Thailand er et af de rejsemål, der bare har det hele – lækre strande, fantastisk mad og en befolkning, der får dig til at føle dig velkommen fra første sekund. En ekstra bonus er, at en ferie i Thailand er budgetvenlig! Her kan du få store oplevelser uden at tømme kontoen. Om du drømmer om at slappe af på en ægte paradisstrand, udforske templer eller nyde et måltid med masser af smag, så behøver du ikke bekymre dig om feriebudgettet.
Glæd dig til at spise dig mæt ved de berømte gadekøkkenerne for mindre, end hvad en kop kaffe koster herhjemme, eller til at dase hele dagen på en ægte bounty-strand uden at bruge en krone. Tempelbesøg, vandreture i jungler og farverige markeder er bare nogle af de mange oplevelser, der enten er gratis eller utroligt billige på en ferie i Thailand. Men selv i Smilets Land er der ting, du selv kan gøre for at strække dit feriebudget endnu længere. Her får du 5 tips til, hvordan du kan holde en billig ferie i Thailand.

Sådan får du en billigere ferie i Thailand
Lige siden de første eventyrlystne rygsækrejsende begyndte at finde vej til Thailand, har de lave priser været et af landets trækplastre. Selv i dag, hvor mange destinationer byder på høj komfort og luksus, er det stadig muligt at opleve Smilets Land uden at bruge hele feriebudgettet.
Indhold
Rejs i lavsæsonen
En af de vigtigste faktorer, når det gælder prisen på ferier i Thailand, er rejsetidspunktet. Vælger du at rejse i højsæsonen fra november til marts, hvor vejret er solrigt og tørt, skal du forvente højere priser på både flybilletter og hoteller. Priserne topper typisk omkring jul og nytår. Fordi der er mere rift om de mest populære hoteller og resorts i højsæsonen, bør du bestille dine flybilletter og overnatning i god tid for at få de bedste priser.
I lavsæsonen – det vil i grove træk sige regntiden fra maj til oktober – kan der være betydelige besparelser at hente på ferien. Selvom vejret er mere ustadigt i disse måneder, er der selv i regntiden ofte korte eller længere perioder med sol. Thailand er et stort land, og vejret i regntiden varierer desuden ganske meget fra region til region. Mens du på nogle destinationer må forvente hyppige regnbyger det meste af regntiden, kan du andre steder ofte nyde flere dage i træk med flot solskin.
- Phuket: Juni og juli er ganske vist regntid, men du kan godt holde en tidlig sommerferie på Phuket. Der er normalt også dage med sol mellem bygerne, og priserne er markant lavere end i højsæsonen. Vær blot opmærksom på, at specielt herude ved vestkysten er havet ofte oprørt om sommeren. Det kan begrænse mulighederne for at bade, dykke eller tage på ø-hop. Vil du gerne rejse billigt uden for højsæsonen, men undgå regntiden, kan marts til maj være et godt alternativ. Det er årets varmeste måneder, men har du det ok med varme, kan du nyde Phuket med mindre trængsel og lavere priser.
Læs mere om rejser til Phuket her → - Krabi: Ligesom på Phuket er det normalt de sidste måneder i regntiden, september til oktober, som er mest regnfulde på Krabi. Vil du have den allerbilligste rejse til Krabi, skal du derfor rejse i disse måneder. Du skal dog så være fleksibel i ferien, da kraftige regnbyger nogle dage kan begrænse dine udfoldelsesmuligheder. I den såkaldte skuldersæson, altså marts til juni, regner det mindre, men også da er der ofte gode chancer for at finde billige rejser.
Læs mere om rejser til Krabi her → - Bangkok: Thailands hovedstad er et helårsrejsemål. Vil du have de laveste priser og opleve den thailandske hovedstad med færrest andre turister, er september til oktober dog bedst. Bemærk blot, at ligesom i Krabi er dette også årets mest regnfulde måneder, hvor du i perioder kan opleve heldagsregn. Marts til maj er mere tør, men på denne tid kan det til gengæld være ret hedt inde i byens gader (jævnligt over 40 grader). Kan du leve med det, er foråret ikke blot kendetegnet ved færre turister, men også lavere priser. En rejse i april er desuden en chance opleve hovedstaden fejre den traditionelle Songkran Festival, hvor du kan køle lidt af i de store vandkampe.
Læs mere om rejser til Bangkok her → - Khao Lak: November til starten af april er med masser af solskinstimer og roligt hav perfekt til en badeferie. Det er derfor højsæson. Rejser du i stedet i den billigere lavsæson, især i den første del af den, kan du stadig nyde mange dage med solskin mellem byger. Du kan med fordel vælge et hotel med egen pool til de dage, hvor der måske er for store bølger ved stranden.
Læs mere om rejser til Khao Lak her → - Hua Hin: De fleste som rejser til Thailand for at nyde en afslappende badeferie, vælger tørtidens vintermåneder. Hua Hin er dog kendt for at have en mere mild regntid end de fleste andre stranddestinationer. Du derfor for eksempel sagtens holde sommerferie i Hua Hin, hvor de korte regnbyger ikke er nogen hindring for at nyde de dejlige strande.
Læs mere om rejser til Hua Hin her → - Koh Samui: Fordi den inde i Thailandbugten ligger lidt beskyttet mod sydvestmonsunen, er juli og august mindre regnfulde på Koh Samui end ude på øerne ude ved vestkysten. Vil du holde sommerferie på en thailandsk ø, er Koh Samui derfor et godt bud.
Læs mere om rejser til Koh Samui her → - Koh Lanta: For den budgetbevidste rejsende er april til juni og oktober til november prisvenlige alternativer til højsæsonen. Da det på grund af det mere ustadige vejr er lavsæson, holder nogle af øens hoteller lukket i disse perioder. Til gengæld kan du opleve øen med en mere fredelig atmosfære, og det er trods regnbyger stadig varmt.
Læs mere om rejser til Koh Lanta her →

Find de billigste flybilletter
Vil du ikke gå på kompromis med vejret? Der er heldigvis også andre måder at spare – også i højsæsonen. Når du ser på den samlede pris for en ferie i Thailand, vil flybilletten udgøre en forholdsvis stor del af budgettet. Derfor kan det godt betale sig at undersøge, om der er penge at spare på fly til Thailand.
Udover at flypriserne naturligvis også afhænger af om det er lav- eller højsæson, vil det ofte have ganske stor betydning for prisen på dine flybilletter, hvilken ugedag du rejser. Du finder oftest de billigste flybilletter til Thailand i hverdagene midt på ugen, mens de dyreste afgange typisk er dem op til eller i weekenden.
Du kan godt vælge selv at arrangere flyrejsen til Thailand, men der er fordele ved at vælge en af vores pakkerejser i stedet. Hos Thailand Tours har vi nemlig styr på, hvornår der er ekstra gode tilbud og rabatter på flybilletter. Samtidig samarbejder vi med en bred vifte af anerkendte flyselskaber, der har de bedste ruter til at besøge Thailand. Det inkluderer både direkte fly til hovedstaden Bangkok fra København, og fly med mellemlanding undervejs, til alle vores rejsemål i Thailand fra lufthavne i København, Aalborg, Billund, Århus, Rønne og Hamborg.
Udover at slippe for at skulle holde styr på flere forskellige bookinger, får du med en pakkerejse til Thailand også ekstra tryghed. Når du bestiller den hos et dansk rejsebureau, er du nemlig dækket af Rejsegarantifonden og pakkerejseloven. Du er desuden selvfølgelig velkommen til at kontakte os for råd og vejledning, hvis du har brug for mere hjælp til at finde de billigste flybilletter til din ferie.
Spis som de lokale
Thailand er blevet et yndet rejsemål for madelskere fra hele verden. Ikke mindst Bangkok tiltrækker mange „foodies‟. Nu til dags kan den thailandske hovedstad bryste sig af talrige Michelin-restauranter, der er kendt for kulinariske oplevelser i verdensklasse. Spiser du alle dine måltider på de fine restauranter, får feriepengene dog hurtigt ben at gå på – også i Thailand.
Men du behøver slet ikke bruge en formue på gourmetrestauranter for at nyde Thailands fantastiske madkultur. Faktisk er det ved de billige gadekøkkener og på de farverige aftenmarkeder, at du ofte får nogle af feriens bedste og mest autentiske måltider. Her kan du spise dig mæt i klassiske thairetter som pad thai, chicken satay, Tom Yum suppe eller papayasalat for en brøkdel af, hvad et måltid koster på en af de fine restauranter. Selv på de mest populære rejsemål, kan du ved at gå lidt ned ad sidegader ofte finde billig street-food og ofte den mest velsmagende af slagsen. Det er ofte der, du kan se de lokale hente mad fra det ægte thailandske køkken, og du bør følge deres eksempel!
Når du sidder med din mad ved et lille bord på et marked eller ved et gadekøkken, er komforten er måske nok ikke helt den samme som på en af de mange restauranter i Michelin-klassen. Men oplevelsen af den thailandske kultur kan alligevel være til fem stjerner. Mange af disse enkle spisesteder har eksisteret i generationer og serverer mad, der er fyldt med smag og lavet med kærlighed. Ved at spise nogle af feriens måltider ved gadekøkkener eller i shoppingcentrenes Food Courts, som også er populære blandt de lokale, får du desuden ikke kun billige måltider, men også en mere autentisk oplevelse af Thailand.

Nyd de gratis og billige oplevelser
Du behøver ikke bruge en formue for at få en ferie i Thailand med mange uforglemmelige oplevelser. Det koster for eksempel ikke noget at slentre en tur langs stranden, tage en dukkert i det turkise vand eller at sætte sig på det bløde sand for at nyde solnedgangen over frodige regnskove. Hvis du er til kultur, kan du udforske nogle af de mange smukke templer og munkeklostre, som findes overalt i landet. Mange steder er det gratis eller koster kun en symbolsk entrépris.
Det er desuden ikke kun ved de kridhvide sandstrande, at du kan få store naturoplevelser i Thailand gratis eller meget billigt. Det koster for eksempel sjældent alverden at hyre en taxi og køre ud til frodige bjergområder, hvor du kan tage på vandreture til flotte vandfald eller spektakulære udsigtspunkter. Der er heller ikke noget krav om, at du køber noget, hvis du bare vil mærke stemningen på de lokale markeder, eller besøge små landsbyer, hvor livet går sin stille gang – mange af disse oplevelser er således enten gratis eller utroligt billige.
Spring tuk-tuk-turene over
De små farverige tuk-tuks er næsten blevet et vartegn for Thailand og kan være en sjov og autentisk måde at opleve landet på – men brug dem ikke til hver tur. På mange populære rejsemål som Bangkok, Phuket og Chiang Mai kan en kort tur med tuk-tuk nemlig koste betydeligt mere end en tur med en almindelig taxi eller de såkaldte songthaews (de åbne, delte pickup-taxier). Transport i Thailand er generelt ikke dyr og vil sjældent være en stor post på feriebudgettet. Men som man siger, „Mange bække små…‟
Mange steder i Thailand er det forbavsende billigt at leje en motorcykel. Det frister mange turister, som ønsker at tage på udflugt på egen hånd. Men inden du selv gør dette, bør du læse vores artikel: Skal jeg leje en motorcykel eller scooter i Thailand?
Tag dit dykkercertifikatet billigere i Thailand
Thailand er ikke bare kendt som et af verdens bedste steder at dykke – det er også et af de billigste steder at tage et dykkercertifikat. Uanset om du er nybegynder eller erfaren dykker, er der især på destinationer som Koh Tao, Koh Lanta og Similan-øerne fantastiske muligheder for at udforske det farverige og eksotiske liv under overfladen. Især Koh Tao er populær blandt nybegyndere, da øen har mange dykkerskoler med konkurrencedygtige priser og perfekte forhold for at lære at dykke.
Sammenlignet med andre steder i verden kan du tage et internationalt anerkendt dykkercertifikat i Thailand til en markant billigere pris – og samtidig nyde nogle af de mest spektakulære dykkersteder i verden. Hvis du vil nøjes med at snorkle, kan du eventuelt medbringe din egen snorkel og maske – så slipper du for at leje og har altid udstyr, som du ved passer, lige ved hånden.
Få hjælp til at skræddersy din drømmeferie i Thailand til den bedste pris
Forhåbentlig har du nu fået nogle brugbare tips til at gøre din ferie i Thailand både uforglemmelig og billigere. Hvis du har brug for hjælp til at skræddersy den perfekte pakkerejse – til en god pris – er du altid velkommen til at kontakte os. Vi står klar til at gøre din feriedrøm til virkelighed!