Når det gælder rejser til det nordlige Thailand, skiller to byer sig ud: Chiang Mai og Chiang Rai. Begge byer er kendt for deres rige kultur, fantastiske landskaber og unikke attraktioner. Men hvilken af de to bør du vælge? Her vil jeg gøre dig lidt klogere på, hvad der gør hver by speciel og om du skal rejse til Chiang Mai eller Chiang Rai.
Uanset om du mest er til gyldne templer, livlige markeder eller naturoplevelser, vil jeg her vise dig, hvorfor disse spændende byer er Nordthailands mest kendte rejsemål. Og måske vil du opdage, at du slet ikke behøver at vælge, men faktisk nemt kan kombinere begge byer på en rundrejse til Thailands smukke nord.
Mere end ét bogstav til forskel
Selvom forskellen i navnet kun er ét bogstav, og begge byer er fyldt med smukke templer, har Chiang Mai og Chiang Rai hver deres eget særpræg og atmosfære. De to byer ligger omkring fire timers kørsel fra hinanden, men ikke kun afstanden adskiller dem.
Helt kort fortalt er Chiang Mai det nordlige Thailands største by (1,2 mio. indb.) og regionens mest populære rejsemål. Byen er kendt for sine talrige templer, stemningsfulde aftenmarkeder og smukke vandrestier i nærområdet. Til sammenligning er Chiang Rai en betydeligt mindre by (ca. 200.000 indb.) med en mere afslappet atmosfære og anses for at være mere uberørt. Byen har en større etnisk diversitet på grund af nærheden til nabolandene, hvilket afspejles i dens kultur og dagligliv.
Chiang Mai – Den livlige kulturby
Chiang Mai, ofte omtalt som Nordens Rose, er en by der emmer af kultur og historie. Chiang Mai blev grundlagt i 1296 og har været et centrum for religion, kunst og uddannelse i århundreder. Byens gamle bydel er omgivet af en bymur og voldgrav. Bag disse finder du et væld af smukke templer som for eksempel de berømte Wat Phra Singh og Wat Chedi Luang, der hver især fortæller deres egen historie gennem smukke arkitektoniske detaljer og religiøse udsmykninger.
Men Chiang Mai er ikke kun en by af gamle templer. Det er også en dynamisk by med pulserende markeder, der summer af liv til langt ud på aftenen. Markederne, især det berømte Sunday Walking Street Market og Night Bazaar, tiltrækker både lokale og turister med et farverigt mix af bjergstammernes smukke håndværk, tøj, kunst og madboder. Her kan du smage på lokale delikatesser, købe unikt kunsthåndværk eller tøj til en brøkdel af prisen derhjemme.
Begge byer har et godt udvalg af spisesteder at vælge imellem, men dens største kulinariske mangfoldighed finder du i Chiang Mai. Både når det gælder mad og restauranttyper. Vil du gerne fordybe dig i det nordthailandske køkken, kan du også tilmelde dig et af madlavningskurserne i Chiang Mai. I selskab med en lokal kok besøger I et marked for at købe ind til de klassiske retter, I bagefter tilbereder sammen under kyndig vejledning. Det er en sjov fællesaktivitet, hvis du er på en rejse med familien.
Det samme gælder elefantreservaterne omkring byen, hvor I kan møde de majestætiske dyr på nærmeste hold på en etisk forsvarlig måde. Sidst, men ikke mindst, er Chiang Mai er også kendt som et godt udgangspunkt for at udforske regionens naturskønne landskaber på alt fra vandreture i Doi Inthanon Nationalpark til flodrafting og cykelture gennem frodige dale.
Chiang Rai – Nordens fredelige perle
Chiang Rai er ikke blot navet på en by, men også på Thailands nordligste provins. Den er en del af Den Gyldne Trekant, som betegner området, hvor Thailand, Myanmar og Laos mødes. Det var tidligere kendt for en livlig opiumhandel. I dag er området dog i stedet kendt for sin historiske betydning, kulturelle seværdigheder og smukke landskaber, som har givet navnet en ny betydning.
Kommer du hertil fra Chiang Mai, opdager du hurtigt, at Chiang Rai har en anden atmosfære. Ikke kun fordi byen er mindre. Den mere krydrede mad har endnu tydeligere påvirkninger fra nabolandene. En lokal favorit du ikke må gå glip af, er Khao Soi, en krydret nudelsuppe i kokoskarry med kylling, oksekød, svinekød eller grøntsager. Du vil nok også bemærke, at befolkningens etniske sammensætning omfatter flere bjergstammer og eksilburmesere.
En af de mest ikoniske seværdigheder i Chiang Rai, som du simpelthen ikke må gå glip af, er Den Hvide Tempel, Wat Rong Khun. Dette mesterværk af den lokale kunstner Chalermchai Kositpipat, som ligger lidt syd for byen, er spektakulært med sin skinnende hvide facade og spejlklinker, som symboliserer renhed og visdom. Også Det Sorte Hus (Baan Dam) og Det Blå Tempel bør stå på din liste over attraktioner, du skal se i Chiang Rai.
Chiang Rai er dog nok lige så kendt for de naturskønne omgivelser og rolige landskaber omkring byen. Du har således et glimrende udgangspunkt for at udforske det frodige landskab, hvor du kan opleve bjergstammernes unikke kultur og traditionelle livsstil. Besøg for eksempel Akha- og Karen-landsbyerne for at få et indblik i disse fascinerende samfund, hvor dagligdagen med garanti er meget forskellig fra din egen. Mange kendere af det nordlige Thailand mener, at bjergstammelandsbyerne omkring Chiang Rai er mere autentiske og upåvirkede end dem, du finder længere sydpå ved Chiang Mai.
For dig, der er holder af udendørs aktiviteter, er der også meget at vælge imellem omkring Chiang Rai. Faktisk er der mange, som rejser hertil netop for at bruge byen som base for en aktiv ferie i Nordthailand. Du kan tage på en vandretur gennem de grønne bjerge, sejle ned ad Mae Kok-floden eller udforske de vandfald og varme kilder, som området er kendt for.
Selvom Chiang Rai er en mindre og mere fredelig by end Chiang Mai, mangler den altså bestemt ikke på charme og karakter. Byens langsommere tempo og smukke landskaber giver dig en chance for at slappe af og virkelig fordybe dig i Nordthailands kultur og naturlige skønhed.
Skal jeg rejse til Chiang Mai eller Chiang Rai?
Valget mellem Chiang Mai og Chiang Rai afhænger af, hvilken type oplevelse du søger. Chiang Mai tilbyder et mere varieret udvalg af aktiviteter, hvilket gør byen perfekt til både familier, unge og par. Her kan du nyde historiske templer, livlige markeder, kulinariske eventyr og moderne bekvemmeligheder, alt sammen i en by der summer af energi og kultur. Chiang Mai er ideel for dem, der ønsker en blanding af byliv og eventyr i naturen.
Chiang Rai giver dig på den anden side chancen for at opleve et mere upåvirket Nordthailand. Byen er mindre og har måske derfor et lidt langsommere tempo, som sammen med befolkningens etniske diversitet giver en særlig stemning. Med sine spektakulære templer og naturskønne omgivelser, samt mulighed for at udforske de omkringliggende, landlige egne på vandreture, er Chiang Rai et ideelt valg for dig, der søger autenticitet og aktive oplevelser.
Du behøver ikke vælge! Besøg begge byer på en rundrejse
Du behøver faktisk slet ikke at vælge mellem Chiang Mai og Chiang Rai. Med en afstand på knap 200 kilometer mellem de to byer, kan du nemt besøge begge på din rejse. Du kan for eksempel tage en dagsudflugt til Chiang Rai fra Chiang Mai. Alternativt kan du besøge begge byer som del af en rundrejse. Ved have et par overnatninger eller mere hvert sted får du god tid til at udforske seværdigheder i og omkring begge byer.
Hos Thailand Tours kan du for eksempel vælge Ikoniske tempelbyer i det nordlige Thailand og verdenskendt badeby, Hua Hin. På denne rundrejse slutter du af ved Hua Hins kilometerlange strande, hvor du kan slappe af og fordøje de mange indtryk fra Chiang Mai og Chiang Rai. Det er dog bare ét af vores mange rejseforslag, der inkluderer det nordlige Thailand. Du er naturligvis også velkommen til at kontakte os for at få et tilbud på en skræddersyet rundrejse, hvis du har andre ønsker til ferien!
Transport mellem Chiang Mai og Chiang Rai
Uanset om du ønsker at tage en dagstur eller er på en rundrejse, har du muligheder for at rejse mellem Chiang Mai til Chiang Rai. Du kan derfor sagtens opleve begge byer på din rejse til det nordlige Thailand. Der er lufthavne ved begge byer, så teoretisk set kan du godt flyve. Det vil dog kræve en mellemlanding i Bangkok, så det giver ikke rigtig mening. Der kører heller ikke tog mellem Chiang Rai og Chiang Mai, da skinnenettet ikke når længere nordpå end Chiang Mai. Til gengæld er der en god hovedvej mellem de to byer.
Den mest populære og billigste måde at rejse mellem Chaing Mai og Chiang Rai er med bus. Turen tager omkring 3,5 timer, og busserne er generelt komfortable med aircondition. De afgår fra Chiang Mai Arcade Terminal 3 flere gange dagligt. Du kan vælge mellem såkaldte VIP- og Express-busser, hvor førstnævnte er lidt hurtigere. Ulempen ved at tage en bus til Chiang Rai fra Chiang Mai er, at du også får brug for transport for at komme til busterminalerne i hver by, typisk en taxi.
Hvis du foretrækker en mere fleksibel og komfortabel rejse, kan du hyre en privat bil med chauffør eller minivan, hvis I rejser flere sammen. Så bliver du samlet op direkte ved dit hotel og har bedre mulighed for at lave afstikkere undervejs. Endelig er der også mulighed for at tage med på en guidet dagsudflugt fra Chiang Mai til Chaing Rai. Disse udflugter inkluderer normalt de mest kendte seværdigheder og er en god måde at få mest muligt ud af dit besøg, hvis du kun kan afsætte en dag.