Du kender nok begrebet FOMO (Fear of Missing Out), altså frygten for at gå glip af noget. Den der rastløshed, hvor du hele tiden spekulerer på, om der er noget bedre, sjovere eller vigtigere at opleve et andet sted. JOMO er det modsatte. Glæden ved ikke at skulle være med overalt. Den følelse af frihed man får ved at vælge fra. Ved at give slip på behovet for hele tiden at følge med og i stedet nyde det, der er lige foran dig.
Thailand er et oplagt sted til en rigtig JOMO-ferie. Her er det ikke svært at finde rejsemål, hvor tempoet er dejligt lavt, stemningen afslappet og dagene ikke kræver andet af dig, end at du er til stede i nuet. I denne artikel guider vi dig til de rejsemål i Thailand, hvor JOMO ikke bare er en smart trend, men altid en naturlig del af ferien.
Indhold

Ferie uden tjeklister
Rejser med et fast program har deres egen berettigelse. For mange er glæden ved at rejse netop at opleve en masse nyt hver dag, hvor man er sikker på at se alle seværdigheder og i det hele taget får en ferie med så mange aktiviteter som muligt.
En JOMO-ferie er noget helt andet. Du slipper følelsen af, at du bør nå en masse, og giver i stedet dig selv mere plads og tid til de oplevelser og øjeblikke, der opstår spontant undervejs. Det betyder dog ikke, at du bare skal sidde hele dagen og nyde udsigten – medmindre du har lyst. Forskellen er blot, at du på en JOMO-ferie ikke vil føle dig forpligtet til at gøre bestemte ting for at "få noget ud af ferien".
Mindre skærm, mere ferie
Der er nok ingen tvivl om, at FOMO er blevet et kendt begreb i takt med, at vi har vænnet os til at være online det meste af vores vågne timer. En konstant strøm af notifikationer og opdateringer kan gøre det svært at finde ro, selv når man har ferie. Tankerne trækkes hele tiden væk fra det, du egentlig er i gang med at opleve, og spolerer fornemmelsen af at være uden for rækkevidde af hverdagens stress og jag.
En JOMO-ferie i Thailand handler dog ikke bare om at vælge et sted, hvor der ikke er internetforbindelse. For virkeligheden er, at også i Thailand er du på de færreste rejsemål i dag helt afskåret fra omverden. Derfor handler JOMO om at vælge et rejsemål, der trods WiFi indbyder til, at du automatisk lægger mobilen fra dig.
Det kan være et roligt voksenhotel, hvor dagene går fredfyldt med morgenmad i skyggen, wellness-behandlinger og lange gåture langs vandkanten i solnedgangen eller inspirerende tempelbesøg. Eller et familievenligt resort direkte ud til stranden, hvor du og familien bruger det meste af dagen på at snorkle på farverige koralrev, bygge sandslotte og være sammen, uden at nogen af jer tænker på at følge med i, hvad der sker derhjemme.

Derfor er Thailand perfekt til en JOMO-ferie
Allerede kort tid efter du er landet i Thailand, vil du mærke, at skuldrene sænker sig, og at den travle hverdag derhjemme begynder at synes langt væk. Typisk behøver du slet ikke beslutte dig for at slappe af, det kommer helt af sig selv. Det gør Thailand til et oplagt valg, hvis du gerne vil holde ferie uden konstant at kigge på uret eller mobilen.
At du har gode muligheder for at opleve "The Joy of Missing Out" i Thailand, skyldes ikke kun de smukke omgivelser. Det har også noget at gøre med, at Thailand er et rejsemål, hvor det er let at tage dagene, som de kommer uden faste planer. Tag ikke fejl, hvis du ønsker det, er her masser at kaste sig over og opleve i ferien, men du kan også vælge bare "trække stikket" og holde en rigtig JOMO-ferie. Du behøver desuden ikke kun vælge det ene eller det andet.
På din ferie i Thailand kan det sagtens være, at du tager på spændende sightseeing den ene dag, mens der den næste ikke sker så meget andet, end at du nyder en stille morgen ved poolen, en lang frokost på en strandcafé, en eftermiddagslur i skyggen og runder af med en slentretur blandt gadekøkkenernes fristelser på det lokale aftenmarked. Du har altså mulighed for at være spontan og til at tage tingene i dit eget tempo uden at føle, at du går glip af noget.

Rejser med JOMO hos Thailand Tours
Det er svært at udpege favoritter, når det gælder JOMO-rejsemål i Thailand. Vi kender nemlig så mange steder og hoteller, hvor tempoet falder helt naturligt, og hvor det er let at give slip på behovet for at følge med i alt det, der sker i resten af verden. Det følgende er derfor blot et lille udpluk af de steder, vi selv synes egner sig ekstra godt til en JOMO-ferie. Fælles for dem er, at rammerne inviterer til ro, nærvær og en ferie, der får lov til at udfolde sig i dit tempo.
Chiang Rai – ferie i det fredfyldte nord
Chiang Rai i det nordlige Thailand er for dig, der gerne vil opleve en anden, mere traditionel side af landet. I Chiang Rai rejser de skovklædte bjerge sig omkring dig og lukker verden lidt ude. Her får dagene hurtigt sin egen rytme, der passer perfekt til at opleve "The Joy of Missing Out".
Du kan for eksempel indlogere dig på en af vores egne favoritter, Phu Chaisai Resort & Spa, et boutique-resort i bjergene. Her bor du i charmerende bambushytter omgivet af den frodige skov og med panoramaudsigt over de smukke landskab. Din morgen kan starte med fuglesang og dis over bjergene, i stedet for en mobil, der bimler og bamler med nye notifikationer. Resten af dagen former du, som det passer dig. Det kan være en dag med yoga og meditation i hotellets rolige omgivelser. Eller måske har du lyst til at bruge noget af dagen på trekking i bjergene. Hvis da ikke du vælger bare at slappe af ved poolen med den gode udsigt.
Ud over dette luksuriøse boutique-resort har vi også flere andre hoteller i og omkring Chiang Rai, som vil egne sig perfekt til en JOMO-ferie i Thailand. Det er steder, der både fungerer som en god base, når du vil udforske området, og som et fristed, hvor fornemmelsen af at være langt væk fra hverdagen melder sig med det samme.
Rejser til Chiang Rai finder du her →
River Kwai i slowmotion
Det er ikke kun oppe i bjergene, at du kan opleve JOMO. Nede langs flodens rolige strøm i Sai Yok-området ligger nogle unikke hoteller, hvor det også føles naturligt at give slip på hverdagens støj. Du kan sågar bo på floden!
Hotellet har flydende værelser på træflåder, hvor du oplever den tætte jungle og den stille bevægelse af River Kwai helt tæt på. Når mørket falder på, er det kun olielamper og stearinlys, der lyser værelserne op. Fraværet af elektricitet skal du måske lige vænne dig lidt til, men det gør noget ved stemningen. Aftenerne bliver roligere, samtalerne længere, og tiden får lov til at strække sig, uden at noget kalder på din opmærksomhed.
Dagene ved River Kwai behøver slet ikke være fyldt med aktiviteter for at føles indholdsrige. Du kan starte morgenen med udsigt til floden, hygge dig i en hængekøje med en bog eller bare lade tankerne drive af sted sammen med strømmen. Hvis der skal ske lidt mere, indbyder floden til sjove aktiviteter som for eksempel et "River Jump", hvor du iført en redningsvest selv flyder langsomt ned ad floden. Du kan også tage med på en sejltur i en traditionel longtail-båd for at opleve den frodige natur og livet langs floden.
Hele opholdet ved River Kwai er gennemsyret af en ‘slow-life’-tankegang, hvor bæredygtighed og respekt for omgivelserne går hånd i hånd med nærvær og ro. Det passer perfekt til en JOMO-ferie. Det er nemlig den type sted, hvor du ikke føler, at du går glip af noget ved at tage det langsomt, tværtimod. Her bliver det tydeligt, at JOMO ikke handler om at vælge fra, men om at tage sig god tid til at opleve det, du allerede er omgivet af.
JOMO-øer i det sydlige Thailand
For mange er det palmestrandene mod syd, der er indbegrebet af en ferie i Thailand. Favoritter som Khao Lak, Krabi, Phuket og Hua Hin lokker med lange, flotte strande, hvor du samtidig kan bo med masser af restaurant- og butiksliv inden for kort rækkevidde. Det er med god grund nogle af landets mest populære rejsemål.
I det sydlige Thailand finder du dog også mindre øer, hvor stemningen er en noget anden. Øer, der ligger lidt på afstand af de mere kendte feriedestinationer, og hvor dagene leves i et roligere tempo. Koh Libong, Koh Ngai og Koh Mook i den sydlige Trang-provins er gode eksempler, hvor du kan få en lidt mere tilbagetrukket og fredelig øoplevelse. Med andre ord er disse øer oplagte, hvis du vil holde en rigtig JOMO-ferie.
Udvalget af hoteller og resorts er ganske vist mindre på disse JOMO-øer end for eksempel på Phuket eller Koh Samui, men komforten fejler ikke noget. Selvom det måske er et mindre hotel eller resort, er der desuden en særlig følelse af luksus over at bom så du kan træde direkte ud i det bløde sand. Det er der rig mulighed for på både Koh Libong, Koh Ngai og Koh Mook.
På disse mere ukendte ø-perler ønsker du, at ferien bare skal vare ved. Selvom listen over egentlige attraktioner og seværdigheder ikke er lang, kan du godt krydre ferien med aktiviteter, når eventyrlysten melder sig. Det kunne være at bruge formiddagen på snorkling i det klare vand tæt på stranden, at tage på et jungletrek til et udsigtpunkt eller måske besøge de lokale landsbyer, hvor der serveres friskfangede fisk på hyggelige familierestauranter.
Hos Thailand Tours kan du vælge en pakkerejse, hvor ferien er sammensat som et øhop med ophold på én eller flere af disse små øer. En rejseform, der passer perfekt til JOMO-tanken ved at give dig mulighed for at trække dig lidt tilbage fra omverdenen. Også hvis det blot gælder for en del af ferien.
JOMO med ekstra forkælelse
En JOMO-ferie kan altså have forskellige former. Det handler i bund og grund om at skabe optimale betingelser for, at du slipper trangen til hele tiden at være på og i stedet giver dig selv lov til bare at koble af. Måske er det, når fødderne mærker sandet, når junglen omslutter dig, eller når du smager dig gennem et lokalt marked uden andet mål end pirre dine smagsløg. Eller måske rimer JOMO for dig i høj grad på en rejse med spa og wellness?
Thailand er et oplagt sted til netop denne form for livsnyderferie. Landet har en lang tradition for wellness-behandlinger, hvor ro, balance og velvære er i centrum. Der er derfor i næsten alle dele af landet hoteller og resorts, hvor massage, spa og yoga er en naturlig del af opholdet. Selvom det ikke er en forudsætning for at opleve JOMO, er wellness-behandlinger ofte en effektiv hjælp til at finde den rette sindsstemning. Når du ligger på briksen under rolige bevægelser, varme olier og dæmpede lyde, indfinder roen sig helt naturligt i kroppen, og din opmærksomhed samler sig om det nære.
Se vores Spa- & Wellnessrejser til Thailand her →

En ferie i dit tempo – vi hjælper dig hele vejen
Har du lyst til at opleve Thailand i et tempo, hvor der er plads til ro, nærvær og ægte frihed? Hos Thailand Tours kender vi de steder og hoteller, der egner sig bedst til en JOMO-ferie, uanset om du drømmer om jungle, små bounty-øer, wellness eller fredfyldt luksus. Kontakt os, og lad os skræddersy en rejse til dig, hvor du virkelig får mulighed for at koble fra og nyde følelsen af at være langt væk fra hverdagen.
