Shopping i Hua Hin

Fremragende 5 stjerner

På en rejse til Hua Hin er det næsten umuligt ikke at blive ramt af shoppelyst. Den charmerende kystby bugner af muligheder, både når det gælder de daglige fornødenheder og de mere lystbetonede indkøb. Her finder du alt fra moderne shoppingcentre med internationale mærker og kølig aircondition til de mere traditionelle markeder, hvor alt foregår i et livligt virvar af dufte, lyde og farver.

Uanset om du leder efter et af de lokale aftenmarkeder, som Thailand er kendt for med masser af stemning eller et center, hvor du kan bruge en regnvejrsdag, får du her en kort guide til de bedste steder at shoppe i Hua Hin. For selvom den kilometerlange strand stadig er hovedattraktionen, er butikslivet også en del af det, der giver byen sin særlige charme med et miks af afslappet feriestemning og thailandsk hverdagsliv. Læs om det hele i denne guide 👇.

Gå direkte til oversigt over vores rejser til Hua Hin her →

Kvinde på marked
På markederne i Hua Hin er der gode chancer for, at du finder noget, du ikke anede, du havde brug for.

Markederne i Hua Hin

Det kan godt virke lidt uoverskueligt lige, når du træder ind på et af de store markeder i Hua Hin. Men så snart du begynder at bevæge dig rundt mellem boderne, finder du hurtigt rytmen og charmen i det hele. Her kan du finde alt fra små, sjove souvenirs til tøj til lave priser, mens du nyder stemningen. Det er lige dele kaos og hygge på den helt særlige thailandske måde.

Hua Hin Night Market

Hua Hin Night Market er uden tvivl det mest kendte af byens såkaldte Night markets. Og selvom denne betegnelse ofte oversættes til “natmarked” på dansk, er “aftenmarked” nok egentlig mere dækkende. Markedet åbner nemlig allerede omkring kl. 17-18, og når klokken nærmer sig 23, begynder de fleste handlende og spisesteder at lukke ned for dagen eller rettere sagt, for aftenen.

Selvom der altså normalt ikke er liv og leben natten lang på Hua Hin Night Market, er det et stort trækplaster for byen. Markedet strækker sig gennem flere gader i centrum, og her kan du gå på opdagelse blandt boder fyldt med lokal brugskunst, smykker og tøj. Det er et godt sted at finde et billigt supplement til sommergarderoben, måske blot en let sarong, et par sandaler eller en skjorte til priser, der måske antyder, at ikke alt er ægte mærkevarer.

Men det, der især gør Hua Hin Night Market et besøg værd er til gengæld helt autentisk, nemlig den gode mad, som serveres fra et stort udvalg af spisesteder. Her ligger små gadekøkkener side om side med hyggelige restauranter. Du kan således nemt bruge det mest af en aften på at smage dig gennem lokale delikatesser lige fra friskgrillet seafood til søde pandekager med mango. Når det gælder madoplevelserne, har markedet med rette ry for at være et af de bedste steder at søge hen i Hua Hin efter solnedgang.

Madmod på Hua Hin Night Market, Thailand
Når du er færdig med at shoppe, kan du kaste dig over de mange madboders lækkerier. Foto: Bjørn Erik Pedersen, CC BY-SA 4.0

Cicada Market

Cicada Market er et mindre, men meget stemningsfuldt marked, der ligger lidt uden for Hua Hins bymidte mod syd ikke langt fra Abebjerget. Markedet er især blevet kendt for, at du her finder mere kunst og lokalt håndværk end masseproducerede souvenirs. Mange af de boder, du møder her, drives faktisk af lokale kunstnere, som sælger deres egne malerier, smykker, tekstiler og dekorative genstande. Ved nogle boder kan du endda se dem arbejde.

Markedet har også et hyggeligt område med spisesteder, hvor du kan slå dig ned under lyskæderne og nyde en bid mad, når du måske trænger til en forfriskning efter at have gået på opdagelse blandt boderne. I højsæsonen er der også masser af liv på Cicada Market, men stemningen er afslappet og lidt mere tilbagelænet end på de mere hektiske aftenmarkeder i bymidten. Mange beskriver Cicada Market som et sted, hvor shopping og kultur smelter sammen på den mest behagelige måde i Hua Hin.

Tamarind Market

Lige ved siden af Cicada Market finder du Tamarind Market, som er et marked mange overser, men som bestemt også fortjener et besøg. Hvor nabomarkedet først og fremmest handler om kunst og håndværk, er det her maden, der er i centrum. Rundt om på pladsen ligger omkring talrige madboder, der frister med alt fra friskgrillet fisk og saftige kyllingespyd til pizza, pad thai og søde thailandske desserter. Udvalget er enormt og priserne attraktive. Kvaliteten svinger fra gennemsnitlig til virkelig fremragende. Der er ikke andet for end at smage dig lidt frem, indtil du finder dine egne favoritter.

Stemningen er afslappet og uformel på dette familievenlige marked, hvor der ofte er levende musik og et publikum af både lokale og turister, der nyder aftenen under træerne. Tamarind Market er et af de steder, hvor en spontan bid mad nemt bliver til flere timers hyggeligt ophold under den lune aftenhimmel.

Aftenmarkederne i Hua Hin er alstå ikke kun et godt sted at finde souvenirs og gøre en god handel. De er mindst lige så oplagte at søge mod, når maven begynder at knurre. Især hvis du vil udforske det thailandske køkken på den mest uformelle og velsmagende måde. Fra de klassiske gadekøkkener med alt fra Pad Thai til friskpressede juicer og søde snacks får du her en smagsprøve på Thailand, som den bedst opleves, nemlig under åben himmel omgivet af markedets summende liv. Markederne er dog ikke de eneste steder i Hua Hin, hvor du kan stille din shoppe-trang.

Shoppingcentre i Hua Hin

Hvis du foretrækker at shoppe i lidt mere vante omgivelser end på de farverige markeder, har Hua Hin nu til dags også to moderne shoppingcentre: Bluport Hua Hin Resort Mall og Market Village. I dem finder du et bredt udvalg af internationale mærkevarebutikker, elektronikforretninger og forskellige kæder, som du måske allerede kender.

Er det en lokal kulturoplevelse, du søger, som den du får på markederne, er disse centre måske ikke de mest spændende. De kan dog være både behagelige og praktiske, især på varme dage eller en sjælden regnvejrsdag. Her finder du desuden velassorterede supermarkeder, hvor du kan købe det, du eventuelt mangler til ferien, eller bare nyde en is i ro og mag.

Begge centre har også såkaldte food courts, hvor du kan vælge mellem et bredt udvalg af spisesteder. Det inkluderer nogle enkelte vestlige fastfoodkæder og et godt udvalg af små lokale spisteder med thailandske retter på menuen. Det gør dem til et oplagt sted at tage en pause fra strandlivet og få stillet både appetitten og lysten til at shoppe i Hua Hin.

Luft Hua Hin strand Thailand med Hyatt Regency resort
Selv hvis du har alt, du har brug for på dit resort, er det værd at bevæge sig ud og udforske shoppingmulighederne i Hua Hin.

Aldrig langt til indkøbsmuligheder

De nævnte markeder og centre er blot nogle af de mest kendte steder, du kan shoppe i Hua Hin, men der er også butikker mange andre steder i byen. Næsten uanset hvilket hotel eller resort du bor på, vil der således ligger et lille supermarked, en 7-Eleven eller et apotek lige rundt om hjørnet. Du kan derfor normalt købe alt det praktiske, du kan tænkes at få brug for på ferien fra solcreme til snacks og souvenirs. Efter et par dage i Hua Hin falder det helt naturligt at kombinere strandture og udflugter med et lille stop her og der for at handle. Shopping er en del af rytmen i byens afslappede ferieliv.

Selv hvis du bor på et hotel med all inclusive i Hua Hin eller spiser ude hver dag på byens mange restauranter, kan det også anbefales at lægge vejen forbi de steder, hvor de lokale selv handler ind til madlavningen. Et godt bud er Chatchai Market, Hua Hins ældste marked, som har åbent fra tidlig morgen. Kommer du tidligt på dagen, kan du opleve den ægte, lokale stemning, når boderne bugner af frisk frugt, grøntsager, fisk og krydderier.

Hua Hin – nem at holde ferie i

Hua Hin er ikke kun et attraktivt rejsemål, fordi du bor lige ud til en kilometerlang strand i en del af Thailand, hvor badeferiesæsonen strækker sig over det meste af året. Det er også et sted, hvor det ganske enkelt er nemt at holde ferie. Alt ligger inden for rækkevidde – uanset om du vil shoppe, spise godt, tage på udflugter eller bare nyde livet i dit eget tempo. Byens mange markeder, butikker og shoppingcentre gør det let at finde alt, hvad du og familien måtte få brug for undervejs.

Det er derfor ikke uden grund, at vi hos Thailand Tours betragter og anbefaler Hua Hin som et af de mest familievenlige rejsemål i landet. Vil du være sikker på at finde det helt rigtige sted at bo i Hua Hin, hjælper vi dig gerne med at sammensætte din rejse. Hvad enten du rejser med børn eller ej. Kontakt os for et uforpligtende tilbud på en skræddersyet pakkerejse til Hua Hin.

Rul til toppen