Barfodsferie i Thailand: Vores bedste rejsemål og hoteller

Rejser til Thailand » Rejseblog Thailand » Barfodsferie i Thailand: Vores bedste rejsemål og hoteller
Fremragende 5 stjerner

Der er noget særligt ved de ferier, hvor skoene ryger af allerede den første dag og aldrig rigtig kommer på igen. En barfodsferie handler dog om mere end bare tæer i sandet. Det er følelsen af at kunne tage dagen, som den kommer, spise når du er sulten, bade når det er varmt, og bare lade tiden gå uden faste planer. Det er ferie i Thailand i sin mest afslappede form, hvor luksus måles i frihed, ro og nærvær.

Med sine strande i verdensklasse er Thailand som skabt til barfodsferier. Uanset om du bor på en lille bounty-ø eller på et resort inde på fastlandet, kan du nyde det bløde sand og det azurblå hav i en behagelig og afslappet atmosfære. Hos Thailand Tours har vi selv mærket det lune sand på fødderne utallige steder i Thailand, og vores egne favoritter er netop ofte de destinationer, der indbyder til en rigtig barfodsferie. Nogle af dem kan du læse mere om her.

Restaurant langs stranden ved solnedgang i Buri Rasa Village Phangan med udsigt over havet.

Barfodsferie og Thailand går hånd i hånd

Hvad enten det er de lange, gyldne strande i Khao Lak eller en af de små, skjulte bugter på Phi Phi-øerne, er en barfodsferie i Thailand perfekt, hvis du drømmer om at lade batterierne op under tropesolen, mærke varmen fra sandet under fødderne og finde roen ved det krystalklare hav. Der er dog også kombinationen af smuk natur og solrigt vejr med en farverig og gæstfri kultur, der for alvor gør Thailand ideel til en rigtig barfodsferie. Her vil du opleve, at smilene er større, tempoet lavere og hverdagen mindre styret af regler.

At det er en barfodsferie skal selvfølgelig ikke tages helt bogstaveligt. Du behøver altså ikke at pakke skoene væk og holde hele ferien uden fodtøj. Men der findes steder i Thailand, hvor du hurtigt opdager, at det faktisk er undtagelsen, at du behøver snøre skoene i løbet af ferien. Steder, hvor du de fleste af dagene tilbringer det meste af tiden på stranden, ved poolen og på restauranter, hvor et par lette klipklappere eller sandaler er det eneste, der behøver at ryge på fødderne, når du skal lidt længere omkring.

Det siger næsten sig selv, at tager du på en storbyferie i Bangkok eller vandretur i de grønne bjerge omkring Chiang Mai er bare fødder ikke det mest oplagte valg. Men spørgsmål er så, hvilke rejsemål, der egner sig allerbedst til en ægte barfodsferie i Thailand?

Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao – barfodsferie på et ø-hop

Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao er tre øer, hvor du kan opleve essensen af en barfodsferie i Thailand. Her kan du skrue tempoet op eller helt ned alt efter, hvad dit humør er til. På disse øer i den vestlige del af Thailandbugten vælger du selv, om ferien skal bruges på rolige stranddage og lune aftener ved vandet eller på mere aktive oplevelser, der trækker dig lidt længere væk fra liggestolen.

En oplevelsesrig ferie er der nemlig masser af muligheder for at få her. Havet omkring den lille gruppe øer er for eksempel kendt som et af de bedste steder til dykning i Thailand, især omkring Koh Tao, hvor både erfarne og nybegyndere kan udforske farverige koralrev i det krystalklare vand. Og på Koh Phangan kan du én gang om måneden deltage i landets største fuldmånefest, hvis du vil dyrke den mere festlige side af ølivet. Men du kan sagtens vælge bare at lade dagene gå med strand, badeture og lange pauser i skyggen.

Mange af øernes hoteller ligger direkte ud til stranden, så du kan bevæger dig lige fra dit værelse og ned på sandet. Samtidig finder du ofte små, hyggelige barer og restauranter ganske tæt ved stranden, så et lækkert måltid eller en kold drink blot er en kort gåtur væk – gerne i bare fødder. Kan du ikke bestemme dig for, om du skal vælge Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao til din barfodsferie? Øerne ligger inden for ganske overkommelig afstand af hinanden, så du nemt kan kombinere to eller alle tre og få flere sider af barfodsoplevelsen med i én og samme ferie.

Khao Lak - masser af plads til bare fødder i sandet

Også inde på fastlandet er der gode muligheder for at holde den mest afslappede form for ferie. Slår du dig for eksempel ned i Khao Lak, der ligger nord for Phuket på Thailands vestkyst ud mod Andamanhavet, har du omkring 25 kilometer gylden sandstrand at boltre dig på. Perfekt til en ferie, hvor fokus er på strandlivet. I Khao Lak har vi håndplukket talrige hoteller langs kysten med direkte adgang til det bløde sand. Det er steder, hvor du nemt glider ind i ferietempoet. Netop den rolige atmosfære og de lange stræk med fin strand gør Khao Lak til en anden af vores favoritter til en afslappende barfodsferie i Thailand.

Et eksempel på et af de barfodsvenlige resorts er La Flora Resort Khao Lak. Dette ligger lige ved Bang Niang-stranden og er derfor et oplagt valg til en barfodsferie i Khao Lak. Her kan du bo helt ned til det fine sand med nem adgang til at nyde det lune Andamanhav. Der tilbydes også værelser med direkte pooladgang eller egen terrasse, hvis du hellere vil slappe af tættere på resortets bekvemmeligheder. I restauranten serveres for eksempel både thailandske og internationale retter, når sulten melder sig, og strandbaren gør det let at snuppe en kold drink uden at afbryde strandlivet.

Hvis det er en barfodsferie, du drømmer om, er resortet La Vela Khao Lak et andet godt bud. Også her bor du tæt på stranden, og nærheden til havet er tydelig i hele stemningen og indretningen. Det er et resort, som fungerer lige så godt for voksne som for børn. Her er god plads, højt til himlen og en fornemmelse af ro, når du bevæger dig rundt på resortet.

Disse to resorts er dog bare et lille udpluk af de mange familivenlige hoteller og resorts i Khao Lak, som vi omhyggeligt har udvalgt, fordi de passer perfekt til en barfodsferie. Fælles for dem er, at her kan du nyde ferien i et roligt tempo, hvor det nære fylder får lov at fylde mere end et tætpakket program.

Læs mere om rejser til Khao Lak her →

Aerial AVANI+ resort på Koh Lanta, tropisk ø i Krabi
Koh Lanta indbyder til en rigtig barfodsferie fra første dag. Her er stranden aldrig langt væk.

Koh Lanta - lange strande og ø-eventyr

Koh Lanta er et rigtig fint eksempel på, at du i Thailand kan samle flere kvaliteter i ét rejsemål. Lidt som i Khao Lak lokker øen Koh Lanta med flotte, kilometerlange strande med rigelig plads og et bredt udvalg af hoteller, der ligger helt ned til stranden.

Koh Lanta er stor nok til, at du kan finde dit eget hjørne og falde ind i en simpel dagsrytme med strand, badeture og lange solnedgange. Samtidig er øen kompakt nok til, at eventyret altid ligger lige rundt om hjørnet. Fra Koh Lanta kan du tage med både til små, næsten uberørte øer og til laguner, hvor tempoet er endnu lavere, og barfodsfornemmelsen bliver endnu mere udtalt.

Netop at du har alt, du skal bruge inden for kort afstand, men samtidig kunne nyde en mere afslappet atmosfære end i de mere travle turistområder, gør en attraktiv. Det er meget velfortjent, at Koh Lanta er blevet kendt som et af de bedste steder til en familieferie i Thailand. Det skyldes ikke kun øens behageligt overskuelige størrelse, men det gode udvalg af familievenlige hoteller og resorts.

I kan for eksempel vælge en privat villa på AVANI+ Koh Lanta Krabi Resort, der ligger ude på en lille halvø på den nordlige del af øen. Her bor I tæt på den populære Klong Dao Beach, men er alligevel lidt på afstand til øens mest turistede områder. Fra resortet og jeres villa kan du og familien nyde den private strand fra morgen til aften. Så hvad enten du vil starte dagen med en rolig morgendukkert, mens øen langsomt vågner, eller lader eftermiddagen glide forbi i solen med sand mellem de bare tæer, er her perfekte rammer til en barfodsferie.

Ligesom med Koh Samui, Koh Phangan og Koh Tao inde i Thailandbugten kan Koh Lanta også sagtens indgå som en del af et ø-hop med barfodsferie som det gennemgående tema. Det kunne for eksempel være en ferie, hvor du kombinerer Koh Lanta med nogle dage på den mindre Koh Lipe, som ofte beskrives som "Thailands Maldiverne".

Her kan du læse mere om ferier på Koh Lanta →

Afslappende strandliv på Koh Samet
Nyd det afslappende strandliv på Koh Samet.

Koh Samet - tæt på fastlandet, langt fra hverdagen

Hvis vi vender tilbage til Thailandbugten og bevæger os helt op i den nordlige del, er Koh Samet et andet oplagt rejsemål til en barfodsferie i Thailand. Øen ligger forholdsvis tæt på fastlandet, men så snart du står på stranden, får du også her straks fornemmelsen af at have fundet et lille ferieparadis på lang afstand af den travle hverdag.

Og Koh Samet er unægtelig en lille ø, men størrelsen gør den blot perfekt til barfodsferie. Afstandene er gå-venlige, strandene let tilgængelige, og mange hoteller ligger helt ned til havet. Stemningen på øen er afslappet og uformel, og selvom øen på grund af nærheden til fastlandet er et populært udflugtsmål, også til en forlænget weekend fra hovedstaden Bagkok. Koh Samet er et af den slags steder, hvor man ikke behøver ret lang tid til at falde ind i et roligt tempo, hvor dagene leves tæt på vandet - præcis som en rigtig barfodsferie skal være.

På grund af sin beliggenhed er Koh Samet oplagt at tænke ind som en del af en rundrejse, hvor du for eksempel kombinerer strandlivet med nogle nætter i Bangkok. Det kan være som en blød afslutning efter storbyens tempo eller som en rolig start, før rejsen går videre til hovedstaden eller videre ud i resten af Thailand.

Find alle rejser til Koh Samet her →

Koh Ngai - ferie uden biler og veje

Laver vi et ø-hop mere tilbage til vestkysten og Andamanhavet, er Koh Ngai et andet glimrende eksempel på, hvad en barfodsferie i Thailand kan være. Hvor Koh Samet ligger forholdsvis tæt på fastlandet med nem adgang til større byer og mere liv, føles Koh Ngai endnu mere afsides.

Koh Ngai er en lille ø uden veje og trafik. Her foregår ferien bogstaveligt talt i gåtempo langs vandkanten. Hotellerne ligger helt ned til stranden, så det er nemt at bruge det meste af ferien i bare fødder. Det er den slags sted, hvor du hurtigt mister fornemmelsen for ugedage og klokkeslæt.

Fordi stemningen er rolig og uforstyrret, egner øen sig så perfekt til en barfodsferien, hvis den også handler om at koble helt af. Havet er klart, strandene er rolige, og alt ligger inden for få minutters gang. Måske har du mest lyst til bare at dase på stranden, men du kan også tage på en udflugt til den nærliggende Koh Mook eller Koh Kradan. Det er fredfyldte naboøer, der i øvrigt også passer perfekt ind i kategorien barfodsferie.

Se rejseforslag til Koh Ngai her →

Kvinde går på stranden i Thailand
Thailand er fyldt med rejsemål, der er skabt til barfodsferie tæt på stranden og langt fra hverdagen

Bare fødder med omtanke – sådan undgår du at træde ved siden af

Bare fødder er altså en helt naturlig del af en rejse til Thailand. På stranden og ved poolen giver de bare fødder sig selv. Her er sand mellem tæerne nærmest en del af dresscoden. Men hvordan er etiketten omkring sko og bare fødder egentlig andre steder? Det er ikke noget helt fjollet spørgsmål, for fødderne har nemlig en lavere status end resten af kroppen i Thailand.

Føddernes "lavstatus" betyder blandt andet, at de helst ikke skal pege på andre, hvile på borde eller stritte op i luften, bare fordi du vil sidde ekstra godt. At strække benene ud på en solseng eller en massagebriks uden tanke på føddernes retning er selvfølgelig helt okay, men generelt er man i Thailand lidt mere opmærksom på, hvor man gør af fødderne. Det er dog ikke noget, der behøver fylde dine tanker, men det er blot godt at vide, at de lokale tillægger fødderne lidt større symbolsk betydning, end vi er vant til herhjemme. Er du i tvivl, er en god tommelfingerregel at holde fødderne på jorden – bogstaveligt talt.

Når det gælder sko i Thailand, vil du hurtigt opdage, at disse ofte bliver efterladt udenfor. Det handler både om respekt og helt lavpraktisk om at holde snavs ude. På mange hoteller forventes det derfor også, at du stiller skoene ude foran værelset, hvilket rengøringspersonalet typisk også selv gør. Besøger du private hjem, små lokale butikker eller lignende steder, er det også helt normalt at tage dem af. I templerne skal skoene i hvert fald altid skal af, før du går indenfor. Normalt vænner du dig dog hurtigt til at stille dem udenfor. På pakkelisten til en barfodsferie kan du derfor med fordel have et par klipklappere, sandaler eller andre lette sko, som du nemt kan smutte ind og ud af.

Omvendt er der dog også i Thailand mange steder, hvor man selvfølgelig beholder fodtøjet på indendørs. Det gælder i supermarkeder, shoppingcentre, restauranter og andre steder med meget trafik, hvor man følger mere vestlige skovaner, især i de større byer. Er du i tvivl, så kig dig omkring. Ser du en samling sandaler og klipklappere ved indgangen, har du svaret. Og ellers er det også helt okay at spørge de lokale.

Læs også om, hvad religion i Thailand betyder for dig som rejsende →

Sådan sammensætter vi din barfodsferie i Thailand

Hvad enten du vil på en rundrejse eller have én fast base, ved vi hos Thailand Tours, at en barfodsferie ikke kun handler om at finde det helt rigtige rejsemål, men om at have indkvartering med den helt rigtige stemning. Derfor tager vi udgangspunkt i dine ønsker og måden, du rejser på, før vi foreslår en sammensætning af destinationer og hoteller. For en barfodsferie er hos os ikke én bestemt hyldevare, men noget meget personligt.

Rejser du til Thailand med børn, ved vi for eksempel præcis, hvilke familievenlige resorts der ligger tæt på stranden og er optimale til ferie, hvor dagene gerne må bruges på leg, badeture og afslapning. Eller måske skal du bo på et af vores fredfyldte voksenhoteller, hvor stemningen indbyder til en ægte livsnyderferie i bare tæer med langsomme morgener og rolige aftener tæt på havet.

Munke i Thailand
I templerne smider man skoene.
Rul til toppen