Krabi er et af det sydlige Thailands mest populære rejsemål – og du vil hurtigt forstå hvorfor! Her kan du nyde ferien på kridhvide sandstrande for foden af dramatiske kalkstensklipper eller udforske frodig jungle og små, charmerende øer. Uanset om du drømmer om en afslappende ferie på en afsides bounty-strand, adrenalinsus med klatring og kajakture, eller farverige markeder og hyggelige restauranter, er Krabi leveringsdygtig.
Men hvor skal du vælge at bo i Krabi, hvis du ønsker en ferie med et bredt udvalg af restauranter, shopping og aktiviteter? Eller hvad hvis du rejser til Thailand for at nyde en ferie med ren afslapning og gerne vil bo lidt mere afsides, hvor stilheden kun brydes af bølgernes brusen og cikadernes sang? Læs med og få tips til at finde det perfekte sted at bo i Krabi, der matcher din feriedrøm!
Indhold

Feriesteder af enhver slags i Krabi
Krabi ligger på Thailands vestkyst ud til Andamanerhavet. Dette ferieparadis inkluderer også over 100 øer. Både til lands og vands har du på en ferie i Krabi derfor ideelle betingelser for at få en oplevelsesrig ferie med et væld af aktiviteter – lige fra dykning og snorkling i det krystalklare vand til jungletrekking. På samme måde er Krabi kendt for at have en god variation i feriestederne med hoteller og resorts for enhver smag.
Vi hjælper dig naturligvis gerne med at finde det helt rette sted, når vi sammen med dig skræddersyr din rejse til Krabi. Men her får du nogle eksempler på de forskellige typer destinationer i Krabi og inspiration til, hvor du gerne vil bo.
Ao Nang – Perfekt til både familier og livsnydere
Ao Nang er Krabis største ferieby og et af de mest populære steder at bo. Her finder du en skøn kombination af afslappet strandliv og masser af aktiviteter. Stranden ligger midt i byen, og promenaden er fyldt med restauranter, caféer og butikker, der gør det nemt at finde noget for enhver smag – uanset om du er til autentisk thailandsk mad eller internationale retter.
For familier er Ao Nang ideelt, da området har et bredt udvalg af familievenlige hoteller og resorts med faciliteter som swimmingpools og børneklubber. Samtidig er der gode muligheder for spændende udflugter, som for eksempel ture med de traditionelle longtail-både til nærliggende øer eller en dag med snorkling og kajak. Der er også adskillige dykkerskoler med base i Ao Nang, så bor du her, har du en oplagt mulighed for at tage et dykkercertifikat i Thailand.
Livsnydere vil elske den afslappede stemning, hvor man kan bruge dagen på stranden eller få en afslappende thaimassage, før man slutter aftenen med en cocktail til solnedgangen. Er det første gang, du rejser til Krabi, er Ao Nang med sin alsidighed et godt sted at slå dig ned. Herfra kan du nemt udforske og prøvesmage resten af Krabi – hvad enten det er ø-hop til paradisøer, dagsture til Railays dramatiske klipper eller en smagsprøve på den lokale kultur i Krabi Town.

Railay Beach – En isoleret perle
Hvor du nemt kan komme til og fra Ao Nang, er Railay Beach mere afsondret. Ja, selvom det ikke er en ø, kan du faktisk kun komme hertil i båd. Med sine stejle kalkstensklipper, der indrammer idylliske strande med klart turkisblåt vand, er Railay et sandt paradis. Mange kommer kun hertil på en dagstur, men du kan også vælge at slå dig ned her og gøre det til din base under ferien. Måske blot et par dage, hvis du også vil udforske mere af Krabi, eller hele ferien, hvis du trænger til at koble helt af.
Hvis du bor på Railay Beach, har du mulighed for at opleve stedets magi om morgenen og sidst på dagen, når der er færre besøgende. Da her desuden ikke er biltrafik, har du i Railay Beach fornemmelsen af at have fundet et skjult strandparadis. Det er perfekt, hvis du vil trække stikket helt og nyde naturen i fulde drag. Du kan bruge lang tid på bare at nyde udsigten over vandet, men der er også sjove aktiviteter at kaste sig over – fra kajakture og snorkling til klatring på de iøjnefaldende klipper, der tiltrækker eventyrere fra hele verden.
Railay er særligt oplagt for par og naturentusiaster, men det rolige tempo og den afslappede stemning gør det også til et skønt valg for solo-rejsende, der måske trænger til et lille pusterum på deres rundrejse i Thailand. Selvom området er betydeligt mindre end Ao Nang, finder du stadig et fornuftigt udvalg af hyggelige restauranter og barer, hvor du kan nyde en afslappet aften.
Læs mere om rejser til Railay Beach →
Klong Muang Beach
Selvom der ikke er langt fra Klong Muang til den mere kendte naboby Ao Nang, er stemningen her mere fredelig og afslappet. Klong Muang har stadig meget af den oprindelige fiskerbys charmerende og tilbagelænede atmosfære. Klong Muang Beach kan derfor være et attraktivt valg for dig, der gerne vil bo lidt på afstand af de mere travle turistområder.
Der er gode restauranter, luksuriøse resorts og små butikker i Klong Muang, der sikrer, at du har alt, hvad du behøver for en behagelig ferie. Udvalget er dog ikke så stort som i nabobyen, men det er nemt at tage en tur ind til Ao Nang. Det også derfra, at du kan tage på de bådudflugter, som det næsten er et must at prøve, uanset hvor du vælger at bo i Krabi.
Læs mere om rejser til Klong Muang Beach →
Tubkaek Beach
Tubkaek Beach er ligesom Klong Muang en favorit blandt par på bryllupsrejse, der her i fredfyldte omgivelser med nogle af Krabis smukkeste udsigter har det perfekte sted til at lade romantikken blomstre. Her kan I vågne op til lyden af bølger, tage en afslappet gåtur langs stranden hånd i hånd, og nyde intime middage med havet som baggrund. Mange af hotellerne her er luksuriøse resorts med direkte adgang til stranden, private poolvillaer og faciliteter som spa og gourmetrestauranter. Det er stedet, hvor du kan forkæle dig selv og din udkårne, mens I lade tiden gå i jeres eget tempo.
Det er naturligvis ikke kun par på bryllupsrejser, der rejser til Tubkaek Beach. Områdets fredfyldte stemning og naturskønne omgivelser tiltrækker også familier og andre rejsende, der søger en afslappet base væk fra de mere travle områder i Krabi. Tubkaek Beach er kort sagt perfekt til dig, der ønsker at lade batterierne op og nyde en ferie i eget tempo.
„Prisen‟ for at bo i de fredelige omgivelser ved Tubkaek Beach er, at der ikke er et stort udvalg af shoppingmuligheder og restaurantliv. I Tubkaek handler det mere om afslapning og ro end en ferie med masser af aktivitet og underholdning. Hvis du savner lidt mere liv, er det dog inden for rækkevidde – men forvent ikke at finde et pulserende butiks- og natteliv inden for gÃ¥afstand.
Læs mere om rejser til Tubkaek Beack →

Ø-hop i Krabi – eventyr for hele familien
Hvis du drømmer om at bo i et ægte tropisk paradis, kan du vælge at slå dig ned på en af Krabis mange øer. Øerne byder på alt fra luksuriøse resorts til simple strandbungalower – og hver ø har sin egen unikke charme. Koh Lanta er et populært valg, især for familier og dem, der søger en afslappet atmosfære med lange, børnevenlige strande og hyggelige småbyer. Koh Ngai er en lille perle med et roligt tempo og kridhvide strande, omgivet af krystalklart vand og farverige koralrev – perfekt til snorkling og total afslapning. Koh Mook lokker med sin afslappede ø-stemning og det berømte Emerald Cave, hvor du kan svømme gennem en klippeåbning til en skjult lagune.
Kan du ikke helt bestemme dig for en ø? Det behøver du heller ikke! Vælg i stedet en rejse til Krabi med ø-hop, hvor du får mulighed for at opleve flere sider af Krabis ø-paradis. Hver ø byder på noget unikt, og du får en ferie fyldt med variation og uforglemmelige oplevelser.
Læs mere om Ø-hop i Thailand her →
Udvalgte hoteller i Krabi – her skal du bo
Jeg håber at du efter at have læst min artikel, er blevet lidt klogere på i hvilket område du skal bo når ferien går til Krabi. En ting er områderne, noget andet hvilket hotel man skal vælge, og det har vi nogle gode bud på efter vores utallige rejser til Thailand, hvor vi har besøgt hotellerne. Har du brug for mere information er du er altid velkommen til at kontakte mig eller en af mine kollegaer for gode tips og råd til valg af det helt rigtige hotel til din rejse.
Se alle hotellerne vi tilbyder i Krabi her >>
Hvad er vigtigst for dig?
Hvis du kun vil bo ét sted i Krabi, er det en god idé at overveje, hvad du prioriterer højest på din ferie. Vil du bo ved en af de smukkeste strande i Krabi, tæt på krystalklart vand og afslappet strandliv? Et sted med mange aktivitetsmuligheder? Eller er det vigtigste for dig, at selve hotellet eller resortets faciliteter som pool, spa og gode restauranter er helt i top? Ved at tænke lidt over dine og familiens ønsker på forhånd, kan du sammen med os nemt finde det sted, der passer perfekt til jeres ferieplaner.