Når det gælder de mest attraktive af Thailands paradisøer, er det svært at komme udenom Koh Samui. Denne smukke ø inde i Thailandbugten er en af de mest populære ø-destinationer for rejsende, der søger en blanding af afslapning, naturskønne omgivelser og spændende oplevelser. Og selvom Koh Samui er et populært rejsemål, har du stadig rig mulighed for at skabe dit helt eget eventyr her. Uanset om du er til jungleudflugter, rolige dage på stranden, festlige nætter eller spirituel fordybelse.
Her får du en lille smagsprøve på nogle af de mest mindeværdige attraktioner, oplevelser og aktiviteter, som venter dig, når du rejser til denne tropiske ø-perle. Uanset om du er afsted som familie, par eller solo, byder Koh Samui på seværdigheder for enhver smag.
Strandene
Koh Samui er især kendt for sine smukke strande, og her er der virkelig noget for enhver smag. Hvis du søger liv og glade dage, er Chaweng Beach stedet, du skal tage hen. Her finder du det største udvalg af strandbarer, restauranter og faciliteter, der gør det nemt at tilbringe hele dagen i solen og fortsætte med fest og farver om aftenen. Chaweng Beach er med andre ord en af de mest livlige strande på øen, hvor der altid sker noget.
Der er dog mange andre strande at vælge mellem. Er du mere til rolig afslapning, men stadig gerne vil have adgang til gode faciliteter, kan Lamai Beach for eksempel være et godt alternativ. Denne strand er også populær, men lidt mere fredelig end Chaweng. Her er et godt udvalg af spisesteder og aktiviteter, så du ikke kommer til at mangle noget.
Hvis du drømmer om helt fredfyldte stunder ved havet, findes der også flere mere afsidesliggende strande på Koh Samui, hvor du kan nyde solen i fred og ro. Dog må du her være indstillet på, at udvalget af spisesteder og andre faciliteter typisk er mere begrænset – men måske synes du det er helt ok, når bare du kan nyde en afstressende dag ved vandet.
Læs mere her om hvor man skal bo på Koh Samui.
Vandfald
Det er ikke kun på de dejlige strande, at du kan nyde vandet på Koh Samui. Inde i øens frodige jungle gemmer sig også smukke vandfald. En udflugt til disse er en chance for at få en forfriskende pause fra den solbeskinnede kyst og for at opleve en anden side af øens skønne natur.
Hin Lat Vandfald er et perfekt udflugtsmål, hvis du vil kombinere en vandretur med en dukkert i det kølige vand. Stien til vandfaldet er relativt nem, og det er en fantastisk oplevelse at stå ved bunden af det brusende vandfald omgivet af grønne træer og frodig vegetation. Hvis du rejser til Koh Samui sidst i tørtiden, bør du forhøre dig hos de lokale om vandstanden, da vandfaldene på øen godt kan tørre næsten helt ud.
Na Mueang vandfaldet er dog uden tvivl et af de mest imponerende vandfald på Koh Samui. Dette vandfald er faktisk opdelt i to separate fald, hvor det første er meget let tilgængeligt og et populært sted at bade. For de eventyrlystne er der også Na Mueang 2, der ligger gemt i nærheden dybere oppe i junglen. Stien derop er dog ganske udfordrende og bestemt ikke for gangbesværede eller mindre børn. Det er en god idé at efterlade klipklapperne derhjemme og i stedet tage et par solide sko på, da terrænet kan være glat og til tider er både stejlt og ujævnt. Belønningen er dog en mere fredfyldt oase med talrige små klippebassiner, hvor du kan slappe af og nyde flotte udsigter over den frodige jungle.
Templer
Strandene på Koh Samui er uimodståelige, men formår du alligevel at løsrive dig, venter der også fascinerende kulturoplevelser på øen. På et populært rejsemål som Koh Samui er de smukke templer for eksempel en chance for at få et lille indblik i de lokale skikke og traditioner, der viser, at øen er mere end blot et ferieparadis.
En af de mest iøjefaldende kulturelle attraktioner på Koh Samui er Big Buddha Temple (Wat Phra Yai). Denne majestætiske, 12 meter høje Buddha-statue kan ses langvejs fra og udstråler fred og ro. Templet ligger ved øens nordøstlige kyst ude på en lille ø, der er forbundet til Koh Samui med en dæmningsvej. Oppe fra statuen kan du nyde en imponerende udsigt over havet og øens kyststrækning.
Ikke langt derfra finder du Wat Plai Laem, et andet af de mest storslåede templer på Koh Samui. Dette tempel er kendt for sin unikke kombination af thailandsk og kinesisk buddhistisk arkitektur. Her kan du beundre den store, farverige statue af Guanyin, den 18-armede gudinde for barmhjertighed, samt de smukke omgivelser med søer fyldt med fisk, som det efter sigende skulle give held og lykke at fodre.
Ikke overraskende er templerne Wat Khunaram og Wat Kiri Wongkaram med deres mumificerede munke også blevet populære udflugtsmål. De indtørrede munke, der sidder bag glas, betragtes af de lokale buddhister som religiøse relikvier, så det er vigtigt at vise respekt. Selvom det unægteligt er et makabert syn, der godt kan få det til at gibbe lidt i en.
Ø-hop i Ang Thong National Marine Park
En af de mest uforglemmelige dagsudflugter, du kan tage fra Koh Samui, er et ø-hop i Ang Thong National Marine Park. Denne betagende marinepark mod nordvest som består af 42 øer, var efter sigende engang tilholdssted for pirater. I dag er øerne med få undtagelser dog ubeboede. Øgruppen er en enestående chance for at udforske nogle af Thailandbugtens mest uberørte og smukke naturområder.
En typisk bådudflugt til Ang Thong marineparken fra Koh Samui inkluderer stop ved forskellige øer, hvor du kan opleve den imponerende undervandsverden med snorkel eller padle rundt i krystalklart vand i en kajak. Vandreture til spektakulære udsigtspunkter er som regel også en del af eventyret, hvor du kan nyde panoramaudsigter over den maleriske øgruppe og havets turkisblå nuancer.
Og selvfølgelig er der også indlagt tid til at slappe af på de idylliske, hvide sandstrande, hvor du virkelig kan føle dig som Robinson Crusoe for en dag. På de uberørte bounty-strande, som er omgivet af frodig vegetation og dramatiske kalkstensklipper, glemmer du med sikkerhed alt om den travle hverdag derhjemme.
Læs også: Hvor skal man bo på Koh Samui
Snorkling og dykning
Thailandbugten er kendt for noget af den bedste snorkling og dykning i Sydøstasien. Vandet er behageligt varmt og krystalklart med et dyreliv, som er farverigt og mangfoldigt. Selve Koh Samui har nogle gode snorkelsteder som Coral Cove, der ligger mellem Chaweng og Lamai, og den nærliggende Crystal Beach.
Står oplevelser under havets overfalde højt på din ønskeliste for rejsen til Koh Samui? Så kan det anbefales at tage på udflugter med lokale dykkerfirmaer til bugtens mest berømte dykkersteder ved andre nærliggende øer som Koh Tao og Koh Phangan. Er du nybegynder, kan du starte ferien med at tage et dykkercertifikat. Et kursus som typisk løber over tre dage, inkluderer både undervisning og rigtige dyk på koralrev.
Den hemmelige Buddha-have
Dybt inde i Koh Samuis frodige jungle på toppen af en af øens højeste bakker, finder du den fascinerende Secret Buddha Garden også kendt som Tarnim Magic Garden. Haven blev skabt af en lokal frugtbonde Nim Thongsuk i 1976, som begyndte at bygge statuer og helligdomme på sit familieland. Resultatet er en fortryllende samling af Buddha-figurer, mytiske væsener og scener fra buddhistisk mytologi og thailandsk folklore. I dag er det nok lidt en overdrivelse, at kalde stedet for en hemmelighed. Men selvom haven er blevet et populært udflugtsmål på Koh Samui, har den stadig en stemning af et skjulte skatkammer fyldt med mystik og en næsten eventyrlig atmosfære.
Forsøg gerne at komme her tidligt på dagen, hvis du vil have stedet mest muligt for dig selv. Følger du de smalle stier i haven, føres du gennem tæt vegetation, forbi små vandfald og klippeformationer, mens du undervejs opdager de mange skulpturer, der næsten synes at dukke op af jorden omkring dig. Det er et sted, hvor man kan fornemme den åndelige dedikation og kærlighed, der er lagt i hver eneste detalje.
Stemningsfulde markeder
Når mørket falder på, vågner Koh Samuis aftenmarkeder til live med en farverig og livlig atmosfære, der er svær at modstå. Her kan hele familien bruge lang tid på bare at slentre mellem de mange boder, der bugner af alt fra lokale delikatesser til håndlavede souvenirs og farvestrålende tøj. Et besøg på et aftenmarked er en fantastisk måde at opleve øens puls og møde de lokale. Duften af frisklavet thailandsk street-food fylder luften, og du kan smage dig gennem alt fra saftige grillede kyllingespyd til den berømte papayasalat, som får smagsløgene til at synge.
Et af de mest populære markeder er Fisherman’s Village Walking Street nær Bophut, der hver fredag aften tiltrækker besøgende fra hele øen. Her finder du ikke kun madboder, men også kunsthåndværk, smykker og musik, der fylder de smalle gader i Fisherman’s Village, hvor der er en livlig stemning.
Oplev magien i Fisherman’s Village på Koh Samui
Hvis du søger efter en lidt mere autentisk og mindre turistet oplevelse, er Nathon Night Market et godt alternativ. Dette marked er ikke helt så kendt blandt turister, hvilket giver dig en chance for at opleve et mere markedsliv præget lidt mere af de lokale og med en mere rolig atmosfære. Her finder du også et bredt udvalg af boder med alt fra frisk frugt til klassiske thairetter, der serveres til rimelige priser. Specielt tirsdag aften er dette marked stort, når de omkringliggende veje lukkes af.
Koh Samui er ikke større, end at du nemt kan komme rundt til alle hjørner af øen og virkelig fornemme den afslappede ø-stemning, men samtidig stor nok til, at du kan opleve noget nyt hver eneste dag – og det er netop dét, der gør øen til en favorit blandt det sydlige Thailands mange skønne øer.