Det sydlige Thailand er kendt for sine øer med fantastiske strande og gæstfrie befolkning, som gør det til en drømmedestination for de fleste ferierejsende. Men hvad nu, hvis du skal have børn med på rejsen, kan det så stadig lade sig gøre at udforske Thailands bounty-øer? Svaret er et rungende ja!
Thailand er ikke kun et ferieparadis for eventyrlystne rygsækrejsende og par på bryllupsrejse – det er også en yderst familievenlig destination. Her vil jeg vise dig, hvordan du også med børn kan nyde en uforglemmelig ø-hop ferie, og hvorfor Thailand er det perfekte valg til jeres næste familieeventyr. Du får også et par tips til de bedste øer i Thailand til rejse med børn.
Se alle vores tilbud på ø-hop i Thailand her.
Derfor er Thailand perfekt til familierejser
Vil du forkæle familien med en blanding af afslapning, tropiske eventyr og kulturelle oplevelser, er Thailand et noget nær perfekt rejsemål. Børn er i hvert fald ingen hindring for at nyde en skøn barfodsferie på en af Thailands idylliske bounty-øer med strandliv, lækker mad og spændende kulturoplevelser. Her er nogle grunde til, hvorfor Thailand er perfekt til en familieferie med børn:
Familievenlig kultur
Thailand kaldes for Smilenes land. Denne varme gæstfrihed vil du især opleve, når du har mindre børn med på rejsen. På alle øer vil I møde smil og ekstra stor imødekommenhed. Familien er omdrejningspunktet i thailandsk kultur, og det ses blandt andet i de mange børnevenlige aktiviteter og faciliteter.
Nemt at rejse i Thailand med børn
Thailand er et stort land sammenlignet med Danmark. Heldigvis er der gode flyforbindelser direkte til de sydlige øer. Skal I for eksempel flyve til de sydlige øer i Phang Nga-bugten, kan det være være med en mellemlanding i Bangkok. Herfra tager det halvanden times tid at flyve til lufthavnen på Phuket, der er et godt udgangspunkt for en ferie med ø-hop.
Når det gælder de kortere ture mellem nærliggende øer, er det heller ikke noget problem at rejse som børnefamilie. Færge- og bådforbindelser er velorganiserede og hyppige. I kan altså nemt udforske andre øers strande eller måske endda bo på forskellige øer i løbet af ferien. Selv en kort tur med en af de traditionelle longtail-bådeud til et sted, der er ekstra godt at snorkle, er en ufoglemmelig oplevelse for både børn og forældre.
Derudover har I også på land gode muligheder for at komme rundt i jeres eget tempo. Det er altså ikke noget problem at gøre stop, hvis børnene har brug for en pause. Til de korte ture er tuk-tuks og taxaer normalt nemt tilgængelige og ligeledes i sig selv en sjov oplevelse for børnene.
Ingen undskyldning for at kede sig
Hvis I bare ønsker at nyde en afslappende ferie på en idyllisk tropeø, hvor I uden en tætpakket tidsplan bare kan koble helt af, er der rig mulighed for det på en familierejse til Thailand. I kan vælge bare at nyde de allernærmeste omgivelser, ikke mindst de dejlige strande. Selv på de små øer er der som regel flere at vælge mellem. Thailand er kendt for sine børnevenlige strande med roligt, klart vand er perfekte til at bade og bygge sandslotte. Skal der være lidt variation, er der sjældent ret langt til det lokale marked, som også er spændende for børn.
Hvis du rejser med større børn og teenagere, skal der måske ske lidt mere i ferien. Ganske vist kan store børn også bruge lang tid på snorkling og andre vandaktiviteter, men der er også meget andet at opleve med alt fra elefantreservater og frodige nationalparker til sjove vandlande og shoppingcentre.
Udvalget af aktiviteter afhænger selvfølgelig af hvilken ø, I bor på. På småøer som Koh Mook og Koh Kood er der således færre former for underholdning end på en stor ø som Phuket. For dig som længes efter fredfyldt kvalitetstid med famlien, kan en ferie på en af småøerne alligevel være det helt rigtige valg.
Sikkerhed og sundhed
De thailandske øer er generelt sikre og trygge destination for familier. Der er gode sundhedsfaciliteter og adgang til lægehjælp i de fleste turistområder. Det er nemt at finde apoteker og supermarkeder, hvor I kan få alt det, børnene eventuelt får brug for i løbet af ferien. Også når det bare er mere solcreme. Derudover er man på de populære rejsemål på øerne naturligvis vant til internationale gæster og hjælper gerne, hvis der opstår uforudsete problemer.
Få flere gode tips og råd til rejser med børn til Thailand
Lækkerier for store og små
Thailands smagfulde og varierede køkken har bredt sig til hele verden, men det er naturligvis i Thailand, at I får retterne i deres bedste, mest autentiske udgave. Her kan I nyde den perfekte balance mellem sødme, surhed, salt og krydderi, tilberedt med de helt rigtige, friske lokale råvarer og serveret med ægte thailandsk gæstfrihed.
Selvom nogle thairetter kan være stærkt krydret, er der også masser af milde retter, som børn er vilde med. Desuden er det på de fleste større rejsemål på de thailandske øer let at finde restauranter, der har menuer med et mere vestligt præg. Der er ingen skam i at erkende, at børnene måske ind imellem ikke er i humør til at udforske det lokale, eksotiske køkken, men foretrækker noget lidt mere velkendt.
Meget ferie for pengene i Thailand
Der er altså mange forskellige ting, som tilsammen gør Thailand til et fantastisk rejsemål for familier. Det skader naturligvis heller ikke, at prisniveauet stadig er lavt. Især når du skal afsted med familien, kan de fordelagtige priser i Thailand gøre en stor forskel. Jovist, flybilletterne er nok noget dyrere, end hvis I blot skal en tur til Sydeuropa. Men når I først er fremme i Thailand, er mange ting til gengæld langt billigere end i Europa.
Hoteller, måltider, transport og aktiviteter er generelt billige sammenlignet med det, vi er vant til hjemmefra. Selv hvis I har en stramt feriebudget, er en rejse med børn til Thailand derfor en chance for at krydre rejsen med oplevelser ud over det sædvanelige.
De 4 bedste øer til en familieferie i Thailand
Næsten uanset hvilken type ferie I ønsker jer, findes der en ideel ø i Thailandbugten eller Andamanhavet. Skønne palmestrande ved det krystalklare hav er ingen mangelvare her! På nogle øer er turismen veludviklet med luksuriøse resorts, mens du på andre bor mere simpelt, men til gengæld kan opleve et mere autentisk øliv.
Du behøver faktisk ikke bestemme dig for én ø, men har god mulighed for at prøve forskellige øer i løbet af ferien. Enten på dagsture, hvor I sejler på en guidet tur rundt til nogle af naboøerne, eller på et ø-hop, hvor I bor på forskellige hoteller. I de tørre måneder fra november til marts, hvor havet er mest roligt, er der masser af muligheder for at udforske øerne. Det gælder både i Phang Nga-bugten i den sydlige del af Andamanhavet og inde i Thailandbugten.
Phuket
Phuket er ikke bare Thailands største ø, men også en af de mest alsidige med et bredt udvalg af aktiviteter. Det gør den til et godt valg til en familieferie. Det er også et plus, at øen har sin egen internationale lufthavn, så rejsen dertil er nem og bekvem. Selvom øen er landets største, kan I nemt udforske alle dele af den takket være en god infrastruktur.
På Phuket er der desuden et stort udvalg af familievenlige resorts og attraktioner. I kan tilbringe dagen med afslapning på en af øens mange fredelige strande med lavt og klart vand, der indbyder til snorkling. For dig, som rejser med større børn, er der også mere livlige strande med masser af sjove af aktiviteter som wakeboarding og parasailing. Oppe på land er der på Phuket også et rigt udvalg af forlystelser og attraktioner at kaste sig over, som henvender sig til børnefamilier.
Phuket for familier: En guide til en mindeværdig rejse
Mange af de seværdigheder og oplevelser på Phuket, som ikke direkte henvender sig til børn, kan alligevel være en stor oplevelse for familiens mindste. Faktisk er det ofte sådanne steder og oplevelser, som børnene senere husker bedst fra familierejsen til Thailand. Det kan for eksempel være et tempelbesøg, at bade for foden af et vandfald eller en tur til den historiske del af Phuket by med det farverige aftenmarked.
Der er nogle områder på Phuket, især ved Patong Beach og til en vis grad Kata- og Karon-strandene, hvor nattelivet ikke er egnet for børn. Særligt Bangla Road i hjertet af Patong er efter mørkets frembrud næppe et sted, I vil søge mod som børnefamilie. Der er dog heldigvis masser af andre, mere familievenlige områder på øen. Her kan I nyde aftenerne på gode restauranter eller med at udforske hyggelige markeder i jagten på souvenirs og uimodståelige tilbud.
Koh Lanta
En anden familiefavorit i Phang Nga-bugten, Koh Lanta, ligger et kort hop fra fastlandet og Krabi. Turismen har udviklet sig lidt langsommere på Koh Lanta, der faktisk er en lille øgruppe. Men øen har mange af de samme fordele for familier som Phuket. Stemningen er blot lidt mere afdæmpet, hvilket mange rejsende med mindre børn foretrækker.
Selvom øen har en overskuelig størrelse, er der et godt udvalg af familievenlige hoteller samt et fint udvalg af butikker og spisesteder. Dertil kommer de børnevenlige strande med lavt, roligt vand og endeløse strækninger af gyldent sand. Der kan I nemt fordrive det meste af ferien. Rejser I til Koh Lanta, får I dog også god mulighed for at tage på ø-hop. Der er for eksempel gode muligheder for med longtail- eller speedbåd at besøge nærliggende småøer som Koh Jum mod nord eller Koh Mook, Koh Ngai og Koh Kradan mod syd, der gemmer på lækre bounty-strande og ægte Robinson Crusoe-stemning.
Trods sin stigende popularitet er Koh Lanta stadig kendt for sin fredelige atmosfære, hvilket har gjort den populær blandt børnefamilier. Nattelivet er generelt afdæmpet, selvom området med mange rygsækrejsende på den nordlige ende kan være ganske livligt. Desto længere sydpå man kommer, desto mere rolig er øen.
Koh Samui
Rejser du med børn til Thailand, kan det være en fordel at slå sig ned på en af de større øer med meget at vælge mellem. Udover Phuket og Koh Lanta er Koh Samui af samme grund en attraktiv destination for familier. Øen, der ligger inde i den vestlige side af Thailandbugten, byder på en god balance mellem afslapning og aktiviteter. Med sine lange, hvide sandstrande og rolige vand er Koh Samui perfekt til børn, der elsker at bade og lege ved vandet.
Udover strandene har Koh Samui et bredt udvalg af familievenlige hoteller med både poolområder og direkte adgang til kysten. I dette ferieparadis er det alt, hvad I behøver. Men øen er også et fint udgangspunkt for udflugter. I kan for eksempel udforske Ang Thong Marine National Park med dens 42 småøer og utallige dejlige strande. Det er en af de mest populære dagsudflugter fra Koh Samui. Her kan I bruge dagen på snorkling og kajaksejlads i betagende natur.
Der er også rig mulighed for at udforske lokal kultur på Koh Samui, ikke mindst kulinarisk. Der er områder med mange restauranter, hvor I kan se frem til at nyde mange lækre måltider sammen, og hvor børnene kan prøve nye thailandske delikatesser. Der er steder med pulserende barer på Koh Samui, specielt ved Chaweng og Lamai beach, men der er heller ikke svært at finde fredfyldte områder.
Koh Kood
Selvom den er mindre end de andre øer og lidt mere besværlig at nå frem til, er Koh Kood også en fantastisk ø-destination for børnefamilier. Især hvis I søger en mere fredelig og autentisk thailandsk oplevelse. Selvom de tropiske omgivelser er meget eksotiske, er Koh Kood en ø, hvor I vil føle jer hjemme fra dag ét. De uberørte strande, det krystalklare vand og de frodige junglelandskaber lige uden for døren skaber en idyllisk ramme for en afslappende ferie. Perfekt hvis kvalitetstid med familien er jeres højeste prioritet.
Udover dette lille udpluk er der mange fantastiske øer i Thailand, som er perfekte til en ferie med familien; der er mange andre muligheder, som du kan finde beskrivelser af her på vores hjemmeside.
Det er desuden ikke kun på de smukke thailandske øer, at familiens drømme om en eksotisk badeferie kan opfyldes. Også på fastlandet findes der kilometerlange flotte strande og et væld af spændende attraktioner for familier, såsom i Krabi, Jomtien og Hua Hin, hvor eventyr og afslapning går hånd i hånd. Disse skønne destinationer kan du også læse meget mere om her på Thailand Tours’ rejseblog. Vil du gerne have et skræddersyet, uforpligtende tilbud på jeres rejse? Så kontakt os i dag!