Fakta om Thailand

Fremragende 5 stjerner

Skal jeg vaccineres inden afrejse? Hvornår er det bedste tidspunkt at holde ferie i Thailand? Har jeg brug for et visum? Der er mange spørgsmål, der melder sig, når man planlægger en rejse til Thailand for første gang. Her finder du svarene på de mest almindelige spørgsmål.

Dette er nogle af de ting, som det er godt at vide noget om Thailand inden din rejse. Det inkluderer også et par rejsetips, som måske ikke er strengt nødvendige, men som kan være med til at gøre din ferie ekstra vellykket. Hos Thailand Tours er vi eksperter i rejser til Thailand og når du booker din pakkerejse hos os, er gode råd og en god rejseplan altid en del af prisen.

Hvor ligger Thailand? Geografien i korte træk

Lad os starte med at få placeret Thailand på verdenskortet. Som du nok allerede ved er Thailand et kongerige i Sydøstasien. Landet grænser op til Myanmar mod vest og nordvest, Laos mod nord og nordøst, Cambodja mod øst og Malaysia mod syd. Men vidste du også, at Thailand er 12 gange større end Danmark? Da Thailand samtidig er et langstrakt land med næsten 1600 kilometer fra nord- til sydspids, rummer det en fantastisk variation i natur og landskaber med bjerge i nord, frodige sletter i de centrale områder og kridhvide bounty-strande i syd.

Thailands største by og hovedstad er Bangkok, som når forstæderne regnes med, har over 11 millioner indbyggere. Det er ikke blot landets økonomiske centrum, men også et kulturelt skatkammer med imponerende templer som Wat Arun og Wat Phra Kaew, livlige gadekøkkener, pulserende markeder og moderne indkøbscentre. Andre store byer, som også er populære rejsemål, inkluderer Chiang Mai, Pattaya og Phuket By. De er dog miniputter i forhold til millionbyen Bangkok.

Thailand har en befolkning på i alt omkring 70 millioner mennesker, som især er koncentreret i de risdyrkende områder i de centrale og nordlige regioner.

Oplev en unik kombination af solrige badeferie og spændende storbyferie på det Grand Palace i Bangkok, Thailand. Paladset er et ikonisk
Wat Phra Kaew, Smaragdbuddhaens tempel, i Bangkok.

Religion i Thailand

Religion spiller en central rolle i det thailandske samfund og er en vigtig del af dagligdagen for mange thailændere. Der er fuld religionsfrihed. Den dominerende religion i Thailand er dog buddhismen, som praktiseres af omkring 95% af befolkningen, primært i form af Theravada-buddhisme. Buddhismen påvirker mange aspekter af det thailandske liv fra de daglige rutiner til helt store livsbegivenheder.

For mange thailændere er besøg i et tempel (wat) en almindelig del af hverdagen, hvor de deltager i ceremonier, giver almisser til munkene og meditere. Ud over buddhismen findes der også andre religioner i Thailand, herunder islam, kristendom og hinduisme, som praktiseres af forskellige minoritetsgrupper.

Religionens betydning kan du opleve ved de mange festivaler og højtider i Thailand. Det inkluderer Songkran (thailandsk nytår) og Loy Krathong, som er farverige og stemningsfulde begivenheder, som både lokale og besøgende deltager i med stor iver.

Der er rig mulighed for at opleve denne del af den lokale kultur. Husk blot, at du som turist bør vise respekt for hellige steder som templer ved at klæde dig passende, tage skoene af før indgang, og opføre dig roligt og ærbødigt.

Hvordan er vejret i Thailand?

Lad det være sagt med det samme: Du kan godt lade det tunge vintertøj blive hjemme!

Thailand har et tropisk klima. Det betyder, at det er varmt året rundt med en forholdsvis høj luftfugtighed. Gennemsnitstemperaturen ligger mellem 28 og 35 grader. I de varmeste måneder, fra omkring marts til juni, når temperaturen i løbet af dagen dog i nogle områder ofte op omkring 40 grader.

Lidt forsimplet kan året i Thailand deles op i den varme sæson, regntiden og den kølige sæson. Regntiden strækker sig omtrent fra juni til oktober og bringer kraftige, men ofte korte regnbyger med sig. Den „kølige‟ sæson, som varer fra november til februar, er relativt mild med behagelige temperaturer mellem 25 og 30 grader. Sammen med de mange solskinstimer gør det disse vintermåneder til det mest populære tidspunkt at rejse til Thailand.

Uanset årstiden vil let, åndbart tøj være det mest optimale i Thailand. Rejser du i regntiden, kan en regnjakke også være nyttig. Temperaturen er dog også da høj, så kan du klare dig med en paraply, vil det ofte være at foretrække. Særligt hvis du rejser til de nordlige, bjergrige egne af landet, kan det især om aftenen blive decideret køligt om vinteren. Der bør du også have noget lidt varmere tøj med.

Læs mere om vejret i Thailand →

Familie på strand i Thailand
Jetlag eller ej, det er ikke svært at finde ind i det langsomme ferietempo i Thailand.

Hvilken tidsforskel er der til Thailand?

Thailand er 6 timer foran Danmark, når det er vintertid herhjemme.

Tidsforskellen er stor nok til, at du måske mærker lidt jetlag de første dage efter ankomst til Thailand. Det bedste råd er at forsøge at tilpasse dig den lokale døgnrytme. Altså spise dagens måltider på de normale tidspunkter (lokal tid) og forsøge at finde ind i en normal søvnrytme.

Hvilken valuta bruges i Thailand?

Den officielle valuta er thailandske baht (THB). I skrivende stund svarer 1 DKK til cirka 5,3 THB. Du kan ikke længere regne med, at det er muligt at veksle danske kontanter til bath i Thailand. Gør det hjemmefra eller hæv lokale kontanter, når du kommer frem.

På rejsemålene er det typisk ikke noget problem at finde hæveautomater. Trods et gebyr giver de som tommelfingerregel en bedre kurs, end hvis du benytter et lokalt vekselbureau. Vær blot opmærksom på om hæveautomaten trækker beløbet på din konto i thailandske baht. Nogle hæveautomater tilbyder at trække beløbet i for eksempel euro eller danske kroner. Dette er dog så ofte til en halvdårlig vekselkurs.

De mest nyttige thailandske sedler at have på dig, når du skal handle på markeder eller betale for taxier, er 20’ere og 100’ere. Der findes også sedler på 1000 baht, men ofte vil taxichauffører og handlende med småboder helst ikke give mange byttepenge.

Kreditkort som Mastercard, American Express og Visa kan benyttes på mange restauranter, hoteller og butikker i turistområderne. Vær dog opmærksom, når du bruger det og lad det ikke ude af syne. Det kan være en god ide på forhånd at advisere din bank om, at du rejser til Thailand. Det sker, at bankerne spærrer kort, hvis de pludselig ser uventede betalinger i Sydøstasien.

Generelt er prisniveauet lavt i Thailand sammenlignet med Danmark, selv i de populære turistområder. Det er muligt at finde eksklusive restauranter, resorts eller hoteller, hvor prisniveauet er tæt på det europæiske. Men du behøver normalt ikke anstrenge dig ret meget for at strække feriebudgettet rigtig langt på en rejse til Thailand. De lokale gadekøkkener serverer for eksempel lækre snacks og måltider til forbavsende få penge.

Hvilket sprog taler man i Thailand?

Det officielle hovedsprog, Siam thai, som tales af 80 procent af befolkningen, virker for de fleste danskeres øre meget fremmedartet. De steder, hvor man er vant til turister, taler de lokale dog som regel et udmærket engelsk. Efterhånden taler mange med tilknytning til rejsebranchen det faktisk næsten flydende.

Du skal dog ikke rejse ret langt uden turistområderne i Thailand for at opleve, at de færreste taler ret meget engelsk. Der undervises ganske vist i det i skolen, men måske fordi brugen af det i hverdagen er begrænset, kan det være svært at føre længere samtaler. Gør du dig den ulejlighed at lære nogle få gloser på thai, vil det med sikkerhed blive værdsat af de lokale og åbne døre til et mere autentisk og hjerteligt møde.

Vil du for eksempel sige „Goddag‟ på lidt formel vis, er det „sawadee krub‟, hvis du er mand, og „sawadee kah‟, hvis du er kvinde. Det siges ofte sammen med den traditionelle thailandske hilsen, der kaldes wai. Den består af et let buk med håndfladerne presset sammen ved dit ansigt som ved en bøn. Jo højere hænderne holdes i forhold til ansigtet, og jo dybere bukket er, jo mere respekt viser den, der siger wai.

 en mand, der kører et lyserødt tuk-tuk i Bangkok, Thailand
Tuk-tuks er populære mange steder. Foto: Hanny Naibaho – Unsplash

Hvordan kommer jeg rundt i Thailand?

Vil du ikke nøjes med at dase på det bløde sand under en palme hele ferien, er der mange transportmuligheder. Indenrigsfly forbinder de største byer, mens tog og busser er gode til længere rejser til mere afsidesliggende områder. I byerne er tuk-tuks og taxaer populære, og Bangkok har et effektivt BTS Skytrain og MRT metrosystem. Det er desuden populært at leje scootere.

Guide til transport i Thailand →

Skal jeg vaccineres før rejsen til Thailand?

Din egen læge kan fortælle dig, hvilke vaccinationer der er gode at få inden afrejse. Du kan også se på Statens Serum Instituts hjemmeside, hvilke vaccinationer de anbefaler (bemærk, at det afhænger af rejsens varighed).

Skal jeg have visum til Thailand?

Der kræves i skrivende stund ikke visum til Thailand ved ophold på maksimalt 30 dage for turistrejser. Ved indrejsen får du blot et indrejsestempel i dit pas med ret til 30 dages ophold.

Der er visumpligt ved ophold ud over 30 dage. Skal du på langtidsferie i Thailand, kan du søge om et turistvisum hos den thailandske ambassade i København (se i menuen under Consular Services). Et turistvisum giver dig ret til 60 dages ophold.

Dit pas skal være gyldigt mindst 6 måneder ud over datoen for indrejsen. Du kan finde mere information om andre indrejsekrav til Thailand hos Udenrigsministeriet og Thailands ambassade. Vær opmærksom på, at indrejsekrav kan ændres med kort varsel. Det er altid dit eget ansvar at sikre dig, at du kan indfri de gældende indrejsekrav på afrejsetidspunktet.

Som udlænding i Thailand skal du kunne fremvise et gyldigt billed-ID. Det er lidt uklart, om det er ensbetydende med et pas eller om et billede/scan af dette på mobilen er nok. Aflever under alle omstændigheder ikke dit pas som sikkerhed til eksempelvis hoteller eller udlejningsfirmaer.

Vær opmærksom på de lokale love i Thailand

De fleste love og regler, som gælder i Thailand, ligner dem, du kender hjemmefra. Der er dog også lokale love og skikke, som afviger meget fra de danske. For de langt de fleste rejsende give dette ikke anledning til problemer, men det er dog noget, du bør være opmærksom på.

Det gælder især besiddelse af alle former for narkotika. Selv i små mængder er det strengt forbudt i Thailand. Det er ikke uden grund, at landet er kendt for at straffe narkotikabesiddelse meget hårdt, i grelle tilfælde med dødstraf! Det gælder også cannabisprodukter.

Noget som mange måske ikke har hørt om, er, at det siden 2014 har været ulovligt at være i besiddelse af og/eller benytte e-cigaretter. Ligesom med narkotika kan overtrædelse medføre store bøder eller sågar fængselsstraf! Der er desuden indført et generelt rygeforbud på strandene i en lang række turistområder, som ligeledes håndhæves.

Sidst, men ikke mindst, skal du være opmærksom på, at man ikke ser med milde øjne på majestætsfornærmelser i Thailand. At kritik eller latterliggørelse af monarkiet er strengt forbudt. Det betyder for eksempel, at du ikke må træde på sedler og mønter af den thailandske valuta, baht. På den er kongen nemlig afbilledet. Vær i det hele taget respektfuld omkring alt, der har med monarkiet og den royale familie at gøre. Herhjemme er vi måske nok vant til, at vi med et glimt i øjet kan gøre tykt grin med de kongelige. Sådan er det bestemt ikke i Thailand!

Når det er sagt, er det kun et lille fåtal af de mange tusinde danskere, som hvert år rejser til Thailand, der får problemer med loven. Med almindelig sund fornuft og respekt for mødet med en ny kultur, kan du uden bekymring glæde dig til ferien i dette gæstfrie land.

Scroll to Top