Ayutthaya – oplev Thailands gamle kongeby

Fremragende 5 stjerner

I Ayutthaya hvisker de gamle ruiner og majestætiske templer om fortidens storhed. Ikke langt fra Bangkoks pulserende hjerte finder du denne tidligere kongeby, som nu står som et levende museum. Ayutthaya, der er optaget på UNESCO-verdensarvslisten, blomstrede fra det 14. til det 18. århundrede. I dag er det en af de mest fascinerende historiske seværdigheder, du kan besøge på din rejse til Thailand.

Ayutthaya er ikke blot en smuk samling af historiske tempel- og paladsruiner. Det er en unik mulighed for at dykke ned i landets historie, når du er på ferie i Thailand. Her vil du fornemme, at selvom der i dag hersker fred og ro over området, har ruinbyen været scene for dramatiske begivenheder. Her venter dig en spændende fortælling om opstigning, fald og skønhed, bevaret gennem århundreder.

Læs her om, hvorfor du skal tage på en udflugt til Ayutthaya og få tips til, hvordan du får mest muligt ud af dit besøg i den gamle kongeby.

Murstensvæg med to Buddha-statuer i Thailand
Foto: AliceUnsplash

Verdens største by

Ayutthaya ligger på en lille ø, der hvor de tre floder Chao Phraya, Pa Sak og Lopburi løber sammen. Placeringen er ikke tilfældig. Floderne gjorde at handelsskibe let kunne nå byen. Samtidig skabte floderne et naturligt forsvar af det gamle kongeriges centrum. Midt i denne naturskabte fæstning finder du i dag Ayutthaya Historical Park. Går du en tur rundt i den historiske park, kan du trods forfaldet fornemme, at byen engang var et af Sydøstasiens mest betydningsfulde kulturelle og økonomiske centre.

Ayutthaya, der blev grundlagt i 1350, nød godt af at ligge på handelsruterne mellem Kina, Indien, og den malaysiske øgruppe. I århundreder var kongebyen derfor et pulserende centrum for international handel, som tiltrak købmænd fra fjern og nær. I det 17. århundrede, hvor Ayutthaya havde cementeret sin position som en af Asiens mest betydningsfulde handelsbyer, havde den formentlig en befolkning på omkring 1 million mennesker. Den var derfor en af de største byer i verden på den tid.

Byens rigdom og skønhed vakte også interesse i Europa. Portugisiske, hollandske og franske handelsfolk rejste til Ayutthaya tiltrukket af byens gyldne paladser, eksotiske ceremonier og den imponerende flåde af handelsskibe, der konstant sejlede op ad floderne og lagde til i dens havne.

Blå tuk tuk på vej, tilbyder spændende udflugtsoplevelser. Autentisk lokalt transportmiddel tilbyder unikke sightseeing ture i byen. Oplev
Små tuk-tuk’er gør det nemt at komme rundt i Ayutthaya.

Brændt ned til grunden

Den blomstrende æra af velstand og indflydelse fik dog en brat afslutning i 1767, da Ayutthaya efter en langvarig belejring blev indtaget af den burmesiske hær, som brændte kongebyen ned og efterlod den i ruiner. Heldigvis overlevede de templer og paladser, som ikke var bygget i træ. Derfor står Ayutthaya i dag som et smukt symbol på Thailands historie, kultur, og landets evne til at genopstå fra asken.

Den historiske park omfavnes af den moderne del af Ayutthaya. Rundt om området med de historiske ruiner, hvis indbyggere forlængst er døde og borte, er således et levende samfund. Her finder du farverige markeder, der summer af aktivitet, spændende restauranter, som lokker med lokale delikatesser, og talrige hoteller, hvis du vil tage en overnatning her.

Vil du have det hele med, kan det bestemt anbefales at bruge et par dage i Ayutthaya. De fleste af de historiske seværdigheder ligger inde i den historiske park, men der er også andre bemærkelsesværdige templer og monumenter uden for dette centrale område. Det inkluderer Wat Yai Chaimongkon, der efter en restaurering i 1950’erne igen fungerer som et aktivt tempel.

Buddha ved Wat Mahathat
Den brømte Buddha-statue ved Wat Mahathat, der er med tiden er blevet næsten helt dækket af trærødder. Foto: AliceUnsplash

Besøg Ayutthaya på udflugt fra Bangkok

Ayutthaya ligger knap 80 kilometer nord for Bangkok. Den gamle kongeby er derfor et oplagt udflugtsmål, hvis du er på ferie i den thailandske hovedstad. Kontrasten mellem millionbyen Bangkok og Ayutthaya, der har blot omkring 55.000 indbyggere, er stor. Men den historiske forbindelse mellem de to byer er tæt.

Ayutthayas skæbne og Bangkoks opstigning til Thailands førende (og eneste) metropol er uløseligt forbundet. Da Ayutthaya blev raseret af den burmesiske hær, var det en dramatisk afslutning på over 400 år som en af regionens mest magtfulde byer. Kongen rykkede derefter sit hovedsæde mod syd til det, der i dag er Bangkok.

Denne tvungne forflyttelse af hovedstaden, som blev starten på Bangkoks udvikling frem mod nutidens pulserende metropol, var ikke kun et spørgsmål om overlevelse, men også en genfødsel af Thailands kulturelle og politiske centrum. I dag er Bangkok fortsat med til at forme landets fremtid, mens Ayutthaya står som et stille vidnesbyrd om landets rige historie og tidligere storhed.

Der tilbydes året rundt guidede dagsudflugter til Ayutthaya fra Bangkok. På disse ture er der typisk sørget for al transport og guiden fortæller om det, I ser undervejs. Vil du gerne have friheden til at følge dit eget tempo, er det dog ikke svært at lave en tur dertil på egen hånd. Der er både tog- og busforbindelse til Ayutthaya fra hovedstaden. Bruger du et par dage, har du også tid til at besøge nogle af byens museer.

Pagoder i Ayutthaya, Thailand
Imponerende pagoder i Ayutthaya. Foto: Teodor KuduschievUnsplash

Praktiske tips til dit besøg

  • Transport: Du kan komme rundt til det meste til fods, på en lejet cykel eller med tuk-tuk. En bådtur på floderne rundt om øen med den historiske park kan også anbefales. Det giver en god fornemmelse af den gamle bys størrelse.
  • Pris: Du skal betale for entré ved nogle af ruinerne. Det koster dog typisk kun 50 baht (10 kroner). Alternativt kan du købe en billet, som inkluderer alle monumenter i Ayutthaya Historical Park.
  • Bedste tidspunkt: Tager du en overnatning i Ayutthaya, kan du besøge den historiske park tidligt om morgenen eller sidst på dagen. Da er der mindre trængsel, når turbusserne fra Bangkok endnu ikke er ankommet eller er kørt igen.
  • Pas på solen: Særligt hvis du er historisk interesseret, kan du nemt bruge adskillige timer på at slentre rundt på resterne af de smukke paladser og templer i Ayutthaya. Vil du have tid til at fordybe dig, bør du medbringe rigeligt med drikkevarer og gerne en bredskygget hat. Selv hvis du kommer tidligt på dagen er det varmt og tropesolen er stærk.

Andre attraktioner i Ayutthaya

Tilbringer du en eller flere nætter i Ayutthaya, har du chancen for at se byen i et andet lys, bogstaveligt talt. Fra de stille morgener, hvor tågen langsomt løfter sig over de gamle ruiner, til de gyldne solnedgange, der kaster et blødt lys over tempelkomplekserne.

Sammenlignet med det fantastiske butik- og restaurantliv i Bangkok er der ikke så meget at tage sig til om aftenen i Ayutthaya. Der er dog både et aftenmarked og et flydende marked. De er måske nok mest er til for turisternes skyld, men er alligevel nogle hyggelige steder at besøge for at finde et souvenir eller smage det lokale gadekøkkens delikatesser.

Scroll to Top