Byer i Khao Lak: Landsbyliv nær stranden

Fremragende 5 stjerner

Khao Lak på Thailands vestkyst er kendt for sine lange gyldne sandstrande ved det krystalklare Andamanhav og frodiggrønne nationalparker. Det er et område, som er perfekt til en afslappende ferie langt fra trædemøllen derhjemme. Khao Lak tiltrækker især familier, men også par og naturelskere har kastet deres kærlighed på dette smukke og fredfyldte område i det sydlige Thailand.

Men hvad du måske ikke ved, er, at selvom Khao Lak uden tvivl er bedst kendt for sine strande og frodige natur, kan du også her opleve autentisk thailandsk byliv. Fra det travle “centrum” Bang La On til de mindre landsbyer Bang Niang og Khuk Khak. Dertil kommer, at der udover disse byer er er små, idylliske badebyer med det meste af det, du behøver til en ferie med både afslapning og eventyr.

Bang La On: ‘Centrum’ i Khao Lak

Hvis man kan tale om et centrum af Khao Lak, er det uden tvivl Bang La On. Kører du med bus og beder uden nærmere beskrivelse om at blive sat af i Khao Lak, vil det typisk være ved Nang Thong Supermarket i Bang La On bussen stopper. Mange kalder byen for Khao Lak by. Det er meget forståeligt, for som den største og mest udviklede by i området fungerer Bang La On som områdets pulserende hjerte. Her finder du en bred vifte af restauranter, caféer, barer og butikker, hvilket gør den til et naturligt samlingspunkt for både lokale og turister.

Mange af byens tilbud og især restaurantlivet er unægtelig orienteret mod turister. Men vil du prøve traditionelle thailandske retter er der god mulighed for at finde steder med disse fristelser på menuen. Shoppingmuligheder spænder ligeledes fra lokale markeder og små souvenirbutikker til kiosker og tøjbutikker.

Generelt er Khao Lak ikke kendt for sit natteliv. Her finder du ikke steder med samme udvalg af pulserende barer og natklubber som på Phuket lidt længere mod syd. Det er dog populært at slentre en tur på de brede fortove langs hovedvejen i Bang La On om aftenen. Der ligger stribevis af butikker og et fornuftigt udvalg af spisesteder. Baggrundslyden fra trafikken på den brede hovedvej har selvfølgelig ikke samme charmen som de stille bølgeskvulp nede ved stranden, men den livlige atmosfære gør alligevel aften i Bang La On til en mindeværdig oplevelse.

Khao Lak hovedvej
Oppe langs hovedvejen i Khao Lak finder du talrige butikker og spisesteder. Foto: Erik KaritsUnsplash

Bang Niang: Kendt for sit aftenmarked

Bang Niang et par kilometer nord Bang La On har mere karakter af en landsby. Hovedvejen er lige så bred, men nede i de mindre sidegader er der en mere afdæmpet atmosfære og et mere autentisk thailandsk hverdagsliv. Selvom den er mindre end Bang La On, har Bang Niang derfor sin egen tiltrækningskraft.

Byen er især kendt for sit livlige aftenmarked, som finder sted flere gange om ugen. Her kan du nyde et væld af lokale delikatesser, friske råvarer, håndværk og souvenirs, hvilket giver et spændende indblik i thailandsk kultur og dagligliv.

I Bang Niang finder du også flere hyggelige caféer, restauranter og barer, der tilbyder alt fra traditionel thailandsk mad til mere internationale retter. Bang Niang er desuden blevet omdrejningspunkt for det natteliv, som der trods alt findes i Khao Lak. Kombinationen af at have butikker og spisesteder inden for kort rækkevidde af en flot strand gør Bang Niang til et ideelt sted for dig, der ønsker dig et rejsemål med både bekvemmeligheder og naturskønne omgivelser. Her kan du nyde en afslappet dag på stranden og derefter tilbringe aftenen med at udforske de lokale kulinariske og kulturelle tilbud.

Khuk Khak: En fredfyldt landsby

Fortsætter du omkring 4 kilometer nordpå, når du Khuk Khak, den tredje af de egentlige byer i Khao Lak. Igen er der egentlig tale om en fredelig landsby, som i endnu højere grad har bevaret sin autentiske thailandske charme. Her er turismen mindre udtalt end de omkringliggende byer med flere butikker, som mere henvender sig til lokalbefolkningen end turister.

Generelt gælder det, at desto længere nordpå du kommer i Kaho Lak, desto mere fredeligt bliver det. Det gælder også for Khuk Khak. Selvom der ikke er mange minutters kørsel mod syd til Bang Niang, er der mærkbart færre turister i Khuk Khak. Det lille udvalg af butikker og spisesteder ligger også mere spredt, men kan du leve med det, er den mere rolige atmosfære uden store turistmængder en attraktion i sig selv. Den brede, uspolerede strand strækker sig langs landsbyens kystlinje og indbyder til lange gåture, solbadning eller en forfriskende svømmetur i det klare vand.

Solnedgang ved Thailand Mountain Pagoda
Du kan for eksempel kombinere Khao Lak og Chiang Mai i én rejse.

Kombiner naturoplevelser i Khao Lak med kultur

Khao Lak er måske nok kendt for sin fredelige atmosfære og lange uspolerede strande, men du skal altså ikke være bekymret for at mangle det restaurantliv og de indkøbsmuligheder, som hører byerne til. Dertil kommer naturligvis de spisesteder og butikker, som ligger på resortområderne. Selvom du selvfølgelig ikke skal rejse hertil i forventning om at finde et rigt by- og kulturliv som i for eksempel Bangkok, behøver du ikke mangle noget i Khao Lak.

Vil du ikke nøjes med at dase på de fantastiske strande, har du mange spændende udflugtsmål inden for rækkevidde i Khao Lak. Det tager for eksempel kun en times tid at køre en tur nordpå til den berømte Khao Sok Nationalpark, hvor der venter dig en unik naturoplevelse. Til havs er der ligeledes ikke langt ud til Similan-øerne, der er kendt som et af de bedste steder at snorkle og dykke i Thailand.

Hos Thailand Tours kan du desuden nemt skræddersy en rejse, hvor du for eksempel kombinere en afslappet badeferie i Khao Lak med kulturelle oplevelser i Bangkok eller Chiang Mai. Se vores rejseforslag for mere inspiration eller kontakt os, hvis du vil have hjælp til at lave den perfekte rejseplan.

Scroll to Top