Rejsevejledning for Thailand: Er det sikkert at rejse til Thailand?

Fremragende 5 stjerner

Thailand er et af de mest populære rejsemål i Asien – og det er ikke svært at forstå hvorfor. Her møder du smilende mennesker, farverige templer, duftende gadekøkkener og strande, der er som taget ud af en drøm. Uanset om du rejser med børn, skal på et romantisk getaway eller har eventyr i blodet, er Thailand et trygt og gæstfrit land at rejse i. Det er samtidig et stort land, hvor de forskellige egne kan byde på vidt forskellige oplevelser – både når det gælder natur, kultur og rejseforhold. Her får du overblik og gode råd, så du kan rejse til Thailand med ro i maven.

I denne korte guide får du hjælp til at forstå, hvordan du skal læse Udenrigsministeriets rejsevejledning. Vi giver også gode råd til, hvordan du bedst forbereder dig hjemmefra, f.eks. når det gælder vaccinationer, rejseforsikring og hvad du skal pakke. Og skulle uheldet være ude, kan du læse om sundhedsfaciliteter og hospitalsstandarder i Thailand, så du ved, at du er i gode hænder i Smilets Land.

Trygt og tropisk – nyd strandlivet i Thailand med fødderne i vandkanten og ro i sindet.

Et gæstfrit land med styr på turismen

Hvis du er blevet bekymret for, om det er sikkert at rejse til Thailand, bør du bide mærke i det, som Udenrigsministeriet skriver som noget af det allerførste i deres rejsevejledning: "De fleste danskere har ingen problemer under besøg i Thailand."

Det skyldes ikke kun, at alle seriøse rejsebureauer – som Thailand Tours – naturligvis holder sig opdateret på de officielle rejsevejledninger og helt undgår at arrangere rejser til usikre områder. Men det handler også om, at Thailand generelt er et trygt og gæstfrit land at rejse i. Som turist er det nemt at komme sikkert omkring, og skulle du få brug for hjælp, er der næsten altid en lokal med et smil og et ønske om at hjælpe dig videre.

At thailændere er et smilende og imødekommende folkfærd, er ikke en skrøne eller noget, vi rejsebureauer har fundet på – det er noget, du mærker med det samme, du ankommer. Især hvis du rejser med børn, vil du opleve, at de vækker begejstring og varme smil, hvor end I kommer frem. Thailand er et land, hvor man føler sig velkommen og tryg, og hvor det er nemt at rejse rundt – også med de mindste.

Udenrigsministeriets rejsevejledning til Thailand

Udenrigsministeriets rejsevejledning dækker hele Thailand, men skelner mellem forskellige regioner, da anbefalingerne varierer betydeligt mellem landsdelene. Eksempelvis frarådes i skrivende stund med få undtagelser alle ikke-nødvendige rejser til de fire sydligste provinser – Songkhla, Narathiwat, Yala og Pattani – hvor der har været undtagelsestilstand siden 2006. Derudover nævnes eksempelvis også en forhøjet risiko for uroligheder i nogle af områderne op mod Cambodja på grund af en langvarig grænsestrid mellem de to lande.

Det som er værd at huske er, at selvom der altså er områder i Thailand, som Udenrigsministeriet af gode grunde fraråder rejser til, betyder det ikke, at du behøver være betænkelig ved at booke din ferie. Thailand er et stort og langstrakt land – faktisk omkring 12 gange større end Danmark. De områder, som det frarådes at rejse til, er slet ikke inkluderet blandt vores destinationer, som du finder her på hjemmesiden. Hvad enten du drømmer om at dase i skyggen af palmer på en ægte tropeø omgivet af det turkisblå hav, udforske templer og natur i det bjergrige nord eller du har lyst til at mærke storbyens puls i Bangkok, kan du rejse til Thailand med ro i maven. hjælper vi dig naturligvis med.

Bemærk, at vores rejsetips og gode råd ikke udgør en erstatning for Udenrigsministeriets rejsevejledning for Thailand, men blot er et supplement. Du bør derfor altid tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning, hvis du vil have den aktuelle og mest præcise information om sikkerhedssituationen i Thailand.

Vi anbefaler også, at du henter appen Rejseklar og tilmelder dig Danskerlisten. Så kan du få direkte beskeder fra Udenrigsministeriet og komme i kontakt med dem, hvis der skulle opstå en situation i Thailand, mens du er på ferie, som kræver din opmærksomhed.

God sikkerhed på Thailands rejsemål

Udenrigsministeriet nævner i deres rejsevejledning om Thailand, at der som mange andre lande rundt om i verden er en generel terrorrisiko og skriver: "Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på mistænkelig adfærd, som du ville være det, hvis du var i Danmark." Altså lidt som vi kender det herhjemme, hvor trusselsvurderingen efterhånden længe har været betegnet som alvorlig. På de populære rejsemål i Thailand er det heller ikke noget, som præger hverdagslivet. Det er i de føromtalte sydligste provinser, hvor der primært har været udfordringer, og generelt er uroen der ikke målrettet turister. Igen må det blot understreges, at dette naturligvis er områder, som du er på sikker afstand af, når du rejser med Thailand Tours.

I resten af landet – særligt i de populære turistområder – gør myndighederne desuden en aktiv indsats for at sikre trygheden. Du vil derfor ofte opleve synlig sikkerhed ved større turistattraktioner, transportknudepunkter og begivenheder med mange mennesker. Turismen har en stor betydning for Thailands økonomi, og der er en klar interesse fra både myndigheder og lokale i at have god sikkerhed der, hvor turister færdes.

Kvinde med rygsæk går ned af gade i Bangkok, Thailand under Rundrejse
Med din sunde fornuft og nysgerrighed i rygsækken kan du trygt gå på opdagelse i Thailands farverige byliv.

Ekstra tryghed med en pakkerejse

Når du vælger en pakkerejse fra et rejsebureau som vores, får du en ekstra tryghed, som du ikke har, hvis du arrangerer rejsen selv. Hos os er du nemlig omfattet af såvel rejsegarantien som pakkerejseloven.

Læs mere om tryghed, når du rejser med Thailand Tours

Der er også ting, du derudover selv kan gøre for at få en vellykket rejse. Udenrigsministeriet giver i rejsevejledningen en række gode og ret enkle råd, som i virkeligheden gælder for de fleste rejsemål – ikke kun Thailand. Det handler blandt andet om at være opmærksom på lomme- og tricktyverier i storbyer og i populære turistområder, at passe på sig selv i nattelivet, at holde sig væk fra demonstrationer og ikke udlevere sit pas som sikkerhed for betaling. Derudover kan det være en god ide at lade de dyreste smykker blive hjemme og ikke gå rundt med store kontantbeløb på sig. I stedet kan du med fordel opbevare værdigenstande i en sikkerhedsboks på hotellet.

Får du mod forventning brug for hjælp under rejsen, vil der desuden på dine rejsedokumenter fremgå et nødnummer til enten os eller vores samarbejdspartnere lokalt i Thailand. Så kan du altså få direkte kontakt til os både i dansk og thailandsk kontortid.

Læs mere om tryghed under rejsen, når du vælger Thailand Tours

Sygdomme og vaccinationer

Når det gælder vaccinationer og sundhedsmæssige forhold før rejsen, er det vigtigt, at du får din rådgivning fra dem, der har den faglige ekspertise. Vi er eksperter i rejser til Thailand og kan skræddersy din drømmerejse, men vi er ikke læger. I stedet opfordrer vi dig til at kontakte en rejsemedicinsk klinik eller din egen læge i god tid inden afrejse. Her kan du få konkret og opdateret vejledning, der passer til netop din rejse og helbredssituation.

Et godt sted at starte er Statens Serum Instituts hjemmeside, hvor du kan finde generelle anbefalinger om vaccinationer til Thailand. Der kan du få en idé om, hvilke vaccinationer der typisk anbefales, når rejsen går til Thailand. Den giver et godt overblik over, hvad din lægen eller en rejsemedicinsk klinik sandsynligvis vil anbefale.

Sundhedsvæsenet i Thailand

Hvad nu hvis du skulle få brug for lægehjælp under ferien i Thailand? Som turist med en rejseforsikring i ryggen har du adgang til det private sundhedsvæsen – og her er standarden høj. På de større private hospitaler i byer som Bangkok, Chiang Mai og Phuket bliver du mødt af moderne faciliteter, korte ventetider og dygtigt, engelsktalende personale, der er vant til at tage imod internationale patienter.

Thailand har også et offentligt sundhedsvæsen, men her kan kvaliteten svinge lidt mere, især i afsides egne, hvor ressourcerne er færre. Det er dog sjældent relevant for dig som rejsende, for med en god forsikring bliver du sendt direkte til et af de veludstyrede privathospitaler, hvor du er i trygge hænder. Sammenlignet med Danmark er niveauet på de bedste private hospitaler fuldt på højde med – og nogle gange over – det, vi er vant til hjemmefra.

Vil du være sikker på at have adgang til den bedste del af sundhedsvæsenet i Thailand, hvis uheldet skulle være ude, og undgå ubehagelige udgifter, anbefaler vi, at du har en rejseforsikring, der dækker dig passende både før og under rejsen. Thailand Tours samarbejder med Gouda Rejseforsikring, der er en del af Gjensidige. Du kan se priser for afbestillingsforsikring og rejseforsikring og bestille via dette link.

Tsunamiberedskabet i Thailand

Da den voldsomme tsunami ramte dele af Thailands vestkyst i 2004, efterlod den dybe spor. Siden da har Thailand investeret massivt i et landsdækkende varslingssystem, der skal kunne advare befolkning og turister i tide, hvis en lignende naturkatastrofe skulle true. I dag findes der både overvågningsstationer til havs, sirener på land og tydelig skiltning i kystområderne med flugtruter og sikre zoner. Systemet bliver løbende testet, og myndighederne har klare beredskabsprocedurer på plads. Du kan derfor føle dig tryg ved, at Thailand i dag er langt bedre rustet til at håndtere en tsunami end tidligere.

De naturfænomener, du som rejsende har størst sandsynlighed for at støde på i Thailand, er ikke tsunamier, men derimod kraftige regnskyl og oversvømmede veje, hvis du rejser i regntiden. Det lyder dramatisk, men i praksis handler det som regel bare om at være lidt fleksibel med planer og transport – og måske vente en time eller to, til vandet er trukket væk.

Læs mere om, hvornår det er bedst at rejse til Thailand

Flere tips til din ferie i Thailand

Summa summarum er altså, at ja, du skal selvfølgelig være opmærksom på din egen sikkerhed, når du rejser - også i Thailand. Men med lidt sund fornuft, respekt for de lokale forhold og opmærksomhed på de råd, myndighederne herhjemme og lokalt giver, er Thailand et af Asiens mest indbydende og lettilgængelige lande at rejse i. Du kan glæde dig til en ferie med masser af smil og uforglemmelige oplevelser i trygge rammer.

Som med andre destinationer er det også på en rejse til Thailand en god idé at have styr på eventuel medicin, du har brug for – selvom der findes apoteker mange steder. Det er også praktisk at have en kopi af pas og forsikringsoplysninger, både fysisk og digitalt, så du er godt forberedt, hvis uheldet skulle være ude.

Du kan finde mange flere tips og gode råd til din ferie i Thailand i vores andre blogartikler. Når du er klar til at bestille din rejse, sidder vi klar til at skræddersy en ferie, der passer præcis til dine ønsker og drømme. Og har du spørgsmål, du stadig mangler svar på, hjælper vi dig selvfølgelig også gerne med dem.

Rul til toppen