturligvis også gøre det i omvendt rækkefølge og starte din rejse med afslapning på en ø for så at afslutte med et sansebombardement i Bangkok.

Der ligger flere badebyer på fastlandet inden for overkommelig rækkevidde af Bangkok. Det tæller for eksempel Hua Hin, også kendt som Thailands royale riviera. Men hvis du ønsker at opleve stemningen på en lille bounty-ø omgivet af det turkisblå hav, er det heller ikke svært at finde idylliske øer, som ligger en kort rejse fra hovedstaden.

Læs vores komplette guide til øer tæt på Bangkok her →

Koh Samet - Strandparadis nær storbyen

Nærmeste ø til hovedstaden er Koh Samet. Selvom den ligger blot et par timers kørsel og en kort sejltur fra hovedstaden, får du på denne lille ø fornemmelsen af at have fundet et fjernt ferieparadis. Øens strande er uimodståelige, hvis man trænger til et afbræk fra storbyens travle gader. Her er der både strande, som summer af liv med mange aktiviteter og faciliteter inden for kort afstand, samt mere fredelige strande, hvor roen og naturens skønhed er i højsædet. En del af øen er udlagt til nationpark.

Koh Chang - Jungleeventyr og gyldne Strande

Fortsætter du rejsen sydpå, finder du tæt ved grænsen til Cambodia Thailands tredjestørste ø - Koh Chang. Øens bjergrige indre er dækket af uberørt, tropisk regnskov. Ude langs kysten er mangrover, du kan udforske i kajak, hvis da ikke du hellere vil dase på de fantastiske strande. Det er på øens vestkyst, at du finder de fleste resorts og strande, hvoraf White Sand Beach er særligt populær for sin livlige atmosfære og smukke solnedgange. Men takket være sin størrelse, kan du på Koh Chang også sagtens finde mere øde strande med masser af fred og ro.

Det er måske nok lidt af en tilsnigelse at beskrive Koh Chang som en ø tæt på Bangkok. Det kræver en køretur på omkring fem timer (eller et hurtigt indenrigsfly) at nå Koh Chang, men det er det værd. Ikke mindst fordi den sammenlignet med landets andre større øer endnu ikke er påvirket af store turiststrømme. Her kan du nyde uspolerede strande, fordybe dig i et rigt restaurantliv og tage på spændende udflugter både til lands og vands.

Ankerede både nær hvid sandstrand på Thailands øer
Koh Yao Yai, en af de smukke øer i Andamanhavet.

Andamanhavets perlerække af øer

Kigger du på et kort over Thailands øer, vil du se, at de populære ferieøer i grove træk kan opdeles i to hovedgrupper: Øerne i Andamanhavet, og dem på modsatte side af Malacca-halvøen inde i Thailandbugten, også kendt som Siambugten.

Phuket - den største ø i Thailand - med alt fra bløde strande til lokal kultur

I Andamanhavet finder du landets største ø og et af Thailands mest populære rejsemål, Phuket. Dykning, jugletrek, sjove vandlande, templer og golfbaner er bare nogle af de mange aktrationer og aktiviteter, du kan bruge ferien på her. Dertil kommer naturligvis Phukets mange fantastiske strande. Patong, Karon og Kata er nogle af de mest populære feriebyer på øen med alt, du kan ønske dig af livlige natteliv, et bredt udvalg af restauranter og shoppingmuligheder. Der er dog også adskillige andre spændende destinationer på øen, som er mere fredelige og upåvirkede.

Mere om rejser til Phuket her »

Koh Phi Phi - Maleriske strande

Du kan nemt bruge hele ferien på selve Phuket. Men der er også en række mindre øer i Andamanhavet nær Phuket, som er utroligt charmerende og frister med idylliske strande, frodig natur og stemningsfulde landsbyer. Fra Phuket kan du på en dagstur for eksempel sejle ud i Phang Nga-bugten til en lille, men meget berømt øgruppe.

På Phi Phi-øerne omkring 40 km fra Phuket finder du nemlig stranden, der blev verdensberømt gennem filmen "The Beach." Stranden er kendt for sit krystalklare vand og de dramatiske kalkstensklipper, der omkranser den. Den er dog bare én af en række idylliske bugter og strande, der gør til, at Phi Phi-øerne med rette regnes for nogle af de smukkeste øer i Thailand, og måske endda i hele verden.

Læs også om afbudsrejser og restpladser til Thailand her »

Tropisk strandlandskab på Phi Phi Island, Phang Nga Bay, Thailand med frodige palmer og blødt sand
Fantastiske, Maya beach på Koh Phi Phi Leh.

Koh Yao Yai og Koh Yao Noi - Det rolige alternativ

Tættere på Phuket og længere inde i Phang Nga-bugten ligger Koh Yao-øgruppen, som er langt mindre kendt end Phi Phi-øerne. Særligt den nordlige Koh Yao Noi kan endnu regnes blandt Thailands ikke-turistede øer. I hvert fald sammenlignet med nærliggende Phuket. Der er derfor også langt færre attraktioner og forlystelser. Men Koh Yao kan netop af samme grund være det helt rigtige valg for dig, hvis du ønsker en mere afdæmpet badeferie i Thailand med chancen for at få dybere indsigt i den lokale kultur.

Læs mere om de to øer Koh Yao Yai og Koh Yao Noi her »

Koh Lanta - En familiefavorit

Længere mod syd finder du Koh Lanta, en af de smukkeste øer ved Krabi. Øen byder på kilometerlange, rolige strande, krystalklart vand og frodige, grønne landskaber, hvilket gør den til et ideelt rejsemål for dig, der holder af afslappende strandliv og nye naturoplevelser. Her kan du udforske livet i det azurblå vand med snorkling og dykning eller fordybe dig i øens traditionelle landsbyer og det lokale køkkens herligheder.

Den mere rolige atmosfære tiltrækker flere børnefamilier og modne par end for eksempel nærliggende Koh Phi Phi. Da det daglige liv på Koh Lanta stadig i høj grad præges af de lokale thailændere, giver det dig en unik mulighed for at opleve en mere autentisk side af Thailand, som ofte glider i baggrunden på de mere turistede øer.

Læs alt om vores rejser til Koh Lanta her »

Koh Ngai – fredelig ø-idyl i miniformat

Hvis Koh Lanta føles afslappet, så vent til du sætter foden på Koh Ngai. Her bliver tempoet for alvor skruet ned, og det er netop det, der gør øen så uimodståelig. Koh Ngai er lille – så lille, at der kun er nogle få resorts. Til gengæld rummer den alt det, du måske drømmer om, når du forestiller dig et fredeligt tropeparadis: ingen trafik, ingen barer med høj musik – bare strand, hav og et grønklædt indre. De få resorts gemmer sig diskret mellem palmerne, og dagene går typisk med snorkling, bøger i hængekøjen og middage med tæerne i sandet. Koh Ngai er et oplagt valg, hvis du vil helt væk fra det hele og vægter naturskønhed højere end underholdningsmuligheder .

Læs alt om vores rejser til Koh Ngai her »

Farverige tropiske fisk svømmer blandt pulserende koralrev ud for kysten af Thailands idylliske øer.
Under overfalden på det azurblå hav omkring de smukke øer venter dig en fantastisk verden af eksotiske fisk. Foto: Frans Daniels - Unsplash

Koh Lipe - Thailands svar på Maldiverne

Koh Lipe, der ofte kaldes for det thailandske svar på Maldiverne, er uden tvivl en af Thailands smukkeste øer. Det er en lille, idyllisk ø beliggende i den sydligste del af landet. Kendt for sine bløde, hvide sandstrande og det utroligt klare, turkisblå hav, er øen et paradis for snorklere og dykkere, der kan bruge meget af ferien her på farverige koralrev. Koh Lipe er også berømt for sin tilbagelænede atmosfære med små strandbarer og hyggelige restauranter, der lokker med klassiske thairetter. Øens kompakte størrelse gør det nemt at udforske den til fods, hvis da ikke du heller vil hoppe på en longtail-båd.

Koh Lipe, med sin uspolerede charme og tropiske idyl, tiltrækker sig i stigende grad opmærksomhed fra rejsende, så du bør besøge denne lille perle snart, før dens unikke atmosfære ændres af den voksende popularitet.

Læs om vores rejser til Koh Lipe her »

Similan-øerne – et dyk ned i postkortblå natur

Fra Phuket eller Khao Lak kan en dagstur til Similan-øerne varmt anbefales – denne lille klynge paradisøer, hvor sandet er så lyst, at det næsten blænder, og vandet så klart, at du nærmest mister fornemmelsen af dybde. Øgruppen er en del af en beskyttet nationalpark og er især kendt for sit rige liv under overfladen med koralformationer, havskildpadder og fisk i alle regnbuens farver. Det har gjort øerne til et af Thailands mest eftertragtede snorkel- og dykkersteder.

Det er normalt muligt at overnatte på én af øerne – men mulighederne er begrænsede og enkle, og de fleste vælger derfor at tage turen som en organiseret dagstur. Hvis Similan-øerne står højt på din ønskeliste, skal du være opmærksom på, at nationalparken normalt lukker hvert år fra maj til og med oktober for at give naturen en pause og beskytte det enestående økosystem. Så vil du besøge Similan-øerne, skal du planlægge rejsen til Thailand i den tørre sæson fra november til april.

Thailand hvid sandstrand med både docked
Det er ikke underligt at Koh Lipe sammenlignes med Maldiverne. Foto: Myra Pro - Unsplash

Bounty-øer i Thailand-bugten

Det er ikke kun ud fra den sydlige vestkyst, at du kan få opfyldt drømmen om svajende palmer, kridhvide strande og turkisblåt vand. I Thailandbugten gemmer der sig også et sandt slaraffenland af bounty-øer, der hver især byder på unikke oplevelser og skønhed. Selvom vi er velsignet med mange dejlige strande herhjemme, vil du nok, når fødderne synker ned i det bløde, varme sand og blikket glider ud over det lune hav, give os ret i, at strandene på øerne i Thailandbugten alligevel er i en klasse for sig. Her kan du både finde øer, der summer af liv og tilbyder alle moderne bekvemmeligheder, samt mere afsidesliggende øer, hvor tiden synes at stå stille. Du kan nemt følge dig som en moderne Robinson Crusoe her.

Koh Tao - Et dykker- og snorkelparadis

I midten af 80erne spredtes rygtet om Koh Taos skønhed. I dag er turisme vigtigere for øens økonomi end de kokosplantager og fiskeriet, som man har levet af i generationer. Den øgede interesse for øen betyder, at her nu er komfortable bungalows med elektricitet og aircondition, et rimeligt godt udvalg af restauranter og talrige dykkercentre.

Koh Tao er frem for alt dykkernes og snorklernes favoritø. Konkurrencen blandt de mange dykkercentre på øen har ført til at priserne på dykkerkurser og udflugter er nogle af de laveste i Thailand. Det er muligt at dykke hele året, men forholdene er bedst i april-juni og i september-oktober.

Her kan du læse mere om rejser til Koh Tao »

Koh Samui - Tropisk luksus og endeløse strande

Koh Samui var ligeledes i mange år et skjult paradis for unge rygsækrejsende. I dag rejser folk i alle aldre hertil for at nyde de hvide palmestrande, shoppingmuligheder og et bredt udvalg af gode hoteller. Her er noget for både familier, som vil bo tæt på stranden med alle bekvemmeligheder og aktiviteter for børnene, og for par, som drømmer om en rigtig livsnyderferie med wellness, gode restauranter og afslappet natteliv.

Læs om vores rejser til Koh Samui her »

Sandstrand, blå himmel med skyer, tilstødende koralrev
Slap af en dag, ved dejlige Thong Nai Pan Stranden på Koh Phangan

Koh Phangan - Fuldmånefester og eventyr

Nord for Koh Samui ligger en ø, som er blevet berømte for sine fuldmånefester. De er dog koncentreret om Haad Rin på øens sydspids. På resten af Koh Phangan er der også gode muligheder for at slå sig ned ved familievenlige strande, hvor det ånder af fredelig idyl.

Koh Phangans indre består af bjerge med tæt vegetation og mange vandfald. Perfekt for jungleeventyr. Vestkysten byder på fine koralrev på op til 20 meters dybde. Her er det perfekt at dykke og snorkle. Ko Phangan er lige akkurat stor nok til, at man kan tage på cykelture. Eller du kan snøre skoene og vandre op gennem junglen til flotte udsigtspunkter.

Find din rejse til Koh Phangan her »

Koh Mak - Det hemmelige øparadis

På modsatte side af Thailandbugten ligger Koh Mak, en "hemmelig" perle, som med sin afslappede atmosfære og uberørte natur, tilbyder en helt anden oplevelse end de større og mere kendte thailandske øer.

På en rejse til Koh Mak kan du nyde livet på palmestrande, der indbyder til afslappende stunder på sandet eller i en hængekøje med en god bog. Det er nemt at besøge øen, som ikke er ret stor og let at udforske. Her er dog alligevel ganske meget at opleve. Her kan du for eksempel fordrive tiden med snorkling, kajakroning og cykelture rundt på øen, samt udforskning af det lokale liv i de små landsbyer. Koh Mak er med andre ord et mål en fredfyldt ferie i Thailand, væk fra de større turiststrømme.

Strand hængekøje hængende fra træ i Thailand
Slap af i skyggen under de svajende palmer på Koh Mak

Hvad er de smukkeste øer i Thailand?

Ovenstående eksempler er blot et lille udsnit af de thailandske øer med ægte tropeidyl, som du kan rejse til med Thailand Tours. At udnævne nogle få øer som de smukkeste er noget nært umuligt. Hver ø har sin egen unikke charme og tiltrækker forskellige typer af rejsende. Ja, vi har ikke engang nævnt små juveler i det sydlige Thailand som Koh Kradan, Koh Mook og Koh Kood og den nærmest helt hemmelige Koh Jum.

Hvilken ø i Thailand er bedst at rejse til? Svaret på det spørgsmål afhænger i høj grad af, hvem du er, og hvilken type ferie du ønsker. Vil du på en familieferie på en thailandsk ø med masser af aktiviteter for børn? Så vil dine ønsker nok være anderledes, end hvis du drømmer om en ferie med festlige tropenætter eller måske søger et romantisk åndehul på et luksuriøst resort.

Tænk på årstiderne

En anden vigtig faktor er på hvilket tidspunkt af året du vil rejse, for der er stor forskel på vejret i de forskellige områder, ikke mindst i forbindelse med regntiden. At rejse i lavsæsonen giver dog også mulighed for at opleve de fantastiske øer med færre turister. Vil du vide mere om hvornår det er bedst at holde ferie på de forskellige øer i Thailand så har vi lavet en guide om vejret i Thailand.

Få mere inspiration til din ferie i Thailand på en eller flere af de mange øer, læs f.eks. om øhop i Thailand hvis du vil besøge flere destinationer, eller om badeferie hvis du er på udkig efter de bedste strande. Du kan også kigge nærmere blandt vores rejseforslag, eller kontakt os få gode råd og tips på en skræddersyet rejse helt efter dine ønsker og behov

Tjek også vores guide til de bedste strande i Thailand

Kort over Thailand med øer

Find den bedste ø i Thailand for netop jer 👇

Hos Thailand Tours er vi eksperter i de thailandske øer - det ligger til vores navn. Er du stadig i tvivl om hvilket rejsemål i Thailand der passer jer bedst, så kontakt os og få en snak med en erfaren ferierådgiver. Sammen finder vi den rigtige rejse til jer, og husk at vi kan skræddersy jeres rejse præcist som I vil have den.

Rul til toppen