Hvilke frugter kan man få i Thailand?

Fremragende 5 stjerner

Er du et rigtigt madøre, kender du nok allerede navnet på nogle thailandske klassikere som pad thai og tom yum, som for længst har fundet vej til køkkener verden over. Men vidste du også, at Thailand er et sandt paradis, når det gælder frugter? På en rejse til Thailand får du chancen for at udforske et farverigt udvalg af eksotiske frugter, som ikke bare ser mere friske ud end dem, du finder i supermarkedet derhjemme – de smager også helt anderledes. De er saftigere og sødere, så der er gode chancer for at du finder en ny frugt-favorit i ferien.

Her får du en guide til de frugter, du ikke må snyde dig selv for at smage på din rejse til Thailand. Fra den cremede mango og de søde, lilla mangosteen til de mere eksotiske bekendtskaber som rambutan og durian, der deler vandene med sin særlige duft. Dette er et overblik over, hvilke frugter du kan få på markederne, i gadekøkkenerne og som frisk topping på din morgenmad. Læs med her og bliv klogere på thailandsk frugt 👇

En mand tilbringer sin sin dag på en båd fyldt med forskellige friske frugter.
Flyende madmarked i Bangkok

Frugtsæsoner i Thailand – hvornår smager frugten bedst?

Det tropiske klima i Thailand giver nærmest perfekte betingelser for at dyrke frugt med masser af sol, varme og nedbør i den rette balance. Det betyder, at du kan få frisk frugt året rundt. Men selvom mange af frugter er tilgængelige året rundt, ved de lokale, at der er sæsoner, hvor de smager ekstra godt. Klimaets naturlige udsving gennem året skaber nemlig sæsoner, hvor nogle frugter er på deres absolutte højdepunkt. Der er desuden nogle frugter, som du kun kan få i en kort periode. Mangoen, som du i ferien måske vil møde i den populære dessert mango sticky rice, er for eksempel kendt for at være bedst fra omkring slutningen af marts til juli, hvor den er ekstra sød og saftig.

Derudover spiller geografi også en rolle for, hvilke frugter du finder på de lokale markeder. Durian, som mange kalder “Frugternes konge”, dyrkes for eksempel i flere regioner, men frugterne fra området nordvest for Bangkok er særligt berømte blandt kendere – hvis man altså hører til dem, der sætter pris på dens meget særprægede duft og smag.

Duria-frugt
Durian-frugten har en gennemtrængende lugt, der har givet den adgangsforbud på mange hoteller i Thailand. Foto: Jim Teo - Unsplash

Ni frugter du skal prøve i Thailand

Udvalget af frugter i Thailand er enormt, og det ville være umuligt at nævne dem alle. Her finder du dog nogle af de mest populære og mest eksotiske, som du næsten ikke kan undgå at støde på under din rejse. Nogle kender du måske allerede, mens andre vil være helt nye bekendtskaber. Fælles for frugterne er, at de smager bedst i Thailand, hvor det tropiske klima giver frugten sin helt særlige sødme.

Durian – frugternes konge der deler vandene

Lad os starte denne guide til Thailands frugter med en lidt kontroversiel af slagsen, nemlig durian-frugten. Sæsonen for Frugternes konge starter omkring februar og topper i maj, hvor du næsten ikke kan undgå at få øje på de store, grønbrune frugter med deres hårde, piggede skal på markederne. Under det hårde, piggede ydre gemmer der sig et blødt, gyldent frugtkød, som nogle synes smager himmelsk, mens det for andre er svært overhovedet at få ned. Smagen er sød og flødeagtig, men med et strejf af løg, og dertil kommer, at duften er, skal vi sige ret intens.

Faktisk kan durian-duften være så voldsom, at frugten er forbudt at medbringe på mange hoteller og i offentlig transport. På grund af denne særlige aroma, som de færreste finder appetitlig, er dette bestemt ikke en frugt, alle falder for. Men er du eventyrlysten på nye smage, venter helt sikkert en unik oplevelse. Og måske er du en af dem, der med det samme forstår, hvorfor det er en så højt skattet frugt blandt thailænderne og mange andre steder i Asien. Er du ikke frisk på at smage den i den helt rå udgave, kan du eventuelt forsøge dig med en is, som er en udbredt måde at bruge durian på i Thailand.

Mango – Thailands sødeste fristelse

At udforske frugter i Thailand behøver dog ikke være noget vovestykke for dine smagssanser. I modsætning til durian er mango, der lokalt kaldes for ma muang, nok en frugt, du allerede kender. Du har sikkert også allerede smagt den. Men mangoerne i Thailand er dog i en helt anden liga. Her er de solmodne, duftende og så saftige, at de nærmest smelter på tungen. Særligt i sæsonen fra marts til juli finder du dem overalt. Du kan få de helt modne mangoer som søde snacks på markederne, i den populære dessert mango sticky rice eller i friske salater, hvor lidt mere umodne og syrlige mangoer bruges til at give den perfekte balance til stærke og salte smagsindtryk, som i en klassisk som tam eller yam mamuang.

Der dyrkes forskellige sorter af mangoer i Thailand, hver med sin egen karakter og nuance. Hvis du har skarpe smagsløg, kan du måske fornemme forskellen, men uanset hvilken du prøver, er de allesammen lige vanedannende. Og modsat durian er mango en frugt, som næsten alle elsker. Også børn, der ofte hurtigt udpeger den som en af feriens favoritter, især hvis det er i en dessert.

Mangosteen-frugt
Mangosteen og rambutan. Foto: Theo Crazzolara - Unsplash

Mangosteen – frugternes dronning

Hvor durian kaldes for Frugternes konge, er mangosteen – eller mang-kut, som den hedder på thai – kendt som dronningen. Den er langt nemmere at holde af, og du i Thailand finder du den typisk fra maj til september. Den er måske nok ikke lige så udbredt som mangoen, men faktisk er den officielt Thailands nationalfrugt.

Denne runde, lilla frugt har en tyk skal, som gemmer på små, hvide frugtbåde indeni. Det er kun dem man spiser. De smager sødt med et let syrligt strejf, som gør mangosteen frisk og let at spise. Den er perfekt i desserter eller i kolde drikke. Dog er der grund til lidt forsigtighed, hvis du selv skræller en. Saften fra den mørklilla skal kan smitte af og give pletter, der er svære at få af tøjet. Smagen derimod er helt uskyldig, og for mange en af de mest delikate frugtoplevelser, Thailand kan byde på.

Rambutan – den behårede frugt med den søde kerne

Rambutan, eller ngor som den hedder på thai, stammer oprindeligt fra Malaysia, men er i dag også en af de populære frugter i Thailand. Med sit lyse, saftige indre minder den lidt om både mangosteen og i smag især om litchi, som du også kan få på de fleste markeder. De er dog uden de karakteristiske, lange pigge, der får rambutan til at se næsten håret ud (ikke så mærkeligt, når rambut på malajisk faktisk betyder “hår”). Skallen kan ikke spises, men indenfor gemmer der sig et sødt, forfriskende frugtkød, som smager fantastisk både rå og i smoothies eller kolde drikke.

Sæsonen for rambutan strækker sig fra omkring april til september, og i denne periode finder du dem i store bunker på markederne, hvor de lokker med deres sjove udseende og milde, tropiske sødme.

Pomelo – den milde kæmpe blandt citrusfrugter

Pomeloen er verdens største citrusfrugt og er herhjemme da også tidligere blevet kaldt for citronmelon, et navn, der passer meget godt til dens imponerende størrelse. Ellers sammenlignes den dog mest med grapefrugten. Frugtkødet i en pomelo minder da også meget om grapefrugtens, men har ikke den samme bitre eftersmag. Det gør pomelo frisk, mild og let at spise. I Thailand er den populær både som snack og i salater, hvor den syrlige sødme giver et dejligt modspil til chili og krydderurter.

Det kan dog kræve lidt tålmodighed at skrælle en pomelo, for under den gulgrønne skal gemmer der sig et tykt, svampet lag, som skal fjernes, før du når ind til de saftige frugtstykker. Derfor sælges pomelo i Thailand ofte allerede færdigpillet i små poser, klar til at nyde på farten. Uanset hvornår du smager den, er det en forfriskende citrusoplevelse, du ikke bør gå glip af på rejsen til Thailand.

Udskåret Dragon Fruit
Dragon Fruit skåret ud i små nemme fristelser. Foto: Jacek Pobłocki - Unsplash

Dragon Fruit – den farverige nykommer

Dragon Fruit, eller pitaya, er en relativt ny frugt i Thailand, men den har hurtigt fundet sine fans – især i det nordlige Thailand. Her kan du i sensommeren kan se den ligge i store bunker på markederne i Chiang Mai. Frugten er svær at overse med sin kraftigt pink eller rødviolette skal og grønne flammer af blade.

Indeni gemmer der sig et hvidt og lidt rødligt frugtkød med små sorte kerner, og smagen er mild og frisk. Den kan beskrives som en mellemting mellem en pære og en kiwi. Dragon fruit er måske ikke den mest intense smagsoplevelse, men den er let, sprød og utroligt forfriskende, især på en varm dag, hvor du trænger til noget forfriskende.

Papaya – frugten med to ansigter

Papaya, eller malagor som den kaldes på thai, er en af de frugter, du kan støde på i forskellige versioner i Thailand. Når den er moden, er den sød, saftig og blød. Helt perfekt som frisk frugt til morgenmaden eller i smoothies, hvor den giver en cremet konsistens som et godt alternativ til bananer. Men faktisk er det den umodne papaya, der spiller hovedrollen i mange thailandske retter.

Den faste, grønne papaya rives i tynde strimler og bruges i den populære salat som tam, hvor den blandes med chili, lime, fiskesauce og peanuts. Resultatet er en frisk, sprød og krydret smagseksplosion, der på én gang er sød, syrlig og stærk.

Ananas-sælger i Thailand.
Nogle frugter kender du hjemmefra, men de smager bare bedre i Thailand - og er langt billigere! Foto: Kelvin Zyteng - Unsplash

Ananas – sødme under solen

Blandt frugterne i denne lille guide, er ananas – eller sapparot, som den hedder på thai – nok den mest velkendte. Men selvom du sikkert har smagt ananas mange gange før, er det alligevel en helt anden oplevelse at få den frisk i Thailand. Her fås den stort set året rundt og overalt som friskpresset juice eller skåret i stykker klar til at spise, mens du udforsker en ny by eller strand.

Selvom ananas oprindeligt stammer fra Sydamerika, har thailænderne for længst gjort den til deres egen og forfinet dyrkningen gennem generationer. Tager du på en rundrejse i Thailand, vil du måske endda kunne fornemme små forskelle i smagen fra region til region. Ananas fra Phuket er for eksempel kendt for deres særlige sødme og saftighed, hvilket ikke siger så lidt i et land, hvor frugten allerede smager af solskin.

Jackfruit – stor frugt med sød overraskelse

Jackfruit er en af de mest imponerende frugter, du kan støde på i Thailand, i hvert fald i størrelse. Den største chance for at finde den på markederne, har du i slutningen af regntiden, altså omkring oktober og november. Ved første øjekast kan det utrænede øje forveksle den med en durian, men duften afslører hurtigt forskellen. Jackfruit har en langt mere mild duft, og smagen er let sødlig med en fast, fiberfyldt konsistens, der adskiller sig fra næsten alle andre frugter.

At gøre en jackfruit spiseklar kræver dog lidt arbejde. Frugten er stor, klistret og har mange lag, der skal pilles fra hinanden for at nå ind til de gule frugtstykker indenfor. Heldigvis kan du godt slippe for besværet, for på markederne er der næsten altid sælgere, som har gjort arbejdet for dig og sælger de klarpillede stykker. Selvom frugten oprindeligt stammer fra Indien, er Thailand i dag en af de store producenter. En del af høsten skæres ud og konserveres i sukkerholdig sirup eller fryses ned til eksport, også til Europa. De friskplukkede versioner, du finder på de thailandske markeder, smager helt klart bedst.

Frugtbod i Thailand
Der er aldrig langt til frisk frugt og forfriskende smoothies i Thailand. Foto: Vadym Shashkov - Unsplash

Hvor kan jeg købe frugt i Thailand?

Du behøver aldrig lede længe efter frisk frugt i Thailand for den findes stort set overalt. På de lokale markeder dufter det af moden mango, ananas og papaya, og her får du typisk både de bedste priser på din frugt og den største kulturoplevelse. De mange gadekøkkener på markederne, men også fra små vogne langs vejene sælger ofte frugt, der allerede er skåret ud og klar til at spise, perfekt som en hurtig forfriskning i varmen.

På supermarkeder og i food courts finder du et mere "poleret" udvalg af frugter, hvor de præsenteres mere, som du er vant til hjemme fra supermarkedet, men som regel også til højere priser. Vil du have det mest autentiske frugt-eventyr på din ferie i Thailand, så slå et smut forbi et lokalt marked tidligt på dagen, hvor udvalget er størst, og stemningen er mest autentisk, når de lokale selv handler ind.

Se vores guide til de bedste markeder i Bangkok her →

Gode råd til at nyde frugt i Thailand

  • Tænk på hygiejnen: Vælg frugter med skræl, du selv kan pille, hvis du vil være på den sikre side. De forudskårne frugter, du finder på markederne, er i sagens natur mere afhængige af god hygiejne. Gå efter dem, som opbevares på is.
  • Køb med måde: Frugt modner hurtigt i varmen, så selvom det er nemt at blive grebet af begejstringen over udvalget, så køb ikke for meget ad gangen. Spis den frisk, mens den er bedst.
  • Du kan prutte om prisen: På lokale markeder kan du ofte forhandle, hvis du køber flere frugter. Husk dog blot, at det skal gøres med et smil, og at det for det meste handler om småbeløb, som betyder mere for sælgeren end for dig.
  • Nyd den på stedet: Selvom den thailandske durian efter sigende ikke er varianten med den mest intense duft, er den forbudt på mange hoteller, i taxaer og busser, så spis den dér, hvor du køber den.
  • Prøv dig frem: Nogle frugter er søde, andre syrlige. Spørg eventuelt sælgeren, hvornår de smager bedst. Så er der gode chancer for at du får et stykke at smage på først.

Selvom frugten i Thailand er så lækker, at du næsten vil kunne leve af den alene, behøver du ikke. For en rejse til Thailand er også en chance for at fordybe sig i en masse fantastiske retter lige fra krydrede wokretter og duftende karry til friske salater og grillet seafood.

Læs mere om maden i Thailand her →

Rul til toppen