Religion i Thailand – Hvad betyder det for dig som rejsende?

Fremragende 5 stjerner

Selv hvis du først og fremmest rejser til Thailand for at nyde de dejlige strande, smagsoplevelserne og stemningen på de farverige markeder, vil du hurtigt opdage, at religion spiller en stor rolle i mange thailænderes hverdag. Du ser det i templerne med deres gyldne spir, eller på røgelsen, der siver ud fra små altre og åndehuse, som står foran alt fra gadekøkkener til luksusresorts. Buddhismen fylder mest, men også islam, hinduisme og gamle animistiske traditioner sætter deres præg på både hverdagslivet, højtiderne og gadebilledet.

Religion i Thailand er nemlig ikke kun noget, du møder i templerne – den præger også de lokale liv i mange små hverdagsritualer. Her får du en kort guide til, hvad thaierne tror på, hvordan troen kommer til udtryk, og hvor du selv kan opleve det – hvad enten du besøger et tempel, passerer et åndehus eller møder en munk på din morgentur.

Munke i Thailand
To munke in spe går og taler i et gammelt tempel i Ayutthaya-provinsen, Thailand

Buddhismen – rygraden i den thailandske kultur

Buddhismen er den trosretning som fylder klart mest i Thailand, og den præger både hverdagen og det, du ser omkring dig – fra de tusindvis af templer og munke til højtider og hverdagsritualer. Over 90 procent af befolkningen er buddhister, og for mange thaier handler religionen ikke kun om tro, men er en livsvej, man lever efter i det små.

Buddhisme handler i sin kerne om at gøre godt, undgå at skade andre og at forstå, hvordan sindet fungerer. Karma – altså idéen om, at gode handlinger fører til noget godt og dårlige til det modsatte – spiller en central rolle. Det er også derfor, mange thaier sætter mad og andre gaver frem til munke, hjælper fremmede eller tænder røgelse foran et alter. Det er små daglige handlinger, der tæller med i det "store regnskab".

Du kan næsten ikke undgå et se flere buddhistiske templer i Thailand – nogle store og prangende, andre små og diskrete. Mange mænd i Thailand bliver munke i en kort periode i livet, og selv i moderne storbyer står folk tidligt op for at give ris til den lokale munk. For mange thailændere er det en måde at finde balance i livet på – og en naturlig del af hverdagen. Store højtider som Songkran og Loy Krathong er desuden dybt forankret i buddhistiske ritualer.

Små ånder og store ritualer – animisme og hverdagsmagi

Selv om buddhismen fylder mest, er der en anden, ældre tro, der også stadig lever stærkt i Thailand – nemlig animismen. Det er troen på, at verden er befolket af ånder, som bor i naturen, i bygninger og på særlige steder, og at de har magt til både at beskytte og skabe problemer, hvis de bliver ignoreret.

Inden buddhismen kom til, var animismen den mest udbredte tro, og selv i dag er den en helt naturlig del af hverdagen for mange af de lokale. Egentlig er det nok mere retvisende at kalde det for en spirituel praksis end en egentlig religion – men ikke desto mindre er troen på en åndeverden noget, som rigtig mange thailændere bruger tid og tanke på.

De små åndehuse, du ser foran næsten alle bygninger i Thailand – fra gadekøkkener til luksusresorts – er ikke til pynt. De er hjem for stedets beskyttende ånd, og de bliver taget meget alvorligt. Thaierne tror på, at ånden har magt til både at beskytte og forstyrre, alt efter hvordan den bliver behandlet.

De fleste åndehuse er rimelig diskrete – ikke meget større end et dukkehus – og står på en sokkel med blomsterkranse, røgelse eller små drikkevarer foran. Men du vil også kunne se nogle ganske store udgaver, hvor flere figurer og detaljer gør det klart, at her bor en ånd, man ikke tager let på.

Animismen er en slags hverdagsmagi, som lever side om side med buddhismen. Og netop det samspil gør det thailandske religiøse landskab så farverigt og fascinerende – både for dem, der tror, og for os, der bare kigger nysgerrigt med.

Tilfredsstil din spirituelle side med et besøg i Bangkoks templer, hvor du kan se en række gyldne Buddha-statuer. Oplev den rolige skønhed
Buddha-statuerne i Wat Arun i Bangkok

Islam i det sydlige Thailand

Islam er den næststørste religion og trosretning i Thailand, og selvom muslimerne kun udgør et mindretal på omkring 4-5 procent landsplan, anslås det, at næsten en fjerdedel af befolkningen i den sydlige del af landet er muslimer. Der kan du derfor måske bemærke, at nogle kvinder bærer tørklæde, og at kulturen i det hele taget har et lidt andet præg end i resten af landet.

De thailandske muslimer er dog en mangfoldig gruppe, der rummer flere forskellige etniske baggrunde. I det sydligste Thailand – særligt tæt på grænsen til Malaysia – har mange muslimske samfund rødder i malajisk kultur og sprog, mens man andre steder i landet møder efterkommere af indiske, pakistanske eller arabiske handelsfolk. Der findes også kinesiske muslimer og grupper, som har levet i Thailand i generationer og integreret lokale traditioner i deres religiøse praksis. Islam i Thailand er derfor ikke én samlet størrelse, men spænder bredt både kulturelt og geografisk med fællestræk som stærke fællesskaber, moskéer som samlingspunkter og en stolt bevidsthed om tro og identitet.

Gæstfriheden i de muslimske områder er også stor, men det er godt at vide, at for eksempel svinekød og alkohol kan være mindre udbredt visse steder.

Oplev ritualer i templer og gader

Du har sikkert allerede læst – måske også her på vores blog – at du bør tage hensyn til den lokale etikette, når du for eksempel besøger et tempel. Og det er helt rigtigt. På en ferie i Thailand er det god stil at vise respekt for de skikke og regler. Det giver dig desuden bedre mulighed for at få et indblik i en anden måde at leve og tro på. Det religiøse liv i Thailand er ikke en lukket verden. Nogle gange får du mulighed for at komme helt tæt på og opleve det i praksis.

Det kan være en ceremoni i et tempel, en festdag i landsbyen eller det daglige ritual, hvor de lokale giver madgaver til munkene om morgenen. Det sidste – at give almisse – er en fast del af hverdagen mange steder i Thailand og en vigtig buddhistisk handling. Munkene modtager deres daglige madgaver tidligt om morgenen, og det foregår enten ved, at de går stille gennem gaderne med deres skåle, eller at folk samles ved templet med ris, frugt eller små gaver. Begge dele er en fast og vigtig del af hverdagen mange steder i Thailand. Som besøgende kan du godt være med til at overvære det, og nogle steder – hvis du bliver inviteret og følger de lokale anvisninger – kan du endda selv deltage.

To buddhistmunke i orange klæder går barfodet langs strandkanten i Hua Hin med byliv og bakker i baggrunden.
OGså munkene holder af en stille morgentur på den lange strand ved Hua Hin.

Morgen ved templet

Det kan måske føles en smule akavet og forvirrende første gang, du står der ved templet i de tidlige morgentimer og prøver at finde ud af, hvad der egentlig foregår. Men bare rolig – du er nok ikke den første turist, der er lidt usikker på, hvor man skal stå, hvornår man bukker hovedet, og hvad man egentlig skal give. Kig på de lokale og forsøge at gøre som dem, så kommer du langt. De vil ofte være lige så nysgerrige på besøgende og vejleder gerne efter bedste evne. Og husk at medbringe gaver til munkene – det kunne være ris, frugt eller snacks, som typisk kan købes fra små boder i nærheden af templet.

Religion i Thailand handler altså ikke kun om regler, men om rytmer og ritualer, der skaber rammer i hverdagen. Hvis du er nysgerrig og lidt opsøgende, kan sådanne små glimt af tradition og stille fællesskab vise sig at blive nogle af rejsens mest mindeværdige øjeblikke – også selvom du ikke selv er religiøs.

Fejrer man jul i Thailand?

Selvom der findes et lille kristent mindretal i Thailand, er kristne helligdage som jul og påske ikke officielle fridage. Men thailænderne elsker en god højtid, og især i storbyer som Bangkok og ferieområder på Phuket bliver julen fejret med glitrende plastiktræer, blinkende lyskæder og julesange i højtalerne i supermarkedet – nogle gange i lidt overraskende versioner.

På mange resorts og hoteller rundt omkring i Thailand gør man altså lidt ekstra ud af julen – ikke fordi det er en lokal højtid, men fordi man gerne vil skabe en hyggelig stemning for de gæster, der holder juleferie i Thailand. Restauranterne byder ofte på særlige julemenuer, hvor du måske ikke finder brun sovs og rødkål, men til gengæld andre lækkerier, som du kan nyde under palmer med glimtende lyskæder. Det er jul med et eksotisk twist – og en oplagt måde at gøre julen til noget helt særligt.

En rejse til Thailand i december og eventuelt hen over nytåret er en perfekt mulighed for at slippe helt væk fra juleræsset. Hvis du har brug for at koble helt fra og undgå gran og gavepapir, er det også let at finde thailandske destinationer, hvor du kan slippe helt for det. Du kan i stedet bruge ferien på at tage på opdagelse i templer, dase på bounty-strande eller vandreture i grønne bjerge – uden en nisse i syne.

Gyldent tempel med detaljeret tag på bjergtop nær Chiang Mai, omgivet af grønne bakker og blålige bjerge i horisonten.
En af de mange pagodaer (templer) i området ved Chiang Mai

Oplev Thailands traditioner – på en rejse skræddersyet til dig

Hos Thailand Tours skræddersyr vi altid din rejse ud fra dine ønsker og interesser – uanset om du drømmer om at fordybe dig i thailandsk kultur og religiøse traditioner, eller bare gerne vil nyde livet med fødderne i sandet på en smuk strand. Vi kender landet ind og ud, og vi ved, hvor du finder de stille templer, lokale ceremonier, de bedste markeder og de mest afslappede øer.

Fortæl os, hvad der betyder mest for dig på din ferie, så sammensætter vi en rejse til Thailand, der passer perfekt til netop dig.

Rul til toppen