Chiang Mai er i sig selv et overflødighedshorn af oplevelser – fra de smukke templer og livlige markeder til det lækre thailandske gadekøkken og hyggelige caféer. Men hvis du har et par ekstra dage og har appetit på flere eventyr, er byen også det perfekte udgangspunkt for nogle fantastiske dagsudflugter i det nordlige Thailand. Uanset om du vil vandre i bjergene, dykke ned i områdets kultur, eller bare slappe af i smukke omgivelser, er der masser af muligheder på udflugter fra Chiang Mai.
Her får du mit bud på de 5 bedste dagsudflugter fra Chiang Mai – oplevelser, du ikke vil gå glip af! Og som en ekstra bonus til sidst, får du et tip til at få endnu mere ud af rejsen til Thailand.
Doi Inthanon Nationalparken
Doi Inthanon Nationalpark er et must, hvis du elsker storslået natur! I denne nationalpark, som ligger kun omkring 1-2 timers kørsel fra Chiang Mai, finder du blandt andet Thailands højeste bjerg, Doi Inthanon, der rejser sig majestætisk op i 2.565 meters højde. Tæt ved finder du de ikoniske tvillingpagoder Naphamethinidon og Naphaphonphumisiri, som er bygget til ære for Thailands konge og dronning.
Nationalparken byder derudover på alt fra frodig regnskov og smukke vandfald til flere imponerende udsigtspunkter, hvor du kan stå over skyerne. Både lokale og turister tager på udflugt fra Chiang Mai til Doi Inthanon Nationalparken for at nyde den friske, kølige bjergluft, som kan være en velkommen pause fra varmen inde i byen. Nationalparken er desuden kendt for sin rige biodiversitet, så du har gode chancer for at spotte smukke fuglearter og andre eksotiske dyr undervejs.
Som udflugtsmål er Doi Inthanon også attraktiv, fordi det er en af de nationalparker i Thailand, der er nemmest at komme rundt i. Der er gode (omend snørklede) veje, der forbinder områdets største attraktioner. Vil du for eksempel op og nyde den fantastiske udsigt fra toppen af selve bjerget Doi Inthanon, kan du køre helt derop. Særligt hvis du kommer her i vintermåneder for at nyde solopgangen, er en trøje nødvendig for at holde varmen oppe på toppen. Nogle år er der sågar frost eller lidt sne på jorden tidligt om morgenen.
Den nemmeste måde at tage på en udflugt til Doi Inthanon Nationalpark fra Chiang Mai er typisk at leje en bil med chauffør. Det er der forskellige lokale firmaer, som tilbyder. Der er også billigere gruppeture i minibusser, men så har du lidt mindre frihed til selv at bestemme dagens program.
Huay Teung Tao
Hvis du trænger til lidt afslapning og naturskønne omgivelser, men ikke orker en ret lang køretur, er Huay Teung Tao et glimrende udflugtsmål fra Chiang Mai. Kun omkring 20 minutters kørsel (14 km) fra centrum finder du denne smukke sø omgivet af bjerge, hvor du kan slappe af og sagtens bruge et par timer på at nyde den rolige atmosfære.
Huay Teung Tao, som er et menneskeskabt vandreservoir, er endnu et udflugtsmål nær Chiang Mai, som trækker både lokale og turister. De kommer her for at bade, fiske, dyrke vandsport eller bare nyde et måltid i en af de små bambushytter, der ligger spredt langs søbredden. Du kan bestille lækker, autentiske thairetter fra disse simple smårestauranter, der er bygget på stolper, og nyde dit måltid hævet over søen med en kølig øl. Det er en skøn måde at tilbringe en rolig stund lidt på afstand af byens travlhed!
Du kan hoppe på en songthaew eller hyre en taxi i Chiang Mai til at køre dig ud til Huay Teung Tao.
Elefantparker
Generelt bør du være kritisk, når det kommer til at besøge elefantparker i Thailand. Nogle af disse steder er man desværre mere fokuseret på at tiltrække turister end på elefanternes naturlige behov. Men området omkring Chiang Mai er kendt for at have nogle af de bedste parker, hvis du vil opleve disse fantastiske dyr på tæt hold uden at det går ud over deres trivsel.
Inden for et par timers kørsel fra Chiang Mai kan du besøge parker, der fungerer som redningscentre for hundredevis af elefanter, der har fået en ny chance for at leve i mere trygge omgivelser. Her får du mulighed for at komme tæt på de majestætiske dyr i selskab med en guide, som kan fortælle dig om flokkens liv, mens du for eksempel ser dem bade i floden. Alt sammen uden at der tilbydes rideture eller anden uetisk underholdning, som stadig tilbydes i nogle elefantparker.
Det er en stærk og rørende oplevelse at se elefanterne lever under noget nær naturlige forhold. Når man ved, hvilke kummerlige forhold mange af elefanterne tidligere har levet under, er det en oplevelse, der helt sikkert vil sætte sig i hjertet!
White water rafting på Mae Taeng
Vil du kombinere dit besøg i en af elefantparkerne med en mere adrenalinfyldt aktivitet? I samme dalområde nord for Chiang Mai, hvor du kan møde de berømte bjergstammer, flyder Mae Taeng-flodens brusende vand. Den er en af de mest populære floder til såkaldt White water rafting i Thailand, hvor du suser ned ned ad floden i en stor gummibåd (med guide).
Der er ture for både begyndere og mere erfarne sejlere. Hvis du kun har prøvet at sejle kano i vores hjemlige åer, vil flodens strømfald med garanti give dig sug i maven. Selve sejlturen tager typisk et par timer og typisk er der indlagt pauser med tid til for eksempel at bade under vandfald. Med de smukke junglelandskaber og den friske bjergluft omkring dig, bliver det uden tvivl en dag fyldt med action og uforglemmelige oplevelser.
Bo Sang and San Khampaeng
Chiang Mai er kendt for traditionelt kunsthåndværk af høj kvalitet med mange dygtige håndværkere. Derfor har du gode muligheder for at købe unikke, håndlavede souvenirs fra deres værksteder rundt omkring i byen og på de mange markeder. Er du interesseret i traditionelt thailandsk håndværk er det dog også værd at tage på en udflugt til Bo Sang og San Khampaeng. Kun en kort køretur på omkring en halv time fra Chiang Mai, finder du disse to landsbyer, der er kendt for deres dygtige håndværkere.
Bo Sang er berømt for sine smukke, håndlavede paraplyer, malet i levende farver og med delikate mønstre. Du kan se kunstnerne i gang med at male og endda tage en paraply med hjem som souvenir. I San Khampaeng, lidt længere fra Chiang Mai, kan du besøge værksteder, hvor de fremstiller alt fra silke og keramik til sølv og lakarbejder. Det er et godt sted at købe unikke, håndlavede gaver og samtidig støtte det lokale håndværk.
Bonus: Chiang Rai
Som en lille bonus skal Chiang Rai nævnes – for selvom det er muligt at tage dertil på en dagsudflugt fra Chiang Mai, er det faktisk et rejsemål i sig selv, der fortjener ekstra tid. Hvis du har tid i din rejseplan, kan det varmt anbefales at tilbringe et par nætter i Chiang Rai for virkelig at få det hele med. Byen er kendt for sine ikoniske templer, som nærmest ligner noget fra en drøm med deres detaljerede ornamenter og udsmykninger.
Udover templerne byder Chiang Rai også på smukke naturscenerier, farverige markeder og en lidt mere afslappet atmosfære end i Chiang Mai. Du kan også bruge byen som udgangspunkt for at besøge Den Gyldne Trekant, hvor Thailand, Myanmar og Laos mødes, og lære om regionens fascinerende historie. Så hvis du har tid og lyst til at udforske endnu mere af det nordligste Thailand, er Chiang Rai også en fantastisk mulighed.
Skræddersyede oplevelser i det nordlige Thailand
Du skal naturligvis først tage dig god tid til at tage på udflugter i Chiang Mai. Men har du flere dage til din rådighed er “Nordens rose” altså også et godt udgangspunkt for længere dagsudflugter ud af byen. Uanset om du vil udforske frodige nationalparker, møde elefanter eller fordybe dig i det lokale håndværk, kan du med garanti finde, der falder i din smag.
Hvis du efter de mange spændende oplevelser i nord trænger til at koble af og ren afslapning, kan du nemt rejse videre sydpå til nogle af Thailands skønne strande. Som du kan se i vores rejseforslag, kan du for eksempel kombinere Chiang Mai med den kongelige kystby Hua Hin, eller besøg ø-paradiser som Koh Chang eller Phuket. Der kan du dase på stranden, nyde krystalklart vand og fordøje de mange indtryk. Det perfekte punktum på din rejse!