De bedste strande i Hua Hin

Fremragende 5 stjerner

Er du på udkig efter det helt rigtige rejsemål til en badeferie med sol, strand og afslapning? Så skal Hua Hin i Thailand være en af topkandidaterne på din liste. Denne charmerende ferieby der ligger inden for rækkevidde af Bangkok, har nogle af de mest populære strande i Thailand.

I Hua Hin får du alt, hvad du kan ønske dig af en badeferie under eksotiske himmelstrøg. Fra det bløde sand på stranden, der strækker sig så langt øjet rækker, til byens livlige gader fyldt med farverige markeder, restauranter og barer, er Hua Hin et ægte ferieparadis. Her kan du nyde en afslappende pause langt fra hverdagens travlhed.

Sandstrand så langt øjer rækker

Der er meget at tage sig til på en ferie i Hua Hin, men den lange strand er uden tvivl hovedattraktionen. Her møder kilometervis af fint, lyst sand de blå bølger fra Thailandbugten. Selv i højsæsonen finder du nemt din egen plads på sandet her. Stranden ved Hua Hin er bred og rummelig, hvilket gør den ideel til både solbadning, lange gåture langs kysten og en stribe vandsportaktiviteter.

De fleste steder er dette en meget lavvandet strand. Særligt ved lavvande er stranden derfor rigelig bred, og du kan gå ganske langt ud. Her er ingen skarpe koralrev eller pludselige stejle kanter. Det er derfor en børnevenlig strand, der tiltrækker mange familier til Hua Hin. Naturligvis skal man også her altid være opmærksom på de aktuelle forhold. Særligt ved kraftigt højvande eller under monsunen snævrer stranden ofte til, og der kan være understrøm.

Hua Hins brede strand, der lokalt kaldes for Hat Hua Hin, strækker sig ved lavvande sydpå fra Hilton-hotellet ned langs kysten til det majestætiske abebjerg Khao Takiab, et ikonisk vartegn for området. Fra toppen af det lille bjerg, der har fået sit navn efter en koloni af vilde aber, kan du nyde den betagende udsigt over havet.

Palme træer og hotel på stranden
Der er aldrig langt op til forfriskninger, når du nyder stranden i Hua Hin.

Aldrig kedeligt på stranden i Hua Hin

For dig, der ønsker at krydre strandlivet med lidt mere action, er der på ferien i Hua Hin også rig mulighed for at kaste sig over forskellige former for vandsport. Både hvis du bare trænger til at få pulsen lidt op eller virkelig ønsker at mærke adrenalinet pumpe.

Windsurfing og kiteboarding er populære valg her, da stabile vinde ofte giver ideelle forhold for begge sportsgrene. Både nybegyndere og erfarne surfere kan leje det nødvendige udstyr. Er du ny på vandet, er erfarne instruktører klar til at hjælpe dig med at komme godt i gang. For dig, der foretrækker et mere afdæmpet tempo, er Hua Hins rolige vand også ideelt til kajakroning og paddleboarding. Der er jetski og bananbåde til dem, der ønsker et hurtigt adrenalinsus og sjov på vandet. Endelig er der på dele af stranden mulighed for at tage med på en ridetur.

Solnedgang over strand og bjerge i Thailand
Udsigt over kysten syd for Hua Hin fra udsigtspunktet Khao Chong

Andre strande ved Hua Hin

Lige på den anden side af Khao Takiab finder du Suan Son Pradipat. Det er en lidt mindre besøgt strand og derfor et godt udflugtsmål, hvis du søger en lidt mere afsondret og rolig strandoplevelse. Ned til Suan Son står store pinjetræer. De er flotte og gode, hvis du trænger til at trække lidt op i skyggen. Sandet på denne strand er også blødt og indbydende med børnevenligt lavt vand.

Laem Sala Beach er et andet glimrende eksempel, at der findes mange skønne badestrande i området omkring Hua Hin. Dette relativt uberørte strandparadis er kendt for sit fine hvide sand og det krystalklare vand, der inviterer til både afslapning og svømning. Strandens ro og fred gør den til et ideelt tilflugtssted for dem, der søger en pause fra de mere travle turistområder. En tur til Laem Sala Beach kan du med fordel kombinere med et besøg i den berømte Phraya Nakhon Cave. Selvom hverken grotten eller denne skønne strand ikke ligefrem er nemt tilgængelige – det kræver en vandretur eller en bådtur – er det anstrengelserne værd.

Uanset om du er på udkig efter spændende vandsport, lange dage i solen, eller bare et roligt sted at slappe af og nyde naturens skønhed, har Hua Hin og områdets strande altså noget for enhver smag. Så pak dit badetøj og solcreme, og gør dig klar til at nyde det bedste af thailandsk strandliv i Hua Hin.

Ø-besøg udflugtsbillede med både i vandet på en rolig strand. Ideelt sted for afslappende ø-tur eller weekendferie. Natur, hav, sand og
Bounty-strand på Koh Talu, som er et oplagt udflugtsmål fra Hua Hin.

Dykning og snorkling ved Hua Hin

Hua Hin byder på pragtfulde strande og et væld af vandsportsaktiviteter. Vær dog opmærksom på, at der ikke er optimale betingelser for at snorkle eller dykke direkte fra Hua Hins strand. På grund af den fine sandbund, som let hvirvles op, er vandet ved Hua Hin nemlig ofte lidt uklart og uden den mangfoldighed af farverigt liv og koraller, som du for eksempel finder omkring Similan- og Phi Phi-øerne eller Koh Tao længere mod syd.

Hvis du på rejsen til Hua Hin gerne vil prøve snorkle i krystalklart vand med et farvestrålende liv, er der dog gode muligheder inden for rækkevidde. En dagstur sydpå til bounty-øen Koh Talu kan for eksempel varmt anbefales, når du holder ferie i Hua Hin. Turen dertil starter med en 2½ timers køretur ned til fiskerlandsbyen Bangsapan Noi, hvorfra du fortsætter med båd ud til øen. Denne lille bounty-ø er kendt for sine klare vande, flotte koralrev og et mylder af eksotiske fisk. Der er som regel også ture dertil med mulighed for at dykke med flasker.

Læs mere om oplevelser på en rejse til Hua Hin

Et udvalg af rejser, der inkludere Hua Hin

Få inspiration til din næste ferie, vi har her samlet et udvalg af de rejser vi tilbyder til Hua Hin. Du finder både rundrejser hvor en del af ferie er i Hua hin, eller badeferie hvor hele opholdet er på et af de håndplukkede hoteller vi har udvalgt. Du er naturligvis også altid velkommen til at kontakte os for tips og gode råd til en skræddersyet rejse helt efter dine ønsker og behov.

Scroll to Top