Når du holder ferie på Phuket, har du det klare, blå hav inden for kort afstand. Har du dykkercertifikat, kan du udforske nogle af Asiens bedste dykkersteder. Men du behøver ikke kunne dykke med flaske for at få store oplevelser i det krystalklare hav omkring øen. Flere steder kan du bare gå ud i det lune vand direkte fra stranden med maske og snorkel. Tæt ved kysten kan du svømme omgivet af eksotiske fisk, så det næsten føles som at være i et akvarium.
Uanset om du rejser til Thailand for bare at koble helt af eller gerne vil bruge dagene på mere aktive eventyr i vandet, er Phuket et perfekt rejsemål i Thailand. Det azurblå hav, som omgiver øen, lægger op til lange, dovne timer i strandkanten og gemmer samtidig på farverige koralrev, der indbyder til spændende dykkerture og snorkling, du sent vil glemme. Her får du en guide til de bedste steder at dykke og snorkle ved Phuket. Du kan se, hvad dig venter dig under overfladen, og hvordan du nemmest kommer afsted – uanset om du er nybegynder eller erfaren fritidsdykker.
Læs alt om rejser til Phuket her →
Indhold

Snorkling direkte fra stranden – hvor skal du tage hen?
Du behøver ikke dykkerflaske og certifikat for at opleve det farverige liv under overfladen i Thailand. Mange steder på Phuket kan du bare tage din snorkel og maske under armen og gå ud fra strandkanten. Ude i det lune og klare vand omkring koralrev kan du se talrige kulørte fisk, som, hvis du bevæger dig roligt, ofte lader dig komme helt tæt på.
Der er flere steder langs Phukets kyst, hvor du kan bo tæt på sådanne snorklingsvenlige strande med klippe- og koralformationer tæt på land. Små strande som Ao Sane og Ya Nui på Phukets sydvestlige hjørne er kendt for at være blandt øens bedste til snorkling direkte fra land. Her starter eventyret kun få svømmetag fra vandkanten. Freedom Beach, som ligger lidt gemt væk mellem Karon og Patong, er også et godt valg til snorkling. Her er en rolig stemning og mulighed for at snorkle langs klipperne i begge ender af stranden. Laem Singh Beach, der gemmer sig mellem Kamala og Surin, er ligeledes populær til snorkling med klart vand og fisk i alle farver.
Snorklingen ved de større og mere populære strande som Patong og Kata kan ikke helt måle sig med disse mindre strandperler. Men hvis du bor i et af disse ferieområder, er Phuket ikke større, end at du sagtens kan tage på korte udflugter til mindre bugter for at snorkle.

De bedste dykkersteder omkring Phuket
Vil du ikke nøjes med snorkling i overfladen, har du på Phuket også et glimrende udgangspunkt for spændende dykkerture. Der findes talrige dykkerskoler og turoperatører på øen. I løbet af ferien kan du derfor tage med på dagsture til en række af Asiens mest berømte dykkersteder. For eksempel i forbindelse med at du tager et dykkercertifikat, men også hvis du i forvejen har erfaring med dykning.
Racha Yai og Racha Noi, et par småøer syd for Phuket, er blandt de mest populære destinationer for både begyndere og øvede. Her får du klart vand, smukke koralrev og gode chancer for at møde skildpadder, rokker og store stimer af farverige fisk. Racha Yai er kendt for sine rolige forhold og forholdsvis lave dybder, mens Racha Noi byder på mere udfordrende dyk på større dybde og med stærkere strøm, som også er kendt for at tiltrække rokker og hvalhajer.
Shark Point, Anemone Reef og King Cruiser-vraget er andre kendte dykkersteder, der ofte kombineres på en dykkertur fra Phuket. Shark Point har navn efter de fredelige leopardhajer, som du ofte kan se hvile sig i sandet på bunden her, mens Anemone Reef er dækket af søanemoner og småfisk. Det er en uforglemmelig naturoplevelse at dykke der. Til sammenligning er det sunkne skib King Cruiser (alle passagerer blev reddet) en lidt anden størrelse, men ikke mindre spektakulært. Siden forliset i 1997, hvor skibet ramte Anemone Reef på sin vej til Phi Phi-øerne, har vraget forvandlet sig til et levende rev. Store stimer af fisk kredser om skibet, blødkoraller vokser på metalskroget, og nysgerrige barracudaer og skorpionfisk gemmer sig i de mørke afkroge. Det er en dykkeroplevelse, der både er dramatisk og dragende.
Holder du ferie på Phuket, er en dykkertur til netop Phi Phi-øerne eller Similan-øerne også en mulighed. Det kræver godt nok lidt transporttid, ofte med tidlig afgang og et par timers sejlads. Men det er hele turen værd. Ude ved disse øgrupper venter dig nemlig nogle af Thailands mest spektakulære dyk med smukke granitformationer, krystalklart vand og landets måske flotteste koralrev. Uanset hvilket niveau du er på, er der altså masser af muligheder for at tage på dykkerture fra Phuket i løbet af ferien. Begge steder er i øvrigt også glimrende til snorkling.
Dykkerkurser på Phuket
Overvejer du at tage springet fra snorkling til dykning? Du kan uden tvivl få mange store oplevelser med snorkling, men Phuket er også et oplagt sted at tage et dykkercertifikat. Et Open Water-kursus forløber typisk over tre dage. Holder du ferie på Phuket i et par uger eller mere, har du derfor god tid til bagefter at komme med på ture, der er særligt velegnede til nye dykkere. Der er talrige dykkerskoler rundt om på øen, som underviser deres elever på begyndervenlige dykkersteder, hvor du kan få dine første erfaringer under trygge forhold.
Læs mere om at tage dykkercertifikat i Thailand her →

Livet under overfladen
Det azurblå hav omkring Phuket er fuldt af liv. Den gode sigtbarhed gør det nemt at få øje på de mange fisk, koraller og andre havdyr, der lever her. Sammenlignet med at dykke eller snorkle hjemme har du langt større chance for at opleve farverigt, eksotisk liv under overfladen i Thailand. Det gælder, uanset om du snorkler på lavt vand eller søger mod de dybeste dele af revet med dykkerflaske på ryggen.
Snorkler du tæt på kysten, vil du mange steder kunne se farverige papegøjefisk, sommerfuglefisk og små stimer af sølvskinnende fisk, der danser rundt mellem klipper og koraller. Klovnefisk, som du eller dine børn måske kender bedre som "Nemo-fisk", gemmer sig gerne i søanemonerne, mens kuglefisk og aflange trompetfisk roligt glider forbi. Ofte ser du også søpindsvin, søstjerner og små blæksprutter, der skifter farve, hvis de vil skjule sig.
På dykkerture åbenbarer der sig endnu mere af dette farverige undervandsunivers for dig. Hvad du ser på netop dine ture kan naturligvis ikke garanteres, men der er gode chancer for at møde muræner, elegante rokker og måske endda se en havskildpadde svømme roligt forbi. Mange, som tager på dykkerferie i Thailand, har også en drøm at møde en af havets fredelige kæmper – hvalhajen. Denne enorme, plettede haj lever (heldigvis) af småfisk og krebsdyr og svømmer langsomt gennem vandet med åben mund, som et kæmpemæssigt filter. Synet er uforglemmeligt, men kræver, at du er heldig at befinde dig det rette sted på det rette tidspunkt, for hvalhajerne er relativt sjældne gæster på dykkerstederne.
Til gengæld er der gode chancer for at møde de mindre revhajer ved Phuket, som patruljerer revkanter og klippeformationer. De er nysgerrige, men ganske sky. Så du skal ikke være bekymret for at møde dem. Du er en alt for stort og mærkelig skabning til at vække disse hajers interesse. De er i stedet optaget af at jage småfisk og blæksprutter, som forsøger gemme sig i koralrevets sprækker.

Er en dykkerferie på Phuket sikker?
Generelt er livet i havet omkring Phuket fredeligt, og de fleste af havets dyr holder sig helst lidt på afstand af pattedyr iført maske og snorkel. Det vigtigste er, at du selv holder en respektfuld afstand og lade dem passe deres, mens du bare nyder synet.
Når det er sagt, findes der dog også i Thailand havdyr, som man bør holde en særlig respektfuld afstand til. For eksempel den smukke, men giftige dragefisk, der har pigge, du helst ikke vil komme i nærkontakt med. Derfor gælder samme regel uanset om du snorkler eller dykker: Forsøg ikke at røre ved fiskene eller korallerne. Det er mest sikkert for dig og beskytter desuden det sårbare liv under overfladen.
Hvornår er det bedst at dykke ved Phuket?
Den bedste tid at dykke og snorkle ved Phuket er fra november til april, hvor vejret normalt er mest solrigt, havet mest roligt og sigtbarheden i vandet bedst. Det er en tid, hvor du får det bedste ud af både oplevelserne til havs og oppe på land.
I de mest regnfulde måneder, september og oktober, som er lavsæson, kan der også være dage med klart vand, især tidligt om morgenen og i bugter, der ligger i læ for vestenvinden. Men bemærk dog, at bølger og strøm i denne tid ofte gør forholdene mere uforudsigelige, og sigtbarheden vil ofte ikke være optimal til at dykke. Vær desuden opmærksom på, at nogle bådoperatører indstiller deres ture til mindre øer i lavsæsonen. Adgangen til Similan-øerne lukkes for eksempel hvert år fra midten af maj til midten af oktober for at beskytte det unikke økosystem.
Læs mere om hvornår det er bedst at rejse til Phuket her →

Tips til dit første dyk eller snorkeltur
Det kræver i princippet ingen særlig forberedelse hjemmefra, hvis du vil snorkle eller dykke under ferien på Phuket – det meste kan klares på stedet. Men der er alligevel nogle enkle tips, som kan gøre din oplevelse endnu bedre:
- Overvej at tage din egen maske med hjemmefra. Det behøver ikke koste alverden, men hvis du køber den i en rigtig dykkerbutik, har du mulighed for at afprøve forskellige modeller og finde den, der passer perfekt til dit ansigt. Det betyder, at mindre vand slipper ind og giver dig en højere komfort i vandet.
- Brug en UV-trøje eller t-shirt i vandet, især hvis du er ude i længere tid. Solen er stærk i Thailand, især når du ligger i vandoverfladen. Det er desuden meget let at glemme tiden, når man bliver betaget af livet i vandet.
- Tag dig god tid, især hvis det er første gang, du snorkler. Husk at det ikke handler om at svømme langt, men om at se det, der sker lige foran dig. Kig op fra vandet ind imellem for at hold øje med, hvor du befinder dig.
- Lyt til de lokale guider, hvis du er med på en arrangeret snorkeltur. De ved, hvor revet er bedst, og hvordan man får den bedste og mest sikre oplevelse.
- Og sidst, men ikke mindst, skal det nævnes igen: Undgå al berøring af koraller eller fisk. Prøv heller ikke at lokke fisk til ved at fodre dem. Det kan virke uskyldigt, men Phuket er et populært rejsemål, og når mange turister gør det samme, kan det med tiden få store konsekvenser for det skrøbelige økosystem under overfladen.
Her kan du læse vores komplette guide til dykkerferien i Thailand →
Klar til eventyr under overfladen?
Hvis du ønsker, at snorkling – og måske også dykning – skal være en del af din ferie på Phuket, hjælper vi dig gerne med at finde det helt rigtige sted at bo. Hos Thailand Tours er vi selv vilde med oplevelserne under vandoverfladen og kan guide dig til stederne på øen med det klareste vand og de bedste rev. Vi kan også give dig tips til udflugter og eventuelt skræddersy en pakkerejse, hvor ferien på Phuket kombineres med nogle dage på nærliggende, mindre øer med flotte koralrev.
