Oplevelser, aktiviteter og seværdigheder på Koh Chang

Fremragende 5 stjerner

Skal smukke strande, frodig regnskov og afslappet ø-liv gå op i en højere enhed, er Koh Chang et fantastisk bud på dit næste rejsemål. Øen, som er blandt Thailands største, er perfekt til både eventyrlystne sjæle og dig, der bare søger ro og afslapning. Fra vandfald og snorkling til autentiske thailandske landsbyer – der venter dig masser af spændende oplevelser, aktiviteter og seværdigheder på Koh Chang!

Koh Chang er måske ikke øen, hvor du finder store, berømte monumenter eller historiske vartegn, men det gør ikke øen mindre spændende. Tværtimod er det naturen, der stjæler showet her. Øens bjergrige hjerte er dækket af frodig regnskov, som bugner af liv og indbyder til eventyr. Elefantøen er derfor et paradis for naturelskere og dig, der gerne vil bruge dagene på at udforske skjulte vandfald, gå på jungletrekking eller bare nyde roen i det grønne. Her får du en kort introduktion til de bedste oplevelser, aktiviteter og seværdigheder på Koh Chang, så du kan få det meste ud af din rejse til denne tropiske ø-perle.

Find et familievenligt strandresort omgivet af palmetræer og klart vand på Koh Chang Paradise Resort.
Hvid sandstrand på Koh Chang Island

Strandliv – afslapning og vandsport

Koh Chang ligger i det sydøstlige hjørne af Thailandbugten, tæt på grænsen til Cambodia. Det er et område, som endnu ikke har fået de ferierejsendes opmærksomhed på samme måde som eksempelvis Koh Samui og Phuket mod vest. Men det er netop en del af charmen ved Koh Chang. På den kan du få et godt indtryk af, hvordan stemningen var på de mere kendte thailandske øer for et par årtier siden – afslappet, uspoleret og med masser af plads til at nyde naturen i fred og ro.

Strandene på Koh Chang er lige så indbydende, som man drømmer om, når man tænker på en thailandsk ø. De ligger ned langs vestkysten og lokker med blødt, hvidt sand og det klare, turkisblå vand, som indbyder til både afslapning og aktiv vandsport. Uanset om du vil slappe af i solen eller hoppe direkte i vandet, så har Koh Changs strande noget for enhver.

Her kan du nemt bruge det meste af dagen på kajaksejlads og paddleboarding, og det hele foregår med en smuk, frodig baggrund af øens grønne regnskov. Ved strande som Klong Prao beach og Kai Bae beach kan du normalt leje det nødvendige udstyr og padle ud til nærliggende ubeboede øer. Tidevandet påvirker Koh Changs strande ganske markant, så de på nogle tidspunkter af dagen blot er en smal stribe sand, mens de på andre tidspunkter bliver brede og lavvandede, perfekte til en afslappet gåtur langs vandkanten. Trods denne forskel mellem høj- og lavvande, er strandene unægteligt en af de største attraktioner på Koh Chang – de indbyder både til vandsport, solbadning og afslapning, og er svære at modstå, uanset tidspunktet på dagen.

Her finder du de bedste strande på Koh Chang

Drage statue tempel i Bangkok
Det buddistiske tempel Wat Salak Phet, en af de kulturelle seværdigheder på Koh Chang

Vandreture til vandfald og udsigtspunkter

Selvom strandene ved det krystalklare hav er uimodståelige, er der en anden seværdighed på Koh Chang, du ikke må gå glip af, de imponerende vandfald. Hvis du vil tage en pause fra sol og sand, kan du søge ind i øens frodige indre og nyde den kølige skønhed ved vandfaldene. De fleste er omgivet af den tætte regnskov. Nogle af de mere afsidesliggende vandfald kræver en vis anstrengelse at nå frem til, men efter turen gennem den tætte jungle kan du ofte tage en forfriskende dukkert ved vandfaldet.

Det mest kendte og besøgte vandfald på Koh Chang er Klong Phlu. Nok især fordi det ligger blot et par kilometer fra Klong Prao beach, og derfor er et af de nemmeste at komme til. Særligt i højsæsonen kan det derfor anbefales at du kommer der tidligt på dage, hvis du vil opleve vandfaldet og de smukke omgivelser mest muligt for dig selv. Dette vandfald er også populært, fordi det flyder flot det meste af året. Generelt tager vandfaldene på Koh Chang sig flottest ud i regntiden. Men selvom også bassinerne for foden af Klong Phlu er mindre sidst i tørtiden, er det stadig en udflugt værd.

Det er ikke kun vestkysten på Koh chang, som gemmer på naturskønne seværdigheder. Et andet af øens mest kendte vandfald, Than Mayom, finder du nemlig omme på østkysten. Det flyder ned i en hel række bassiner, hvor du kan tage en forfriskende dukkert i de nederste. Vær dog opmærksom på, at dette vandfald som regel svinder meget ind i løbet af tørtiden. Både Klong Phlu og Than Mayom er en del af øens nationalpark, så der skal betales et (beskedent) adgangsgebyr for at besøge vandfaldene.

Der findes også flere mere afsidesliggende vandfald dybere inde i junglen, som du nok kun kan nå med en vis portion eventyrlyst eller i selskab med en guide. Ligeledes er der andre aktive oplevelse at kaste sig over på Koh Chang. Det kunne for eksempel være en guidet vandretur op til toppen af Khao Laem (625 meter), hvorfra der er en fantastisk panoramaudsigt. Eller måske den udfordrende vandretur, som fører dig op forbi Khao Jom Prasat, hvorfra der er flot udsigt over White Sand Beach.

Træbro på Koh Chang over stille vand
Besøg Bang Bao, hvor hele byen er bygget på pæle i vandet. Et meget charmerende og fotogent område.

Madlavningskursus

Hvis du vil tage en smag af Thailand med hjem, kan du tage et madlavningskursus på Koh Chang. Flere steder på øen tilbydes der nemlig undervisning i autentiske thailandske madlavning, hvor du kan lære at lave klassiske retter som pad thai, grøn karry og mango sticky rice.

Et madlavningskursus kan starte med, at I i selskab med den engelsktalende underviser besøger det lokale marked, hvor du får hjælp til at vælge friske råvarer, inden du går i gang i køkkenet. Et madlavningskursus på Koh Chang er en sjov og lærerig aktivitet, der både passer til solo-rejsende og familier. Især hvis du besøger Koh Chang i regntiden, hvor der kan være tider på dagen, som indbyder mest til en indendørs aktivitet, er det en oplagt mulighed for fordybe dig i den thailandske madkultur.

Shopping på Bang Bao pier

Efter nogle timer på madlavningskursus kan du fortsætte din kulinariske rejse ved at besøge Bang Bao. Denne gammel fiskerlandsby på sydkysten af Koh Chang er nu til dags blevet et livligt centrum for shopping og spisning. Selvom turismen har overtaget det meste, har byen stadig sin charmerende atmosfære med den lange mole med traditionelle træhuse på pæle, der strækker sig ud i vandet.

I Bang Bao finder du mange små butikker, der sælger alt fra lokalt håndværk til souvenirs, og et udvalg af restauranter, hvor du især kan nyde friskfanget fisk og skaldyr med udsigt over havet. Det er et afslappet og hyggeligt sted at tilbringe en eftermiddag eller aften og suge lidt af den gamle landsbystemning til dig, selvom det nu er med et moderne tvist.

Hvis du vil opleve lidt mere autentisk landsbyliv, er der også steder på den mindre tursitede østkyst såsom Salakkok med traditionelle huse på pæle. Også der er der gode, lokale fiskerestauranter med friskfanget fisk på menuen. På vejen til Salakkok kan det anbefales at gøre et stop ved det lille buddhisttempel, Wat Salak Phet.

Luft en båd på en sandstrand i Thailand omgivet af palmer
Du har gode muligheder for at udforske de nærliggende småøer fra Koh Chang.

Tag på ø-hop fra Koh Chang

Hvis du får lyst til at udforske endnu mere af området omkring Koh Chang, er der gode muligheder for at tage på ø-hop til nogle af de mindre naboøer. Det er fra Bang Bao at mange af bådturene afgår. På en dagstur med dem kan du for eksempel besøge små, idylliske øer som Koh Mak og Koh Kood, hvor stemningen er endnu mere tilbagelænet, og bounty-strandene er lige så smukke og uspolerede.

Sandbunden ved de fleste af strandene på Koh Chang betyder, at snorkling tæt ved kysten af Koh Chang ikke altid er lige så spændende som andre steder. Der er til gengæld talrige små øer og rev, som du kan sejle ud til for at snorkle eller dykke i krystalklart vand og opleve det farverige liv under overfladen, som Thailand er så berømt for. Der er også firmaer på øen, som tilbyder undervisning, hvis du vil tage et tage et dykkercertifikat i Thailand.

Scroll to Top