Skal jeg være helt ærlig, gik jeg faktisk med en lille bekymring inden afrejsen til Thailand. Vi glædede os selvfølgelig allerede til at tjekke ind på det femstjernede resort i Khao Lak, som Thailand Tours havde fundet til os, men ville vi også få chancen for at opleve det ægte Thailand på vores ferie?
Mine bekymringer blev dog hurtigt gjort fuldstændig til skamme. Ikke bare blev vi på resortet mødt med den varme gæstfrihed og mange smil, som Thailand er så berømt for. Det viste sig også hurtigt, at dagene i Khao Lak bød på masser af muligheder for autentiske oplevelser. Det var helt perfekt som mit første møde med Thailand og som det første stop på den kombinationsrejse, jeg havde fået sammensat med hjælp fra Kristoffer hos Thailand Tours. Men lad mig starte fra begyndelsen.
Indhold

Ankomst til vores fristed i Khao Lak
Allerede inden vi havde sat foden indenfor på det eksklusive resort The Haven i Khao Lak, fik jeg en forsmag på, hvad det betyder at være på en pakkerejse fra Thailand Tours, hvor der er taget hånd om alle feriens vigtigste detaljer.
Vi blev hentet i lufthavnen på Phuket af en minibus. Ikke noget med at vi selv skulle forsøge at finde en taxi. I stedet blev vi mødt af chaufføren, som førte os ud til hans guldpyntede minibus. Turen gik dernæst over broen til fastlandet og videre op til Khao Lak, en køretur på omkring halvanden time.
Det er en dejlig nem måde at ankomme på, når den lange flyrejse stadig sidder lidt i kroppen. Fremme ved resortet fandt vores kufferter også selv vej til vores værelse. Vi fik samtidig en hjertelig velkomst og fik straks en forfriskende kold, aromatisk saftdrik, friske blomster, tørret ananas og en varm klud til at friske op med. Det var tiltrængt og en lille betænksom detalje, der satte tonen for hele opholdet på The Haven.
Den naturlige gæstfrihed vi blev mødt med gjorde, at jeg med det samme sænkede skuldrene og kunne trække vejret helt ned i maven. Overalt på det smukke resort er der blik for detaljerne i både indretning og service. Det gjaldt også på vores værelse, der næsten i sig selv havde spa-stemning med trægulv, en bred altan og tykke håndklæder strøet med friske blomster. I skabet hang badekåber og badetøfler klar, og der lå en strandtaske, hvis vi skulle have lyst til at gå på stranden frem for poolen. Allerede inden jeg åbnede kufferten for at finde badetøjet frem, vidste jeg, at vi var landet det helt rigtige sted.

Enorm saltvandspool og få skridt til stranden
Resortet The Haven ligger ved Khuk Khak-stranden, lidt for sig selv uden for Khao Lak by. For os var det perfekt at bo her, hvor man er tæt nok på til at besøge byens populære marked i Bang Niang, samt talrige restauranter og butikker, men samtidig bor i fredfyldte omgivelser. Det føltes virkelig som at være i sit eget lille ferieparadis.
Resortet er omgivet af det, der efter sigende er Thailands største saltvandspool. Den længste del er omkring 250 meter lang og løber parallelt med stranden. Derudover er der pools, der snor sig rundt om resortets to-etagers bygninger. Fra værelserne i stueetagen har man direkte adgang til poolen fra sin egen terrasse.
Vi boede på første sal, hvorfra vi dog også hurtigt kunne gå ned til den største pool, finde en blød liggestol og nemt bestille en frisk frugtsmoothie, når vi havde lyst. Der var simpelthen et endnu højere niveau af komfort på resortet, end jeg havde forestillet mig hjemmefra. Og kun få skridt derfra lå stranden og ventede.
Guide: Hvor skal man bo i Khao Lak?

Masser af plads på stranden
Med en lækker og stor pool få skridt fra hotelværelset kunne man måske tro, at der ikke var en strand i nærheden. Men faktisk skulle vi bare bevæge os nogle få meter, før vi stod nede på den skønneste, gyldne sandstrand, Khuk Khak Beach.
Khao Lak er da også især kendt for de kilometerlange strande, men alligevel overraskede stranden nedenfor The Haven mig. Jeg havde nemlig forventet at møde liggestole på rad og række. Men der var ingenting af den slags. Bare det rene sand og palmer ud til det smukkeste turkisblå og klare vand. Og faktisk næsten ingen andre mennesker.
Jeg forstår egentlig godt, hvis de fleste af resortets gæster simpelthen ikke kan løsrive sig fra de komfortable liggestole og den gode service oppe ved den fantastiske pool. Men for mig var muligheden for, at vi også nemt kunne gå de få meter ned til havet prikken over i’et ved at bo på The Haven i Khao Lak.
Vi gik derned flere gange om dagen og kunne ofte tælle de andre badegæster på én hånd, selv med resortet lige bag os. Det gav en helt særlig fornemmelse af at have stranden for os selv, som om vi havde fundet en hemmelig del af kysten, ingen andre havde opdaget. At stå i vandet og føle sig helt alene i verden lige der på et af de smukkeste steder, er ét af de stærkeste minder, jeg har med fra ferien i Khao Lak.
Se guiden til de 6 bedste strande i Khao Lak

Fra fredfyldt bambushytte til livligt madmarked
Vi kom ikke kun ned på stranden for at bade. Flere gange gik vi langs vandkanten til Benjamin Beach Club et par hundrede meter fra resortet. Her er der ikke tale om en restaurant i traditionel forstand, men en håndfuld simple bambushytter direkte på sandstranden, hvor man kan få en lækker og helt autentisk pad thai og en kølig Chang-øl for omkring 30 kr. Det blev hurtigt vores favoritsted til frokost: enkelt, billigt og med flot udsigt over havet.
Der er (selvfølgelig) også en glimrende restaurant på selve resortet, hvis det skal være helt nemt, og den benyttede vi os også af et par gange. Men jeg vil klart anbefale, at man, som vi gjorde, også udforsker områdets andre spisesteder. Ikke mindst på Bang Niang-markedet inde i byen er der gode muligheder for at fordybe sig i den traditionelle, lokale streetfood. Ved første øjekast kan det virke lidt kaotisk med de mange markedsboder, farver, lyde og mennesker i alle retninger. Men der går ikke længe, før man bliver guidet frem til et lille bord i mængden og får serveret friske lækkerier fra grillen på farverige plastiktallerkner. Igen med en kold Chang ved siden af, og endnu en gang til en pris, der overrasker positivt.
Der er par steder mere, jeg også varmt kan anbefale, hvis du vil ud og udforske det lokale køkken på ferien i Khao Lak. Andaman Restaurant, omkring 750 meter nord for resortet, har blot jord på gulvet og fremstår måske nok lidt primitiv, men maden var til gengæld noget af det bedste, vi fik i Khao Lak. Vil du spise på en restaurant med et mere velkendt, vestligt udtryk har Gold Elephant Restaurant inde i selve Khao Lak by også meget velsmagende, ægte thai-mad på menuen.
Læs mere om shopping og markeder i Khao Lak her

En dag i det grønne: Khao Sok Nationalpark
Det meste af vores ferie i Khao Lak gik med præcis det, vi havde drømt om på forhånd: luksuriøs afslapning på resortet, krydret med oplevelser i nærområdet. Sådan kan man faktisk nemt bruge hele ferien på The Haven, der er perfekt til bare at koble helt af. Der er desuden mulighed for at få spa-behandlinger eller benytte et fitness-rum i løbet af dagen på resortet. Hvis du har lyst til at se lidt mere af regionen på et tidspunkt, er der dog også gode udflugtsmuligheder. Vi valgte at sætte en enkelt dag af til en udflugt til Khao Sok Nationalparken.
Vi blev hentet på resortet af en minibus og kørt de omkring 60km til nationalparken. Her vandrede vi med en guide et par timer gennem parkens tætte jungle, hvor vi så aber og andet af det dyreliv, som området er kendt for.
Der blev også tid til en tur på en lang bambusflåde, hvor en lokal mand med kyndig hånd styrede os nedad floden. Det var en chance for at opleve nogle helt andre omgivelser end ude ved kysten, og vi fik hurtigt taget en masse billeder. Efter et par timer i den frodige natur i Khao Sok blev vi samlet op igen og kørt tilbage til Khao Lak med tid til at nå en forfriskende dukkert i poolen inden aftensmaden.

Klar til anden del af kombinationsrejsen
Khao Lak var kun første stop på vores kombinationsrejse til Thailand. Efter syv skønne dage skulle vi videre, og afrejsen var lige så smidig, som ankomsten havde været. Vi mødte igen vores lokale chauffør med samme følelse af, at alt var arrangeret til mindste detalje.
Vi blev kørt ned til færgeterminalen Rassada Pier på sydøstkysten af Phuket og i stedet for blot at sætte os af, gik chaufføren med os hele vejen ind til selve gaten, så han var sikker på, at vi var kommet godt videre. Den slags små detaljer gør, at det hele føles meget trygt. Det er en af fordelene ved, at transfer mellem de to rejsemål er arrangeret for én.
Læs mit rejsebrev fra anden del af rejsen, der var en uforglemmelig barfodsferie på Laem Tong Beach på Koh Phi Phi.

Spørg eksperten – eller del dit eget rejsetip her 👇
Del gerne dine egne erfaringer eller stil et spørgsmål til vores rejseskribenter. Vi læser og svarer på alle kommentarer hurtigst muligt, så vi sammen kan holde rejsebloggen opdateret med de bedste tips!
0 kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer. Skriv gerne den første.