Thailand er berømt for sine livlige markeder, og de flydende markeder er nogle af de mest fascinerende og unikke af slagsen. Med farverige både fyldt med alt fra frisk frugt og lokale delikatesser til eksotiske souvenirs og kunsthåndværk har de flydende markeder en særlig atmosfære og er en uforglemmelig shoppingoplevelse. Selvom nogle af disse markeder måske ikke længere er så autentiske som i gamle dage, bør det ikke afholde dig fra at opleve deres unikke charme på en rejse til Bangkok.
Uanset om du er på udkig efter den mest autentiske markedsoplevelse eller blot ønsker at dykke ned i Thailands pulserende handelsliv, vil jeg her præsenterer dig for nogle af de mest interessante flydende markeder omkring den thailandske hovedstad. Læs mere om disse flydende vidundere og opdage, hvorfor de er et must-see på enhver rejse til Bangkok.
The Floating Market – en livsnerve i Thailand
De flydende markeder opstod især i Bangkok og i de omkringliggende provinser, hvor netværket af kanaler og floder er enormt. De fleste huse blev dengang bygget på flodbredden med nem adgang til vandet. Før de moderne veje blev bygget, fungerede floderne således som livsnerven for disse samfund. Ikke blot som en måde at rejse fra A til B på. Floderne var også afgørende for handlen mellem de lokale. Ved vandvejenes mest trafikerede steder, opstod markeder, der blev knudepunkter for områdets handel og altid summede af aktivitet.
Men efterhånden som områdets byer blev moderniseret og veje eller jernbaner gjorde flodernes betydning som transportvej mindre, begyndte mange af de flydende markeder at forsvinde. Handlen flyttede helt op på land, og de flydende markeder blev gradvist erstattet af faste markedspladser og butikker. Heldigvis lever nogle af disse markeder i og omkring Bangkok videre i dag, og selvom det er i en mere turistvenlig form, giver de dig et unikt indblik i Thailands rige kultur.
Taladnaam – vandmarked
De fleste forventer nok, at et flydende marked kun består af både på vandet. Men i virkeligheden befinder mange af de såkaldte flydende markeder i Thailand sig ligeså meget på flodbredden. Det thailandske ord for markederne, Taladnaam, er sammensat af ‘Talad’ (marked) og ‘Naam’ (vand). Så det oprindelige thailandske begreb “vandmarked” omfatter altså også den del af markedet, der ligger på flodbredden.
Faktisk har nogle af de flydende markeder i Thailand flere boder oppe langs bredden end både ude på vandet. Det gør dog ikke markederne mindre interessante. Hvis du rejser til Bangkok og vil udforske områdets største seværdigheder, er de flydende markeder helt klart et besøg værd.
Flydende markeder i og nær Bangkok
Der er nok ingen tvivl om, at fleste af de flydende markeder i Thailand ikke længere ville eksistere, hvis ikke de var blevet populære udflugtsmål blandt både thailandske og udenlandske turister. Det har hjulpet med at bevare denne unikke del af thailandske kultur. Du skal da heller ikke lade turismen afholde dig fra at besøge dem. Ligesom aftenmarkederne på land, har de flydende markeder en helt særlig stemning og er en oplevelse, du ikke vil gå glip af.
Damnoen Saduak flydende marked
Damnoen Saduak i Samut Songkhram-provinsen er det mest kendte af de flydende markeder i Thailand. Markedet ligger omkring halvanden times kørsel vest for Bangkok. Det var dette flydende marked, der som det første af sin slag blev promoveret som en attraktion af det thailandske turistkontor. I dag er Damnoen Saduak det største og mest besøgte flydende marked i Thailand.
Damnoen Saduak har åbent hver dag og er et fast stop for næsten alle de turbusser fra Bangkok, der tilbyder guidede udflugter til de flydende markeder i regionen. Du vil nok se flere turister end lokale på markedet, særligt i hverdagene. Forsøg derfor gerne at komme her tidligt på morgenen om muligt. Markedet lukker omkring middagstid.
Du kan godt tage hertil på egen hånd med en taxi, du prajer inde i Bankok. Vær dog opmærksom på, at en velkendt turistfælde er, at du bliver kørt til båd, som kræver en voldsom overpris for at sejle dig det sidste stykke til det flydende marked. Det kan derfor være en fordel af vælge en udflugt til Damnoen Saduak med en rigtig, velrenommeret turoperatør. En lokal guide kan også sikre, at du oplever de bedste dele af markedet. Selvom det unægteligt er meget turistet og lidt kaotisk, er den særlige stemning på Damnoen Saduak med de mange både samt boder og restauranter langs vandet værd at opleve.
Amphawa floating market
Det flydende marked Amphawa er efterhånden næsten lige så kendt som Damnoen Saduak, der ligger blot et kvarters kørsel væk. Til sammenligning er Amphawa stadig også meget besøgt af thailænderne selv, som især kommer her for de mange madboder med gode priser på klassiske thairetter. Især retter med fisk er populære. Derudover er der også på dette flydende marked rig mulighed for at finde kunsthåndværk og andre souvenirs.
I modsætning til Damnoen Saduak, hvor der er et sandt virvar af både ude på floden, ligger bådene på det flydende marked Amphawa normalt inde ved bredden. Der er dog både, som sejler besøgende rundt på markedet og eventuelt ned af nogle af de nærliggende kanaler. Du kan for eksempel sejle en tur det nærliggende Wat Bang Kung. Det er et lille tempel, som i løbet af århundreder langsomt er blevet omsluttet af trærødder, og på den måde minder lidt om Angkor Wat i Cambodia.
Khlong Lat Mayom
Khlong Lat Mayom er et af de mindre kendte flydende markeder, men det er bestemt også et besøg værd. Især hvis du søger en lidt mere autentisk oplevelse. Beliggende kun en kort køretur fra Bangkok, har dette marked en hyggelig og lokal atmosfære, hvor du kan finde alt fra frisk frugt til håndlavede souvenirs. Det er også kendt for sine mange madboder, hvor du kan smage på en række lækre thailandske retter, der tilberedes lige foran dig.
Den afslappede stemning og den maleriske placering langs kanalerne gør Khlong Lat Mayom til et perfekt udflugtsmål for en afslappende dag væk fra storbyens travlhed. Synes du markedet er lidt for lille, kan du meget nemt kombinere det med det nærliggende Taling Chan. Det er ligeledes et af de flydende markeder nær Bangkok, der er behageligt overskueligt og ikke over-turistet. Særligt i weekenden kommer her også mange thailændere.
Bang Nam Phueng floating market i Bangkok
Bang Nam Phueng som kun er åbent i weekenden, ligger i Bang Kachao-området, der er kendt som Bangkoks grønne lunge. Selvom dette marked måske nok er mere landfast end “flydende”, er det stadig et spændende sted at udforske. Bang Nam Phueng har en rolig og afslappet atmosfære, hvor du kan fordybe dig i et væld af lokale delikatesser. Markedet er fyldt med boder, der sælger alt fra frisk frugt og grøntsager til traditionelle thailandske snacks og retter.
Der findes også flydende markeder i andre dele af Thailand, for eksempel i Hua Hin, Pattaya og på Phuket. Selvom disse markeder ganske vist ikke altid har samme historie som dem omkring Bangkok og primært er etableret for turisternes skyld, kan de alligevel være et hyggeligt sted at bruge en time eller to, mens du nyder de lokale delikatesser og den afslappede atmosfære.
Sådan besøger du de flydende markeder
Der er et par praktiske tips, der kan gøre din oplevelse af de flydende markeder omkring Bangkok endnu bedre. For det første er det en god idé at tage af sted tidligt om morgenen, da markederne ofte er mest aktive og “lokale” tidligt på dagen. Dette er også den bedste tid den stærkeste varme. Generelt er det klimamæssigt bedst at besøge Bangkoks flydende markeder i tørtiden fra slutningen af november til starten af maj.
Hvis du ikke har tid og tålmodighed til selv at arrangere transport med offentlig transport, kan du nemt besøge de flydende markeder med en privat chauffør eller på guidet gruppetur. Dit hotel kan ofte anbefale en turoperatør eller arrangere turen for dig.
Husk at medbringe kontanter i små sedler, da de fleste sælgere ikke tager imod kreditkort. Hvis du planlægger at udforske markedet på en bådtur, så sørg for at forhandle prisen på forhånd for at undgå overraskelser. Sidst, men ikke mindst, sørg for at have god appetit, så du kan smage på en masse lækker mad – de flydende markeder i Thailand er kendt for deres street-food. Her venter dig mange fantasiske kulinariske oplevelser.