Alt du behøver at vide om Phukets natteliv

Fremragende 5 stjerner

Solbrune fødder på dansegulvet, lyden af bas, der ruller gennem natten, og en stemning, der får luften til at vibrere – Phuket er ikke kun kendt for sine flotte sandstrande og krystalklare vand. Når solen går ned, og stjernerne tændes på himlen, vågner øens mere livlige områder for alvor op med alt fra hyggelige strandbarer til pulserende diskoteker og natklubber, der kan holde gang i en fest til langt ud på natten. Phukets natteliv er lige så farverigt og energisk som livet på stranden – hvis du altså søger det. Samtidig gemmer øen nemlig også på mange roligere områder for dig, der foretrækker mere stille aftener med stjernekig og lyden af bølger, der blidt skyller mod kysten.

Er du klar til at udforske nattens magi på Thailands mest populære ferieø? Så vil du måske gerne vide, hvor du finder den bedste fest på Phuket? Få svar på dette og meget mere i denne guide til Phukets natteliv!

Phuket koncert om natten med rødt lys og publikumsenergi, pulserende nattelivsoplevelser
Foto: Antoine J.Unsplash

Bangla Road: Hjertet af Phukets natteliv

Der er et godt udvalg af barer og natklubber i både Karon Beach og Kata Beach. Men hvis et pulserende natteliv har førsteprioritet på din rejse til Phuket, er Patong et oplagt rejsemål. Denne sprudlende ferieby med den kilometerlange strand er kendt for sin energi, farverige lys og uimodståeligt mange forlystelser. Midt i det hele finder du Bangla Road, som uden tvivl udgør hjertet af ikke bare Patongs, men hele Phukets natteliv.

Bangla Road forvandles om aftenen til et fascinerende sammensurium af lyd, lys og liv. Når solen går ned, lukkes gaden for trafik, og hen på aftenen bliver den et populært samlingspunkt for festglade turister og lokale. Her finder du stribevis af barer, hvor du kan nyde alt fra klassiske cocktails til lokale specialiteter. Natklubberne spiller de nyeste hits, hvor både lokale DJs og internationale navne sørger for, at dansegulvet altid er fyldt.

Men Bangla Road er ikke kun for dig, der søger et festligt natteliv. I gaden, der også er kendt som Bangla Walking Street, finder du også steder med live musik. Fra rockbands til solokunstnere; uanset din musiksmag vil du finde noget, der falder i din smag. Og hvis du vil udforske lidt mere, skal du ikke bevæge dig langt. De tilstødende gader gemmer ligeledes på barer og spillesteder, der venter på at blive opdaget.

Bangla Road – Hotspot for natteliv på Phuket

Så hvis du vil have en nat fyldt med dans og fest på Phuket, vil Bangla Road i Patong ikke skuffe. Der er dog også barer med en lidt mere tilbagelænet stemning som for eksempel Aussie Bar, Sunset Bar og Shipwreck, hvor du også kan se sport på storskærm eller tage et slag pool med vennerne.

 en travl gade om natten oplyst af farverige neonlys
Efter solnedgang summer det af liv på Bangla Road. Foto: Strange Luke, CC BY 2.0 DEED

Beach Clubs: Solnedgang og musik ved strandkanten

Langs Phukets indbydende vestkyst finder du en perlerække af elegante beach clubs, der har den perfekte blanding af afslapning og underholdning. Om dagen fungerer disse steder som hyggelige strandbarer og restauranter, hvor du nemt kan gå op fra strand for at slappe af med en lækker frokost, en frisk frugtshake eller blot en kølig drik under parasollens skygge, mens du nyder udsigten til det azurblå hav.

Når aftenen falder på, giver den smukke beliggenhed helt nede til stranden og solens sidste bløde lys den perfekte atmosfære til at slutte dagen af med en cocktail eller en romantisk middag. Lyden af bølgerne, der brydes stille mod kysten, bliver den naturlige musik, der fuldender oplevelsen.

Mange af Phukets beach clubs er kendt for også at spille op til mere livlige fester. Det inkluderer intime live koncerter fra lokale og internationale kunstnere og aftener, hvor DJs sørger for, at der er masser af liv ude på dansegulvet. En del beach clubs arrangerer også spektakulære ildshows nede på sandet, hvilket tilføjer et ekstra element af magi til aftenen.

For nogle år tilbage ryddede de lokale myndigheder op i de mange interimistiske strandbarer, der ofte lå helt nede på sandet. I dag er der til gengæld et godt udvalg af lidt mere sofistikerede, veletablerede beach clubs. Det inkluderer for eksempel Catch Beach Club på Bang Tao Beach, der var en af de første beach clubs på øen og stadig er kendt for sin stilfulde atmosfære og lækre cocktails. En anden populær beach club er Pine Beach Bar på Kamala Beach, som i hverdagene har en rolig og romantisk atmosfære, men i weekenderne forvandles til en livlig strandklub med ildshows, DJs og live musik.

Beach Club på Phuket
Når solen går ned, og dagen går på held, forvandler mange af Phukets beach clubs sig til stemningsfulde hotspots med livemusik, cocktails og fest under stjernerne.

Cocktails med udsigt: Rooftop barer

Phuket byder ikke kun på et alsidigt natteliv i gadeplan; bevæger du dig lidt oppe i højderne, kan du finde de såkaldte “Rooftop” barer og lounges. De udstråler en anden form for elegance og ro. For dig, der søger en pause fra det intense tempo og den pulserende energi i gader som Bangla Road, kan disse rooftop barer og loungeområder være en tiltrængt oase.

Selvom du nok skal være forberedt på at betale lidt mere for dine cocktails deroppe end på barerne nede i gadeplan, er stemningen det værd. Mange steder kan du desuden nyde dine cocktails sammen med betagende udsigter over øens landskab og havet, alt imens byens lys funklende breder sig ud under dig. Oppe på disse elegante tagbarer er der bedre muligheder for at føre dybe samtaler over et par drinks eller bare nyde en afslappende slutning på dagen i stemningsfulde omgivelser.

På nogle af rooftop barerne på Phuket har du også muligheden for at nyde en god middag under åben himmel. Forestil dig en middag for to med stearinlys, gourmetmad og flot udsigt. Det er den perfekte ramme om en romantisk aften.

Phukets nattemarkeder: Shopping og street food

Selvom de ikke rigtig falder ind under kategorien natteliv og fest på Phuket, skal aftenmarkederne også fremhæves. Når solen går ned, forvandles disse summende markeder til et fascinerende sammensurium af farver, dufte og lyde. Modsat barer og natklubber er markederne desuden noget, som hele familien kan nyde.

Phukets aftenmarkeder lokker med et væld af shoppingmuligheder. Fra håndværk og souvenirs til tøj og accessories – her kan du med garanti finde et unikt souvenir eller og prutte om priserne med de smilende sælgere. Holder du af at gå på jagt efter gode tilbud, kan du bruge lang tid på at gå på opdagelse blandt de mange boder og lade dig inspirere af de mange spændende varer, der præsenteres i lyset fra farverige lamper og lanterner. Blandt de mest populære nattemarkeder på Phuket er Chillva Market nord for Phuket by og Phuket Sunday Walking Street Market (Lard Yai Market) inde i selve byen.

Men det er ikke kun chancen for at gøre et godt køb, der trækker folk til nattemarkederne på Phuket. Det er i ligeså høj grad de utallige madboder og gadekøkkener, der forvandler området til et gastronomisk slaraffenland. Disse små, mobile køkkener er mesterligt styret af lokale kokke, der med et passioneret håndelag tilbereder klassiske thairetter og eksotiske delikatesser lige for øjnene af dig.

Udendørs madmarked i Phuket med lokale folk, der shopper
Ristede insekter, en lokal delikatesse. Foto: shankar s., CC BY 2.0 DEED

De duftende boder lokker med alt fra friskt grillede skaldyr og krydrede nudelretter til søde thai-desserter og friskpressede juice. At spise sig gennem aftenmarkederne er som at tage på en kulinarisk rejse gennem Thailands mangfoldige køkken. Er du eventyrlysten, kan du prøve de ristede insekter!

Aftener på Phuket for børnefamilier

Rejser du til Phuket med børn, kan du også se frem til feriens aftener. Selvom de pulserende natklubber og fest til ud på de små timer ikke er relevant for jer, er aftenmarkederne ikke den eneste mulighed for en underholdende aften, der passer til både store og små.

En af de mest familievenlige attraktioner er Phuket Fantasea, et kulturelt show og temapark, der blander traditionelle thailandske sagn og legender med moderne teaterkunst. Her kan I lade jer rive med af historiefortællingen, de prangende kostumer og imponerende special-effekter. Med et bredt udvalg af restauranter og forlystelser på stedet, er Fantasea et perfekt valg til en familieaften fyldt med eventyr og magi.

Et andet eksempel på populær og familievenlig underholdning er Siam Niramit. Det er et storslået kulturelt show, der tager jer med på en rejse gennem Thailands historie, traditioner og religion. Der er her lidt mere vægt på at præsentere aspekter af autentisk thailandsk kultur sammenlignet med Fantasea, hvor det føles lidt mere som en forlystelsespark.

Bartender hælder drink i Phuket natklub
Foto: Louis HanselUnsplash

Sikkerhed i Phukets natteliv: Tips og gode råd

Som det gælder for nattelivet stort set alle andre steder i verden, er der nogle grundlæggende råd, som det er godt at følge, når du fester på Phuket.

Lad aldrig din drink være uden opsyn, og hold altid godt øje med din pung eller taske. Lommetyve trives, hvor der er store menneskemængder. Særligt hvis du er gået i byen på egen hånd, bør du være opmærksom på dine omgivelser og de mennesker, du interagerer med. Undgå at tage imod drikkevarer fra fremmede, og hold dig til steder, hvor der er mange andre gæster og en god atmosfære. Særligt hvis du er alene i byen, er det også en god idé at have en klar plan for, hvordan du kommer sikkert tilbage til dit hotel – sørg for at bruge officielle taxaer.

I de mest livlige festgader, som for eksempel Bangla Road i Patong, vil du opleve at de fleste barer har personale udenfor, der med stor entusiasme forsøger at lokke dig ind på netop deres bar. Det kan være med slagtilbud på drinks til uhørt lave priser. Men her gælder det om, at bruger din kritiske sans.

Det er dog ikke ualmindeligt, at det fantastiske tilbud kun gælder for den første drink, eller at der pludselig tilføjes en uforholdsmæssig høj pris for adgang til baren på regningen. Så selvom stemningen er høj, bør du huske at “læse det med småt” og eventuelt stille opklarende spørgsmål til priserne, før du bestiller noget.

Du bør naturligvis holde dig helt fra stoffer, ikke mindst fordi både brug og besiddelse straffes ekstremt hårdt i Thailand med alt fra høje bøder til lange fængselsstraffe, selv for små mængder.

Skulle festen bevæge sig ned til stranden, er det vigtigt at huske på, at svømning og alkohol aldrig er en god kombination. Havet kan være uforudsigeligt, særligt i mørket. Det er aldrig sikkert at svømme, når du er beruset. Nyd i stedet atmosfæren fra strandkanten.

Selvom der også på Phuket kan være risici forbundet med nattelivet, bør du ikke lade sig afskrække fra at nyde en festlig aften. Langt de fleste, der udforsker Phukets barer, diskoteker og natklubber har en sikker og sjov oplevelse. Phuket er også i nattelivet kendt for sin venlige atmosfære og med lidt sund fornuft, kan du glæde dig til en sjov aften på denne smukke ferieø.

Scroll to Top