Oplevelser og seværdigheder i Hua Hin – det må du ikke gå glip af

Fremragende 5 stjerner

Drømmer du om en rejse til Thailand, hvor afslapning og oplevelser går hånd i hånd? Så er Hua Hin det perfekte rejsemål for dig! Denne charmerende kystby i Thailand har noget for enhver smag. Den kilometerlange strand er naturligvis hovedattraktionen. Her kan du nyde solens varme stråler, tage en forfriskende dukkert i det azurblå hav eller blot slappe af med en god bog under en parasol. Men er der vente dig mange andre oplevelser og seværdigheder i Hua Hin.

Hua Hin startede oprindeligt som en lille fiskerlandsby, men da kongefamilien først kastede sin kærlighed på området, forvandlede byen sig hurtigt til et populært feriested. Udover stranden er Hua Hin rig på kultur, historie og spændende seværdigheder, som venter på at blive udforsket. Fra sjove vandparker til farverige aftenmarkeder er der masser af muligheder for at få en uforglemmelig ferie.

Flydende marked nær Hua Hin
Også på en rejse til Hua Hin kan du opleve den thailandske tradition for flydende markeder.

Aftenmarkederne i Hua Hin

Når solen går ned, vækkes Hua Hins aftenmarkeder til live med lys, lyde og dufte. Dem skal du tage dig god tid til at udforske, da de tilbyder en unik blanding af shopping, mad og underholdning. Fra de farverige boder på Cicada Night Market, hvor du kan finde håndlavede kunsthåndværk og unikke souvenirs til det mere traditionelle Hua Hin Night Market, hvor du kan smage på autentisk thailandsk street food og forhandle dig til gode køb.

Aftenmarked i Hua Hin: En uforglemmelig oplevelse efter solnedgang

Aftenmarkederne i Hua Hin er ikke blot et eldorado for shopping, men også en kulturel oplevelse, der giver dig et indblik i det lokale liv. For en lidt anderledes markedsoplevelse kan du du besøge det flydende marked Sam Phan Nam Floating Market nær Hua Hin. Ganske vist er markedet nok mest til for turisternes skyld, men det giver dig alligevel en god fornemmelse for den thailandske tradition for at benytte kanaler og floder til handel.

Shoppingmulighederne i Hua Hin spænder altså vidt. Det inkluderer også moderne indkøbscentre. Det nyeste skud på stammen er Bluport Hua Hin Resort Mall med et godt udvalg af mærkevarebutikker, som du kan udforske i et behageligt afkølet indeklima.

Vandparker i Hua Hin

Hvis du rejser til Hua Hin med børn, som er nogle rigtige vandhunde, kommer de ikke til at kede sig. Vana Nava Hua Hin Water Jungle med Thailands største vandrutsjebane er et slaraffenland for vandelskere i alle aldre. Her kan familien nemt bruge et par timer eller mere på at nyde en sjov og våd dag. Har I appetit på mere, er Black Mountain Water Park en anden populær vandpark med en bred vifte af forlystelser fra bølgebassiner til rolige floder. Perfekt, hvis børnene synes der ikke er action nok over strandlivet.

Hua Hin Togstation

Det er nok de færreste, som rejser til Hua Hin udelukkende for de historiske seværdigheder. Togstationen hvorfra der er forbindelse til Bangkok, skal du dog se. Den charmerende station står med sin traditionelle thailandske arkitektur og farverige detaljer som et symbol på det, der blev starten på Hua Hins transformation fra en lille fiskerlandsby til et populært feriested. Tag dig tid til at beundre den kongelige ventehal og forestil dig, hvordan det må have været at rejse hertil med tog i gamle dage.

Phraya Nakhon-grotten nær Hua Hin
Phraya Nakhon-grotten er en af de største naturopleveler nær Hua Hin. Foto: allPhoto BangkokUnsplash

Khao Sam Roi Yot National Park

Udover attraktionerne i selve Hua Hin har du også mange spændende udflugtsmål inden for din rækkevidde. Omkring 50 kilometer syd for Hua Hin ligger for eksempel Khao Sam Roi Yot National Park. Navnet betyder efter sigende “Bjerget med 300 toppe”. Den inkluderer også Thailands første marine nationalpark. På land kan du i nationalparken udforske en fascinerende verden af imponerende kalkstensbjerge, smukke mangroveskove og skjulte grotter. Her er masser af muligheder for at have en aktiv dag på mountainbike, i kajak eller på vandreture.

En af de mest populære vandreture i nationalparken er til Phraya Nakhon Cave fra landsbyen Bang Pu. Herfra kan du vandre op over en bakke til Laem Sala Beach og derfra videre til grotten. Du kan dog også vælge at tage en båd til stranden og kun vandre det korte, men lidt anstrengende sidste stykke op til grotten. Selvom der kun er 4-500 meter fra stranden, bør du være iført solidt fodtøj (ingen klip-klappere). Turen giver de fleste lidt sved på panden og er ikke for gangbesværede. Men tager du dig god tid og nyder udsigterne undervejs, går det alligevel.

Grotten der består af to kamre, har flotte drypsten. Den er dog mest berømt for den betagende pavillon, Khuha Kharuehat, der er bygget til ære for Kong Rama V. Kommer du her først på dagen (omkring ved 10-tiden), kan du nyde synet af pavillionen oplyst af solens stråler, der trænger ned gennem grotten åbning. Det er et skønt fredfyldt sted, hvor der selv i højsæsonen sjældent er trængsel. Nok fordi det kræver lidt indsats at nå frem til grotten. Husk at medbringe drikkevand. Sidst mulighed for at købe forsyninger til turen er i Bang Pu.

Chopstick Hill (Wat Khao Takiap)

Tag en tur op til Chopstick Hill, også kendt som Wat Khao Takiap, og få en fantastisk udsigt over Hua Hin og det omkringliggende hav. Oppe på toppen (272 meter) finder du et lille tempel og en stor gylden Buddha-statue – og en masse små aber! Turen op ad trapperne til toppen skal nok få pulsen op, men den betagende panoramaudsigt er det værd.

Vilde elefanter i Kaeng Krachan nationalparken
Du kan være heldig at se vilde elefanter i Kaeng Krachan nationalparken. Foto: Rushen, Thai National Parks, CC BY-SA 2.0.

Kaeng Krachan National Park med spektakulær hængebro

Der er i det hele taget gode muligheder for at krydre badeferien i Hua Hin med store naturoplevelser. Kører du i stedet en times tid stik vestpå, finder du Thailands største nationalpark, Kaeng Krachan National Park. Denne enorme nationalpark, som er på størrelse med Fyn, er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste takket være sin rige biodiversitet. Her venter dig fantastiske naturoplevelser. Prøv at krydse den lange hængebro, der giver dig en spektakulær udsigt over junglen. Udforsk de skjulte vandfald, tag på fuglekiggeri, eller bare nyd roen og skønheden i dette store naturområde tæt ved Hua Hin.

Hua Hin Vingårdsbesøg

Vil du have en pause fra strandlivet for at opleve en anderledes og måske overraskende side af Hua Hin, kan du besøge en af Thailands få vingårde. Monsoon Valley Vineyard ligger omgivet af grønne bjerge omkring 45 minutters kørsel fra Hua Hin. Her kan du nyde en guidet tur gennem vinmarkerne, lære om vinproduktionen og selvfølgelig smage på de lokale vine. Der er også en restaurant på stedet. Priserne er måske nok højere end gennemsnittet for området, men kvaliteten følger med.

En vingårdstur i Hua Hin er en god mulighed for at nyde den fredelige atmosfære i baglandet til Hua Hin. Her kan du omgivet af det smukke frodige landskab forkæle dine smagsløg.

Kilometervis af flotte sandstrande

Jeg kan naturligvis ikke beskrive udvalget af oplevelser og seværdigheder i Hua Hin uden at nævne strandene. De udgør hjertet af denne dejlige kystby. Den kilometerlange hovedstrand er perfekt til solbadning, svømmeture og afslapning under en parasol. Med sit fine, hvide sand og det klare, azurblå vand er stranden ideel til både afslapning og vandsport. Der er også mange hyggelige strandbarer og restauranter, hvor du kan nyde en lækker måltid med udsigt over havet.

De bedste strande i Hua Hin

Udover selve Hua Hins strand er der også et godt udvalg af andre stranden inden for kort afstand. Du kan også tage på en dagsudflugt til en af de nærliggende øer, hvis du vil snorkle på flotte koralrav og opleve stemningen på en ægte bounty-ø.

Luft Hua Hin strand Thailand med Hyatt Regency resort
Hovedattraktionen i Hua Hin er uden kilometerlange sandstrand.

Sammensæt din egen pakkerejse til Hua Hin

Jeg håber, det med dette lille udpluk af oplevelser og seværdigheder i Hua Hin er blevet klart for dig, at den kongelige kystby byder på meget mere end fantastiske strande.

Hvis du vil have både kulturelle oplevelser og afslappende badeferie, er der mange muligheder her hos Thailand Tours. Det er for eksempel populært at kombinere Bangkok og Hua Hin i én rejse, hvor du starter med et par dage i Thailands pulserende hovedstad. Der er dog mange andre kombinationsmuligheder, og vi hjælper dig gerne med at skræddersy en pakkerejse helt efter dine ønsker og behov.

Scroll to Top