De bedste strande på Koh Phangan – til familier, fest og afslapning

Fremragende 5 stjerner

Koh Phangan er måske nok mest kendt for sine vilde fuldmånefester, men du skal ikke langt væk fra Haad Rin, før øen viser en helt anden side. Her finder du bugter, hvor junglen når helt ned til det turkisblå vand, og sandstrande, hvor dagene glider forbi i et roligt tempo med sol, snorkling og en god bog i skyggen. Uanset om du er til den stille slags stranddage med hængekøje og bølgebrus – eller du foretrækker lidt mere liv og musik i baggrunden – så har strandene på Koh Phangan noget for dig.

Du finder Koh Phangan inde i Den Thailandske Bugt. Med sine godt 125 km² er den end smule mindre end sin nabo mod syd, Koh Samui, men stor nok til at have et godt og varieret udvalg af badestrande, som du kan udforske i løbet af ferien. Med de talrige songthaews, der kører som små åbne taxaer rundt på øen, kan du hoppe fra strand til strand og finde lige den strandstemning, du har lyst til på dagen. Her får du en guide til det, vi synes er de allerbedste strande på Koh Phangan.

Her finder du alle vores rejser til Koh Phangan →

Luft Phangan strand, Buri Rasa Village med paraplyer og stole
Buri Rasa Koh Phangan er et af de indbydende resorts ved den familievenlige Thong Nai Pan Noi Beach.

Børnevenlige strande med blødt sand og plads til leg 🧒

Rejser I til Thailand med børn, søger I nok familievenlige strande, hvor vandet er lavt, bølgerne små, og der er god plads til at lege i sandet. På Koh Phangan er der flere gode bud, men især Chaloklum Beach på nordkysten og Thong Nai Pan Yai på østkysten er værd at fremhæve. Begge strande er beskyttet af en bugt. Chaloklum er en bred strand med lavt vand og en rolig stemning – her kan ungerne plaske løs i det krystalklare vand, mens du nyder udsigten til fiskerbåde og bjerge i baggrunden. Thong Nai Pan Yai byder på finkornet sand, lavt vand og et af øens bedste udvalg af hyggelige steder, hvor I kan få en juice og en velsmagende pad thai uden at skulle gå ret langt.

Vil du selv bade fra disse børnevenlige strande på Koh Phangan, er du nogle gange nødt gå et stykke ud i vandet for at komme rigtigt under, men netop det gør dem velegnede til familier med mindre børn. Ved begge strande er der god plads, skyggefulde træer og en afslappet stemning, der passer perfekt til en familieferie i Thailand.

Læs mere om rejser til Koh Phangan med børn her →

God snorkling – svøm blandt farverige fisk 🤿

Der er flere strande på Koh Phangan med god snorkling, hvor du få skridt ude i vandet kan møde stimer af farverige fisk. Haad Mae Haad i nord er kendt som et af de bedste steder til snorkling på øen – her kan du ved lavvande desuden gå tørskoet over en sandtange til den lille ø Koh Ma, hvor koralrev og klart vand også indbyder til at tage maske og snorkel på.

Længere mod vest ligger Haad Yao, som byder på både smuk strand og gode snorkelmuligheder i den nordlige ende, hvor klippeformationer skaber gode gemmesteder for havlivet. Og i den mere afsides bugt Haad Khom, ikke langt fra Chaloklum, finder du roligt vand og små koralområder tæt på land – perfekt til en afslappet snorkeltur uden for meget strøm eller trafik i vandet.

Selvom Koh Phangan altså har flere strande med god snorkling, er det værd at tage et par forbehold. Øens navn stammer fra det thailandske ord ngan, der betyder sandbanke – og netop de mange sandbanker omkring øen kan nogle gange påvirke sigtbarheden i vandet. Tidevandet spiller også en rolle for, hvor godt det er at snorkle. Ved lavvande kan det være svært at komme ud til revene fra land. De bedste forhold til snorkling ved Koh Phangan fås som regel mellem december og marts, hvor sigtbarheden er bedst.

Hvis du prioriterer oplevelserne under havoverfladen højt, er det oplagt også bruge en dag eller to af ferien til en udflugt til Ang Thong National Marine Park eller naboøen Koh Tao. Begge steder er kendt for spektakulær snorkling og dykning. Har du ikke dit eget udstyr med til Thailand, er der ved mange strande og resorts mulighed for at leje det.

Palmetræ på en naturlig strand
Det lave vand gemmer på koralrev med farverige fisk, her Haad Yao Beach.

Øens livligste strande – flammer og fuldmånefest 🌝

Er du taget til Koh Phangan for at feste, er der ingen vej udenom Haad Rin på den sydlige spids af øen. Det er ikke øens mest idylliske strand – men til gengæld uden tvivl den mest berømte. Det er her, den legendariske Full Moon Party finder sted hver måned med tusindvis af deltagere. Vil du danse i sandet til solopgang, omgivet af ildshows, neonmaling og dunkende bas, er det øens bedste strand. Om dagen er stemningen mere tilbagelænet, men når mørket falder på, vågner byen bag stranden til live med barer, boder og natklubber, der skruer op for musikken. Haad Rin er altså ikke for dig, der søger en fredfyldt strand – men hvis du vil opleve Koh Phangans pulserende festhjerte, så er det her, det banker stærkest.

Selv når der ikke er fuldmåne, er Haad Rin en strand med fart på – både på land og til vands. Her er altid liv omkring barerne, og ude i bølgerne suser jetski og bananbåde forbi i løbet af dagen. Får du ikke timet din rejse til Koh Phangan med den store fuldmånefest, er der ingen grund til panik. Rundt omkring på øen er det ikke svært at finde andre, mindre fester i løbet af måneden. Især de såkaldte Half Moon Parties inde i baglandets jungle er også blevet populære blandt de festglade rejsende.

Fredfyldte strande – bølgebrus og stilhed 🏝️

Drømmer du ikke om en ferie med vilde fester, men derimod om at gå barfodet langs en strand, hvor det eneste, du hører, er den lette brise i palmerne og bølgernes sagte rul mod sandet? Der er der heldigvis også dejligt fredfyldte strande på Koh Phangan. Haad Khuat (bedre kendt som Bottle Beach) på nordkysten er en af øens mest afsidesliggende perler – kun tilgængelig via båd eller en længere vandretur gennem junglen – og nok derfor føles den stadig som en hemmelig strandperle.

Også Haad Yuan, selvom den ligger på sydøstkysten forholdsvis tæt på Haad Rin, har en rolig atmosfære. Stranden er ligeledes kun tilgængelig med båd eller ved en lang og temmelig strabadserende vandretur gennem junglen. Der er kun få steder at bo og spise ved stranden, men heller ingen feststøj. Længere mod nordøst gemmer Than Sadet sig som en lille bugt omgivet af klipper og jungle, hvor tiden nærmest går i stå. Her er det heller ikke faciliteterne, men stilheden og naturen, der trækker. Vær blot opmærksom på, at bølgerne kan være store her. Der er dog klipper i begge ender af stranden, hvor det på dage med stille hav er fint at snorkle.

Her kan du læse vores guide til de bedste strande i Thailand

Lad os sammensætte rejsen, der passer til dig 🧳

Hos Thailand Tours kender vi Koh Phangan og øens mange strande indgående, som inkluderer mange flere end dem, der er nævnt her. Vi hjælper dig gerne med at finde det helt rigtige sted at bo på øen, uanset om du er til fred og palmesus eller strandliv med fest og farver. Fortæl os, hvilken slags ferie du drømmer om, så guider vi dig til den strand og det hotel, der passer bedst.

Vi kan også sammensætte en skræddersyet pakkerejse til dig, hvor du kombinerer Koh Phangan med oplevelser på de nærliggende øer Koh Tao og Koh Samui – og nyder et afslappet ø-hop i dit helt eget tempo.

Rul til toppen