De livlige og farverige markeder er en essentiel del af enhver rejse til Thailand. Bangkok har nogle af de bedste og største i Sydøstasien. Her venter dig et charmerende virvar af aktivitet, som er herligt uoverskueligt med traditionelt håndværk, eksotiske frugter og blomster side om side med duftende gadekøkkener. Fra de flydende markeder på floderne til de pulserende aftenmarkeder, der lyser op efter solnedgang, er hvert marked i og omkring Bangkok et vindue til Thailands sjæl.
Læs med her og tag med på en rejse gennem disse summende markeder, hvor du vil opdage skjulte skatte, gøre gode handler og møde de lokale handlende, hvis passion og håndværk giver liv til hver eneste bod og hjørne af markederne.
Indhold
Chatuchak Weekend Market
Dette er måske det mest ikoniske marked i Bangkok og et sandt slaraffenland for shoppere. Med over 15.000 boder og småbutikker fordelt på et areal svarende til næsten 50 fodboldbaner har Chatuchak stort set alt, hvad hjertet begærer. Her er alt fra håndlavet kunsthåndværk, tasker og tøj i alle afskygninger til eksotiske frugter, gadekøkkener med lokale delikatesser og elektronik.
Et godt tip på et kæmpe marked som Chatuchak er, at hvis du forelsker dig i en vare, så tøv ikke med at købe den med det samme. Når der i løbet af dagen bliver trængsel, kan du let ende med at spilde tid på at gå frem og tilbage mellem boderne. Det er desuden nemt at miste overblikket og glemme, hvor præcis det var, du så det gode tilbud.
Markedet der også kaldes for Jatujak eller JJ Market, ligger i det nordlige Bangkok. Som navnet på markedet antyder, afholdes det primært i weekenden. Der er dog mindre dele af markedet, som også er åbent i hverdagene, blandt andet boder med et spændende udvalg af eksotiske frugter. Det kan være en god mulighed for at se området, når der er langt færre mennesker end i weekenden.
I weekenden er Chatuchak-markedet åbent fra kl. 9 til 18. Har du energien til det, kan du sagtens bruge timevis på at slentre rundt blandt de utallige boder og småbutikker. Det gør omkring 200.000 besøgende i løbet af weekenden! De fleste kommer over middag. Hvis du har mulighed for det, kan det derfor anbefales at ankomme tidligt på dagen. Hen på eftermiddagen, når der er meget trængsel og varmt, kan det være en god idé at tage en pause ved et af de mange gadekøkkener eller på en restaurant. Måske bare en kølig drik i skyggen.
Damnoen Saduak Floating Market
Oplev det traditionelle Thailand med et besøg til dette berømte flydende marked i Ratchaburi-provinsen omkring 100 kilometer vest for Bangkok. Dette marked en chance for at opleve den handel på vandvejene, som tidligere var almindelig og en integreret del af det daglige liv i Thailand.
De flydende markeder har i århundreder spillet en central rolle i lokalbefolkningens liv som vigtige handelsknudepunkter. Her kunne folk købe alt fra friskproducerede fødevarer til håndværk fra sælgere, der sejlede fra det ene sted til det andet. Frem til 1900-tallet var der for eksempel utallige kanaler på kryds og tværs af Bangkok, som derfor blev kaldt for Fjernøstens Venedig. I dag er mange af kanalerne blevet til asfalterede veje, men det er stadig muligt at opleve de traditionelle flydende markeder på din rejse til Thailand.
Et af de største også mest autentiske markeder er netop Damnoen Saduak Floating Market. Ganske vist er der nu til dags nok lige så mange turister blandt kunderne som lokale, men markedet føles stadig som en ægte tidslomme. Typisk udforsker man det flydende marked i roligere tempo, end da Roger Moore som James Bond jagtede skurke gennem kanalerne i filmen “Manden med den gyldne pistol”. Fra de mange både sælges alt frugt og grøntsager til kunsthåndværk. Trænger du til en hurtig snack, er der også både, som serverer klassisk street food.
Sampheng Market i China Town
Hvis du rejser til Thailands hovedstad, bør du tage dig tid til at besøge China Town i Bangkok, også kendt som Yaowarat. Her finder du nemlig et af de mest pulserende og farverige markeder i byen, Sampheng Market. Efter sigende er det desuden byens ældste marked. Selv hvis du ikke har plads i kufferten til flere gode køb, skal du give dig god tid til at udforske de snævre gader og gyder.
Stemningen med de mange neonlys og det konstante summen fra menneskemængden er fantastisk. Ja, her er ofte meget trængsel, men det er en del af oplevelsen. Her i de smalle sidegader til Yaowarat Road finder du masser af spændende småbutikker og boder med alt fra smykker til kinesiske urter og teer.
Du kan næsten med garanti finde et unikt souvenir fra ferien i Bangkok her. Men faktisk er en lige så stor attraktion i China Town de utallige gadekøkkener, der tilbyder alt fra dim sum til klassiske thairretter. Særligt hen på aftenen forvandles området til et gastronomisk paradis, hvor lokale og besøgende flokkes for at smage på noget af Bangkoks bedste street food. Læg dog også gerne vejen forbi det smukke kinesiske tempel Wat Mangkon Kamalawat.
Pak Klong Talad
Selvom udvalget på Pak Klong Talad, Bangkoks største blomstermarked, i sagens natur er mere begrænset, da det primært fokuserer på blomster, er det alligevel et af de markeder, du ikke må gå glip af på en rejse til Bangkok. Her åbner der sig en verden af farver og dufte, når du vandrer mellem boderne fyldt med friske blomster fra hele Thailand.
Markedet har en lang historie. Helt tilbage i Rama I’s regeringstid (1782-1809) var der et flydende marked her. Det blev senere til et fiskemarked og til sidst blomstermarkedet, som indtil videre har været her i over 60 år.
Fra sarte orkidéer til farvestrålende kranser af jasmin giver markedet et andet indblik i den thailandske kultur gennem dens kærlighed til blomster. Blomsterne kommer fra området omkring Bangkok og den nordlige provins Chiang Rai. Besøg gerne markedet tidligt om morgenen for at se markedet i fuld vigør, når de friske blomster leveres og lokale dekoratører handler ind til dagens behov.
Tips til markedsbesøg i Thailand
- Åbningstider: I Bangkok og andre steder i Thailand er især de såkaldte Night Markets populære. Disse aftenmarkeder åbner typisk omkring kl. 17.00 og lukker ned igen omkring midnat. Der er dog ikke usædvanligt at aftenmarkederne, også i Bangkok, er åbne i dagtimerne.
- Prut om prisen: Traditionelt var det at prutte og forhandle om prisen fast kutyme på Bangkoks markeder. Nu om dage har mange boder dog noget nær faste priser. Hvis du finder noget, du kan lide, kan du dog godt prøve at forhandle lidt om prisen, især hvis du køber mere end én ting. Prisniveauet er generelt lavt i Thailand, så selv uden prisnedslag er der gode muligheder for at gøre en god handel i ferien.
- Sikkerhed: Thailand er generelt et sikkert sted at gå på marked. Både i hovedstaden, men også på populære rejsemål som Phuket og Chiang Mai er der store markeder, hvor hele familien trygt kan shoppe. Men som med alle steder, der tiltrækker store menneskemængder, bør du være opmærksom risikoen for lommetyverier og altid holde godt øje med dine værdigenstande.
Dette var blot et lille udpluk af de mange charmerende markeder, du kan finde i og omkring Bangkok. Derudover er der de talrige moderne, airconditionerede shoppingcentre, hvor du finder masser af designerbutikker med internationale mærkevarer, biografer, restauranter og endda indendørs forlystelsesparker. Det er ikke nogen overdrivelse at beskrive den thailandske hovedstad som et ægte shoppingmekka med noget for enhver smag og budget.