Bangla Road er det ubestridte hotspot for nattelivet på Phuket. Når solen går ned, forvandles denne livlige gade i Patong til et fascinerende mix af neonlys og pulserende rytmer, hvor festglade turister og lokale mødes for at nyde en sjov aften med farverige cocktails og nye bekendtskaber fra alle verdenshjørner. Med alt fra livlige barer og natklubber til farverige gadeshows og markeder, er Bangla Road blevet en populær attraktion.
Uanset om du vil ud på floor, prøve eksotiske drinks eller bare opleve gadens kaos, er der på Bangla Road basis for at få en uforglemmelig aften i hjertet af et af Phukets mest berømte ferieområder. Her får du en kort guide til Patongs førende festdestination med tips til de mest berømte barer og natklubber og nogle af de mere skjulte perler, du kan finde nede ad sidegaderne. Og du får derudover nogle gode tips til andre måder at nyde Phuket på, når solen er gået ned - også hvis du rejser med børn.
Her kan du læse meget mere om nattelivet på Phuket →
Indhold

Overblik over Bangla Road
Bangla Road, der også er kendt som Patong Walking Street eller Soi Bangla, kan i grove træk opdeles i tre sektioner. I den ende, som er længst fra stranden og nær shoppingcenteret Jungceylon, finder du de største og mest eksklusive natklubber. I midtersektionen er der flest af de berygtede go-go bars, hvor du kan ofte ikke gå mange skridt uden opfordringer til at slå dig ned. Den sidste del nærmest Patong Beach har normalt den mest fredelige atmosfære (relativt). Her er barer, men også talrige småbutikker, hvor du kan købe alt fra skræddersyet tøj til fastfood.
Dertil kommer adskillige sidegader, hvor du også finder barer i næsten alle afskygninger. Nogle gange er en sidegade (soi) med tiden blevet kendt for et bestemt tema. Soi Seadragon er for eksempel kendt for at have en høj koncentration af de berygtede go-go-barer, mens Soi Freedom har mange sportsbarer. Søger du et område med lidt mere lokalt islæt, er Soi Lao et godt bud. Her er der et godt udvalg af små, simple spisesteder med lokale klassikere på menuen.
Hvis du rejser til Patong med års mellemrum, vil du opleve, at nattelivet omkring Bangla Road er under konstant udvikling. Nye barer dukker hele tiden op, og andre lukker. Der er dog populære steder, som holder ved år efter år. For eksempel er Aussie Bar manges favorit, når tempoet gerne må være lidt langsommere og "familievenligt".
Natklubber på Bangla Road
Bangla Road er hjemsted for nogle af Phukets mest ikoniske natklubber, der tiltrækker festglade gæster fra hele verden. En af de mest berømte er Illuzion, en imponerende natklub, der ofte topper listerne over de bedste klubber i Asien. Med plads til tusindvis af gæster, flere etager, VIP-områder og et gigantisk dansegulv, er Illuzion stedet, hvor de store internationale DJs oftest spiller, og hvor spektakulære lysshow og akrobatiske optrædener holder festen i gang til langt ud på natten. Klubben er kendt for sin eksklusive atmosfære og høje energiniveau. Et must for enhver, der vil opleve det absolut bedste af Phukets natteliv.
En anden legendarisk natklub på Bangla Road er Tiger Nightclub, der er let genkendelig på grund af sin unikke facade, som er prydet med kæmpe tigerskulpturer og et jungle-tema, der strækker sig hele vejen ind i klubben. Indenfor finder du flere etager med barer, dansegulve og loungeområder, hvor feststemningen altid er i top. Tiger Nightclub er kendt for sin lidt mere afslappede og uformelle atmosfære sammenlignet med Illuzion, men den leverer stadig en intens festoplevelse med høj musik, farverige lys og en blanding af lokale og internationale gæster, der er klar til at danse natten væk.

Bangla Night Market - Street-food og kopivarer
Bangla Road er ikke kun kendt for sit pulserende natteliv, men også for at tilbyde et væld af smagsoplevelser til sultne festgæster. Der er barer, som tilbyder snacks og lette måltider, ligesom du kan stille sulten med pizza, kebab og anden velkendt fastfood. Der er dog også områder, hvor man har samlet madboder med lækker thailandsk street-food.
Det gælder for eksempel sidegaden Soi Lao og især Street Food-markedet nede ved de store natklubber i den østlige ende af gaden. Konceptet her minder om de såkaldte Food Courts i Thailands shoppingcentre blot mere interimistisk og under åben himmel. Her skal du også gå hen til en madbod, bestille og derefter selv bringe mad og drikke tilbage til dit bord. Der tilbydes en lang række klassiske thairetter som pad thai og satay-spyd samt nogle gange mere eksotiske snacks som stegte insekter og friske frugtdrikke.
Disse områder med mange små boder er perfekte til at stille den lille sult, mens du bevæger dig fra bar til bar, og er en chance for at smage lokale specialiteter til ganske rimelige priser. I kombination med spiseområdet i den østlige ende af Bangla Road er der også et lille basar-agtigt aftenmarked, Bangla Night Market, hvor der især sælges billigt tøj og en enorm mængde kopivarer.

Er Bangla Road familievenlig?
Efter nogle stille år under pandemien er Bangla Road nu igen et sandt kalejdoskop af lys, farver og lyde, der ikke blot tiltrækker folk nede fra Patong Beach, men også fra andre, nærliggende ferieområder på Phuket såsom nærliggende Karon Beach og Kamala Beach. Faktisk vil de fleste nok foretrække ikke at bo lige op ad Bangla Road, men i stedet at kunne trække sig tilbage til lidt mere fredelige omgivelser for at sove ud og samle energi til nye eventyr.
Når det er sagt, er der ikke vild fest i den knap 400 meter lange Bangla Road og sidegaderne døgnet rundt. Faktisk kan der nogle gange være forbavsende roligt her, når solen stadig står højt på himlen, og de fleste hellere vil dase nede på stranden. Det er først efter mørket falder på, at området rigtig vågner til live. Så stiger energiniveauet i takt med, at folk fylder gaden, der lukkes for trafik kl. 18. Musikken begynder at flyde ud fra barerne, og neonlysene lyser op i alle regnbuens farver. I højsæson vil der ved 22-tiden ofte være tætpakket med mennesker.
Phuket er kendt som et familievenligt rejsemål, men Bangla Road er nok undtagelsen der bekræfter reglen. I hvert fald hvis du har mindreårige børn med. Men når det er sagt, ses familier med børn alligevel gå gennem gaden midt på dagen, hvor det er langt roligere, og de kan nyde lidt shopping eller en hurtig bid mad, før nattelivet for alvor tager over.
Sikkerhed i nattelivet
Selvom Thailand generelt er et sikkert rejsemål, er det vigtigt altid at bruge sin sunde fornuft, når du udforsker nattelivet. Ligesom når du går i byen herhjemme, er der nogle enkle forholdsregler du kan tage for at sikre en god og tryg aften på Bangla Road.
- Hold øje med dine ejendele, især når der i løbet af aftenen bliver trængsel. Mange steder tager man imod kreditkort, men det er godt at have lidt kontanter til småkøb og drikkepenge. Hav dog helst ikke mange penge, dyre smykker og andre ting af høj værdi på dig. Det er bedre at efterlade dette på hotellet, eventuelt i en sikkerhedsboks.
- Du bør selv købe og hente dine drinks (og mad) og holde dem under opsyn. Dette på grund af risikoen for, at der bliver tilsat bedøvende stoffer. Hvis nogen tilbyder dig en drink, så se selv på, mens den bliver lavet.
- Vær opmærksom på svindelnumre. På nogle barer sker det jævnligt, at du lokkes indenfor med en drinksmenu, der har lave priser, men når du så senere skal betale, er det pludselig fra en menu med højere priser.
- I de mest livlige festgader, som for eksempel Bangla Road, vil du opleve at de fleste barer har personale udenfor, der med stor entusiasme forsøger at lokke dig ind på netop deres bar. Det kan være med slagtilbud på drinks til uhørt lave priser. Men her gælder det om, at bruger din kritiske sans.
- Hvis du mener, at du er blevet snydt, er det i de fleste tilfælde bedst, at du blot bider tabet i dig og finder et bedre sted at fortsætte aftenen. Det er sjældent en god ide at starte et stort skænderi over et mindre beløb, selvom du måske har retten på din side. Der er ganske vist sikkerhedsfolk og politi, som patruljerer i festgaderne og tager sig af konflikter. I en ophedet diskussion kan meget dog går tabt i sprogforvirring. Desuden skal betjentene ofte tage sig af mange berusede turister i løbet af en aften og har derfor ofte ikke altid ret meget tålmodighed til at udrede situationen.
- Skulle festen bevæge sig ned til stranden, er det vigtigt at huske på, at svømning og alkohol aldrig er en god kombination. Havet kan være uforudsigeligt, særligt i mørket. Det er aldrig sikkert at svømme, når du er beruset. Nyd i stedet atmosfæren fra strandkanten.
- Du bør holde dig helt fra stoffer, ikke mindst fordi både brug og besiddelse straffes ekstremt hårdt i Thailand med alt fra høje bøder til lange fængselsstraffe, selv for små mængder.
Når alt dette er sagt, har langt de fleste turister en god oplevelse på Bangla Road. Opfører du dig respektfuld overfor barpersonale og andre gæster, kan du se frem til en sjov og sikker aften i Phukets natteliv.

Andre former for natteliv på Phuket
Selvom Bangla Road stjæler rampelyset, når det gælder natteliv på Phuket, der er også mange andre steder og måder at slutte dagen af på. Både i Patong og på øens andre rejsemål finder du for eksmepel mere afdæmpede, men meget stemningsfulde strandbarer, hvor du kan nyde et cocktails i solnedgangen, samt hyggelige markeder med street food og farverige boder, hvor hele familien kan være med.
Cocktails med udsigt: Rooftop-barer
Bevæger du dig lidt oppe i højderne, kan du besøge de såkaldte "Rooftop" barer og lounges. Dem er Bangkok efterhånden berømt for, men du finder dem også på Phuket. De udstråler en lidt anden form for elegance og roligt natteliv. For dig, der søger en pause fra det intense tempo og den pulserende energi i gader som Bangla Road, kan disse rooftop barer og loungeområder være en oase i nattelivet.
Selvom du nok skal være forberedt på at betale lidt mere for dine cocktails deroppe end på barerne nede i gadeplan, er stemningen det værd. Mange steder kan du nyde din drink med betagende udsigter over øens landskab og havet, alt imens byens lys funklende breder sig ud under dig. Selvom der også heroppe ofte er live musik eller en DJ, som sørge for at skabe stemning, er der på tagbarerne bedre muligheder for at føre rigtige samtaler over et par drinks, eller måske bare få en rolig optakt til en festlig nat.
På nogle af rooftop-barerne på Phuket har du, især tidligt på aftenen, også muligheden for at nyde en god middag under åben himmel. Forestil dig en middag for to med stearinlys, gourmetmad og flot udsigt. Det er den perfekte ramme om en romantisk aften.

Beach Clubs: Solnedgang og musik ved strandkanten
Langs Phukets indbydende vestkyst finder du en perlerække af elegante beach clubs, der har den perfekte blanding af afslapning og underholdning. Om dagen fungerer disse steder som hyggelige strandbarer og restauranter, hvor du nemt kan gå op fra strand for at slappe af med en lækker frokost, en frisk frugtshake eller blot en kølig drik under parasollens skygge, mens du nyder udsigten til det azurblå hav.
Når aftenen falder på, giver den smukke beliggenhed helt nede til stranden og solens sidste bløde lys den perfekte atmosfære til at slutte dagen af med en cocktail eller en romantisk middag. Lyden af bølgerne, der brydes stille mod kysten, bliver den naturlige musik, der fuldender oplevelsen.
Mange af Phukets beach clubs er kendt for også at spille op til mere livlige fester. Det inkluderer intime live koncerter fra lokale og internationale kunstnere og aftener, hvor DJs sørger for, at der er masser af liv ude på dansegulvet. En del beach clubs arrangerer også spektakulære ildshows nede på sandet, hvilket tilføjer et ekstra element af magi til aftenen.
For nogle år tilbage ryddede de lokale myndigheder op i de mange interimistiske strandbarer, der ofte lå helt nede på sandet. I dag er der til gengæld et godt udvalg af lidt mere sofistikerede, veletablerede beach clubs. Det inkluderer for eksempel Catch Beach Club på Bang Tao Beach, der var en af de første beach clubs på øen og stadig er kendt for sin stilfulde atmosfære og lækre cocktails. En anden populær beach club er Pine Beach Bar på Kamala Beach, som i hverdagene har en rolig og romantisk atmosfære, men i weekenderne forvandles til en livlig strandklub med ildshows, DJs og live musik.

Phukets aftenmarkeder: Shopping og street food
Selvom de ikke rigtig falder ind under kategorien natteliv på Phuket, skal aftenmarkederne også afslutningsvis nævnes. Når solen går ned, forvandles disse summende markeder til et fascinerende sammensurium af farver, dufte og lyde. Modsat barer og natklubber er markederne desuden noget, som hele familien kan nyde.
Phukets aftenmarkeder lokker med et væld af shoppingmuligheder. Fra håndværk og souvenirs til tøj og accessories – her kan du med garanti finde et unikt souvenir eller og prutte om priserne med de smilende sælgere. Holder du af at gå på jagt efter gode tilbud, kan du bruge lang tid på at gå på opdagelse blandt de mange boder og lade dig inspirere af de mange spændende varer, der præsenteres i lyset fra farverige lamper og lanterner. Blandt de mest populære nattemarkeder på Phuket er Chillva Market nord for Phuket by og Phuket Sunday Walking Street Market (Lard Yai Market) inde i selve byen.
Men det er ikke kun chancen for at gøre et godt køb, der trækker folk til nattemarkederne på Phuket. Det er i ligeså høj grad de utallige madboder og gadekøkkener, der forvandler området til et gastronomisk slaraffenland. Disse små, mobile køkkener er mesterligt styret af lokale kokke, der med et passioneret håndelag tilbereder klassiske thairetter og eksotiske delikatesser lige for øjnene af dig.
De duftende boder lokker med alt fra friskt grillede skaldyr og krydrede nudelretter til søde thai-desserter og friskpressede juice. At spise sig gennem aftenmarkederne er som at tage på en kulinarisk rejse gennem Thailands mangfoldige køkken. Er du eventyrlysten, kan du prøve ristede insekter!
Er du afsted på en familierejse med børn, er en anden populær aftenattraktion Phuket Fantasea ved Kamala Beach. Det er et kulturelt show og temapark, der blander traditionelle thailandske sagn og legender med moderne teaterkunst. Her kan I lade jer rive med af historiefortællingen, de prangende kostumer og imponerende special-effekter. Med et bredt udvalg af restauranter og forlystelser på stedet, er Fantasea derfor også et godt valg til en familieaften fyldt med eventyr og magi.
Læs også vores guide til de bedste strande på Phuket her →
