Krabi er kendt for sine hvide sandstrande, det krystalklare vand, farverige koralrev, dramatiske kalkstensklipper og de mange småøer, der frister med ren bounty-stemning. Men når solen går ned, og du har brugt dagen på at dase på stranden, snorkle blandt tropiske fisk eller været på ø-hop, kan du udforske en helt anden side af Krabi. På de såkaldte Night Markets kan du nyde de lune aftener med kulørte lys, fridstende dufte og nyde den særlige stemning, som der er efter mørkets frembrud.
Her får du vores guide til de bedste aftenmarkeder i Krabi – hvor du finder dem, og hvad der venter dig. Aftenmarkeder er nemlig meget mere end bare shopping, de er din chance for at opleve thailændernes hverdag tæt på, smage dig gennem gadekøkkenets fristelser og selvfølgelig måske finde den helt rigtige souvenir. Læs mere om de mest populære night markets i Krabi i vores fulde guide herunder 👇.
Her finder du alle vores rejser til Krabi →
Indhold

Hvad er et aftenmarked?
Et aftenmarked – eller Night Market, som det typisk kaldes i Thailand – er et farverigt gademarked, der, som navnet antyder, normalt først rigtigt vågner til live, når solen er gået ned. Her rykker lokale handlende ud med boder, hvor de sælger alt fra frisklavet street-food og eksotisk frugt til billigt tøj, smykker og små souvenirs. Stemningen er en anden end på et almindeligt dagsmarked eller end i et indkøbscenter. Luften er fyldt med dufte, musik og summen af stemmer, og det hele føles mere som en oplevelse end bare et sted at gøre en god handel.
Du kan finde markeder på de fleste lidt større rejsemål i Thailand, men der er noget særligt og lidt udefinerbart over et "rigtigt" aftenmarked. Det handler ikke kun om antallet af boder, men om den stemning, der opstår, når både lokale og rejsende mødes.
Krabi Town Night Market
Der er flere forskellige markeder i Krabi by, men det største er Krabi Town Night Market. Det forvandler området omkring Maharaj Road til et pulserende samlingspunkt, hvor grillduft, gadelys og lokale rytmer skaber en stemning, du ikke rigtigt finder andre steder i byen. Du kan slentre mellem boderne og smage dig gennem alt fra grillede satay-spyd og frisklavede pandekager til krydrede curries og frisk frugt.
Udover den lækre mad finder du tøj, kunsthåndværk og souvenirs i næsten alle afskygninger. Det er et oplagt sted at bruge noget af aftenen, når du vil kombinere shopping, madoplevelser og et indblik i det lokale liv. Markedet kaldes også for Krabi Town Walking Street og ikke mindst Krabi Weekend Market, da det primært folder sig ud fredag til søndag aften, hvor både lokale og rejsende strømmer til for at nyde stemningen.
Noget andet Krabi Town Night Market er kendt for, er den underholdning, der foregår på scenen midt på markedet. Her er sat borde og stole op, så du kan købe lidt mad fra boderne og slå dig ned, mens du ser et gratis show. På programmet er der alt fra lokale sangere og traditionelle thaidansere til jazzmusikere og skoleklasser. Det er et levende miks, der giver markedet en unik atmosfære og er populær underholdning blandt de lokale. Kan du lide en optræden, er det muligt at lægge en lille donation.
Praktisk info – Krabi Town Night Market
- Åbningstider: Fredag, lørdag og søndag ca. kl. 17.00–22.00.
- Sted: Maharaj Road i Krabi by ved siden af varehuset Vogue (Walking Street-området).
- Godt at vide: Kom tidligt, hvis du vil undgå de største menneskemængder og udsolgt boder, eller lidt senere på aftenen, hvis du vil opleve stemningen, når den er på sit højeste.
- Tip: Hav gerne kontanter med, da boderne normalt ikke tager mod kort.
Chao Fah Night Market
Et andet hyggeligt marked i Krabi er Chao Fah Night Market, som du ligeledes finder i hovedbyen, men nede langs havnefronten ved Chao Fah Pier. På dette mindre marked er stemningen mere afslappet og lokal end på det store weekendmarked. Men også på Chao Fah Night Market kan du nemt bruge en del tid på at slentre rundt mellem de mange madboder og prøve forskellige retter eller måske en friskpresset juice. Dufte af grillede skaldyr, krydrede nudelretter og frisk mango hænger i luften, og de små plastikstole og borde giver dig muligheden for at slå dig ned og spise side om side med de lokale. Selvom udvalget af boder med andet end mad ofte er ret begrænset på dette marked, kan der ikke sættes en finger på den hyggelige atmosfære og lidt mere autentiske præg. Med andre ord et oplagt valg, hvis du vil opleve et (mad)marked i Krabi, der er lidt mere afdæmpet.
Praktisk info – Chao Fah Night Market
- Åbningstider: Dagligt ca. kl. 17.00–22.00.
- Sted: Langs Chao Fah Pier i Krabi by.
- Godt at vide: Mest et madmarked.
- Tip: Tag dertil på tom mave, så du kan prøve forskellige retter.

Ao Nang Landmark Night Market
Det er ikke svært at tage en tur ind til Krabi by, hvis du er på ferie i Ao Nang, men regionens mest populære ferieby har også sine egne markeder, som det bestemt er værd at udforske.
Landmark Market er et nyere og populært marked i Ao Nang, som ligger lige ved Noppharat Thara Beach og tæt på byens Muay Thai-stadion. Det betyder, at du nogle aftener også kan opleve korte opvisningskampe som en del af underholdningen på markedet. Her er mere organiseret end på de små lokale markeder og efter en udvidelse fornylig også masser af plads. Det er dog endnu ikke helt så stort som markedet i Krabi by, men der er masser af boder at udforske og gode muligheder for at slå sig ned for at hvile fødderne, spise eller bare betragte livet omkring dig.
Du kan vælge at spise ved de lidt interimistiske boder eller i mere café-lignende områder, hvor det hele er velorganiseret. Midt i området er der sat borde op, så du kan sammensætte din egen lille menu og nyde manden i ro og mag sammen med familie eller venner. Markedet er især populært blandt rejsende, der vil have en nem og hyggelig aften med fokus på mad frem for shopping. Fordi markedet er populært blandt de ferierejsende, finder du ud over det thailandske gadekøkken også boder med mere internationale menuer lige fra japanske og indiske retter til pizza og pasta.
Inden du sætter dig til rette for at spise, bør du dog tage en runde mellem de mange boder, der byder på andet end mad. Der er unægteligt en del af det billige “tingeltangel”, som du ser mange andre steder i Thailand, men du har også chancen for at finde en bod med smukt lokalt håndværk og unikke souvenirs.
Også på Ao Nang Landmark Night Market er der underholdning, især i weekenden, hvor programmet kan svinge fra spektakulære ildshows til små koncerter. Kvaliteten kan være lidt en blandet pose bolsjer, men netop dét kan i sig selv øge unerholdningsværdien.
Praktisk info – Ao Nang Landmark Night Market
- Åbningstider: Dagligt ca. kl. 16.00–22.00.
- Sted: Noppharat Thara Beach, lige ved KFC.
- Godt at vide: Mere organiseret og “turistvenligt” end mange andre markeder.
- Tip: De centrale siddepladser gør det oplagt sted at sammensætte dit eget lille street food-tapasbord.

Krabi by eller Ao Nang – hvor er markederne bedst?
Både Krabi Town Night Market og Ao Nang Landmark Market er værd at besøge, hvis du er i humør til shopping eller street-food. Krabi Night Market er stadig det største og mere autentiske marked. Her mærker du mere det lokale liv, men markedet er dog mest interessant at besøge fredag til søndag. Til sammenligning er Ao Nang Landmark Market lidt mere turistet og mindre i skala, men til gengæld har det åbent hver aften og er supernemt at besøge, hvis du bor i eller nær den populære strandby.
Nøglen til at få det bedste ud af Krabis aftenmarkeder, uanset hvilket du vælger, er at møde dem med et åbent sind og en smule eventyrlyst. Giv dig tid til at gå på opdagelse mellem boderne, prut om prinsen med de lokale handlende og sug stemningen til dig. Hvert marked har sin egen karakter og sine små specialiteter, så det kan varmt anbefales at besøge mere end ét på din rejse til Krabi.
Praktiske tips til aftenmarkederne i Krabi
- Sæson og vejr: Markederne holder som regel åbent uanset årstid. I regntiden (maj–oktober) kan du godt blive mødt af en byge, men de fleste boder har overdækning, og regnen er som regel hurtigt overstået. I højsæsonen (november–april) er der til gengæld flere boder, mere liv og også flere mennesker – især i weekenderne.
- Tøj og fodtøj: Selvom markederne har en dejlig afslappe atmosfære, sætter thailænderne pris på respektfuld påklædning. Skuldrene dækket og shorts/nederdele til knæet er ikke et krav, men sådan de lokale klæder sig. Husk også komfortable sko eller sandaler – du kommer nok til at gå en del.
- Fotografi: Vil du tage billeder af boder eller handlende, så spørg først. Mange siger ja med et smil, andre er mere blufærdige, og det skal man naturligvis respektere.
Små markeder og morgenliv i Krabi
Udover de største og mest populære markeder i Krabi, findes der også en række mindre markeder rundt omkring. De er ikke altid lige stedfaste, men kan være sjove at stoppe ved, hvis du tilfældigvis kommer forbi. Husk også, at det ikke kun er om aftenen, du kan gå på marked i Thailand.
Tidligt om morgenen summer Krabi også kortvarigt ekstra meget af liv på de lokale markeder, hvor der handles med friske råvarer, fisk og eksotiske frugter. Du har næppe selv brug for at fylde en hel kurv, men det er en oplagt chance for at opleve hverdagslivet helt tæt på – og få et indblik i, hvor maden på de thailandske middagsborde egentlig kommer fra.
Hos Thailand Tours kender vi de bedste attraktioner i Krabi og kan hjælpe dig med at sammensætte en rejse, hvor du både får de smukke strande og chancen for at opleve det lokale markedsliv. Uanset om du drømmer om en aften med street-food og livemusik, eller du vil mærke den tidlige morgentravlhed på et råvaremarked, sørger vi for, at du kan få det hele med på din ferie.
Du kan også læse om:
Aftenmarked/night market i Hua Hin →
Aftenmarked/night market på Koh Samui →
