Koh Lipe er ikke nogen stor ø. Der er steder, hvor den kun er nogle få hundrede meter på tværs. De fleste steder er du derfor ikke mere end et par minutters gang fra vandet. Så hvor meget kan det egentlig betyde, hvor på øen du vælger at bo?
Faktisk lidt mere, end du måske tror. For de få hundrede meter, der skiller øens strande, kan nogle gange være forskellen mellem en ferie på Koh Lipe med kort vej til restauranter og liv om aftenen, og en stille strandferie, hvor eneste baggrundslyd er bølgeskvulp mod sandet.
Inden du bestemmer dig for et hotel på Koh Lipe, er det værd at bruge et par minutter på at finde ud af, hvilken del af Koh Lipe der passer bedst til dig. Det får du hjælp til her, strand for strand, hvor vi hos Thailand Tours har håndplukket de bedste hoteller.
Indhold
Kort over Koh Lipe med hoteller.
Koh Lipe - et lille tropeparadis i det sydligste Thailand
Koh Lipe ligger helt nede i det sydvestlige hjørne af Thailand tæt på grænsen til Malaysia. Øen er en del af Tarutao National Marine Park, et stort naturbeskyttet område i Andamanhavet, der kendt for sit krystalklare vand og rige undervandsliv, der giver gode muligheder for både snorkling og dykning.
Selve Koh Lipe er så lille, at hvis du vil gå på tværs af øen på den længste led, er det kun en tur på omkring 3 kilometer. Du ser kun nogle få biler, der er pickups, som tilhører øens resorts og bruges som shuttlebusser til de besøgende. I løbet af ferien kan du dog også nemt komme rundt til fods eller eventuelt med en af de motorcykeltaxaer, der kører på øens få, smalle veje. For et beskedent beløb kan du desuden blive sejlet med longtail-båd fra strand til strand.
Øen har lidt form som en spids trekant, hvor de tre hovedstrande, Pattaya Beach, Sunrise Beach og Sunset Beach, ligger ved hver deres kyst. Når det kommer til at vælge, hvor det er bedst at bo på Koh Lipe, giver det derfor god mening at tage udgangspunkt i netop disse tre områder.

Pattaya Beach - øens hovedstrand
Kender du lidt til Thailand, forvirrer navnet Pattaya Beach måske lidt. For trods navnet har denne strand på øen ikke meget til fælles med den mere kendte og livlige by lige syd for Bangkok. På Koh Lipe er Pattaya Beach øens hovedstrand, som ligger ved den omkring en kilometer brede bugt på sydkysten. Uanset hvor du skal bo på øen, kan dette meget vel være den første strand, du betræder. For det er her, at de fleste både fra fastlandet og naboøerne ankommer.
Lige ved flydemolerne, hvor speedbådene lægger til og de traditionelle longtail-både ligger side om side, er det ikke til at bade. Men går du et stykke ned ad stranden, ændrer det sig, og der bliver bedre plads på det lyse sand, hvor det klare vand indbyder til feriens første dukkert. Ligesom øens øvrige strande er Pattaya Beach lavvandet og ikke i så høj grad påvirket af tidevandet.
Det er ved Pattaya Beach, at du finder de største og mest luksuriøse resorts på Koh Lipe. Hvis I er en familie eller par, der godt vil have lidt ekstra plads og privatliv, er det for eksempel ideelt at vælge et hotel med villaer. Men området har også plads til dig, der leder efter noget mere enkelt og prisvenligt.
En anden fordel ved at bo ved Pattaya Beach er, at du her er tæt på Walking Street, hvor du finder det bedste udvalg af restauranter og barer på øen. Selvom det selvfølgelig også kan være, at du nogle dage foretrækker bare at spise på restauranten hjemme på hotellet, eventuelt indledt med en "sundowner".

Sunset Beach - ro og solnedgang
Det er nok ikke svært at gætte, at du også på Sunset Beach i løbet af ferien får rig mulighed for at nyde en drink, mens solen synker i havet. Men stemningen er derudover en anden end ved Pattaya Beach. Sunset Beach, som ligger på øens vestvendte kyst, er til sammenligning mere fredelig. Lige med undtagelse omkring solnedgang, hvor der ofte kommer besøgende hertil fra andre dele af øen.
Stranden er kortere end Pattaya Beach og udvalget af hoteller er også langt mindre. Hvis du gerne vil bo i et område, der føles lidt mere afsides, kan Sunset Beach være et godt bud. Vær blot indstillet på, at der ikke lige uden for døren er det store udvalg af spisesteder og andre tilbud.
Sunrise Beach - nem adgang til udflugter
Sunrise Beach ligger omme på østkysten, og er du morgenfrisk, kan du, som navnet afslører, få de smukkeste morgener her. Stranden strækker sig helt op mod øens nordspids, hvor den på et tidspunkt bliver til Bulow Beach. Stemningsmæssigt ligger stranden tættere på Pattaya Beach end på Sunset Beach. Den livlige Walking Street forbinder Sunrise Beach og Pattaya Beach.
Ligesom Pattaya Beach er Sunrise Beach en lang og smuk strand. Her er der, som ved øens øvrige strande, gode muligheder for at finde et hotel med et værelse, hvor du fra din egen balkon eller terrasse kan nyde udsigten over det turkisblå hav. Du vil se, at der nogle tider af dagen ligger en hel del longtail-både for anker langs stranden. Det er både lokale fiskerbåde og nogle, der tilbyder udflugter til for eksempel Koh Adang og andre steder i Tarutao National Marine Park.
Se vores guide: Dykning og snorkling ved Koh Lipe→

Kort afstand til resten af øen, uanset hvor du bor
Koh Lipe er naturligvis ikke i nærheden af at have samme udvalg af hoteller eller steder at udforske, som du finder på store øer som Phuket eller Koh Samui. Men du kan alligevel godt bruge en del af ferien på små udflugter rundt om på den lille ø. Uanset hvilket områder du vælger at bo i, har du reelt hele øen inden for rækkevidde.
Du kan gå rundt til det meste, men derudover er der motorcykeltaxaer, der kører rundt på øens stier. Der er også nogle resorts, som tilbyder en form for shuttle-service. Det betyder, at du sagtens kan bo ved Sunrise Beach og alligevel tage en eftermiddagstur op til de mindre strande på nordkysten. Du kan for eksempel lægge vejen forbi Sunset Beach en aften for at se solen gå ned. Der er altså i virkeligheden så meget du vælger fra, blot fordi du har valgt at bo et bestemt sted på øen.
Hvilket område på Koh Lipe passer bedst til dig?
Selvom der er forskel på de tre nævnte områder, er kontrasterne ikke større, end at de fleste rejsende kan finde sig til rette alle steder, uanset om du rejser med børn eller som par. Stemningen vil også afhænger meget af, hvilket hotel eller resort du bor på. Derfor kan du med fordel læse vores personlige beskrivelser af de enkelte steder, hvor vi fortæller mere om faciliteter, men også eventuelt også, hvilke typer rejsende vi synes de passer bedst til.
Generelt er der ved både Pattaya Beach og Sunrise Beach, samt i området omkring Walking Street, et udvalg af spisesteder og butikker, der er tilpas stort til, at du ikke behøver gå langt for at finde alt, du har brug for. Det gælder også, hvis du gerne vil have lidt natteliv i ferien. Her er det igen især i Walking Street, at barerne holder åbent til sent. Men generelt er nattelivet på Koh Lipe dog er ret afdæmpet sammenlignet med det i større ferieområder og byer.
Hvilke typer hoteller findes der på Koh Lipe?
På Koh Lipe får du en ferie med rigtig ø-stemning, hvor du aldrig er langt fra havet, uanset hvor på øen du vælger at bo. Derfor er det også især strandhoteller, vi tilbyder her. Det er steder, hvor stranden ligger inden for kort afstand, og hvor hele stemningen er præget af det lave tempo, som det bløde sand og det lune hav indbyder til.
Udover nærhed til strand og hav får du på Koh Lipe også mulighed for at vælge mellem et klassisk hotelværelse eller en villa, alt efter hvad der passer bedst til din ferie. Rejser du med familien eller venner, vil I måske gerne have lidt ekstra plads og privatliv. Så kan en villa være perfekt, men et rummeligt hotelværelse er også en komfortabel base mellem strandture og udflugter.
Se mere om hoteller på Koh Lipe →
Lad os planlægge rejsen til Koh Lipe for dig
Hos Thailand Tours har vi allerede håndplukket de hoteller på Koh Lipe, der giver dig de bedste og mest afslappende rammer for ferien. Du slipper derfor for selv at skulle sortere og gætte dig frem til, hvilke steder der rent faktisk lever op til det, du forventer af din ferie.
Vi kan desuden sammensætte en komplet pakkerejse til dig, hvor både fly til Thailand og transporten videre til Koh Lipe er inkluderet. Så får du styr på hele ferien med én bestilling. Vælger du en pakkerejse til Thailand med fly og hotel, er du samtidig dækket af rejsegaranti, så du kan glæde dig til ferien med ro i maven.

Spørg eksperten – eller del dit eget rejsetip her 👇
Del gerne dine egne erfaringer eller stil et spørgsmål til vores rejseskribenter. Vi læser og svarer på alle kommentarer hurtigst muligt, så vi sammen kan holde rejsebloggen opdateret med de bedste tips!
0 kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer. Skriv gerne den første.