Mange rejser til Thailand starter i Bangkok. Både fordi du så kan starte ferien med et par dages sightseeing i den spændende hovedstad, men også fordi Bangkok fungerer som et knudepunkt med gode forbindelser ud i resten af landet. Et af de mest populære næste stop er Chiang Mai langt mod nord. Det er en by med en helt anden karakter and Bangkok, men også med masser charme.
Du har tre forskellige transportformer at vælge mellem, når du vil videre fra den thailandske hovedstad nordpå: fly, bus eller tog. Her vil jeg fortælle om fordele og ulemper ved hver mulighed. Så kan du bedre vælge den rejse til Chiang Mai fra Bangkok, der passer bedst til dig.
Se alle vores pakkerejser til Chiang Mai her →
Indhold

Fly til Chiang Mai fra Bangkok - den hurtige løsning ✈️
Det tager cirka en time og kvarter at flyve til Chiang Mai fra Bangkok. Du kan flyve fra både Don Mueang (DMK) og Suvarnabhumi (BKK), de to lufthavne i Bangkok. Det er dog især fra Don Mueang, at der er hyppige afgange til Chiang Mai International Airport (CNX).
Selvom du også skal afsætte noget tid til at komme fra dit hotel i Bangkok til lufthavnen, er det unægteligt det oplagte valg, hvis du gerne vil hurtigt frem og have mest mulig tid til at udforske Chiang Mai og de omkringliggende områder. Med flyet kan du allerede fra dag ét tage hul på de mange oplevelser i Nordens Rose.
Chiang Mai Lufthavn
Ruten mellem Bangkok og Chiang Mai er faktisk den mest trafikerede indenrigsflyrute i hele Thailand. Det er ikke så mærkeligt, når man tænker på, at Chiang Mai ikke bare er det kulturelle centrum i nord, men også et vigtigt trafikalt knudepunkt for hele regionen. Lufthavnen ligger omkring 3 kilometer fra centrum, så det tager dig normalt kun omkring 15-20 minutter i taxi at komme ind til den gamle bydel.
Vil du fortsætte sydpå efter dagene i det grønne, nordlige Thailand, kan du vende tilbage til lufthavnen. Fra Chiang Mai er der nemlig også direkte forbindelser til blandt andet Krabi, Phuket og Koh Samui. Du kan altså sagtens opleve det bedste af både nord og syd på en rundrejse i Thailand, hvor du for eksempel kan slutte af med afslappende dage ved de smukke strande, som den sydlige del af landet er så kendt for.
Bestiller du en pakkerejse hos Thailand Tours med fly og hotel, kan vi sørge for transfer til og fra lufthavnen. Særligt hvis det er første gang du rejser til Thailand, eller hvis din transfer eksempelvis inkluderer en færgeoverfart ud til en ø, er det typisk nemmest for sig at lade os arrangere det som privat transfer. Så står der en chauffør klar i lufthavnen med dit navn, og du behøver ikke tænke på andet end at følge med.
Se vores guide til lufthavne i Thailand →
Med bus til Chiang Mai - billigst og langsomst 🚌
Det er også muligt at tage bussen fra Bangkok til Chiang Mai. Det er den billigste af de tre løsninger. Der kører dagligt talrige langdistancebusser mod nord fra hovedstanden, og du har flere typer busser at vælge imellem. Det er værd at bruge lidt tid på at vælge rigtigt, da der ikke kun er forskel i pris, men også komfort.
De billigste, offentlige busser har mange stop undervejs og bruger typisk mindst 12 timer på turen. Der findes dog også mere direkte busser, som klarer turen på omkring 9-10 timer, men selv blandt dem kan komforten varierer en del. Nogle busser markedsfører sig desuden som "VIP", uden at det nødvendigvis afspejles ret meget i sædernes bredde eller benplads på en lang tur. Så læs anmeldelser og tjek, hvad du faktisk får, inden du bestiller.
Langdistancebusserne mod Chiang Mai afgår fra Mo Chit-busterminalen i Bangkok, som du kan nå med både metro og BTS Skytrain.

Nattoget Bangkok - Chiang Mai: Også langsomt, men med sjæl 🚂
Når det gælder rejsetid, kan toget naturligvis heller ikke konkurrere med flyet, når du skal fra Bangkok til Chaing Mai. På nogle togafgange tager det faktisk også længere tid end med bussen. Men de fleste, der har prøvet toget, vil sige, at det er den mere komfortable og stemningsfulde måde at komme fra Bangkok til Chiang Mai. Det er både lokale og turister, som benytter toget, hvor billetterne ofte er udsolgt månedvis i forvejen. Alle tog afgår fra Krung Thep Aphiwat Central Terminal Station, Bangkoks nye og imponerende hovedbanegård.
Tager du nattoget, vil jeg anbefale, at du booker dig ind i en 1. klasses kupe. Det er ideelt, hvis I er to, der rejser sammen. Du falder i søvn til lyden af skinner og vågner op i Chiang Mai, klar til at udforske byen. På den billigere 2. klasse får du også en køje, men ikke helt samme komfort eller privatliv.
Foretrækker du at rejse med toget om dagen, er der også dagafgange til Chiang Mai. Her får du måske kun en kort lur undervejs. Til gengæld ser du flere af de landskaber, der folder sig ud på vej nordpå. Det er en chance for at se mere af det Thailand, som de færreste turister besøger. Du får god tid til at betragte landbrug, bjerglandskab og små stationsbyer, hvor hverdagslivet leves.
Læs vores guide til at rejse med tog i Thailand her →

Mit eget valg og mine bedste tips 🥸
Skal jeg selv pege på en favorit til turen fra Bangkok til Chiang Mai (eller omvendt), er det nattoget på første klasse. Der er noget særligt ved at sætte sig til rette, se Bangkok glide forbi i mørket og vågne op i Chiang Mai klar til en ny dag. Det er en oplevelse, jeg synes hører med til en rundrejse i Thailand. På vores rundrejser behøver du dog ikke vælge én måde at rejse til Chiang Mai fra Bangkok. Du kan sagtens flyve den ene vej og tage toget den anden. Det giver lidt variation og sparer tid.
Bussen tager omtrent samme tid som toget, men når der er tale om så mange timer, foretrækker jeg som regel toget. Du kan bedre rejse dig, strække benene og bevæge dig lidt rundt. Særligt på 1. klasse med nattoget har du også mulighed for at komme rigtigt ned at ligge, så du ankommer udhvilet. Det kan bussen ikke tilbyde på samme måde.
Der kan være lidt forskel på sæder og sovepladser alt efter, hvilken afgang du vælger, da alle togvogne ikke er ens. Generelt er togene, som benyttes på ruten mellem Bangkok og Chian Mai, velholdte og rene. De fleste har en spisevogn med, der serverer enkle måltider, snacks og drikkevarer. Det dækker de fleste behov, men du kan med fordel også selv tage lidt forfriskninger med til turen.
Lad os planlægge din rejse 🤝🏻
Skal vi hjælpe dig med at sætte en rejse sammen, der kombinerer Bangkok og Chiang Mai eller måske endnu flere rejsemål i Thailand? Vores speciale er at sammensætte rejser, hvor al transport er på plads og hvert hotel er omhyggeligt udvalgt for at give dig de bedste rammer om ferien. Du skal bare møde op, så har vi taget hånd om resten.
Kontakt os, og fortæl os hvad du drømmer om. Så finder vi den bedste måde for dig at rejse mellem Bangkok og Chiang Mai.

Spørg eksperten – eller del dit eget rejsetip her 👇
Del gerne dine egne erfaringer eller stil et spørgsmål til vores rejseskribenter. Vi læser og svarer på alle kommentarer hurtigst muligt, så vi sammen kan holde rejsebloggen opdateret med de bedste tips!
0 kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer. Skriv gerne den første.