Du drømmer om at nyde Thailands idylliske strande, opleve landets rige kultur og smage på dets verdensberømte køkken. Men så hører du ordet, der får mange til at tøve med at bestille rejsen – regntid. Hvad nu hvis jeg fortalte dig, at regntiden i Thailand ikke kun er en tid med daglige byger, men også en periode fyldt med muligheder for den eventyrlystne rejsende?
De fleste som hører ordene “regntid” eller “monsunsæson”, forestiller sig en periode, hvor regnen vælter ned fra himlen uafbrudt i dagevis. Det er dog en misforståelse, når det gælder Thailands våde årstid. Læs hvorfor her og få tips til de bedste rejsemål, når det er regntid i Thailand.
Hvornår er det regntid i Thailand?
Regntiden i Thailand varierer fra region til region, men generelt strækker den sig fra maj til oktober med de sidste par måneder som de mest nedbørsrige. I denne periode skifter landskabet karakter efter de tørre måneder til at blive mere levende med frodige grønne farver. Regntiden på østkysten af Sydthailand (Koh Samui, Koh Tao, Koh Phangan) starter dog normalt senere og kan vare til et stykke ind i december.
Det er ikke til at komme uden om, at regntiden er lavsæson for rejser til Thailand. På mange af de mest populære feriesteder, indbyder vejret i denne periode ikke så ofte til at nyde strandlivet. Der er dog også i denne periode masser af muligheder for at holde en ferie med spændende oplevelser, der ikke kan påvirkes synderligt af regnen.
Hvad betyder regnen for din rejse?
Du tænker måske, at regntiden vil sætte en stopper for alle dine eventyr, men det er langt fra sandheden. Jovist, der vil være dage, hvor himlen åbner sig, og regnen bliver ved at sile ned. Oftere falder regnen dog som korte, kraftige byger, der efterlader en forfriskende kølighed i luften. Når det regner, kan du blot søge mod de indendørs seværdigheder. Så er det for eksempel oplagt at udforske templer, kunstgallerier, shoppingcentre eller nyde et lækkert måltid på en hyggelig café.
Fordele ved at rejse i regntiden
- Mindre menneskemængder: De fleste turister vælger at undgå regntiden, hvilket betyder, at du vil opleve mindre trængsel ved populære seværdigheder. Det er den tid, hvor du har største chance for at kunne vandre rundt i de gamle templer i for eksempel Ayutthaya eller Chiang Mai og næsten have stedet for dig selv.
- Lavere priser: Prisniveauet er generelt lavt i Thailand sammenlignet med Europa. Rejser og indkvartering er dog typisk endnu billigere i regntiden. Du har derfor mulighed for at strække dit budget længere og måske endda forkæle dig selv med en mere luksuriøs rejse, der ellers ville have anstrengt ferieøkonomien.
- Den flotteste natur: Regntiden bringer liv til Thailands natur. Vandfaldene og floderne er mest imponerende i denne tid, og landskabet er i det hele taget utroligt frodigt. Det er den perfekte tid til en ferie i Thailand, hvis du vil på trekking i nationalparkerne, hvor du kan opleve naturens vidundere, når de tager sig bedst ud.
Sådan forbereder du dig på regntiden
- Pak let og fornuftigt: Let tøj, der tørrer hurtigt er en fordel, og medbring gerne en paraply eller en regnjakke. Også regntiden er varm, så du vil nok ikke have lyst til at bruge regntøjet ret lang tid ad gangen. Men til en kort byge kan en regnjakke eller poncho være smart, så du undgår at blive helt gennemblødt. Et par sko eller sandaler, som tåler vand, er også godt til de våde dage, hvor det er svært at undgå vandpytter.
- Vær fleksibel: Planlæg din rejse med en vis fleksibilitet. Nogle dage kan det være nødvendigt at omlægge dine planer på grund af vejret. Husk også, at kraftig regn kan påvirke trafikken. Giv dig derfor god tid, hvis du for eksempel skal nå en bestemt flyafgang, når rejsen går hjemad i regntiden.
- Undgå fjerntliggende øer: I regntiden er havet oftere så oprørt, at de faste færgeforbindelser til afsides småøer indstilles. Vil du booke en ferie på en fjerntliggende ø, er det derfor en god ide at undersøge, om der sejles regelmæssigt.
- Oplev det lokale liv: Regntiden er en tid, hvor du kan opleve det lokale liv fra en anden vinkel. Der er færre turister på de lokale markeder, og du får en unik chance for at interagere mere med de lokale. Livet går ikke i stå i regntiden, det skifter blot karakter.
De bedste destinationer i regntiden
Mens regntiden i Thailand utvivlsomt medfører visse begrænsninger og gør nogle feriesteder mindre attraktive, åbner den samtidig døren for en række unikke oplevelser i andre dele af landet.
Chiang Mai fremhæves ofte som et af de bedste rejsemål i regntiden. Med sine frodige grønne landskaber er denne perle i den nordlige del af Thailand da også noget særligt i regntiden. Her kan du udforske nationalparker, som får nyt liv, og beundre landskaber af sirligt anlagte rismarker, der strækker sig næsten så langt øjet rækker. Den kølige luft i de højere liggende områder gør det desuden til et behageligt tilflugtssted fra den ellers så fugtige varme på denne årstid.
For dig, der ikke vil give afkald på en badeferie, selv i regntiden, er Koh Samui et godt bud. Øen får som regel betydeligt mindre regn sammenlignet med for eksempel Phuket og Krabi på den anden side af halvøen. Ønsker du at rejse til Thailand i sommerferien for at nyde en badeferie, er øerne i den vestlige side af Thailandbugten (også Hua Hin inde på fastlandet) normalt et godt valg. Også her skal du forvente flere sporadiske regnbyger, men de er som regel ikke nogen hindring for at også at nyde strandene.
Bangkok, Thailands pulserende hovedstad, tilbyder en rig palette af indendørs attraktioner, der gør byen til et attraktivt rejsemål, selv under regntiden. Selvom der er hyppige regnbyer og det kan føles fugtiglummert i denne pulserende storby, kan lavsæsonen være en god periode at udforske de mange tilbud lige fra shopping i verdensklasse i afkølede indkøbscentre til at fascinerende museer og kunstgallerier. Der er lidt mindre trængsel. De kulinariske eventyr, du kan fordybe dig i med alt fra simple gadekøkkener til gourmetrestauranter er desuden lige så spændende i regntiden.
Regntid i Thailand er altså ingen hindring for en oplevelsesrig ferie. Med en fleksibel tilgang til ferien får du i regntiden en unik mulighed for at opleve landet på en mere autentisk måde. Det er en tid, hvor du kan nyde skønheden i det daglige liv, naturens mirakler og den ægte gæstfrihed, som det thailandske folk er kendt for. Lader du dig ikke gå på af det mere ustabile vejr, er regntiden en chance for at opleve Thailand på en måde, som de færreste turister gør.