I selve Thailand er der ikke høj risiko for jordskælv, men helt forskånet for jordskælv er landet dog ikke. Med års mellemrum når rystelser fra kraftige jordskælv i nærliggende regioner i Myanmar, Kina eller det Indiske Ocean også til Thailand og forårsager ødelæggelser. For de allerfleste som rejser til Thailand, er rystelser i undergrunden dog ikke noget, der påvirker ferien og her kan du læse, hvorfor du trygt kan rejse til Thailand året rundt.
Måske er du stødt på en nyhed om et jordskælv i regionen og er bekymret for, hvad det betyder for din rejse? Eller du planlægger din første rejse til Thailand og vil gerne vide, hvilke områder der er mest udsatte for jordskælv, hvad der faktisk skete under tsunamien i 2004, og hvad du skal gøre, hvis du selv mærker noget, mens du er afsted. Det vil jeg forsøge at svare på her.
Indhold

Hvilke områder er mest udsatte for jordskælv i Thailand?
Det er i den nordlige og nordvestlige del af landet, at der er største risiko for at opleve jordskælv. Her, hvor Thailand grænser op mod Myanmar, er der nemlig ikke langt til en række såkaldte tektoniske forkastningszoner. Det er områder, hvor de store, stive stenplade under jordens overflade mødes og gnider mod hinanden. Den energi, der frigives ved disse pladesammenstød, er det vi kan opleve som jordskælv.
Læser du Udenrigsministeriets rejsevejledning, er det da også netop (kun) den nordlige del af landet, der nævnes som et område med risiko for jordskælv i Thailand. Den sydlige del af fastlandet og øerne i Anadamanhavet og den Thailandsbugten ligger længere fra disse forkastningszoner og er derved mindre udsatte. Men som tsunamien i 2004 viste, kan jordskælv der opstår under havet langt væk dog i sjældne tilfælde alligevel medfører store ødelæggelser.
Bangkok og det centrale Thailand ligger imellem de to områder og betragtes heller ikke som et højrisiko område for jordskælv. Men også her kan rystelser, som stammer fra naboregionerne, i sjældne tilfælde være kraftige. Det så man senest i foråret 2025, da et jordskælv som målte 7,7 på Richterskalaen, med epicenter over 1.000 kilometer væk i det centrale Myanmar, fik swimmingpools på toppen af højhuse i den thailandske hovedstad til at skvulpe over.
Jordskælvet, der ændrede måden Thailand forbereder sig
Det mest markante eksempel på en naturkatastrofe i Thailand i nyere tid er dog uden tvivl tsunamien den 26. december 2004, hvor et af historiens kraftigste jordskælv med en styrke på omkring 9,1 opstod ud for kysten af Sumatra i Indonesien. Her findes en aktiv forkastningszone, hvor én tektonisk plade presses ned under en anden. Selvom epicenteret altså var flere hundrede kilometer væk fra Thailand, ramte bølgerne vestkysten hårdt. Det var en stor tragedie, men samtidig også en begivenhed, der for alvor satte gang i opbygningen af de varslingssystemer, som i dag dækker Det Indiske Ocean.
Siden da har Thailand haft mindre jordskælv med jævne mellemrum, men uden at det er gået ud over hverken rejsende eller infrastruktur på nær samme måde. Ved disse jordskælv er resultatet primært "bare" bygningsskader samt ødelagte vej og broer, men uden at det udvikler sig til naturkatastrofer som i 2004.

Hvis du mærker et jordskælv i Thailand
De fleste jordskælv, du eventuelt mærker på ferien i Thailand, vil blot føles som en kort, svag rystelse. Lidt som hvis en tung lastbil, der kører forbi. Befinder du dog på en højere etage i Bangkok, kan du opleve, at bygningen svajer let, selv når epicentret er langt væk. Det er føles måske lidt ubehageligt, men er sjældent farligt.
Skulle det ske, at du oplever noget kraftigere, gælder de samme grundregler som overalt i verden, hvor der forekommer jordskælv. Er du indendørs anbefales det således typisk, at du om muligt søger ly under et solidt bord og bliver der til jordskælvet er ovre. Er du udenfor, bør du søge mod et åbent område og holde afstand til bygninger, elledninger og træer.
Bemærk, at når rystelserne stopper, er det ikke nødvendigvis helt slut. Efterskælv kan komme minutter eller timer senere, så vær klar til at følge de samme regler. Hold dig derfor også fra elevatoren. Er bygningen beskadiget, så gå ud og hold afstand til den. Befinder du dig ved kysten, når et kraftigt skælv rammer, skal du ikke vente på en sirene. Gå straks væk fra stranden og op i højden.
Sådan bliver du advaret 📢
Siden 2004 har Thailand investeret massivt i et tsunami-varslingssystem langs vestkysten. I dag er der opsat sirener, informationsskilte og evakueringsruter ved de mest besøgte strande i blandt andet Phuket, Krabi og Khao Lak-området. Er du på stranden og mærker et kraftigt jordskælv, eller ser vandet trække sig pludseligt og usædvanligt langt tilbage, skal du dog ikke vente på en alarm. Bevæg dig straks væk fra kysten og op i højden.
Senest har myndighederne i Thailand også introduceret et system, T-Alert, der ligesom vi kender det herhjemme, kan sende varsler direkte til de mobiltelefoner, der befinder sig på det thailandske mobilnet i et ramt eller truet område, uden at man skal have downloadet en app eller tilmeldt sig noget på forhånd. Systemet dækker blandt andet jordskælv og tsunamier, men benyttes også, hvis der i områder er risiko for at det bliver usædvanligt koldt (under 8 grader 🥶).
Det kan du gøre inden afrejsen til Thailand
Store jordskælv i Thailand er altså relativt sjældne, og selv på rejser til den nordlige del af landet oplever de færreste turister skælv. Men alligevel er det en god ide at gøre sig et par forholdsregler for en sikkerheds skyld:
- Tilmeld dig Danskerlisten via Rejseklar-appen eller på danskerlisten.um.dk. Så kan Udenrigsministeriet kontakte dig direkte og sende dig vigtig information, hvis der opstår en alvorlig hændelse under dit ophold.
- Tegn en rejseforsikring og sørg for at den dækker dit rejsemål, din situation og de aktiviteter, du forventer at bruge rejsen på.
- Tag officielle advarsler alvorligt. Følg altid de thailandske myndigheders råd og anvisninger, hvad enten det drejer sig om evakuering eller opfordringer til at holde sig fra bestemte områder.
Rådene får du sandsynligvis aldrig brug for, men er uheldet ude, kan de gøre en vigtig forskel.
Tryghed på rejsen med Thailand Tours
En tryg ferie i Thailand handler selvfølgelig ikke kun om, hvad man skal gøre i tilfælde af jordskælv eller andre sjældne begivenheder. Det handler ofte også om følelsen af at være godt klædt på, hvis noget lidt mindre dramatisk skulle gå anderledes end planlagt. Måske er det en forsinket afgang, et flyselskab der går konkurs eller noget helt tredje, der pludselig påvirker din rejse. Hvad gør du så?
Rejser du med Thailand Tours, er din ferie omfattet af pakkerejseloven. Det betyder kort fortalt, at du ikke står alene. Vi har ansvaret for at hjælpe dig med at tilpasse din rejse, hvis omstændighederne kræver det, hvad enten det sker inden afrejse eller mens du er afsted. Du behøver med andre ord ikke selv finde ud af, hvad du skal stille op - det hjælper vi med.
Får du mod forventning brug for hjælp under rejsen, vil der desuden på dine rejsedokumenter fremgå et nødnummer til enten os eller vores samarbejdspartnere lokalt i Thailand. Så kan du altså få direkte kontakt til os både i dansk og thailandsk kontortid.
Læs mere om den ekstra tryghed og service du får, når du rejser med Thailand Tours.
Forhåbentlig sidder du ikke tilbage med en fornemmelse af, at Thailand er et farligt sted, for det er det bestemt ikke. Det er et af Asiens mest populære rejsemål, hvilket ikke mindst skyldes, at det er et trygt og nemt land at rejse i. Savner du efter inspiration til din næste ferie i Smilenes Land, finder du her alle vores rejsemål i Thailand.

Spørg eksperten – eller del dit eget rejsetip her 👇
Del gerne dine egne erfaringer eller stil et spørgsmål til vores rejseskribenter. Vi læser og svarer på alle kommentarer hurtigst muligt, så vi sammen kan holde rejsebloggen opdateret med de bedste tips!
0 kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer. Skriv gerne den første.