Når du træder ind på området omkring det store palads Grand Palace i Bangkok, er det som at blive suget ind i en helt anden verden. Her, midt i Thailands pulserende hovedstad, ligger et imponerende kompleks af templer, paladser og overdådigt udsmykkede bygninger, hvor de gyldne pagoder funkler i solen og spejler sig i de mange turisters beundrende blikke. Du kan næsten fornemme historiens vingesus, mens du går gennem de majestætiske porte, der har stået vagt om kongefamilien i over 200 år.
Det store palads i Bangkok er ikke bare en spektakulær seværdighed, det er en oplevelse, der giver dig et indblik i Thailands sjæl og kongelige arv. Her kan du møde buddhistiske pilgrimme, der kommer langvejs fra for at vise deres respekt og deltage i religiøse ceremonier. Selvom det ikke er formålet med din egen rejse til Bangkok, må du ikke gå glip af Grand Palace – det er et must-see, der vil efterlade dig både betaget og inspireret.
En konges hjem: Historien om Grand Palace – Det Store Palads
Nogle få år efter at en burmesisk hær havde plyndret og ødelagt kongebyen Ayutthaya, besluttede kong Rama I sig i 1782 for at etablere en ny residens på vestbredden af Chao Phraya. Det blev starten ikke blot på grundlæggelsen af Grand Palace, men også på Bangkoks rejse mod at blive Thailands største by og landets nye hovedstad. Med opførelsen af det storslåede palads og det tilhørende tempelkompleks blev fundamentet lagt for Bangkoks rolle som det politiske, kulturelle og åndelige centrum, vi kender i dag.
I dag ligger Grand Palace derfor i hjertet af den historiske bydel Rattanakosin. Ligesom resten af den thailandske hovedstad er Grand Palace blevet udvidet mange gange i årenes løb. I dag rummer det 218.000 kvadratmeter store område derfor en bred vifte af arkitektoniske stilarter lige fra templernes oprindelige Ayutthayan-stilart til en blanding af senere thailandske og vestlige stilarter.
Selv om kongen ikke længere har sin officielle residens i Grand Palace, bruges en stor del af komplekset stadig til kongelige boliger og til forskellige ceremonier i løbet af året. Dele af området er derfor i perioder ikke tilgængeligt for besøgende, oftest i weekenden. Der er dog selv da alligevel masser at se selv da. Du kan nemt bruge timevis på at slentre rundt blandt de smukke bygningsværker.
Smaragdbuddhaens tempel (Wat Phra Kaew)
I Grand Palace-området er det imponerende Wat Phra Kaew, også kendt som Smaragdbuddhaens tempel, et af de steder, du skal give dig ekstra god tid til at udforske. Skal du beundre alle de finurlige detaljer i bygningerne, kan du nemt bruge lang tid her. Dette anses for at være et af de vigtigste buddhistiske templer i Thailand. Det siger ikke så lidt, eftersom der efter bedste skøn findes over 40.000 templer i hele landet!
Grand Palace er opdelt i tre sektioner, også kendt som gårdspladser: den indre, den midterste og den ydre gårdsplads. Det er i den ydre gård i den nordøstlige del af det store paladsområde, at du finder Wat Phra Kaew. Hovedbygning, Ubosot, i dette smukke tempel huser den smaragdgrønne Buddha, Phra Kaew Morakot. Det er en lille, men meget berømt statue af Buddha, som er udskåret i ét stykke ædelsten. Selvom statuen kun er omkring 66 cm høj, er dens religiøse betydning enorm, og anses af thailænderne for at være en af de mest hellige Buddha-afbildninger. Du vil bemærke, at statuen er iklædt tøj af guld. Det udskiftes i løbet af året for at symbolisere Thailands tre årstider: sommer, regntid og vinter.
Hovedbygningen er omgivet af adskillige smukt udsmykkede bygninger og gyldne spir, der strækker sig mod himlen og er et fantastisk eksempel på thailandsk arkitektur. Selvom Wat Phra Kaew er en af de mest populære attraktioner på Grand Palace området med mange besøgende, udstråler hele stedet en fredfyldt åndelig atmosfære. Templet bruges desuden stadig til markeringer af store buddhistiske højtider som Visakha Puja, Asalha Puja og Magha Puja i Wat Phra Kaew. Ligeledes markeres kongens fødselsdag og Songkran (det traditionelle thailandske nytår) her.
Passende påklædning
Når du besøger Grand Palace, er det vigtigt at huske på, at dette ikke bare er en turistattraktion. For thailænderne et dette et helligt sted med dyb kulturel og religiøs betydning. Derfor er det vigtigt, at du er passende påklædt for at vise respekt for stedet og de mennesker, der til dagligt bruger det som et sted for tilbedelse og ceremonier.
Det betyder, at dit tøj skal dække skuldre og knæ – det gælder både mænd og kvinder. Inde i Smaragdbuddha-templet skal man have strømper på, altså ingen bare fødder og sko. Vær forberedt på, at du muligvis bliver bedt om at låne (mod gebyr) noget mere passende tøj, for eksempel en sarong, hvis dit ferie-outfit ikke opfylder kravene. Som dansker kan det være lidt uvant med en påtvungen dress-code, men en passende påklædning i Grand Palace er en måde at vise respekt for Thailands kultur. Du vil desuden se, at de lokale besøgende ofte selv er klædt endnu mere konservativt.
Sådan finder du vej til Grand Palace
Grand Palace er åbent dagligt fra kl. 8:30 til 16:30 (billetsalg lukker kl. 15:30). Især i højsæsonen (januar og februar) er det en fordel at komme tidligt på dagen. Både for at undgå trængslen, når tourbusserne begynder at ankomme, og varmen midt på dagen. Medbring gerne noget at drikke. Der er dog også en enkelt café, Doi Kham Shop, på området, som tilbyder forfriskninger og souvenirs.
At finde vej til Grand Palace er heldigvis både nemt og fleksibelt, takket være paladsets centrale placering i den historiske del af Bangkok. Der er flere transportmuligheder at vælge imellem, alt efter hvor du bor, og hvad der passer dig bedst. Du kan tage Sky Train (BTS) til Saphan Taksin station og derfra skifte til en ekspresbåd til Tha Chang (N9), eller tage metroen (MRT) til Hua Lamphong station og derefter en kort taxatur. Adskillige busser kører også forbi paladset, men kræver dog en vis fortrolighed med Bangkoks geografi.
En af de mest populære og charmerende måder at komme til Grand Palace på er dog at tage ekspresbåden ad Chao Phraya floden. Hop på båden og stå af ved Tha Tien (N8) stoppestedet – herfra er det blot få minutters gang til paladsets indgang. Denne rute giver dig samtidig en smuk udsigt over floden og byens skyline. Hvis du ikke bor i nærheden af floden, kan en tuk-tuk være en sjov måde at komme til det kongelige palads på. Vær blot opmærksom på, at de har ry for at tage overpriser, især på ture til turistattraktioner som Grand Palace. Det kan ofte ende med at koste mere end en regulær taxa.
Du kan købe din adgangsbillet til Grand Palace ved indgangen eller online. Den koster i skrivende stund 500 baht (knap 100 dkk). For yderligere 200 baht kan du leje en audio-guide (på engelsk). Dette er efter thailandske forhold forholdsvist dyrt. Adgang er dog gratis for thailændere og børn (under 120 cm). Billetten inkluderer desuden adgang til Wat Phra Kaew og Queen Sirikit Museum of Textile.
Andre seværdigheder nær Grand Palace
Når du har udforsket Grand Palace, er der flere andre flotte seværdigheder i nærheden, som du nemt kan besøge for at få endnu mere ud af din dag i Bangkoks historiske hjerte.
Det gælder for eksempel Wat Pho (Den Liggende Buddhas Tempel), som ligger kun få minutters gang fra Grand Palace. Wat Pho er, som navnet antyder, berømt for sin enorme liggende Buddha-statue, der er over 45 meter lang. Det er også kendt som fødestedet for traditionel thailandsk massage. Du kan eventuelt også hoppe tilbage på en ekspresbåd ved Tha Tien-molen for at sejle over til Wat Arun. Dette tempel, som ligger på den modsatte side af Chao Phraya-floden, er kendt for sin iøjefaldende tårnstruktur (prang), som er smukt dekoreret med farverige porcelænsfliser og utallige skaller af porcelænssnegle.